L 93 Forslag til lov om ændring af fiskeriloven.

(Rådgivende udvalg, fiskeri af laks i visse vandsystemer, EU-pointsystem for alvorlige overtrædelser, beslaglæggelse af fiskeredskaber m.v. og straffemyndighed for visse eksterritoriale overtrædelser).

Af: Fødevareminister Mette Gjerskov (S)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2012

Fremsættelse: 23-02-2012

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2012)

20111_l93_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2012)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Mette Gjerskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af fiskeriloven (Rådgivende udvalg, fiskeri af laks i visse vandsystemer, EU-pointsystem for alvorlige overtrædelser, beslaglæggelse af fiskeredskaber m.v. og straffemyndighed for visse eksterritoriale overtrædelser)

(Lovforslag nr. L 93)

Som led i EU's forstærkede indsats mod ulovligt fiskeri både inden for og uden for EU er der vedtaget en række forordninger, som har til formål at ramme de former for adfærd, som forårsager de alvorligste skader på havmiljøet, på fiskebestandenes bæredygtighed og som derfor samtidig forringer den socioøkonomiske situation for de fiskere, der overholder reglerne. Den form for adfærd betegnes som IUU-fiskeri og er defineret i EU's IUU-forordninger som "illegal, unreported and unregulated", dvs. ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.


Til IUU-forordningen er der koblet en kontrolforordning, som regulerer EU's interne indsats mod ulovligt fiskeri, bl.a. gennem et pointsystem for alvorlige overtrædelser af reglerne.


Lovforslaget fremsættes for at sikre fornøden og korrekt sammenkædning af EU-forordningerne med dansk ret og for at etablere de administrative og retssikkerhedsmæssige rammer for EU-pointsystemerne for alvorlige overtrædelser i relation til ejere af fiskerfartøjer. For fartøjsførere, der er ansvarlige for at føre et fiskerfartøj med fiskerilicens foreslås et tilsvarende sanktionssystem, hvorefter der foreslås tildeling af point, når der er tildelt indehaveren af fiskerilicensen point for alvorlige overtrædelser. Det betyder, at retten til i erhvervsøjemed at føre fiskerfartøj i yderste tilfælde kan bortfalde ved forbud.


Herudover foreslås indført dansk straffemyndighed for danske statsborgeres deltagelse eller medvirken til IUU-fiskeri, uanset hvor i verden dette måtte foregå. Det betyder, at alvorlige overtrædelser af IUU-reglerne sanktioneres på samme måde, som hvis de ikke var begået eksterritorialt, men på dansk territorialområde. Dette foreslås ud fra en lighedsbetragtning.


Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser, der alene har baggrund i behovet for en national regulering og præcisering vedrørende sammensætningen af rådgivende udvalg, forvaltningen af laksekvoter og opfølgningen af Finanslov 2012 vedrørende ændret betaling for fisketegn.


Lovforslaget indeholder en præcisering af den gældende praksis for tildeling af laksekvoter til beskyttede, genetisk unikke laksebestande i visse vestvendte, jyske åsystemer. Kvotetildelingen foreslås givet til sammenslutninger af fiskeriberettigede for at sikre en effektiv og enkel administration af kvotetildelingen.


Herudover indeholder lovforslaget en række forslag til modernisering af bestemmelserne vedrørende rådgivende udvalg, således at repræsentationen kan opdateres løbende. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssige ændringer.


Endelig har Rigsadvokaten anbefalet indførelse af en udtrykkelig hjemmel til administrativ beslaglæggelse af fiskeredskaber ved rekreativt fiskeri samt en justering af bemærkninger til lovens bestemmelse om rettighedsfrakendelse til rekreativt fiskeri.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.