Spm. nr. S 2056

17) Til social- og integrationsministeren af:

Karina Adsbøl (DF):

Finder ministeren, at kommunerne i tilstrækkelig grad anvender metoden med familierådslagning i anbringelsessager?

Fru Karina Adsbøl bedes oplæse spørgsmålet.

Finder ministeren, at kommunerne i tilstrækkelig grad anvender metoden med familierådslagning i anbringelsessager?

Social- og integrationsministeren.

Familierådslagning er en blandt flere metoder, der tager udgangspunkt i at inddrage ressourcerne i barnets familie eller netværk. Jeg har ikke kendskab til, hvor mange kommuner der anvender familierådslagning, hverken i anbringelsessager eller i andre situationer, hvor der er behov for en tidlig eller forebyggende indsats, men jeg ved dog, at der er flere kommuner, der har gode erfaringer med metoden. Det giver de udtryk for, når jeg har kontakt til dem. Jeg har selv været ude at overvære, hvordan en sådan familierådslagning kan fungere. Den er rigtig god, fordi den inddrager hele det netværk, der er omkring barnet, og dermed sørger for, at ressourcer, som man ikke lige var klar over var til stede i familien eller netværket, kommer frem.

Det, der jo tit er sagen i nogle af de her anbringelsessager, er, at en anbringelse kan være nødvendig. Det kan være nødvendigt at fjerne et barn. Men man oplever måske tit, at det barn ikke nødvendigvis får et meget bedre liv af det. Derfor er det ekstremt vigtigt at have fokus på, hvordan man kan sørge for, at en anbringelse faktisk også bliver lig med, at barnet får det godt, flytter sig og udvikler sig i trygge og harmoniske omgivelser, og at den afkobling fra familien, der ellers har været, bliver så lille som muligt. Der er rigtig mange steder, hvor man tager godt imod børn, der er blevet anbragt, men mange af de her børn har det svært, og derfor har de også ar på sjælen. Og i den forbindelse vil jeg sige, at familierådslagning bestemt er en rigtig god løsning, der også kan bruges til at forebygge anbringelse uden for hjemmet.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for svaret. Lige til det tidligere: Jeg mistænker ikke regeringen for nogen som helst ting. Det er bare lige en pointering i forhold til det tidligere spørgsmål.

Med hensyn til familierådslagning er det min opfattelse, at det ikke bliver brugt i det omfang, det kunne bruges. Jeg har selv været bisidder i mange sager, hvor jeg har oplevet, at bedsteforældre og andre ikke har været indkaldt til et møde for ligesom at få afdækket, om de havde nogle muligheder for at aflaste familien eller gøre noget andet. Det synes jeg faktisk er meget problematisk, for selv om man har et barn og har været ude i nogle problemer – man er måske blevet narkoman og kan ikke varetage sit barns tarv – er der jo ofte nogle gode bedsteforældre, og om ikke andet kunne de jo, selv om barnet måske skal i en plejefamilie, aflaste dem hver anden weekend, så der ikke både behøver at være en plejefamilie og en aflastningsfamilie til barnet. Samtidig vil barnet kunne blive i sit netværk og bedsteforældre og anden familie få lov til at være tæt på barnet.

Derimod er jeg da helt enig med ministeren i, at der er nogle børn, der skal fjernes. Det er jeg da enig i. Men jeg vil godt opfordre ministeren til at få afdækket, om de ude i kommunerne anvender familierådslagning på den måde. Jeg har den opfattelse, at det er en rigtig, rigtig god metode, når den bliver brugt.

Ministeren.

Jeg er enig i, at vi skal udbrede det og opfordre kommunerne til at anvende det endnu mere.

Socialstyrelsen arbejder i projektet www.inddrag.nu med at udbrede kendskabet til både familierådslagning og til andre inddragende metoder for at forebygge eksempelvis anbringelser. Socialstyrelsen tilbyder kurser, hvor man kan lære at afholde netværksmøder, der er et tilbud om gratis konsulentstøtte til institutioner og kommuner, der vil arbejde med familierådslagning, ligesom styrelsen har oprettet en hjemmeside med informationsmateriale om familierådslagning og andre inddragende metoder. Jeg kan oplyse, at Socialstyrelsen har afholdt to regionale kurser i metoden i 2011, og at der foreløbig er planlagt to regionale kurser i 2012.

Jeg vil desuden gerne understrege, at vi med partnerskabsaftalen med KL, som vi også har været inde på tidligere, sætter fokus på at støtte kommunerne til at kunne vælge at anvende de indsatser, der virker.

Familierådslagning er helt sikkert noget, vi skal bruge mere. Derfor gør vi, hvad vi kan for at få det udbredt og få undervist folk i at anvende det rigtigt. Det er, som spørgeren er inde på, helt essentielt, for hvis man vil forebygge en anbringelse, kan det godt nogle gange lade sig gøre ved at aktivere nogle ressourcer i netværket, som man slet ikke var klar over var der, men hvor man, ved at man sætter sig ned og taler sammen om tingene, får fundet en løsning, som er den langt bedste løsning for barnet. Så jeg er enig med spørgeren i, at vi skal gøre, hvad vi kan for at udbrede metoden og familierådslagning.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg er utrolig glad for, at ministeren også finder, at det er en vigtig metode at anvende, og at det er nogle rigtig gode initiativer, men det sikrer jo ikke, at socialrådgiverne bruger metoden. Så jeg kunne også godt tænke mig at spørge ministeren om, hvordan vi fra Folketingets side kan sikre os, at kommunerne anvender de metoder, der er, så det ikke bare er en metode, der ligesom bare er beskrevet i et stykke papir, men også en metode, som man gør brug af.

Nu snakker jeg med rigtig mange mennesker, og jeg har haft oplevelser af, at bedsteforældre har fået adgang til at se deres barnebarn måske en time om måneden og ikke har kunnet få lov til at have barnet hver anden weekend eller noget andet. Jeg har haft mange sagsakter liggende, hvor der overhovedet ikke har været noget at komme efter, hvad angår de bedsteforældre. Nu snakker jeg ikke kun om bedsteforældre, jeg snakker også om tilfælde, hvor ens søster eller bror dør – hører ministeren efter? – hvor man så kan anvende den metode.

Ministeren.

Hvis der er forældre, der er døde, så kan det være andre regler, der gør sig gældende i forhold til samvær, hvis vi er inde at tale om forældreansvarsloven. Der er der nogle regler om, at man kan have samvær med andre end sine forældre, hvis den ene forælder er død. De regler er vi i disse øjeblikke ved at gøre lidt lempeligere.

Men når det drejer sig om de andre børn, altså dem, hvis forældre ikke er døde, så er det sådan, at efter servicelovens § 47 skal kommunalbestyrelsen overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. Inddragelse af børns forældre og øvrige netværk er et helt centralt aspekt af indsatsen, fordi vi jo ved, at det er forældre og netværk, som har den største betydning for et barns udvikling. Med Barnets Reform, som er godt et år gammel, blev det jo endvidere understreget, at kommunerne ved afgørelser om samvær foruden samvær med forældre også skal træffe afgørelse om samvær med søskende, øvrige familie og netværk.

Det her er altså noget, der er fokus på. Det er en indsats, som vi, som jeg redegjorde for i min tidligere besvarelse, gør utrolig meget for at udbrede ved kurser, ved partnerskab med KL, ved at sørge for, at alle er opmærksomme på, at det her er et vigtigt redskab og et redskab, man skal anvende. Vi kommer ikke til at lave en detailregulering af, hvordan de skal anvende en bestemt metode eller et bestemt værktøj ude i kommunerne, men vi har regler om, at man skal inddrages og oplyses, og der skal de for at leve op til de forpligtelser i loven også overveje familierådslagning.

Fru Karina Adsbøl.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren: Hvad så hvis man ikke inddrager netværket? Hvis der er nogle gode netværk, som man ikke vælger at inddrage, fordi det måske ikke lige er relevant, eller fordi man vælger ikke at gøre det, hvad skal konsekvensen så være for kommunerne, når der står i loven, at man skal inddrage netværket og afdække, om netværket har nogle ressourcer, der kan anvendes? Hvad så hvis kommunerne ikke gør det? Er det så bare ærgerligt for de her bedsteforældre, som måske ikke kan få lov til at se deres børnebørn, fordi man simpelt hen ikke har anvendt metoden, som ministeren så heller ikke vil indskrive i lovgivningen er en god idé at man anvender? Jeg vil gerne sikre mig, at kommunerne anvender de metoder, der er, til at afdække, om familien har nogle rigtig gode ressourcer, barnet kan gøre brug af. Der har jo også været undersøgelser, der har vist, at der har været en form for mistillid til bedsteforældrene, så de ligesom er dømt på forhånd.

Er ministeren klar? Ministeren.

Jeg beklager min hoste, men det understreger jo bare, at vi virkelig ikke melder afbud, medmindre vi næsten ligger i graven.

I forhold til hvordan man iværksætter en rådslagning, vil jeg gerne sige, at det er sådan, at for at iværksætte en rådslagning skal der være en initiativtager. Det kan være familiens sagsbehandler i socialforvaltningen, eller det kan være børne- og familieafdelingen eller f.eks. en lærer, en sundhedsplejerske eller en pædagog. Så skal initiativtageren drøfte med familien, om det vil være hensigtsmæssigt at holde en familierådslagning. Derfor er det jo en beslutning, familien bliver inddraget i.

Hvis man ikke føler, at man bliver inddraget, eller hvis man har et ønske om det og kommunen ikke vil, så vil jeg henvise til, at man kan gå gennem det klagesystem, der altid er inden for det sociale område. Det vil selvfølgelig være en besværlig vej, men omvendt kan jeg ikke se for mig, at det vil være noget, der vil være særlig udbredt, eftersom det her er et redskab, som kommunerne gerne vil anvende, som de i stigende grad anvender, som Socialstyrelsen udbyder kurser i, og som KL gør alt for at udbrede, fordi vi godt ved, at det er en indsats, der virker, når man skal forhindre, at børn eksempelvis anbringes.

Dermed er spørgsmålet sluttet. Tak til fru Karina Adsbøl, og tak til social- og integrationsministeren.

Det næste spørgsmål er stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse af hr. Joachim B. Olsen, og det er i det her tilfælde altså til den fg. minister for sundhed og forebyggelse.