Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 27. marts 2012
Forslag
til
Lov om Udbetaling Danmark
Kapitel 1
Udbetaling Danmarks opgaver og
samarbejde med kommunerne
§ 1. Udbetaling Danmark varetager
de opgaver, der tillægges Udbetaling Danmark i henhold
til:
1) Lov om social pension.
2) Lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
3) Lov om individuel
boligstøtte.
4) Lov om friplejeboliger.
5) Lov om ret til orlov og dagpenge ved
barsel.
6) Lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
7) Lov om opkrævning af
underholdsbidrag.
8) Lov om en børne- og
ungeydelse.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelserne skal i fællesskab
sikre et smidigt og effektivt samarbejde om varetagelse af opgaver,
jf. stk. 1.
Kapitel 2
Vejledning m.v.
§ 2. Ved Udbetaling Danmarks
varetagelse af opgaver på sine sagsområder efter
§ 1 finder §§ 3 og 4 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark skal henvise borgere, som skønnes at have
behov for helhedsorienteret vejledning, jf. § 5 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område,
eller for personlig bistand, jf. denne lovs § 3, stk. 2
og 3, til kommunen. Udbetaling Danmark skal efter en konkret
vurdering formidle den indledende kontakt til kommunen, hvis
Udbetaling Danmark skønner, at borgere har brug for bistand,
jf. denne lovs § 3, stk. 3.
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal yde
generel vejledning om alle de muligheder, der findes for at modtage
kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling
Danmarks sagsområde. Kommunen skal henvise borgere, der har
behov for yderligere, detaljeret vejledning om kontante ydelser og
økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks
sagsområde, til Udbetaling Danmark, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Kommunen skal i fornødent omfang yde bistand til
fremmødte borgere, der vurderes ikke at kunne benytte sig af
digitale vejledninger og selvbetjeningsløsninger om kontante
ydelser og økonomiske tilskud inden for Udbetaling Danmarks
sagsområde.
Stk. 3.
Kommunen skal i fornødent omfang yde bistand til borgere,
som vurderes at have særlige behov, og som ønsker at
søge om, eller som modtager kontante ydelser og
økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks
sagsområde, ved at
1) hjælpe med at udfylde og
indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark,
2) sørge for, at borgeren kan
medvirke ved behandlingen af sin sag hos Udbetaling Danmark, og
3) varetage kontakten til Udbetaling
Danmark på borgerens vegne.
§ 4. Borgere, der modtager kontante
ydelser og økonomiske tilskud på sagsområder,
der varetages af Udbetaling Danmark, skal oplyse om
ændringer, der kan have betydning for udbetalingen af
ydelserne og tilskuddene.
Kapitel 3
Sagsbehandling og udveksling af
oplysninger
Udbetaling
Danmarks sagsbehandling
§ 5. Ved Udbetaling Danmarks
behandling af sager på sine sagsområder efter
§ 1 finder § 10, § 11, stk. 1, § 11
a, stk. 1-5, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12
i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område tilsvarende anvendelse.
Udveksling
af oplysninger mellem kommunen og Udbetaling Danmark
§ 6. Kommunen skal uden samtykke
fra borgeren videregive oplysninger til Udbetaling Danmark om
borgere, der søger om eller får hjælp fra
kommunen, herunder oplysninger om rent private forhold, hvis
oplysningerne er nødvendige
1) for at foretage efterregulering,
omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe
kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage
anden opfølgning i sager på Udbetaling Danmarks
sagsområde eller
2) forud for Udbetaling Danmarks
første udbetaling efter lov om en børne- og
ungeydelse.
§ 7. Udbetaling Danmark skal uden
samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger
om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger
om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra
Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at
foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning,
for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske
tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager
på kommunens sagsområde.
§ 8. Udbetaling Danmark og kommunen
har til brug for vurdering af, om oplysningen skal videregives til
den anden myndighed, jf. §§ 6, 7 og 9, og til brug
for myndighedsopgaver efter den sociale og den
beskæftigelsesmæssige lovgivning terminaladgang til et
register med nødvendige oplysninger om, hvilke typer af
kontante ydelser og økonomiske tilskud borgeren har modtaget
de seneste 3 måneder, samt oplysninger om størrelsen
på ydelsen og tilskuddet.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark og kommunen har terminaladgang til et register
med nødvendige oplysninger til brug for beregning af pension
efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
Stk. 3.
Kommunerne og Udbetaling Danmark har pligt til at stille de
nødvendige oplysninger efter stk. 1 og 2 til rådighed
for de nævnte registre.
Samarbejde
med kommunen om kontrol og oplysning af
tilbagebetalingssager
§ 9. Udbetaling Danmark og kommunen
skal på eget initiativ videregive oplysninger til hinanden,
herunder oplysninger om rent private forhold, om den, der får
hjælp eller har fået hjælp, dennes
ægtefælle eller samlever og andre husstandsmedlemmer,
hvis oplysningerne er nødvendige for den modtagende
myndigheds kontrol af, om en borger har modtaget kontante ydelser
eller økonomiske tilskud med urette og mod bedre vidende.
Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra borgeren.
§ 10. Kommunen og Udbetaling
Danmark skal efter anmodning videregive foreliggende oplysninger
fra egne sager til hinanden, herunder oplysninger om rent private
forhold, om den, der får hjælp eller har fået
hjælp, dennes ægtefælle eller samlever og andre
husstandsmedlemmer, hvis oplysningerne er nødvendige for den
modtagende myndigheds vurdering af, om der skal påbegyndes en
sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske
tilskud, som en borger kan have modtaget med urette og mod bedre
vidende. Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra
borgeren.
§ 11. Kommunen har efter anmodning
fra Udbetaling Danmark pligt til at forestå hele eller dele
af sagsoplysningen i sager om tilbagebetaling af kontante ydelser
og økonomiske tilskud, som en borger kan have modtaget med
urette og mod bedre vidende i sager på Udbetaling Danmarks
sagsområde. Kommunen er ved sagsoplysningen for Udbetaling
Danmark omfattet af de samme beføjelser til at oplyse sagen,
som hvis kommunen havde varetaget opgaven som sit eget
sagsområde. Kommunen og Udbetaling Danmark kan i forbindelse
med overdragelse af sagsoplysningen videregive oplysninger,
herunder oplysninger om rent private forhold, om den, der får
hjælp eller har fået hjælp, dennes
ægtefælle eller samlever og andre husstandsmedlemmer.
Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra borgeren.
Samkøring af oplysninger
§ 12. Udbetaling Danmark kan til
brug for administration af sine sagsområder efter
§ 1 forlange at få nødvendige
ikkefølsomme personoplysninger fra andre offentlige
myndigheder og arbejdsløshedskasser i elektronisk form med
henblik på registersamkøring i
kontroløjemed.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark kan til brug for administrati?on af sine
sagsområder efter § 1 foretage
registersamkøring i kontroløjemed af data fra egne
registre, herunder af data, der er indhentet i medfør af
stk. 1.
Kapitel 4
Digital kommunikation
§ 13. Social- og
integrationsministeren kan på Udbetaling Danmarks
sagsområde efter § 1 fastsætte regler om, at
kommunikation mellem Udbetaling Danmark og andre myndigheder og
mellem Udbetaling Danmark og borgere skal ske i elektronisk form
(digital kommunikation). Ministeren kan herunder fravige formkrav i
lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation.
Stk. 2.
Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at
visse borgere helt eller delvis skal være undtaget fra kravet
om digital kommunikation.
Stk. 3.
Social- og integrationsministeren kan på Udbetaling Danmarks
sagsområde efter § 1 fastsætte regler om, at
udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt
gengivet underskrift eller på tilsvarende måde i retlig
henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift.
Stk. 4.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem,
når den er tilgængelig for modtageren.
Kapitel 5
Straf
§ 14. Medmindre højere
straf kan idømmes efter anden lovgivning, straffes med
bøde den, der ved grov uagtsomhed fremkalder, bestyrker
eller udnytter en vildfarelse hos Udbetaling Danmark ved at afgive
urigtige eller vildledende oplysninger eller ved at undlade at give
oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, jf.
§ 4, og derved påfører Udbetaling Danmark et
formuetab.
Kapitel 6
Arbejdsmarkedets
Tillægspensions bistand til Udbetaling Danmark
§ 15. Udbetaling Danmarks opgaver
varetages med administrativ og teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer bistanden på
omkostningsdækket basis. I tilfælde af fejl under
udførelsen af administrationen bærer Udbetaling
Danmark det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets
Tillægspension har pligt til at begrænse det
økonomiske tab og berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets
Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for
Udbetaling Danmark om væsentlige fejl.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal ved valg af elektroniske
løsninger og systemer til brug for varetagelse af opgaver
omfattet af denne lov i videst muligt omfang påse, at de
valgte løsninger og systemer
1) ikke påvirker
omkostningsudviklingen i Udbetaling Danmark
uhensigtsmæssigt,
2) kan integreres med kommunernes
øvrige elektroniske løsninger og systemer ved at
basere sig på godkendte fællesoffentlige standarder og
grænseflader og
3) passer ind i Arbejdsmarkedets
Tillægspensions øvrige systemer, så valget af
løsninger ikke påvirker omkostningsudviklingen
negativt i den øvrige virksomhed, som Arbejdsmarkedets
Tillægspension udøver.
Stk. 4.
Ved valg af elektroniske løsninger og systemer, der alene er
til brug for løsning af opgaver omfattet af § 1,
skal Arbejdsmarkedets Tillægspension inddrage Udbetaling
Danmarks bestyrelse i beslutningen.
Kapitel 7
Udbetaling Danmarks ledelse
§ 16. Udbetaling Danmark ledes af
en bestyrelse og en direktør.
§ 17. Bestyrelsen for Udbetaling
Danmark består af 1 formand og 8 medlemmer, som alle udpeges
af social- og integrationsministeren.
Stk. 2.
Bestyrelsens formand og 5 bestyrelsesmedlemmer udpeges efter
indstilling fra KL (Kommunernes Landsforening). 1 medlem udpeges
efter indstilling fra beskæftigelsesministeren.
Stk. 3.
Bestyrelsens formand og øvrige medlemmer udpeges for 4
år ad gangen. Genudpegning kan finde sted.
Stk. 4.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark har ansvaret for, at Udbetaling
Danmark administreres hensigtsmæssigt og forsvarligt i
henhold til denne lov og under behørig hensyntagen til
borgerens retssikkerhed.
Stk. 5.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark skal ved en forretningsorden
fastsætte nærmere bestemmelser om udførelsen af
sit virke. Bestyrelsen kan i sin forretningsorden fastsætte
bestemmelser om tegningsregler, ligesom bestyrelsen kan meddele
prokura. Bestyrelsen kan etablere et sekretariat.
Stk. 6.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark fastsætter serviceniveau,
kvalitet, svarfrister m.v. for den administrative og tekniske
bistand, der leveres af Arbejdsmarkedets Tillægspension efter
§ 15, stk. 1.
§ 18. Direktøren for
Udbetaling Danmark er den til enhver tid værende
direktør for Arbejdsmarkedets Tillægspension eller en
person i Arbejdsmarkedets Tillægspensions koncerndirektion,
som Arbejdsmarkedets Tillægspensions direktør
bemyndiger til at varetage opgaven. Direktøren for
Udbetaling Danmark forestår den daglige ledelse af Udbetaling
Danmark under ansvar over for bestyrelsen.
Stk. 2.
Direktøren for Udbetaling Danmark skal følge de
retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet. Den
daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter Udbetaling
Danmarks forhold er af usædvanlig art eller stor betydning.
Sådanne dispositioner kan direktøren kun foretage
efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen, medmindre
bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig
ulempe for Udbetaling Danmarks virksomhed. Bestyrelsen skal i
så fald snarest muligt underrettes om den trufne
disposition.
Stk. 3.
Direktøren for Udbetaling Danmark skal sikre, at Udbetaling
Danmarks bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens
regler herom.
Stk. 4.
Direktøren for Udbetaling Danmark skal sikre, at Udbetaling
Danmark til enhver tid drives forsvarligt, herunder at der er
tilstrækkelig likviditet til at opfylde Udbetaling Danmarks
nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som
de forfalder.
Stk. 5.
Direktøren for Udbetaling Danmark skal sikre, at
opgaveudførelsen i Udbetaling Danmark finder sted på
forsvarligt grundlag og således, at bestyrelsen for
Udbetaling Danmark har indsigt i og kan vurdere, om
opgaveløsningen udføres tilfredsstillende.
Kapitel 8
Tilsyn
§ 19. Social- og
integrationsministeren fører tilsyn med, at bestyrelsen for
Udbetaling Danmark udfører sit hverv i overensstemmelse med
lovgivningen.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark afgiver årligt en
beretning om Udbetaling Danmarks virksomhed til social- og
integrationsministeren. Beretningen skal indeholde en
redegørelse om de væsentligste beslutninger, som
bestyrelsen har truffet, og oplysninger, som bestyrelsen for
Udbetaling Danmark vurderer er nødvendige, for at social- og
integrationsministeren kan varetage sin tilsynsforpligtelse
på et tilstrækkeligt og betryggende grundlag.
Beretningen følger kalenderåret. Beretningen indsendes
senest samtidig med årsregnskabet m.v., jf. § 20,
stk. 2.
Stk. 3.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark er efter anmodning fra social-
og integrationsministeren forpligtet til at udarbejde særlige
redegørelser og udlevere materiale, som social- og
integrationsministeren i øvrigt anser for nødvendigt
for varetagelsen af tilsynsopgaven.
Stk. 4.
Ankestyrelsen skal en gang årligt udarbejde en
redegørelse om sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark
på baggrund af de sager, der indbringes for Ankestyrelsen i
løbet af året. Redegørelsen skal indeholde
statistik over de ankede sager samt årsagerne til, at
Ankestyrelsen ikke stadfæster Udbetaling Danmarks
afgørelser. Redegørelsen følger
kalenderåret og indsendes senest 6 måneder efter
årets afslutning. Redegørelsen skal forelægges
for Udbetaling Danmarks bestyrelse, der skal have lejlighed til at
afgive sine bemærkninger til redegørelsen, inden den
sendes til social- og integrationsministeren.
Kapitel 9
Årsregnskab og revision
§ 20. For hvert regnskabsår
udarbejder bestyrelsen for Udbetaling Danmark et årsregnskab
bestående af balance, resultatopgørelse og noter. Der
udarbejdes endvidere en ledelsesberetning. Regnskabsåret
følger kalenderåret.
Stk. 2.
Det reviderede og godkendte årsregnskab samt udskrift af
revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets
revision sendes til social- og integrationsministeren snarest
muligt efter bestyrelsens godkendelse af årsregnskabet, dog
senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb. Har
bestyrelsen oprettet en intern revision, skal den interne
revisionschefs revisionsprotokol tillige indsendes.
Stk. 3.
Årsregnskabet offentliggøres.
§ 21. Årsregnskabet for
Udbetaling Danmark skal revideres af en statsautoriseret revisor.
Revisionen omfatter ikke eventuelle supplerende beretninger, som
indgår i årsregnskabet. Revisor skal afgive en
udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen og
eventuelle supplerende beretninger er i overensstemmelse med
årsregnskabet.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark udnævner en revisor.
Stk. 3.
Social- og integrationsministeren kan i særlige
tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer
på samme vilkår og efter samme regler som den revisor,
der er udnævnt af bestyrelsen.
Stk. 4.
Bestyrelsen kan bestemme, at der skal oprettes en intern revision,
der ledes af en revisionschef.
Stk. 5.
Ved revisorskift skal såvel bestyrelsen for Udbetaling
Danmark som revisor orientere social- og integrationsministeren om
årsagen til skiftet.
Stk. 6.
Efter revision af årsregnskabet forsyner revisionen det med
en påtegning om, at det er revideret.
Stk. 7.
Revisorerne har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder
under behandling af sager, der har betydning for revision eller
aflæggelse af årsregnskabet.
Stk. 8.
Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af
de pågældende sager, hvis det ønskes af blot
ét bestyrelsesmedlem.
Stk. 9.
Social- og integrationsministeren fastsætter nærmere
regler for budgetter, regnskaber og revision i Udbetaling
Danmark.
Kapitel 10
Kommunernes og statens
administrationsbidrag til Udbetaling Danmark
§ 22. Kommunerne skal ved
indbetaling af bidrag til Udbetaling Danmark dække udgifterne
til varetagelse af Udbetaling Danmarks sagområder, der er
overført fra kommunerne efter § 1.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark fastsætter størrelsen af bidragene.
Bidragene skal dække samtlige udgifter til administration,
sagsbehandling m.v. inden for et regnskabsår, som Udbetaling
Danmark forventer at afholde i forbindelse med de opgaver, der er
overført. I bidragene indgår Udbetaling Danmarks
øvrige omkostninger, der er et led i driften af Udbetaling
Danmark, f.eks. bestyrelseshonorarer, revisionshonorar, porto og
statens udgifter til varetagelsen af opgaven som
ansættelsesmyndighed for tjenestemænd, der overflyttes
til ansættelse i staten efter lov om etablering af den
selvejende institution Udbetaling Danmark, samt eventuelle over-
eller underskud fra tidligere år.
Stk. 3.
I bidragene indgår udgifter til tilbagebetaling af lån,
som er optaget efter § 32.
Stk. 4.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark kan fra kommunerne opkræve
ekstraordinære bidrag, hvis administrati?onsbidraget
ikke er tilstrækkeligt til at dække Arbejdsmarkedets
Tillægspensions udgifter til administrationen af Udbetaling
Danmark for varetagelsen af opgaver på sagsområder, der
er overført fra kommunerne til Udbetaling Danmark efter
§ 1.
Stk. 5.
Kommunerne hæfter for de til enhver tid forfaldne
tilgodehavender, som Arbejdsmarkedets Tillægspension
måtte have for varetagelsen af opgaver på
sagsområder, der er overført fra kommunerne til
Udbetaling Danmark efter § 1.
Stk. 6.
Social- og integrationsministeren bemyndiges til at fastsætte
fordelingen af bidrag efter stk. 1 og 4 mellem kommunerne efter
indstilling fra bestyrelsen for Udbetaling Danmark. Ministeren kan
herunder fastsætte regler om forskellige fordelinger for de
enkelte dele af bidraget eller for fordelingen af udgifter
vedrørende forskellige typer af sager.
§ 23. Hvert år senest den 1.
august meddeler Udbetaling Danmark et skøn over
størrelsen af det kommende kalenderårs bidrag efter
§ 22, stk. 1, til hver enkelt kommunalbestyrelse.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark skal samtidig med godkendelse af
Udbetaling Danmarks budget for det kommende års drift
fastsætte størrelsen af det endelige samlede bidrag og
det endelige bidrag for den enkelte kommune efter § 22,
stk. 1. Bestyrelsen for Udbetaling Danmark meddeler snarest muligt
herefter størrelsen af den enkelte kommunes bidrag efter
§ 22, stk. 1.
§ 24. Bidrag efter § 22,
stk. 1, indbetales til Udbetaling Danmark månedsvis bagud og
udgør 1/12 af det årlige bidrag.
Stk. 2.
Ved forsinket betaling af bidrag efter § 22, stk. 1 og 4,
pålægges renter og rykkergebyr efter lov om renter ved
forsinket betaling m.v.
Stk. 3.
Udbetaling Danmark har udpantningsret for bidrag, renter og gebyrer
efter § 22, stk. 1 og 4.
Stk. 4.
Offentlige myndigheder skal efter anmodning give Udbetaling Danmark
oplysninger af betydning for fastsættelse af bidrag efter
§§ 22-24.
Stk. 5.
Social- og integrationsministeren fastsætter nærmere
regler om administration, beregning, opkrævning og betaling
af bidrag efter §§ 22-24. Ministeren kan herunder
fastsætte regler for opgørelse, beregning, betaling og
opkrævning af ekstraordinære bidrag efter
§ 22, stk. 4.
§ 25. Staten dækker
udgifterne til Udbetaling Danmarks opgaver på
sagsområder, der overføres fra staten efter
§ 1, gennem indbetaling af administrationsbidrag til
Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark fastsætter
størrelsen af bidragene. Bidragene skal dække samtlige
udgifter til administration, sagsbehandling m.v. inden for et
regnskabsår, som Udbetaling Danmark forventer at afholde i
forbindelse med de opgaver, der er overført. I bidragene
indgår Udbetaling Danmarks øvrige omkostninger, der er
et led i driften af Udbetaling Danmark, f.eks.
bestyrelseshonorarer, revisionshonorar, porto og eventuelle over-
eller underskud fra tidligere år.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark kan fra staten opkræve
ekstraordinære bidrag, hvis administrationsbidraget efter
stk. 1 ikke er tilstrækkeligt til at dække
Arbejdsmarkedets Tillægspensions udgifter til
administrationen af Udbetaling Danmark for varetagelsen af opgaver
på sagsområder, der er overført fra staten til
Udbetaling Danmark efter § 1.
Stk. 3.
Hvert år senest den 1. august meddeler Udbetaling Danmark til
social- og integrationsministeren skønnet over det kommende
kalenderårs statslige bidrag efter stk. 1. Bestyrelsen for
Udbetaling Danmark skal samtidig med godkendelse af Udbetaling
Danmarks budget for det kommende års drift fastsætte
størrelsen af bidraget efter stk. 1 og meddeler snarest
muligt herefter staten størrelsen af bidraget.
Stk. 4.
Staten hæfter for de til enhver tid forfaldne
tilgodehavender, som Arbejdsmarkedets Tillægspension
måtte have som følge af varetagelse af
administrationen af Udbetaling Danmark for varetagelse af opgaver
på sagsområder, der er overført fra staten til
Udbetaling Danmark efter § 1.
Stk. 5.
Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere
regler om administration, beregning, opkrævning og betaling
af bidrag, jf. stk. 1-4. Ministeren kan herunder fastsætte
regler for opgørelse, beregning, betaling og
opkrævning af ekstraordinære bidrag efter stk. 2.
Kapitel 11
Statens og kommunernes betaling
vedrørende kontante ydelser og økonomiske tilskud
§ 26. Ved Udbetaling Danmarks
udbetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud
opkræver Udbetaling Danmark kommunernes og statens andel af
ydelserne og tilskuddene direkte fra kommunerne og staten, jf.
§ 27, efter de procentmæssige fordelinger, der er
fastsat i de i § 1 nævnte love.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark har kun krav på betaling fra staten, hvis
de kontante ydelser eller økonomiske tilskud er udbetalt i
overensstemmelse med lovgivningen, udgiften er bogført
korrekt og Udbetaling Danmark opfylder krav, der er fastsat i
medfør af stk. 5.
Stk. 3.
Krav på betaling fra staten bortfalder, og udbetalte
beløb skal tilbagebetales, hvis Udbetaling Danmark ikke
efter anmodning forelægger dokumentation for Social- og
Integrationsministeriet i overensstemmelse med de regler, der er
fastsat i medfør af stk. 5.
Stk. 4.
Skyldes en fejlagtig udbetaling urigtige eller mangelfulde
oplysninger fra en kommune, er den pågældende kommune
ansvarlig for fejludbetalingen og skal indbetale et eventuelt tab
til Udbetaling Danmark, herunder det beløb, som Udbetaling
Danmark skal tilbagebetale til staten.
Stk. 5.
Social- og integrationsministeren fastsætter nærmere
regler om administration, beregning, opkrævning, betalinger
og tilbagebetalinger. Social- og integrationsministeren kan
fastsætte regler om, at Udbetaling Danmark skal have ret til
betaling fra staten i ganske særlige tilfælde, selv om
fejludbetalingen ikke skyldes modtagerens svigagtige forhold eller
skyldes en kommunes fejl.
Obligatorisk anvendelse af SKB og OBS
§ 27. Betalinger mellem Udbetaling
Danmark, staten og kommunerne sker via henholdsvis Statens
Koncernbetalinger (SKB) og Offentligt Betalingssystem (OBS), jf.
lov om offentlige betalinger m.v.
Kapitel 12
Moms, optagelse af lån m.v.
Moms
§ 28. Social- og
Integrationsministeriet refunderer Udbetaling Danmarks udgifter til
betaling af købsmoms, som ikke kan fradrages ved en
virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret
(ikkefradragsberettiget købsmoms), og som Arbejdsmarkedets
Tillægspension afholder ved køb af varer og
tjenesteydelser i forbindelse med administration, jf.
§ 15, og til etablering af Udbetaling Danmark.
Stk. 2.
Udgifterne til ikkefradragsberettiget købsmoms, jf. stk. 1,
bevilges af Økonomi- og Indenrigsministeriet fra den dertil
hørende konto, for så vidt angår Udbetaling
Danmarks betaling for Arbejdsmarkedets Tillægspensi?ons
varetagelse af sagsområder efter § 1, der er
overført fra kommunerne. Ikkefradragsberettiget
købsmoms, jf. stk. 1, refunderes fra Finansministeriets
momsreserve, for så vidt angår Udbetaling Danmarks
betaling for Arbejdsmarkedets Tillægspensi?ons
varetagelse af myndighedsopgaver efter § 1, der er
overført fra staten.
Stk. 3.
Momskompensationen efter stk. 1 og 2 fastsættes på
grundlag af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgørelse
over afholdte udgifter til købsmoms, som kan henføres
til administrationen af Udbetaling Danmarks kontante ydelser og
økonomiske tilskud.
Stk. 4.
På baggrund af opgørelsen fra Arbejdsmarkedets
Tillægspension, jf. stk. 3, udarbejder Udbetaling Danmark et
særskilt momsregnskab for Udbetaling Danmark og en
specifikation af den benyttede fordelingsnøgle mellem stat
og kommune. Momsregnskabet revideres af Udbetaling Danmarks
eksterne revisor, der godkender den samlede årlige
opgørelse over købsmomsudgifter og påser, at
udgifterne, hvortil der er afholdt moms, alene er afholdt til brug
for administrationen og etableringen af Udbetaling Danmark.
Statistik
§ 29. Udbetaling Danmark har pligt
til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som
social- og integrationsministeren anmoder om, og til at skaffe
uddybende oplysninger om udviklingen på særlige
områder.
Stk. 2.
Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om
omfanget af oplysningerne og om, hvordan de skal ajourføres
og indsendes.
Gebyr og
renter
§ 30. Bestyrelsen for Udbetaling
Danmark kan fastsætte gebyr for udsendelse af
erindringsskrivelser til borgeren vedrørende ikke
rettidigt betalte ydelser, der opkræves af Udbetaling
Danmark, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Der kan
kun fastsættes gebyr vedrørende en enkelt
erindringsskrivelse til borgeren pr. krav, og gebyret kan
højst udgøre 250 kr.
Stk. 2.
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark kan bestemme, at borgeren ved
for sen betaling af ydelser, der opkræves af Udbetaling
Danmark, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, skal
betale en rente, der udgør 1 pct. pr. påbegyndt
måned fra kravets forfaldsdato at regne. Renten tilfalder
Udbetaling Danmark.
Indtræden i udbetalinger fra staten
§ 31. §§ 8 og 9 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder
tilsvarende anvendelse for Udbetaling Danmark.
Optagelse
af lån
§ 32. Omkostningerne til
etableringen af Udbetaling Danmark finansieres, ved at Udbetaling
Danmark optager lån hos pengeinstitutter, staten eller
finansielle institutioner. Statslånet kan optages efter
forhandling med finansministeren og må ikke ydes på
bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som
låntager.
Stk. 2.
Udbetaling Danmark kan optage korte lån på op til
maksimalt 75 mio. kr. til dækning af uforudsete
driftsudgifter i løbet af et driftsår. Lånet kan
optages i pengeinstitutter eller andre finansielle
institutioner.
Stk. 3.
Udbetaling Danmark kan optage lån på maksimalt 650 mio.
kr., heraf dog højst 100 mio. kr. til lån ud over
finansiering af etableringsudgifter. Lånet kan optages i
pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner og skal
være afviklet inden 2018. Låneadgangen
forudsætter, at lån til etablering, jf. stk. 1,
indfries fuldt ud samtidig med optagelse af lånet.
Stk. 4.
Udbetaling Danmark kan optage lån til Arbejdsmarkedets
Tillægspensions dækning af udgifter til udarbejdelse af
udbud af og indgåelse af it-kontrakter og til brug for
tilkøb af eller udvikling af it-løsninger til brug
for administration af kontante ydelser og økonomiske tilskud
i Udbetaling Danmark. Lånet kan kun optages på baggrund
af en enstemmig beslutning i bestyrelsen for Udbetaling
Danmark.
Stk. 5.
Kommunerne hæfter solidarisk for lån optaget af
Udbetaling Danmark, jf. stk. 1-4.
Kapitel 13
Ikrafttræden m.v.
§ 33. Loven træder i kraft
den 1. oktober 2012, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Lovens §§ 28 og 32 træder i kraft den 15.
april 2012.
Stk. 3.
§§ 2-7, 11 og 12 i lov nr. 1594 af 22. december 2010
om etablering af den selvejende institution Udbetaling Danmark
ophæves den 1. oktober 2012. § 15 i lov nr. 1594 af
22. december 2010 om etablering af den selvejende institution
Udbetaling Danmark ophæves den 15. april 2012.
§ 34. Første udpegning af
formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen for
Udbetaling Danmark efter § 17, stk. 2, sker for perioden
fra den 1. oktober 2012 til den 31. maj 2014.
Stk. 2.
Der kan ske refusion for ikkefradragsberettiget købsmoms
efter § 28, stk. 1, til udgifter afholdt til etablering
af Udbetaling Danmark forud for lovens ikrafttræden.
§ 35. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.