Skriftlig fremsættelse (9. februar
2012)
Social- og integrationsministeren (Karen
Hækkerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om sagsbehandling og
administration i Udbetaling Danmark (Udbetaling Danmark-loven)
(Lovforslag nr. L 86)
Lovforslaget bygger sammen med forslag til lov om
ændring af forskellige love som følge af etableringen
af Udbetaling Danmark og om ophævelse af lov om ændring
af regler for statens udbetaling af refusion af kommunernes
udgifter i henhold til den sociale pensions- og bistandslovgivning
m.v. (Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommunerne og
Udbetaling Danmark m.v.) på aftalen af 12. juni 2010 mellem
den daværende regering og KL om kommunernes økonomi
for 2011, om samlingen af administration af en række
lovgivningsområder, der afgøres på et objektivt
grundlag.
Formålet er at effektivisere sagsbehandlingen på
en række områder som for eksempel folkepension og
boligstøtte ved at samle opgaverne i en ny offentlig
selvejende institution, Udbetaling Danmark.
Lovforslaget fastsætter regler for sagsbehandling og
administration m.v. i Udbetaling Danmark samt om kommunernes pligt
til at yde helhedsorienteret vejledning og hjælpe
ikke-digitalt-parate borgere og borgere med særlige
behov.
Herudover indeholder forslaget bestemmelser om udveksling af
oplysninger, forslag om en samarbejdsmodel mellem kommunerne og
Udbetaling Danmark i forhold til indsatsen mod socialt bedrageri,
regler om Udbetaling Danmarks ledelse og bestyrelse,
årsregnskab og revision, regler for kommunernes bidrag til
finansiering af driften, Udbetaling Danmarks muligheder for at
optage lån, momsrefusion mv.
Forslaget indeholder bestemmelser om digital kommunikation,
der skal ses i sammenhæng med den fællesoffentlige
digitaliseringsstrategi og de kommende lovforslag om digital
kommunikation, der udmønter dele af strategien.
Samlingen af sagsbehandlingen forventes at reducere
kommunernes omkostninger til administration med 300 mio. kr.
årligt. Gevinsten tilfalder kommunerne, der derved
tilføres et betydeligt beløb til opretholdelse og
udvikling af den kommunale service. Kommunerne finansierer
omkostningerne ved at oprette Udbetaling Danmark.
Loven foreslås at træde i kraft den 1. oktober
2012. Lovens bestemmelser om låneadgang og momsrefusion
forslås dog at træde i kraft den 15. april 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.