Vi forsøger jo netop at tilgodese to formål, nemlig at de kommuner, som har øer inden for kommunegrænsen og derfor typisk også her færger inden for kommunegrænsen, får lidt mere – for det er en særlig opgave, for det er nu altså noget andet at få ting til at fungere, hvis der er en ø inden for kommunen – og at sørge for, at der er midler til at lave et fælles færgesekretariat.
Men jeg tror, at der er noget, vi ser forskelligt på.
Regeringen synes ikke, at vi skal have statslig færgedrift, eller at vi skal have en centraliseret statslig ordning, som skal stå for det her.
Vi synes sådan set, at det er en væsentlig kommunal opgave at sørge for, at borgere, som bor på øer, bliver ordentligt betjent, og at der er en infrastruktur over vand, ligesom man sørger for, at der er en infrastruktur over land.
Det er baggrunden for, at vi synes, det var vigtigt at øge tilskuddet, for det viser jo, at alle kommuner, om man så må sige, er solidariske med dem, der har særlige opgaver, fordi der er en ø inden for kommunegrænsen.
Selv om vi ser forskelligt på, hvad der er kommunale opgaver, og hvad der er statslige opgaver, så håber jeg da, at vi i fællesskab kan glæde os over, at der vil være mulighed for at etablere et færgesekretariat, som kan bidrage til, at man i højere grad kan købe fælles ind til det, der netop er fælles – det være sig brændstof, det være sig forsikringer – og at man kan koordinere, hvor færgerne er og på hvilket tidspunkt, hvis der er nogle, der skal til reparation eller lignende.