Betænkning afgivet af Klima-,
Energi- og Bygningsudvalget den 29. marts 2012
1. Ændringsforslag
Klima-, energi- og bygningsministeren har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 8. februar 2012 og var til 1.
behandling den 23. februar 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og
Bygningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og klima-, energi- og
bygningsministeren sendte den 4. november 2011 dette udkast til
udvalget, jf. KEB alm. del - bilag 56. Den 8. februar 2012 sendte
klima-, energi- og bygningsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget. Den 22. marts
2012 sendte ministeren yderligere et høringssvar og et notat
herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1
skriftlig henvendelse fra Rejsearbejdere.dk
Klima-, energi- og bygningsministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5 spørgsmål til klima-,
energi- og bygningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne
har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget
(udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget
(DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men
vil stemme for det stillede ændringsforslag.
Dansk Folkeparti støtter ikke lovforslaget, da partiet
finder, at det indeholder flere uacceptable elementer. Bl.a. skal
der peges på, at Dansk Folkeparti ikke vil medvirke til at
implementere et EU-direktiv, hvor EU blander sig i sager, som
sagtens kunne være håndteret af medlemsstaterne alene
uden indblanding fra EU. Her tænkes særlig på
direktivets regler om, hvorledes energimærkning skal
fremgå af annonceringen ved ejendomshandler. Dansk Folkeparti
kan desuden ikke acceptere kravet om, at større butikker,
restauranter, banker og hoteller forpligtes til at skilte med deres
energimærkning.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 3
Ændringsforslag med bemærkninger
Af klima-,
energi- og bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
22, stk. 1, indsættes som 3.
pkt.:
»Dog kan kommunalbestyrelsen i en konkurssituation
meddele dispensation fra § 25 C, stk. 2, jf. § 25 C, stk.
3, hvis der ikke kan tegnes en byggeskadeforsikring.«
[Dispensationsadgang fra pligten
til at tegne en byggeskadeforsikring i konkurssituationer]
Bemærkninger
Til nr. 1
Reglerne om obligatorisk byggeskadeforsikring findes i
byggelovens kapitel 4 A, §§ 25 A-F. I følge
byggelovens § 25 A, stk. 1, skal en bygherre, der
opfører ny bebyggelse, som hovedsagelig skal anvendes til
beboelse, forsikre bebyggelsen mod byggeskader, der har deres
årsag i forhold ved opførelsen af byggeriet.
Ifølge byggelovens § 25 C, stk. 1, skal en
professionel bygherre samtidig med ansøgning om
byggetilladelse dokumentere, at der er indhentet tilbud på en
byggeskadeforsikring. Ifølge byggelovens § 25 C, stk.
2, skal den professionelle bygherre samtidig med
færdigmeldingen af byggeriet til kommunen dokumentere, at der
er tegnet en byggeskadeforsikring, og at præmien er
betalt.
Af byggelovens § 22, stk. 1, 2. pkt., fremgår det,
at der ikke kan dispenseres fra reglerne om obligatorisk
byggeskadeforsikring.
Der er i den seneste tid set en række eksempler på
konkurssager, hvor en manglende dispensationsadgang fra
tegningspligten i § 25 A, stk. 1, har vist sig endog meget
uhensigtsmæssig i forhold til dokumentationskravet i §
25 C, stk. 2. Det drejer sig om de tilfælde, hvor der
opføres byggeri, der er omfattet af byggelovens regler om
obligatorisk byggeskadeforsikring, men hvor den professionelle
bygherre går konkurs, inden byggeskadeforsikringen er tegnet,
det vil sige, inden den professionelle bygherre har accepteret
forsikringsselskabets tilbud på byggeskadeforsikringen.
I en konkurssituation står forbrugeren med et helt eller
delvis færdigt byggeri, der er omfattet af byggelovens regler
om obligatorisk byggeskadeforsikring, men hvor der ikke
længere er en professionel bygherre, der kan tegne
forsikringen. Da der ikke kan dispenseres fra reglerne, skal
kommunerne kræve dokumentation for, at der er tegnet en
byggeskadeforsikring, før kommunen kan færdigbehandle
sagen, hvilket er en forudsætning for, at forbrugeren lovligt
kan flytte ind i beboelsen. Det er den professionelle bygherre, der
skal færdigmelde byggeriet og i den forbindelse dokumentere,
at der er tegnet en byggeskadeforsikring, hvilket i praksis er
umuligt, hvis den professionelle bygherre er gået konkurs.
Det betyder, at forbrugeren i princippet vil bo ulovligt i den
nyetablerede beboelse.
Det foreslås derfor, at der i byggelovens § 22,
stk. 1, indføres en snæver dispensationsadgang fra
tegningspligten i § 25 A, stk. 1, i konkurssituationer,
således at kommunen i konkurssituationer kan dispensere fra
dokumentationskravet i byggelovens § 25 C, stk. 2, hvor der
ikke kan findes en ny, professionel bygherre, der kan tegne en
byggeskadeforsikring. Dispensationen kan gives fra konkursdekretets
afsigelse.
En dispensationsadgang fra tegningspligten i
konkurssituationer vil for det første sikre en bedre
forbrugerbeskyttelse, fordi forbrugeren kan bo i sit nye hus
lovligt. Derudover er det forventningen, at en dispensationsadgang
fra tegningspligten vil lette kommunernes sagsbehandling, fordi der
ikke skal bruges ressourcer på at kræve dokumentation
for noget, der reelt ikke kan fremskaffes.
Det skal bemærkes, at forbrugeren rent
erstatningsretligt ikke stilles bedre med indførelsen af
dispensationsadgangen. Da byggeskadeforsikringen først
træder i kraft ved aflevering, jf. byggelovens § 25 B,
stk. 3, vil forbrugeren i tilfælde af den professionelle
bygherres konkurs, og hvor der ikke kan findes en ny professionel
bygherre, der kan tegne en byggeskadeforsikring, være
stillet, som før reglerne om obligatorisk
byggeskadeforsikring trådte i kraft. Det vil sige, at
forbrugeren selv må rette eventuelle krav om skadesudbedring
mod den ansvarlige entreprenør.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Henrik Sass Larsen (S) Jens Joel
(S) Karin Gaardsted (S) Ole Hækkerup (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Jeppe Kofod (S) Flemming Møller
Mortensen (S) Rasmus Helveg Petersen (RV) Lone Loklindt (RV) Lotte
Rod (RV) Steen Gade (SF) fmd.
Jesper Petersen (SF) Per Clausen (EL) Frank Aaen (EL) Lars Dohn
(EL) Thomas Danielsen (V) nfmd.
Henrik Høegh (V) Jacob Jensen (V) Lars Christian Lilleholt
(V) Ellen Trane Nørby (V) Ulla Tørnæs (V)
Eyvind Vesselbo (V) Mikkel Dencker (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl
(DF) René Christensen (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF)
Villum Christensen (LA) Mike Legarth (KF) Mai Henriksen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 84
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra klima-, energi- og bygningsministeren |
2 | Henvendelse af 9/2-12 fra
Rejsearbejdere.dk |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | Ændringsforslag fra klima-, energi-
og bygningsministeren |
6 | 2. udkast til betænkning |
7 | Supplerende høringsnotat og
høringssvar, fra klima-, energi- og bygningsministeren |
8 | 3. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 84
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
9/2-12 fra Rejsearbejdere.dk, til klima-, energi- og
bygningsministeren, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om, hvilke dele af lovforslaget der
implementerer direktiverne 2010/31/EU og 2009/28/EF, og hvilke dele
af lovforslaget der ikke vedrører disse direktiver, til
klima- energi- og bygningsministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. om, i hvilken udstrækning
lovforslagets implementering af direktiverne adskiller sig fra
direktivernes minimumskrav, og om argumenterne for disse
afvigelser, til klima- energi- og bygningsministeren, og
ministerens svar herpå |
4 | Spm. om niveauet for de administrative
bøder, som loven giver hjemmel til, til klima- energi- og
bygningsministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. tilbagetaget |
6 | Spm. om, hvilke konsekvenser lovforslaget
får i forhold til udlevering eller offentliggørelse af
personfølsomme oplysninger, til klima-, energi- og
bygningsministeren, og ministerens svar herpå |