Fremsat den 8. februar 2012 af klima-,
energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard)
Forslag
til
Lov om olieberedskab1)
Kapitel 1
Formål,
anvendelsesområde, definitioner m.v.
§ 1. Lovens formål er at
sikre et beredskab over for forsyningsafbrydelser eller risiko
herfor på olieområdet, herunder hold af beredskabslagre
af råolie og olieprodukter, samt indsamling af data om
olieforhold i Danmark.
§ 2. Loven finder anvendelse
på:
1) Virksomheder med lagringspligt for
råolie eller olieprodukter efter § 6, stk. 1.
2) Den centrale lagerenhed udpeget efter
§ 5, stk. 1.
3) Virksomheder som udlejer
lagerkapacitet for råolie eller olieprodukter.
4) Virksomheder med kommercielle
lagre.
5) Virksomheder i øvrigt, der har
betydning for den danske forsyning af råolie og
olieprodukter.
§ 3. Klima-, energi- og
bygningsministeren kan fastsætte regler eller træffe
bestemmelser med henblik på at gennemføre eller
anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er
omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og
beslutninger.
§ 4. I denne lov forstås
ved:
1) Råolie: Mineralolie af naturlig
oprindelse, der består af kulbrinter og forskellige urenheder
såsom svovl. Råolie forekommer i flydende form ved
normal temperatur og normalt tryk, og har varierende fysiske
egenskaber. Råolie omfatter også kondensat, der
udvindes af associeret og ikkeassocieret gas i tilknytning til
indvindingen og blandes med råolie, samt halvfabrikata, der
har gennemgået en raffineringsproces og skal gennemgå
yderligere processer, inden det bliver til endelige
olieprodukter.
2) Olieprodukter: Produkter, der er
fremstillet ved raffinering af råolie, samt additiver eller
biobrændstoffer, der tilsættes eller iblandes disse
produkter.
3) Olielagre: Lagerbeholdninger af
råolie eller olieprodukter.
4) Beredskabslagre: Olielagre, der
holdes som led i beredskabet over for større
forsyningsafbrydelser for råolie eller nærmere angivne
olieprodukter.
5) Specifikke lagre: Beredskabslagre i
form af olieprodukter, der svarer til et konkret antal dages
forbrug af nærmere fastsatte produktkategorier, som tilsammen
udgør mindst 75 pct. af en EU-medlemsstats årlige
forbrug af olieprodukter, og som ejes af en EU-medlemsstat eller
dennes centrale lagerenhed.
6) Kommercielle lagre: Olielagre, som
ikke er beredskabslagre.
7) Fysisk tilgængelighed af
beredskabslagre: Mekanismer til lokalisering og transport af
beredskabslagre for at sikre deres frigivelse eller faktiske
levering til slutbrugere og markeder inden for tidsrammer og
på vilkår, der medvirker til at afhjælpe
forsyningsafbrydelser og forsyningsvanskeligheder i
øvrigt.
Kapitel 2
Den centrale lagerenhed
§ 5. Klima-, energi- og
bygningsministeren kan på nærmere angivne vilkår
udpege den centrale lagerenhed.
Stk. 2.
Den centrale lagerenhed er en organisation, der ikke har
fortjeneste som målsætning, og som handler i
almenhedens interesse.
Stk. 3.
Den centrale lagerenhed kan erhverve, holde og sælge
beredskabslagre. Den centrale lagerenhed skal have de
nødvendige lager- og transportanlæg hertil eller have
rådighed herover.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
den centrale lagerenheds opgaver og om tavshedspligt for
bestyrelse, direktion og medarbejdere.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren godkender den centrale
lagerenheds vedtægter og ændringer af disse.
Kapitel 3
Lagringspligt m.v.
§ 6. Virksomheder skal holde
beredskabslagre af råolie eller olieprodukter, hvis de
1) importerer råolie eller
olieprodukter her til landet,
2) producerer råolie eller
olieprodukter her i landet, eller
3) lader råolie eller
olieprodukter producere hos en anden virksomhed her i landet.
Stk. 2.
Virksomheder, som i et kalenderår importerer eller producerer
mindre end svarende til 1.000 ton råolieækvivalent, har
ikke lagringspligt efter stk. 1.
Stk. 3.
Virksomheder, som alene producerer olieprodukter ved oparbejdning
af spildolie til genbrug, har ikke lagringspligt efter stk. 1.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan efter ansøgning
give tilladelse til, at en virksomhed, der har haft lagringspligt
efter stk. 1 og som i en periode ikke opfylder bestemmelserne om at
få en sådan lagringspligt efter stk. 1,
fortsætter med at være en lagringspligtig
virksomhed.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om
virksomhedernes lagringspligt efter stk. 1-4, herunder om beregning
af lagringspligtens størrelse, anmeldelsespligt for
virksomheder, som omfattes af reglerne i stk. 1, lagringspligtens
specificering på produktkategorier, lagringspligtens
periodisering, lageranlæggets indretning, lagringspligtens
fordeling på A-lagre og B-lagre, ophør af
lagringspligt og mulighed for dispensationer fra
lagringspligten.
§ 7. En del af beredskabslagrene
efter § 6, stk. 1, kan holdes som specifikke lagre.
Stk. 2.
Specifikke lagre efter stk. 1 skal ejes af den centrale lagerenhed
og holdes her i landet.
Stk. 3.
Specifikke lagre, som holdes eller transporteres her i landet, kan
ikke gøres til genstand for retsforfølgning. Dette
gælder også specifikke lagre, som holdes af en anden
medlemsstat eller dennes centrale lagerenhed.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
specifikke lagre, herunder om deres størrelse,
sammensætning og transport.
§ 8. Klima-, energi- og
bygningsministeren fastsætter størrelsen af de samlede
beredskabslagre, herunder de specifikke lagre, efter
forudgående forelæggelse for et udvalg nedsat af
Folketinget.
Stk. 2.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan dog for en
begrænset periode, og når særlige forhold taler
herfor, ændre størrelsen af den samlede lagringspligt,
der er fastsat efter stk. 1.
Kapitel 4
Opfyldelse af lagringspligt og
delegationer
§ 9. Klima-, energi- og
bygningsministeren kan fastsætte, at en konkret andel af
virksomhedernes lagringspligt efter § 6, stk. 1, skal opfyldes
ved delegation til den centrale lagerenhed, og at den centrale
lagerenhed skal modtage sådanne delegationer mod vederlag.
Lagringspligtige virksomheder skal opfylde de vilkår, som
fastsættes efter stk. 4.
Stk. 2.
Virksomheder kan opfylde deres resterende lagringspligt efter
§ 6, stk. 1, ved
1) brug af virksomhedens egne lagre her
i landet,
2) indgåelse af
lagerdækningsaftaler med den centrale lagerenhed, jf. §
10, stk. 4,
3) indgåelse af internationale
lagerdækningsaftaler med udenlandske virksomheder eller
udenlandske centrale lagerenheder, jf. § 10, stk. 1, eller
4) indgåelse af nationale
lagerdækningsaftaler med andre lagringspligtige virksomheder,
jf. § 10, stk. 3.
Stk. 3.
Den centrale lagerenhed kan opfylde den lagringspligt, som den
overtager ved delegationer efter stk. 1 og ved
lagerdækningsaftaler efter stk. 2, nr. 2, ved brug af dels
egne lagre og dels lager-dækningsaftaler efter § 10,
stk. 1 og 4.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
delegation af lagringspligt efter stk. 1, virksomhedernes
opfyldelse af deres resterende lagringspligt efter stk. 2 og den
centrale lagerenheds opfyldelse af lagringspligt efter stk. 3.
Ministeren kan herunder fastsætte regler om medregning af
lagerbeholdninger til dækning af lagringspligt, medregning af
lagre af biobrændstoffer og additiver til dækning af
lagringspligt, den konkrete beregning af beredskabslagres
størrelse, medregning af gæld og tilgodehavender
mellem de lagringspligtige virksomheder, samt den centrale
lagerenheds vilkår for dækning af lagringspligt, som
den har modtaget ved delegation efter stk. 1.
§ 10. En international
lagerdækningsaftale kan indgås mellem en
lagringspligtig virksomhed eller den centrale lagerenhed og en
udenlandsk virksomhed eller en udenlandsk central lagerenhed. Efter
en sådan aftale kan overskydende lagre hos den ene part
medregnes til opfyldelse af lagringspligt hos den anden part. En
sådan aftale kan også indgås, når en
virksomhed vil bruge egne lagerbeholdninger i en EU-medlemsstat til
at dække egen lagringspligt i en anden EU-medlemsstat.
Aftalen skal være godkendt af de to medlemsstaters
myndigheder. Aftalen, ændringer eller forlængelser
heraf har ikke virkning uden denne godkendelse.
Stk. 2.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan indgå aftaler med
myndigheder i udlandet om procedurer m.v. for godkendelse og
administration i øvrigt af internationale
lagerdækningsaftaler, jf. stk. 1.
Stk. 3.
En national lagerdækningsaftale kan indgås mellem to
lagringspligtige virksomheder. Efter en sådan aftale kan en
virksomhed, hvis egne olielagre overstiger dens lagringspligt,
dække lagringspligt for en anden lagringspligtig virksomhed,
jf. § 9, stk. 2, nr. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren
skal inden aftaleperiodens begyndelse underrettes om en sådan
aftale. Aftalen har ikke virkning uden denne underretning.
Stk. 4.
En national lagerdækningsaftale kan ligeledes indgås
mellem den centrale lagerenhed og en lagringspligtig virksomhed,
således at overskydende olielagre hos den ene part kan
anvendes til dækning af lagringspligt hos den anden part.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
procedurer for behandling af og vilkår for internationale og
nationale lagerdækningsaftaler samt begrænsning af hvor
megen lagringspligt, der kan dækkes gennem internationale
lagerdækningsaftaler.
§ 11. Den centrale lagerenhed kan
for en periode delegere opgaver om forvaltning af beredskabslagre
til
1) en anden EU-medlemsstat, på
hvis område sådanne beredskabslagre er beliggende,
eller denne medlemsstats centrale lagerenhed eller
2) en virksomhed med lagringspligt
efter § 6, stk. 1.
Stk. 2.
Delegation efter stk. 1 kan ikke omfatte køb og salg af
specifikke lagre.
Stk. 3.
Delegerede opgaver efter stk. 1 kan ikke videredelegeres af de
parter, som har modtaget delegationerne.
§ 12. Den centrale lagerenhed skal
løbende offentliggøre oplysninger, fordelt på
produktkategori, om de lagerbeholdninger, som den ved delegation
efter § 9, stk. 1, eller lagerdækningsaftaler efter
§ 10, stk. 1 og 4, kan påtage sig at holde for
lagringspligtige virksomheder samt udenlandske virksomheder eller
centrale lagerenheder.
Stk. 2.
Den centrale lagerenhed skal mindst 7 måneder før
lagringspligtens indtræden offentliggøre, på
hvilke vilkår den ved delegationer eller
lagerdækningsaftaler, jf. stk. 1, kan yde lagerdækning
for lagringspligtige virksomheder. Disse vilkår kan
gøres afhængige af konkrete forhold på det
tidspunkt, hvor lagerdækningen ydes.
Stk. 3.
Den centrale lagerenhed behandler anmodninger om delegationer eller
lagerdækningsaftaler, jf. stk. 1, på et objektivt,
gennemsigtigt og ikkediskriminerende grundlag.
Stk. 4.
Den centrale lagerenhed må kun opkræve vederlag for
delegationer eller lagerdækningsaftaler, jf. stk. 1, som
højst svarer til de fulde omkostninger ved
lagerdækningen. Vederlaget må ikke opkræves,
før de pågældende lagerbeholdninger er
etableret. Den centrale lagerenhed kan gøre sin accept af en
delegation eller lagerdækningsaftale, jf. stk. 1, betinget
af, at den lagringspligtige virksomhed stiller garanti eller anden
form for sikkerhed for betalingen.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om den centrale lagerenheds
offentliggørelse af oplysninger efter stk. 1 og af
vilkår efter stk. 2, den centrale lagerenheds behandling af
anmodninger om lagerdækning, den centrale lagerenheds
vederlag for lagerdækning, opgørelse af omkostninger
ved den centrale lagerenheds lagerdækning samt
lagringspligtige virksomheders adgang til at klage over
vederlaget.
Kapitel 5
Lagrenes væren til
rådighed m.v.
§ 13. En lagringspligtig
virksomhed eller den, der efter delegation eller
lagerdækningsaftale holder beredskabslagre for en
lagringspligtig virksomhed, skal sikre, at virksomhedens
beredskabslagre til enhver tid er til rådighed og fysisk
tilgængelige med henblik på at kunne frigives til
slutbrugere og markeder i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse. Beredskabslagre skal være
identificerbare og bogførte og skal til enhver tid kunne
kontrolleres. 1. og 2. pkt. gælder også for
beredskabslagre, der er integreret med kommercielle lagre.
Stk. 2.
Behæftelse eller andre aftaledispositioner eller
retsforfølgning vedrørende beredskabslagre, der ikke
er specifikke lagre, skal respektere, at disse lagre skal
være til rådighed og fysisk tilgængelige og skal
kunne frigives i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse.
Stk. 3.
Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter
nærmere regler om, at beredskabslagre skal være til
rådighed og fysisk tilgængelige samt identificerbare og
bogførte.
Kapitel 6
Oplysningspligt og fortegnelser over
beredskabslagre og specifikke lagre
§ 14. Lagringspligtige
virksomheder, den centrale lagerenhed og virksomheder med
kommercielle lagre skal til klima-, energi- og bygningsministeren
udarbejde og fremsende oplysninger, som er nødvendige for
ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov eller regler
udstedt i henhold til denne lov. Tilsvarende gælder
oplysninger til brug for den løbende udarbejdelse af olie-
og energistatistik og for fremsendelse til andre myndigheder og
internationale organisationer.
Stk. 2.
Virksomheder, som udlejer lagerkapacitet for råolie eller
olieprodukter, skal efter anmodning give klima-, energi- og
bygningsministeren alle oplysninger af relevans dels for at
vurdere, om der oplagres råolie eller olieprodukter i
Danmark, som er omfattet af lagringspligt, og dels for at
understøtte den løbende kontrol af rapporteringen om
beredskabslagrene.
Stk. 3.
Øvrige virksomheder med betydning for den danske
olieforsyning skal efter anmodning fremsende oplysninger til
klima-, energi- og bygningsministeren.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan hos andre offentlige
myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for
at kontrollere overholdelse af loven og regler, der er udstedt i
medfør af loven, bl.a. med henblik på
registersamkøring og sammenstilling af oplysninger til
kontrolformål.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om
virksomhedernes oplysningspligt efter stk. 1-3, herunder om
månedlig fremsendelse af oplysninger om lagerbeholdninger og
varebevægelser, fremsendelse af oplysninger i
krisesituationer, frister for fremsendelse af oplysninger,
virksomhedernes egenkontrol forud for fremsendelse af oplysninger,
håndtering af fremsendelse af urigtige eller ikkerettidige
oplysninger samt fremsendelse af oplysninger på ad hoc
basis.
§ 15. Klima-, energi- og
bygningsministeren fører en fortegnelse over alle
beredskabslagre, som holdes for at dække lagringspligt efter
§ 6, stk. 1, og som ikke er specifikke lagre. Fortegnelsen
skal for den enkelte lagerbeholdning på
opgørelsestidspunktet bl.a. indeholde oplysninger om
lagerbe-holdningens
1) geografiske placering i form af
lagersted,
2) størrelse,
3) art i form af produktkategorier,
og
4) ejer.
Stk. 2.
Klima-, energi- og bygningsministeren fører en fortegnelse
over alle specifikke lagre, som holdes her i landet. Fortegnelsen
skal for den enkelte lagerbeholdning på
opgørelsestidspunktet bl.a. indeholde de oplysninger, som er
angivet i stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 3.
Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om de
to fortegnelser efter stk. 1 og 2 om deres detaljering,
løbende opdatering og opbevaring.
Kapitel 7
Beredskab i øvrigt
§ 16. Lagringspligtige
virksomheder skal foretage den nødvendige planlægning
og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre
forsyningen af råolie og olieprodukter i
beredskabssituationer og andre ekstraordinære
situationer.
Stk. 2.
Den centrale lagerenhed skal varetage de overordnede, koordinerende
planlægningsmæssige og operative opgaver
vedrørende det beredskab, der er anført i stk. 1.
Stk. 3.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om virksomhedernes beredskabsplanlægning
efter stk. 1 og den centrale lagerenheds overordnede, koordinerende
planlægningsmæssige og operative beredskabsopgaver
efter stk. 2.
Kapitel 8
Tilsyn og påbud
§ 17. Klima-, energi- og
bygningsministeren fører tilsyn med, at denne lov og regler
udstedt i henhold til denne lov overholdes.
Stk. 2.
Enhver der efter denne lov er pålagt forpligtelser, skal
efter anmodning give klima-, energi- og bygningsministeren de
oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af
ministerens opgaver, herunder opgaver i forbindelse med
udøvelsen af tilsynet efter stk. 1.
Stk. 3.
En lagringspligtig virksomhed og den centrale lagerenhed skal
medvirke i gennemførelse af tilsyn af beredskabslagre, som
foretages af Kommissionen, og skal ved sådanne tilsyn give
adgang til alle dokumenter og fortegnelser vedrørende disse
lagre og til de steder, hvor lagrene holdes, samt til alle
dokumenter herom.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan bestemme, at
virksomhederne skal fremsende en revisorerklæring om
rigtigheden af de fremsendte oplysninger efter § 14, stk.
1.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om fremsendelse af oplysninger til brug for
tilsynet efter stk. 2, om virksomheders medvirken i tilsyn efter
stk. 3 og om virksomhedernes fremsendelse af
revisorerklæring efter stk. 5.
§ 18. Klima-, energi- og
bygningsministeren kan, eventuelt på nærmere angivne
vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod denne lov,
regler udstedt i henhold til denne lov, eller afgørelser
truffet efter denne lov, skal bringes i overensstemmelse med
reglerne inden for en nærmere angivet frist.
Kapitel 9
Krisehåndtering
§ 19. Klima-, energi- og
bygningsministeren sikrer, at der foreligger beredskabsplaner til
brug for en større forsyningsafbrydelse. Ministeren
fastsætter de nødvendige organisatoriske
foranstaltninger for at gennemføre sådanne planer.
Stk. 2.
Klima-, energi- og bygningsministeren træffer de
nødvendige foranstaltninger for i tilfælde af en
større forsyningsafbrydelse at kunne frigive beredskabslagre
og sikrer, at der er fastsat procedurer herfor. Ministeren kan
herved træffe beslutning om, at beredskabslagre skal frigives
til slutbrugere og markeder, hvilke produktkategorier frigivelsen
skal omfatte, tidsrammer for lagrenes genetablering samt
administrative forhold om frigivelsen.
Stk. 3.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
forbrugsbegrænsende foranstaltninger for olie i forhold til
den anslåede forsyningsmangel, bl.a. ved at give visse
brugergrupper prioritet ved tildeling af olieprodukter. Ministeren
skal sikre, at der foreligger hensigtsmæssige planer
herfor.
Stk. 4.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om håndtering af de forhold, der er
nævnt i stk. 1-3.
Kapitel 10
Delegation af administrative
opgaver
§ 20. Klima-, energi- og
bygningsministeren kan på nærmere angivne vilkår
bemyndige den centrale lagerenhed til at varetage administrative
opgaver vedrørende
1) anmodning om samt modtagelse og
behandling af oplysninger efter § 14, stk. 1-3, samt
forberedende kontrol af lagringspligt m.m. baseret herpå,
2) førelse af fortegnelser over
beredskabslagre og specifikke lagre efter § 15, og
3) administration af
lagerdækningsaftaler efter § 10, stk. 1 og 3.
Stk. 2.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
den centrale lagerenheds anmodning om samt modtagelse og behandling
af oplysninger efter stk. 1, nr. 1, forberedende kontrol af
lagringspligt efter stk. 1, nr. 1, etablering og føring af
fortegnelser efter stk. 1, nr. 2, administration af
lagerdækningsaftaler efter stk. 1, nr. 3, samt
tavshedspligt om modtagne oplysninger.
Kapitel 11
Klageadgang m.v.
§ 21. Energiklagenævnet
behandler klager over afgørelser, herunder afgørelser
i anledning af klager efter stk. 2, truffet efter denne lov eller
regler udstedt i henhold til denne lov af klima-, energi- og
bygningsministeren eller en myndighed under ministeriet, som
ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til.
Stk. 2.
Afgørelser truffet af den centrale lagerenhed, jf. §
20, stk. 1 og 2, kan indbringes for klima-, energi- og
bygningsministeren eller en myndighed under ministeriet, som
ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til.
Stk. 3.
Afgørelser truffet efter denne lov eller regler udstedt i
henhold til denne lov af klima-, energi- og bygningsministeren
eller en myndighed under ministeriet, som ministeren har henlagt
sine beføjelser efter loven til, kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed. Afgørelser kan ikke
indbringes for domstolene, før den endelige administrative
afgørelse foreligger.
Stk. 4.
En klage efter stk. 1 eller 2 skal være indgivet skriftligt
inden 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 5.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler
om, at afgørelser truffet af en myndighed under ministeriet,
som ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til,
ikke kan indbringes for Energiklagenævnet samt at
afgørelser truffet af en myndighed under ministeriet, som
ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke
kan indbringes for klima-, energi- og bygningsministeren.
Stk. 6.
Ved Energiklagenævnets behandling af sager efter denne lov
eller regler udstedt i henhold til loven erstattes
repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget
efter indstilling af Dansk Industri og Landbrugsraadet, af 2
sagkyndige medlemmer, der udpeges af klima-, energi- og
bygningsministeren efter indstilling fra Energi- og olieforum for 4
år ad gangen. Genudpegning kan finde sted.
§ 22. Søgsmål til
prøvelse af afgørelser truffet af
Energiklagenævnet efter § 21 skal være anlagt
inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Hvis afgørelsen er offentligt
bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsens
tidspunkt.
Kapitel 12
Straffebestemmelser og administrative
bødeforelæg
§ 23. Medmindre højere
straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde
den, der
1) undlader at opfylde lagringspligt
efter § 6, stk. 1, eller at opfylde forpligtelser modtaget ved
delegation eller lagerdækningsaftale efter §§ 9 og
10,
2) undlader at opfylde forpligtelserne
efter § 13, stk. 1,
3) afgiver urigtige oplysninger eller
undlader at fremsende oplysninger efter § 14, stk. 1-3,
4) afgiver ikkerettidige oplysninger
efter regler om frister, der udstedes i henhold til § 14, stk.
5, eller
5) undlader at efterkomme påbud
meddelt efter § 18.
Stk. 2.
I regler, som udstedes i henhold til denne lov, kan der
fastsættes bødestraf for overtrædelse af
bestemmelserne i reglerne eller vilkår fastsat i henhold til
reglerne og for manglende overholdelse af påbud meddelt i
henhold til reglerne.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 24. Klima-, energi- og
bygningsministeren kan i sager omfattet af § 23, stk. 1, nr. 3
og 4, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan
afgøres uden retssag, hvis den, der har begået
overtrædelsen, erklærer sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angivet frist at betale en bøde som angivet i
bødeforelægget.
Stk. 2.
Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk.
2, om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet
ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse
på bødeforelæg.
Stk. 3.
Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre
forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Kapitel 13
Ikrafttræden m.v.
§ 25. Loven træder i kraft
den 31. maj 2012.
Stk. 2.
§§ 6-11, 13-16 og 20 samt § 23, stk. 1, nr. 1-4, og
§ 24 finder anvendelse fra den 31. december 2012.
Stk. 3.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan uanset stk. 2 fra den 31.
maj 2012 træffe afgørelse efter § 10, stk. 1, om
godkendelse af internationale lagerdækningsaftaler, der
omfatter perioden efter den 31. december 2012.
§ 26. Lov nr. 1275 af 20. december
2000 om pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter
ophæves den 31. december 2012.
Stk. 2.
Regler, der er fastsat i henhold til lov nr. 1275 af 20. december
2000 om pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter,
forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af
regler fastsat i henhold til denne lov.
§ 27. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | | Almindelige
bemærkninger | | | | | Indholdsfortegnelse | | | | | 1. | Indledning | 2. | Internationalt samarbejde om olieberedskab
og det danske olieberedskab | | 2.1 | IEA-samarbejde om
olieberedskab | | 2.2 | EU-samarbejde om
olieberedskab | | 2.3 | Det danske
olieberedskab | | 2.4 | Foreningen Danske
Olieberedskabslagre og dets rolle i det danske
olieberedskab | 3. | Det nye direktiv om olieberedskab | | 3.1 | Direktivets
formål | | 3.2 | Beregning af landenes
lagringspligt over for EU | | 3.3 | Beregning af lagrenes
størrelse | | 3.4 | Lagrenes væren
til rådighed | | 3.5 | Centrale
lagerenheder | | 3.6 | Delegation foretaget
af økonomiske aktører | | 3.7 | Specifikke
lagre | | 3.8 | Fortegnelser over
beredskabslagre og specifikke lagre m.m. | | 3.9 | Statistiske
opgørelser af lagre | | 3.10 | Biobrændstoffer
og additiver | | 3.11 | Koordinationsgruppe
for olie og olieprodukter | | 3.12 | Gennemgange af
beredskab og lagre | | 3.13 | Beredskabsprocedurer
og krisehåndtering | | 3.14 | Andre
bestemmelser | 4. | Gældende ret | | 4.1 | Olie og olieprodukter
omfattet af lagringspligt | | 4.2 | Lagringspligtig
virksomhed | | 4.3 | Lagringspligtens
periodisering | | 4.4 | Lagringspligtens
beregning | | 4.5 | Lagringspligtens
opfyldelse | | 4.6 | Midlertidig
nedsættelse af virksomhedernes lagringspligt | | 4.7 | Oplysningspligt | | 4.8 | Beredskab i
øvrigt | 5. | Lovforslagets hovedindhold | | 5.1 | Formål,
anvendelsesområde, definitioner m.v. | | 5.2 | Central
lagerenhed | | 5.3 | Lagringspligt | | 5.4 | Opfyldelse af
lagringspligt og delegationer | | | 5.4.1 | Opfyldelse af
lagringspligt generelt | | | 5.4.2 | Internationale og
nationale lagerdækningsaftaler | | | 5.4.3 | Den centrale
lagerenheds administration af delegationer | | 5.5 | Lagrenes væren
til rådighed | | 5.6 | Oplysningspligt | | 5.7 | Beredskab i
øvrigt | | 5.8 | Tilsyn | | 5.9 | Krisehåndtering | | 5.10 | Delegation af
administrative opgaver | | 5.11 | Bødestraf for
overtrædelse af oplysningspligt | | 5.12 | Administrative
bødeforelæg | 6. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for staten, regioner og kommuner | 7. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | | 7.1 | Konsekvenser for den
centrale lagerenhed | | 7.2 | Konsekvenser for de
lagringspligtige virksomheder | | 7.3 | Konsekvenser for
virksomheder på olieområdet uden
lagringspligt | 8. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 9. | Miljømæssige
konsekvenser | 10. | Forholdet til EU-retten | 11. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 12. | Sammenfattende skema | | | | |
|
1. Indledning
Lovforslaget handler om samfundets beredskab over
for oliekriser, dvs. situationer hvor der for samfundet
indtræffer en mangel på olie som følge af
forsyningsafbrydelser eller opstår risiko herfor. Dette
olieberedskab er baseret på to internationale regelsæt,
dels regler fastsat af det Internationale Energiagentur (IEA) og
dels regler fastsat af EU. Lovforslaget er en konsekvens af, at der
er vedtaget nye EU-regler på området.
Lovforslagets primære formål er
således at gennemføre Rådets direktiv
2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for
medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller
olieprodukter (herefter benævnt »det nye
oliedirektiv«). Direktivet skal være gennemført
senest den 31. december 2012.
Lovforslaget skal samtidig sikre overholdelse af
Danmarks forpligtelser om olieberedskab over for IEA.
Formålet er endvidere at opdatere lovgivningen med de
hidtidige erfaringer om olieberedskabet og at sikre nationale
målsætninger for olieberedskabet.
Udover de nævnte forsyningsafbrydelser for
olie, der er af international karakter, skal lovforslaget endvidere
sikre et beredskab over for andre hændelser, som kan
medføre afbrydelser af olieforsyningen til det danske
samfund.
2. Internationalt samarbejde om
olieberedskab og det danske olieberedskab
Olie udgør en væsentlig del af det
danske energiforbrug. Ca. 40 pct. af det samlede energiforbrug er
således oliebaseret. Af olieforbruget er over 60 pct. i
transportsektoren, hvor dette forbrug på kortere sigt
vanskeligt kan erstattes af andre energiformer. Samfundets
afhængighed af olieprodukter kommer derfor især fra
transportsektoren.
Samfundets olieforsyning er især
sårbar over for forsyningsafbrydelser på det globale
oliemarked for både råolie og olieprodukter (produceret
ved raffinering af råolie). For råolie har Danmark dog
i nogen grad en mindre sårbarhed som følge af
råolieproduktionen i den danske del af Nordsøen.
Oliekriser - dvs. situationer med mangel på
olie eller risiko herfor som følge af internationale
forsyningsafbrydelser - har store økonomiske og
samfundsmæssige konsekvenser for den globale økonomi
og for de enkelte lande. Der er derfor etableret et omfattende
internationalt samarbejde om beredskab over for sådanne
situationer, især gennem IEA og også gennem EU. Disse
internationale forpligtelser udgør rammerne for det danske
olieberedskab, som derudover baseres på nationale
målsætninger. Beredskabets centrale elementer er regler
og procedurer, værktøjer for krisehåndtering
samt sikring af et datagrundlag:
- Regler og procedurer omfatter bl.a. en
koordineret og solidarisk krisehåndtering i tilfælde af
væsentlige forsyningsafbrydelser. Denne krisehåndtering
foretages primært af IEA, men kan også foretages gennem
EU.
- Værktøjer for
krisehåndtering omfatter forskellige former for
indgreb, hvoraf det væsentligste er frigivelse af dele af de
særskilt etablerede olieberedskabslagre. I alvorlige
tilfælde kan det være nødvendigt at
gennemføre forbrugsbegrænsende foranstaltninger
vedrørende samfundets olieforbrug.
- Sikring af et detaljeret og opdateret datagrundlag
og stor viden om oliemarkedet i øvrigt indgår
som et nødvendigt grundlag for krisehåndteringen,
således at denne kan tilrettelægges
hensigtsmæssigt.
Lovforslaget handler om dette olieberedskab.
2.1 IEA-samarbejde om
olieberedskab
Samarbejdet i IEA bygger på solidaritet
mellem landene. Ingen lande kan klare en oliekrise alene.
Medlemslandene samarbejder derfor om at klare en oliekrise, og i
værste fald må man deles solidarisk om de foreliggende
olieforsyninger. IEA landene udgør ca. 50 pct. af verdens
olieforbrug (tilsvarende udgør EU's olieforbrug ca. 16 pct.
af verdens olieforbrug). Denne betydelige bredde i IEA-samarbejdet
har stor betydning for IEA's evne til at håndtere en
krisesituation.
IEA's beredskab omfatter de tidligere nævnte
elementer med hovedvægt på muligheden for, at IEA
landene kan trække på betydelige beredskabslagre for
olie. IEA's medlemslande har således en lagringspligt for
olie over for IEA svarende til 90 dages nettoimport.
IEA's krisehåndtering består
især af, at man med kort varsel kan beslutte og
gennemføre en fælles og solidarisk aktion, foretaget
af medlemslandene og koordineret af IEA. Formålet hermed er
at reducere en ubalance mellem udbud og efterspørgsel
på oliemarkedet ved øge udbuddet af olie og mindske
efterspørgslen efter olie. Sådanne aktioner vedtages
af IEA's besluttende organer, hvor alle medlemslande deltager. I en
sådan aktion beslutter de enkelte medlemslande selv, hvordan
de vil fremskaffe deres andel af den samlede oliemængde - som
skal tilføres oliemarkederne - ved brug af forskellige typer
indgreb i form af lagertræk, forbrugsbegrænsende
foranstaltninger, brændstofskift og forøgelse af
indenlandsk råolieproduktion:
- Lagertræk omfatter frigivelse af dele
af medlemslandenes olieberedskabslagre til markedet. Det er det
centrale værktøj. Derfor handler store dele af
lovforslaget om etablering af disse beredskabslagre.
- Forbrugsbegrænsende foranstaltninger
kan omfatte et stort antal foranstaltninger, f.eks.
informationskampagner, henstillinger, afgiftsforhøjelser,
rationeringer, forbud m.m.
- Brændstofskift omfatter skift fra olie
til andre typer brændstoffer for at reducere
olieforbruget.
- Forøgelse af eventuel indenlandsk
råolieproduktion er en principiel mulighed, som vil
skulle vurderes konkret i en krisesituation. Under normale forhold
påregnes det dog, at der i Danmark ikke vil være en
overskudskapacitet, som kan muliggøre en sådan
forøgelse.
IEA's krisehåndtering er baseret på
markedet og forudsætter, at markedet foretager
prisfastsættelse og fordeling af olien ved den aktuelle
markedspris. Krisehåndteringen har som primært
formål at afhjælpe forsyningsafbrydelser og de deraf
følgende konsekvenser, bl.a. for landenes økonomi og
for borgernes velfærd. Formålet med de
foranstaltninger, som anvendes i en krisehåndtering, er
således ikke at påvirke oliepriserne, men at øge
udbuddet og reducere efterspørgslen efter olie med henblik
på, helt eller delvist, at kompensere for konsekvenserne af
en forsyningsafbrydelse. Sådanne foranstaltninger vil
samtidig bidrage til at påvirke markedspriserne nedad,
principielt på samme måde som en underforsyning af
markederne vil påvirke priserne opad. Selvom det derfor ikke
er muligt at foretage foranstaltninger for at afhjælpe en
underforsyning på markederne uden derved at påvirke
markedspriserne, så er det primære formål med en
krisehåndtering ikke at foretage prispåvirkning, men at
afhjælpe konsekvenserne af en forsyningsafbrydelse.
IEA's krisehåndtering er således
rettet mod forsyningsafbrydelser, men sådanne situationer
indebærer dog ikke en afbrydelse af alle olieforsyninger til
det globale oliemarked. IEA's beredskabslagre på mindst 90
dages nettoimport bør derfor vurderes efter, at en
forsyningsafbrydelse typisk vil omfatte en mindre del af det
globale oliemarked. Til illustration kan som regneeksempel
nævnes, at i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse - f.eks. hvor oliemarkederne mister 10 pct. af
de globale olieforsyninger og hvor nettoimporten til IEA landene
tilsvarende reduceres med 10 pct. - så kan frigivelse af
IEA's beredskabslagre kompensere for afbrydelsen i 900 dage,
forudsat at IEA landenes beredskabslagre alene anvendes af IEA
landene. Eksemplet er baseret på, at beredskabslagrenes
størrelse svarer til mindst 90 dages nettoimport.
IEA's krisehåndtering anvendes
sjældent og er indtil nu kun blevet anvendt tre gange siden
IEA's etablering i 1974. Den blev senest anvendt den 23. juni 2011,
hvor den væbnede konflikt i Libyen havde medført, at
oliemarkedet i 1. halvår 2011 havde mistet olieforsyninger i
væsentligt omfang. I denne situation gennemførte IEA
en koordineret, solidarisk aktion, hvor en række IEA-lande
stillede 2,0 millioner tønder olie pr. dag til
rådighed for oliemarkedet i 30 dage. Det blev især
opnået ved frigivelse af dele af beredskabslagrene. Forud
herfor blev krisehåndteringen anvendt, efter at orkanen
Katrina i efteråret 2005 ramte store områder i Den
Mexicanske Golf og ødelagde olieanlæg og før da
blev krisehåndteringen anvendt i forbindelse med den
første Golf-krig i 1991.
Selvom Danmark i disse år har en
nettoeksport af råolie, vil man i en krisesituation
principielt have samme slags forsyningsproblemer som de lande, der
har en nettoimport af olie. Dertil kommer, at selvom Danmark har
eksport af råolie, er der samtidig en del import af
råolie, blot væsentligt mindre end eksporten, og hvad
angår olieprodukter er den danske import lidt større
end eksporten. Samlet vurderet er Danmark en nettoeksportør
af olie.
2.2 EU-samarbejde om
olieberedskab
EU har tilsvarende fastsat regler om de enkelte
landes lagringspligt over for EU. Efter de gældende EU-regler
skal medlemsstaterne have beredskabslagre svarende til mindst 90
dages indenlandsk forbrug for nærmere angivne former for
olieprodukter, dog med en reduktion af lagringspligten, der
udgør 25 pct. af den del af olieforbruget, som dækkes
af indenlandsk olieproduktion.
EU-samarbejdet er, sammenlignet med
IEA-samarbejdet, især af regional karakter og fungerer som et
værdifuldt supplement til IEA-samarbejdet. Ikke alle EU's
medlemsstater er således medlem af IEA, men disse lande kan
gennem EU inddrages i en koordineret IEA-krisehåndtering.
EU's gældende regelsæt om
olieberedskab omfatter to direktiver og en rådsbeslutning,
som med virkning fra den 31. december 2012 erstattes af det nye
oliedirektiv. Disse EU-regler er følgende:
- Rådets
direktiv 73/238/EØF af 24. juli 1973 om foranstaltninger,
der kan mindske vanskelighederne ved forsyning med mineralolie og
mineralolieprodukter.
- Rådets
direktiv 2006/67/EF af 24. juli 2006 om forpligtelse for
medlemsstaterne til at opretholde minimumslagre af mineralolie
og/eller mineralolieprodukter (kodificeret udgave).
- Rådets
beslutning 68/416/EØF af 20. december 1968 om afslutning og
gennemførelse af særlige mellemfolkelige aftaler om
medlemsstaternes forpligtelse til at opretholde minimumslagre af
mineralolie og/eller mineralolieprodukter.
EU-reglerne er i flere henseender forskellige fra
IEA-reglerne. Som eksempler kan nævnes, at beredskabslagre
efter EU-reglerne for hovedpartens vedkommende skal foreligge i
form af olieprodukter (og ikke råolie), hvorimod IEA-reglerne
ikke lægger vægt på, om beredskabslagrene
foreligger som råolie eller som olieprodukter. En anden
forskel er, at EU's lagringspligt p.t. beregnes på grundlag
af landenes olieforbrug, hvorimod IEA's lagringspligt beregnes
på grundlag af landenes nettoimport af olie. Andre
væsentlige forskelle er de centrale lagerenheder og de
specifikke lagre, som begge er indført i EU-reglerne med det
nye oliedirektiv, jf. afsnit 3.5 og 3.7.
2.3 Det danske
olieberedskab
Det danske olieberedskab har til formål dels
at opfylde de internationale forpligtelser i forhold til IEA og EU
og dels at etablere et hensigtsmæssigt nationalt
beredskab.
Danmarks internationale forpligtelser på
dette område kan således sammenfattes
således:
- Deltagelse i
koordineret, solidarisk krisehåndtering i IEA og EU i
tilfælde af væsentlige forsyningsafbrydelser.
- Sikring af at
have hensigtsmæssige værktøjer til
rådighed for krisehåndteringen i form af
lagertræk, forbrugsbegrænsende foranstaltninger,
brændstofskift og forøget indenlandsk
råolieproduktion, jf. afsnit 2.1.
- Medvirken til at
fremskaffe relevante, præcise og rettidige data om
oliemarkedet som grundlag for krisehåndteringen,
primært data om danske olieforhold, både i
normalsituationen og i en krisesituation.
I krisehåndteringen er det centrale
værktøj at kunne frigive dele af beredskabslagrene.
Disse lagres størrelse fastsættes forskelligt efter
IEA's og EU's regelsæt, hvilket for Danmark indebærer
følgende efter de nugældende regler:
- Over for IEA,
hvor lagringspligten generelt svarer til 90 dages nettoimport, har Danmark som
nettoeksportør af olie p.t. ingen lagringspligt.
- Over for EU, hvor
lagringspligten generelt svarer til 90 dages forbrug, har Danmark som følge af
vores nettoeksport af olie en reduktion af lagringspligten,
således at denne svarer til 67,5 dages forbrug.
Sammenligningen af lagringspligten i de to
nugældende regelsæt vanskeliggøres af, at
enheden »en dag« ikke er ens i de to regelsæt.
Efter IEA-reglerne fratrækkes der således 10 pct. i
alle lagerbeholdninger - med den virkning at kun 90 pct. af en
lagerbeholdning kan medregnes til dækning af lagringspligt.
Et sådant fradrag indgår ikke i de gældende
EU-regler. Dette harmoniseres i de nye EU-regler, således at
fradraget på 10 pct. fremover indgår i begge
regelsæt. Fradraget medfører, at kun 90 pct. af en
lagerbeholdnings størrelse kan medregnes som
beredskabslagre.
Størrelsen af Danmarks lagringspligt
bestemmes derfor som det højeste af de to lagringspligter,
dvs. som vores lagringspligt over for EU på 67,5 dages
forbrug. Det danske olieberedskab har dog i en årrække
været baseret på, at man i forhold til EU's
lagringspligt har en overdækning på 20 pct.,
således at man samlet har beredskabslagre svarende til 81
dages forbrug. Hensigten hermed er at sikre dansk fleksibilitet i
en krisehåndtering. Denne lagringspligt over for EU opfyldes
i Danmark ved, at olievirksomheder er pålagt en
lagringspligt.
Denne lagringspligt er pålagt virksomheder,
som importerer råolie eller olieprodukter til Danmark eller
som i Danmark producerer eller lader producere råolie eller
olieprodukter. Denne lagringspligt dækkes fuldt ud af de
lagringspligtige virksomheder. For en mindre dels vedkommende
dækkes lagringspligten af virksomhedernes egne arbejdslagre.
For hovedpartens vedkommende dækkes lagringspligten af
Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) på
virksomhedernes vegne, jf. afsnit 2.4 nedenfor. Det gælder
for gennemsnitligt ca. 70 pct., dog lidt forskelligt for
forskellige kategorier af olie.
Gennem denne lagringspligt opnås, at Danmark
har beredskabslagre, som opfylder vores internationale
forpligtelser over for IEA og EU. De samlede beredskabslagre i
Danmark er opdelt på følgende to former for
beredskabslagre, hvilket for den enkelte virksomhed er specificeret
ved fastsættelsen af dens lagringspligt:
- A-lagre er beredskabslagre, der opbevares i
konventionelle tankanlæg. Alle lagringspligtige virksomheder
har sådanne anlæg eller har mulighed for at kunne
disponere over sådanne anlæg.
- B-lagre er beredskabslagre, der opbevares i
særligt beskyttede tankanlæg. Da det alene er FDO, som
har sådanne anlæg, holder FDO derfor sådanne
beredskabslagre på virksomhedernes vegne.
2.4 Foreningen Danske
Olieberedskabslagre og dets rolle i det danske olieberedskab
Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) har en
central rolle i det danske olieberedskab, idet FDO holder ca. 70
pct. af de samlede danske beredskabslagre for olie. Af disse
beredskabslagre holder FDO samtlige B-lagre, dvs. lagerbeholdninger
i særligt beskyttede tankanlæg. Alle beredskabslagre
holdes på vegne af de lagringspligtige virksomheder, som har
etableret, finansieret og drevet FDO siden dets etablering i
1964.
FDO er således en form for
olielagerorganisation af den slags, som på forskellig vis er
etableret i en del IEA og EU lande, og som i øvrigt over tid
har etableret et indbyrdes samarbejde om udveksling af oplysninger,
best practices m.m. Sådanne olielagerorganisationer vurderes
af både IEA og EU som værende en betydelig styrke for
olieberedskabet, da sådanne organisationers beredskabslagre
anses for at være til rådighed i en krisesituation i
højere grad end de lagringspligtige virksomheders egne
beredskabslagre. Dette er baggrunden for, at det nye oliedirektiv
har bestemmelser om, at medlemsstaterne kan etablere de
såkaldte centrale lagerenheder, jf. afsnit 3.5.
FDO's dækning af lagringspligt for de
lagringspligtige virksomheder har ligget stabilt på ca. 70
pct. i en årrække. Det er således af stor
betydning, at en organisation som FDO kan have en stabil
lagerdækning og derved kan holde omkostningsniveauet nede. En
svingende lagerdækning kan således medføre
betydelige transaktionsomkostninger og en dårlig
kapacitetsudnyttelse, hvilket vil medføre øgede
omkostninger for organisationen og for de lagringspligtige
virksomheder, hvilket i sidste ende vil resultere i
forhøjede forbrugerpriser.
FDO er en selvejende institution. Rammerne for
FDO's virksomhed er fastlagt i organisationens vedtægter.
Vedtægterne er godkendt af klima-, energi- og
bygningsministeren og ændringer forudsætter ligeledes
ministerens godkendelse. Vedtægterne angiver bl.a. den
kontingentbetaling, som de lagringspligtige virksomheder skal
betale til FDO som vederlag for den lagerdækning, som
virksomhederne modtager fra FDO.
FDO omfatter som forening de lagringspligtige
virksomheder, der producerer eller importerer olieprodukter.
Olievirksomheder, som foretager efterforskning eller produktion af
råolie, indgår normalt ikke i foreningen. Alle
virksomheder med lagringspligt i Danmark kan blive medlem af FDO
på de vilkår, som er fastsat i FDO's
vedtægter.
FDO har følgende lagerfaciliteter:
- 15 beskyttede
lagersteder forbundet i netværk, især i Jylland og
på Sjælland. Hvert lagersted omfatter flere lagertanke,
som er af beton, nedgravede og dermed beskyttet mod angreb. De har
en samlet kapacitet på ca. 850.000 m3 (til benzin og gas/dieselolie). Flere
lagersteder planlægges lukket som FDO-lagre inden for en kort
årrække for at tilpasse kapaciteten til behovet.
- To konventionelle
lagersteder i tilknytning til de to raffinaderier (i Fredericia og
Kalundborg) med en samlet kapacitet på ca. 1.130.000 m3 (til gas/dieselolie, fuel olie
m.m.).
- Ca. 200 km
produktrørledninger, som forbinder lagersteder. FDO har
desuden et samarbejde med Forsvaret om gensidig brug af
rørledninger.
FDO's oliebeholdninger er integreret i de
involverede olievirksomheders kommercielle oliekredsløb,
hvilket indebærer logistiske og omkostningsmæssige
fordele. FDO's egne beredskabslagre omfatter p.t. ca. 1.200.000
m3 olie fordelt således:
- 275.000 m3 benzin.
- 700.000 m3 gas/dieselolie.
- 245.000 m3 råolie og feedstock (forarbejdet
olie, som skal gennemgå yderligere raffinering for at blive
til et olieprodukt).
FDO har aktiver bogført til ca. 2,7 mia.
kr., hvoraf hovedparten er oliebeholdninger og derudover er der en
væsentlig del i form af tankanlæg, rørledninger,
bygninger m.m. En del aktiver er placeret i værdipapirer og
giver et afkast, der i væsentligt omfang bidrager til
årsresultatet. For 2010, hvor formueafkastet var
væsentligt mindre end året før, var
årsresultatet på -21,8 mio. kr. (mod +8,0 mio. kr.
året før). Det var i 2010 - som i en række
tidligere år - muligt for FDO at dække et
driftsunderskud ved forbrug af formuen, således at det ikke
var nødvendigt at opkræve kontingentbetaling fra
medlemmerne for den ydede lagerdækning.
Omkostningsmæssige sammenligninger -
foretaget af olielagerorganisationer fra en række lande,
herunder FDO - har vist, at FDO's omkostninger klart ligger i den
lave ende i forhold til de sammenlignede olielagerorganisationer.
Det skyldes bl.a., at FDO - som blev etableret i 1964 - ikke er
belastet af nyere, høje etableringsomkostninger og af
anskaffelser af oliebeholdninger til nutidens oliepriser. Dertil
kommer, at hovedparten af FDO's lagre er integreret i de
kommercielle oliekredsløb, hvilket bl.a. indebærer
lavere omkostninger til friskning af olieprodukter.
3. Det nye direktiv om
olieberedskab
Lovforslaget har især til formål at
gennemføre Rådets direktiv 2009/119/EF af 14.
september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde
minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter. Dette nye
oliedirektiv, der skal gennemføres senest den 31. december
2012, gennemgås i dette afsnit.
3.1. Direktivets formål
(artikel 1)
Direktivet har til formål at sikre et
højt niveau for forsyningssikkerhed for olie i EU ved
hjælp af pålidelige og gennemsigtige mekanismer baseret
på solidaritet mellem medlemsstaterne. Direktivets
formål er endvidere at sikre, at medlemsstaterne som
beredskab holder et minimumsniveau af lagre af råolie eller
olieprodukter. Direktivet skal også sikre, at der etableres
nødvendige procedurer til at kunne håndtere en
alvorlig knaphed af olie.
Det har desuden været et formål at
tilnærme dele af EU-reglerne med de tilsvarende IEA-regler,
således at forskellene mellem de to regelsæt reduceres.
En sådan tilnærmelse er gennemført på
nogle områder, hvorimod der på andre områder er
foretaget ændringer i modsat retning.
3.2. Beregning af landenes
lagringspligt over for EU (artikel 3)
Medlemsstaternes lagringspligt over for EU
harmoniseres delvist med IEA-reglerne og fastsættes i
direktivet som den højeste mængde af
- 90 dages
gennemsnitlig daglig nettoimport; eller
- 61 dages
gennemsnitligt dagligt indenlandsk forbrug.
Både import og forbrug omfatter hele
samfundets forbrug, herunder Forsvarets forbrug.
Da Danmarks nettoimport af olie er negativ, svarer
Danmarks lagringspligt over for EU efter det nye oliedirektiv for
tiden til 61 dages indenlandsk forbrug. Disse 61 dages forbrug
svarer nogenlunde til de 67,5 dages forbrug i henhold til det
gældende direktiv, idet det nye direktiv for alle
lagerbeholdninger, der bruges til dækning af lagringspligt,
har indført et fradrag på 10 pct., således at
kun 90 pct. af en lagerbeholdning kan medregnes til dækning
af lagringspligt. Dette fradrag har hidtil været
gældende i IEA-reglerne og indføres nu også i
EU-reglerne. Ændringen indebærer, at de »nye
dage« kræver mere lagerbeholdning end de »gamle
dage« og derfor er lagringspligten for producentlande nedsat
næsten tilsvarende, men ikke helt.
Danmarks hidtidige lagringspligt på 67,5
dage - som følge af Danmarks status som
nettoeksportør af olie - er derfor med det nye oliedirektiv
blevet reduceret med knap 10 pct. til 61 dage. Reelt er Danmarks
lagringspligt således lidt større end hidtil, nu blot
beregnet efter den nye beregningsmetode med fradraget på 10
pct. Det nye direktiv indeholder således en større
»rabat« på lagringspligten for et land, som er
nettoeksportør af olie, end det tidligere direktiv - nu 32
pct. mod før 25 pct.
Efter det nye oliedirektiv vil Danmarks
lagringspligt over for EU således svare til 61 dages
indenlandsk forbrug, så længe Danmark er
nettoeksportør af olie. Ved ophør heraf vil Danmarks
lagringspligt gradvis blive øget til det generelle niveau
på 90 dages gennemsnitlig daglig nettoimport.
I en krisehåndtering er der imidlertid ikke
- hverken i IEA eller i EU - en »rabat« for et land med
nettoeksport af olie. Et sådant land skal således
deltage i krisehåndteringen på lige fod med de andre
lande med 90 dages lagringspligt og skal bidrage i samme omfang.
Det betyder, at Danmark - med et lavere niveau af beredskabslagre -
ikke vil kunne frigive olielagre i samme størrelsesorden som
de andre lande. Konsekvensen er, at Danmark i en
krisehåndtering vil skulle bidrage med indførelse af
forbrugsbegrænsende foranstaltninger på et tidligere
tidspunkt end de lande, som har beredskabslagre svarende til 90
dages forbrug og som derfor kan anvende frigivelse af
beredskabslagre som en foranstaltning i længere tid. Det er
derfor ikke en ubetinget fordel for Danmark at have en reduceret
lagringspligt over for EU. Dette er medvirkende til, at Danmark
hidtil har valgt at have en overdækning på 20 pct.
Efter det nye oliedirektiv beregnes landenes
lagringspligt i enheden råolieækvivalent, således
at de forskellige typer olieprodukter, som indgår i
olieforbruget, samt råolie omregnes til og sammenlægges
i denne enhed.
3.3. Beregning af lagrenes
størrelse (artikel 4)
Direktivet indeholder detaljerede regler om,
hvilke lagerbeholdninger der kan medregnes til dækning af
lagringspligt, og hvilke lagerbeholdninger, der ikke kan medregnes
hertil, samt regler om beregning af lagerbeholdningernes
størrelse. Disse regler er også tilpasset de
tilsvarende IEA-regler. For hovedpartens vedkommende svarer
reglerne til de hidtidige regler.
I disse beregningsregler indgår også
det ovennævnte fradrag på 10 pct. i
lagerbeholdningerne, dvs. at de opgjorte lagerbeholdninger skal
reduceres med 10 pct. for at beregne, hvilken del af lagrene der
kan anvendes til dækning af lagringspligt. Dette fradrag er
nyt i EU-reglerne, men har hele tiden indgået i IEA-reglerne.
For EU-lande, som også er medlem af IEA, indebærer
fradragets indførelse i EU's regelsæt således
ingen ændring af landenes lagringspligt over for IEA/EU set
under ét.
3.4. Lagrenes væren til
rådighed (artikel 5)
Direktivet angiver, at medlemsstaterne til enhver
tid skal sørge for, at beredskabslagre og specifikke lagre
er til rådighed og fysisk tilgængelige. Disse lagre er
det centrale værktøj til håndtering af
krisesituationer og skal naturligvis være til rådighed,
enten omgående eller med et rimeligt varsel.
Medlemsstaterne skal desuden fastsætte
nærmere regler om identifikation, bogføring og kontrol
af disse lagre, så de til enhver tid kan kontrolleres.
Medlemsstaterne skal endvidere træffe alle
nødvendige foranstaltninger for at forebygge enhver hindring
eller behæftelse, som kan være til hinder for, at
beredskabslagre og specifikke lagre er til rådighed i en
krisesituation, hvor de skal kunne anvendes. Olieprodukter
tilhørende virksomheder, der har en betydelig risiko for, at
deres aktiver gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse,
bør ikke medregnes som beredskabslagre. Indledning af en
konkurs- eller akkordsag kan være tegn på en
sådan risikosituation.
Medlemsstaterne skal endvidere træffe de
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der tildeles
ubetinget immunitet over for tvangsfuldbyrdelse for alle specifikke
lagre, der holdes eller transporteres på deres område,
hvad enten disse specifikke lagre ejes af dem eller af andre
medlemsstater (eller disses centrale lagerenheder).
I krisesituationer skal medlemsstaterne forbyde og
afstå fra enhver foranstaltning, der forhindrer en
overførsel, anvendelse eller frigivelse af de
beredskabslagre eller specifikke lagre, der holdes på deres
område på vegne af en anden medlemsstat. Der vil
normalt være sådanne olielagre i Danmark, som anvendes
til at dække lagringspligt for et andet land, og disse lagre
skal både i normalsituationen og i en krisesituation
være til rådighed for dette land. Tilsvarende er der
normalt olielagre i andre medlemsstater, som dækker
lagringspligt i Danmark, og disse lagre skal tilsvarende være
til rådighed for Danmark.
3.5. Centrale lagerenheder
(artikel 7)
Direktivet angiver, at en medlemsstat kan oprette
en central lagerenhed. Ingen medlemsstat må oprette mere end
én central lagerenhed eller anden tilsvarende organisation.
En central lagerenhed kan oprettes overalt i EU. Der er dog ikke
pligt for medlemsstaterne til at oprette en central lagerenhed. En
central lagerenhed er reelt en formalisering af de
olielagerorganisationer, som i årenes løb er etableret
i en række lande.
Hvis en medlemsstat opretter en central
lagerenhed, skal den være en organisation, der ikke har
fortjeneste som målsætning og som handler i almenhedens
interesse. En central lagerenhed betragtes ikke som en
økonomisk aktør efter direktivet. Det vigtigste
formål for en central lagerenhed er at erhverve, holde og
sælge beredskabslagre. Kun en central lagerenhed kan erhverve
og sælge specifikke lagre, jf. afsnit 3.7.
Det er således medlemsstatens egen
beslutning, om den vil oprette en central lagerenhed. Det forventes
dog, at hovedparten af EU-medlemsstaterne vil oprette en national
central lagerenhed, idet en del lande allerede har en sådan
olielagerorganisation. Det gælder også Danmark.
Direktivet indeholder endvidere regler om, at en
sådan central lagerenhed kan delegere opgaver i forbindelse
med forvaltning af beredskabslagre dels til en anden medlemsstat
eller dennes centrale lagerenhed og dels til virksomheder. I begge
tilfælde kan delegerede opgaver ikke videredelegeres. Desuden
indeholder direktivet bestemmelser om, at en central lagerenhed
skal offentliggøre oplysninger om de lagerbeholdninger, som
den kan påtage sig at holde for virksomheder eller for andre
landes centrale lagerenheder. Efter direktivet skal medlemsstatens
centrale lagerenhed acceptere sådanne delegationer på
objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende betingelser.
3.6. Delegation foretaget af
økonomiske aktører (artikel 8)
Direktivet angiver, at medlemsstaterne skal sikre,
at de økonomiske aktører - hvilket i Danmark er de
lagringspligtige virksomheder - har ret til at delegere en del af
deres lagringspligt til følgende parter:
- Den centrale
lagerenhed i medlemsstaten, hvis en sådan central lagerenhed
er etableret.
- En eller flere
udenlandske centrale lagerenheder, forudsat at de på
forhånd har tilkendegivet, at de er rede til at acceptere en
sådan delegation, og forudsat at delegationen på
forhånd er godkendt af myndighederne i de to involverede
medlemsstater.
- Andre
økonomiske aktører med overskydende lagerbeholdninger
eller med ledig lagerkapacitet i andre medlemsstater, forudsat at
delegationen på forhånd er godkendt af myndighederne i
de to involverede medlemsstater.
- Andre
økonomiske aktører med overskydende lagerbeholdninger
eller ledig lagerkapacitet i den samme medlemsstat, forudsat at
medlemsstaten på forhånd er underrettet om
delegationen.
Lagringspligt, som er delegeret efter de to sidste
punkter, kan ikke videredelegeres. En ændring eller
forlængelse af en delegation efter det sidste punkt skal
behandles som en ny delegation.
En medlemsstat kan begrænse den
økonomiske aktørs ret til at delegere sin
lagringspligt, men ikke helt. Direktivet angiver således, at
retten til at delegere ikke kan reduceres til under 10 pct. og at
denne andel i øvrigt øges til 30 pct. med virkning
fra den 31. december 2017.
Direktivet angiver endvidere, at uanset de
ovennævnte bestemmelser, kan medlemsstaten
pålægge en økonomisk aktør en
forpligtelse til at delegere en konkret andel af sin lagringspligt
til medlemsstatens centrale lagerenhed. Denne bestemmelse har til
formål at muliggøre, at en central lagerenhed kan
fastholde en stabil, ikke-svingende lagerdækning. En
sådan stabil lagerdækning er således af
afgørende betydning for, at en central lagerenhed kan drives
økonomisk hensigtsmæssigt, idet der i modsat fald kan
fremkomme dels betydelige transaktionsomkostninger og dels en
dårlig kapacitetsudnyttelse, hvilket generelt vil
indebære et samfundsmæssigt spild og i sidste ende
medføre forhøjede forbrugerpriser. Dette hensyn er
generelt for lagerdækningsorganisationer, uanset om de er i
statsligt eller i privat regi. Der er derfor i direktivet lagt
vægt på, at myndighederne har denne mulighed.
Direktivet angiver også, at medlemsstaterne
skal sørge for, at de økonomiske aktører
underrettes om de metoder, som anvendes til at beregne deres
lagringspligt, senest 200 dage før begyndelsen af den
periode, som lagringspligten vedrører. Forudsat at denne
betingelse er opfyldt, skal en økonomisk aktør
udøve sin ret til at delegere lagringspligt til centrale
lagerenheder senest 170 dage før begyndelsen af den periode,
som lagringspligten vedrører.
3.7. Specifikke lagre (artikel
9)
Direktivet indeholder detaljerede bestemmelser om
de såkaldte specifikke lagre. Disse lagre er et nyt begreb og
er i direktivet defineret som lagre af olieprodukter sammensat af
produktkategorier, der tilsammen dækker mindst 75 pct. af den
pågældende medlemsstats indenlandske olieforbrug og som
ejes af medlemsstatens centrale lagerenhed.
Bestemmelserne må ses i sammenhæng
med, at de nye EU-regler om dækning af lagringspligt -
når der bortses fra bestemmelserne om specifikke lagre -
indebærer, at hele lagringspligten i princippet kan
dækkes af råolie eller af ét konkret
olieprodukt, f.eks. fuel olie. En så stor fleksibilitet for
lagringspligtens dækning er imidlertid ikke
hensigtsmæssig vurderet i forhold til, at det er
olieberedskabets centrale formål at sikre, at der i
tilfælde af en forsyningsafbrydelse - og en deraf
følgende mangelsituation - er olielagre til rådighed
eller at der kan fremskaffes sådanne oliemængder, som
kan dække samfundets behov for olie. Sådanne olielagre
skal derfor nogenlunde svare til det aktuelle
forbrugsmønster af olieprodukter, hvilket ikke vil
være tilfældet, hvis de foreligger som råolie
eller kun som ét enkelt olieprodukt. De specifikke lagre er
således indført for at sikre, at der er et
minimumsniveau af beredskabslagre af relevante olieprodukter.
De specifikke lagre kan kun ejes, erhverves og
sælges af medlemsstatens centrale lagerenhed.
De specifikke lagre skal holdes på et
niveau, der svarer til et konkret antal dage.
Det er ikke et krav efter direktivet, at alle
medlemsstater skal have specifikke lagre eller at disse olielagre
skal have et bestemt omfang. Men hvis en medlemsstat ikke har
specifikke lagre svarende til mindst 30 dages forbrug, skal
medlemsstaten i stedet holde mindst en tredjedel af sin
lagringspligt i form af lagre af olieprodukter sammensat på
samme måde som de specifikke lagre. Denne bestemmelse
må ses i sammenhæng med, at det forventes, at nogle
lande ikke vil oprette en central lagerenhed og derfor ikke vil
kunne holde specifikke lagre. Der er derfor i direktivet etableret
det beskrevne alternativ hertil for at sikre, at der vil være
et minimumsniveau af beredskabslagre af olieprodukter sammensat
på en måde, som i rimeligt omfang svarer til
medlemsstatens olieforbrug.
Bestemmelsen om at de specifikke lagre - eller
alternativet hertil - skal være sammensat af olieprodukter,
der tilsammen dækker mindst 75 pct. af medlemsstatens
indenlandske olieforbrug, indebærer, at der ikke er sikkerhed
for, at der i en krisesituation vil være beredskabslagre, som
kan dække alle dele af en medlemsstats olieforbrug.
Olieprodukter som f.eks. flybrændstof (af petroleumstypen),
der udgør en mindre del af samfundets olieforbrug og som
indebærer højere lageromkostninger end andre
olieprodukter, vil således ikke med sikkerhed indgå i
de beredskabslagre, som dækker dansk lagringspligt.
For specifikke lagre, som er integreret med andre
olielagre, skal medlemsstaten eller dens centrale lagerenhed sikre,
at den del af de pågældende integrerede produkter, som
er specifikke lagre, ikke kan flyttes uden forudgående
skriftlig godkendelse fra ejeren af de specifikke lagre og fra
myndighederne eller den centrale lagerenhed i den medlemsstat,
på hvis område lagrene er placeret.
3.8. Fortegnelser over
beredskabslagre og specifikke lagre m.m. (artikel 6 og 10)
Direktivet indeholder bestemmelser om, at
medlemsstaten skal føre en løbende opdateret og
detaljeret fortegnelse over alle beredskabslagre, som ikke er
specifikke lagre, og en tilsvarende fortegnelse over alle
specifikke lagre.
Fortegnelserne skal bl.a. indeholde de
oplysninger, som er nødvendige for, at man for den enkelte
lagerbeholdning kan identificere lagersted, størrelse, ejer
og art.
Hvert år skal medlemsstaten til Kommissionen
fremsende en sammenfattende kopi af denne fortegnelse. Samtidig kan
Kommissionen når som helst anmode om en kopi af fortegnelsen
for en hvilken som helst periode, dog højst 5 år
tilbage i tiden.
3.9. Statistiske
opgørelser af lagre (artikel 12-14)
Direktivet indeholder bestemmelser om, at
medlemsstaterne løbende skal fremsende statistiske
opgørelser til Kommissionen om størrelse, karakter
m.m. af beredskabslagre, specifikke lagre og kommercielle
lagre.
For specifikke lagre skal det endvidere angives,
om de holdes uden for medlemsstatens område og i så
fald deres ejerforhold.
Kommercielle lagre kan også holdes af
virksomheder på olieområdet, som ikke har
lagringspligt. Derfor medfører bestemmelsen om fremsendelse
af oplysninger om kommercielle olielagre, at sådanne data
løbende skal fremsendes også af andre virksomheder
på olieområdet end de lagringspligtige
virksomheder.
3.10. Biobrændstoffer og
additiver (artikel 16)
Direktivet indeholder bestemmelser om, at
biobrændstoffer og additiver medregnes ved beregning af
medlemsstaternes lagringspligt i det omfang, de er iblandet de
pågældende olieprodukter. Da Danmarks lagringspligt
beregnes på grundlag af det danske forbrug af olieprodukter -
hvori biobrændstoffer og additiver er iblandet -
indebærer det, at biobrændstoffer og additiver
indgår i beregningsgrundlaget for den danske
lagringspligt.
Ved beregning af størrelsen af de
lagerbeholdninger, der kan medregnes til dækning af
lagringspligt, medregnes biobrændstoffer og additiver dog kun
i følgende tilfælde:
- når
biobrændstoffer og additiver er iblandet med de relevante
olieprodukter, eller
- når
biobrændstoffer og additiver ikke er iblandet olieprodukter
og er lagret på medlemsstatens område, forudsat at
medlemsstaten har vedtaget regler, som sikrer, at de skal blandes
med olieprodukter, der indgår i beredskabslagre, og at de
skal bruges til transport.
3.11. Koordinationsgruppe for
olie og olieprodukter (artikel 17)
Direktivet indeholder bestemmelser om, at
Kommissionen opretter en koordinationsgruppe for olie og
olieprodukter. Koordinationsgruppen er en rådgivende gruppe,
der bidrager til at analysere EU's forsyningssikkerhed for olie og
olieprodukter, og som fremmer samordning og gennemførelse af
foranstaltninger på området. Gruppen har deltagere fra
medlemsstaterne. Kommissionen varetager formandskabet.
Repræsentative organisationer fra den berørte sektor
kan deltage i gruppens arbejde efter opfordring fra
Kommissionen.
3.12. Gennemgange af beredskab
og lagre (artikel 18)
Direktivet indeholder bestemmelser om, at
Kommissionen i samråd med medlemsstaterne kan foretage
gennemgange af (tilsyn med) deres olieberedskab for at kontrollere
dette og de dertil hørende beredskabslagre. Ved forberedelse
af en sådan gennemgang tager Kommissionen hensyn til
tilsvarende arbejde, som udføres af andre institutioner og
internationale organisationer, f.eks. IEA, og konsulterer
koordinationsgruppen herom.
Koordinationsgruppen kan tilslutte sig, at
befuldmægtigede personer og repræsentanter fra andre
medlemsstater deltager i disse gennemgange. Udpegede nationale
embedsmænd fra den gennemgåede medlemsstat kan ledsage
de personer, der foretager gennemgangen. Medlemsstaten skal inden
for en uge efter meddelelsen om en planlagt gennemgang stille
oplysninger til rådighed for Kommissionen, medmindre disse
oplysninger allerede er fremsendt til Kommissionen.
Medlemsstaterne skal sikre, at deres myndigheder
og de ansvarlige for at holde og forvalte beredskabslagre og
specifikke lagre indvilliger i gennemgange og bistår de
personer, der af Kommissionen er bemyndiget til at foretage disse
gennemgange. Medlemsstaterne skal især sikre, at disse
personer får ret til at se alle dokumenter og fortegnelser
vedrørende disse lagre og får adgang til de steder,
hvor lagrene holdes, samt til alle dokumenter herom.
Resultatet af sådanne gennemgange skal
meddeles den medlemsstat, som er blevet gennemgået, og kan
videregives til koordinationsgruppen.
Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at alle
oplysninger, bilag, opgørelser og dokumenter om
beredskabslagre og specifikke lagre skal opbevares i en periode
på mindst 5 år.
3.13. Beredskabsprocedurer og
krisehåndtering (artikel 20)
Direktivet indeholder bestemmelser om, at
medlemsstaterne skal sikre, at de har fastsat procedurer, og
træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre,
at deres myndigheder i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse hurtigt, effektivt og gennemsigtigt dels kan
frigive deres beredskabslagre og specifikke lagre, helt eller
delvist, og dels kan fastsætte generelle eller specifikke
begrænsninger af olieforbruget i forhold til den
anslåede forsyningsmangel, bl.a. ved at give visse
brugergrupper prioritet ved tildeling af olieprodukter.
Medlemsstaterne skal når som helst have
beredskabsplaner klar, som kan tages i anvendelse, hvis der
opstår en større forsyningsafbrydelse, og de skal
sørge for at fastsætte de organisatoriske
foranstaltninger, der skal træffes for at sikre
iværksættelsen af sådanne planer. Medlemsstaterne
orienterer på opfordring Kommissionen om deres
beredskabsplaner og organisatoriske forhold i den forbindelse.
I tilfælde af at der foreligger en
international beslutning om frigivelse af beredskabslagre, hvilket
i direktivet er defineret som en IEA-beslutning herom, kan de
berørte medlemsstater bruge deres beredskabslagre og
specifikke lagre til at opfylde de deraf følgende
internationale forpligtelser, og i så fald underrettes
Kommissionen, der kan indkalde koordinationsgruppen - eller
på anden måde høre gruppen - især for at
vurdere virkningerne af frigivelsen. Kommissionen bør
anbefale medlemsstaterne at frigive deres beredskabslagre og
specifikke lagre eller at træffe andre hensigtsmæssige
foranstaltninger med tilsvarende virkning, dog således at
Kommissionen inden da skal høre koordinationsgruppen.
I tilfælde af at der ikke foreligger en
sådan IEA-beslutning om frigivelse af beredskabslagre, men er
opstået forsyningsvanskeligheder for olie til EU eller en
enkelt EU-medlemsstat, underretter Kommissionen IEA, hvor det er
relevant, og samordner med IEA, hvor det er hensigtsmæssigt,
og tilrettelægger hurtigst muligt en høring af
koordinationsgruppen. På grundlag af koordinationsgruppens
vurdering af situationen fastsætter Kommissionen, om der er
indtruffet en større forsyningsafbrydelse. Hvis det
vurderes, at der er indtruffet en større
forsyningsafbrydelse, godkender Kommissionen hel eller delvis
frigivelse af de mængder af beredskabslagre og specifikke
lagre, som de berørte medlemsstater har foreslået.
Ved anvendelse af beredskabslagre i de
ovennævnte situationer kan medlemsstaterne midlertidigt holde
lagerbeholdninger, som er mindre end deres lagringspligt. I
så fald fastsætter Kommissionen en rimelig frist, inden
for hvilken medlemsstaterne skal genetablere beredskabslagrene til
deres normale niveau. Denne frist fastsættes på
grundlag af resultaterne af høringen af koordinationsgruppen
og hvor relevant i samordning med IEA og især under
hensyntagen til situationen på det internationale
oliemarked.
3.14. Andre bestemmelser
(artikel 21-25)
Udover de ovennævnte forhold angiver
direktivet bl.a., at medlemsstaterne skal fastsætte regler
for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af
de nationale bestemmelser, som gennemfører direktivet, og
skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være
effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og
have afskrækkende virkning. Kommissionen skal underrettes
herom senest den 31. december 2012.
Endvidere skal Kommissionen foretage en evaluering
af direktivets virkemåde og gennemførelse senest den
31. december 2015.
Direktivet trådte i kraft i oktober 2009. De
tidligere direktiver og rådsbeslutninger gælder til den
31. december 2012. Medlemsstaterne skal gennemføre
direktivet senest den 31. december 2012.
4. Gældende ret
Gældende ret om beredskabet over for
oliekriser omfatter primært lov nr. 1275 af 20. december 2000
om pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter og den
tilhørende bekendtgørelse nr. 318 af 12. maj 2005 om
pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter. Loven
ophæves ved udgangen af 2012, hvor det nye oliedirektiv skal
være gennemført. De væsentligste elementer i
loven og bekendtgørelsen gennemgås i afsnit 4.1-4.8
nedenfor.
Derudover indeholder lov nr. 165 af 7. maj 1975 om
oplysnings- og salgspligt vedrørende kulbrinter og lov om
forsyningsmæssige foranstaltninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 88 af 26. februar 1986, regler af
betydning for olieberedskabet og de er derfor kort omtalt
umiddelbart nedenfor.
Lov om oplysnings- og salgspligt vedrørende
kulbrinter finder ikke blot anvendelse på olie, men
også på andre kulbrinter, f.eks. naturgas. Efter loven
kan klima-, energi- og bygningsministeren til opfyldelse af
internationale aftaler bl.a. bestemme eller fastsætte regler
om, at virksomheder, der omsætter kulbrinter, skal afgive en
række oplysninger. Ministeren kan også bestemme eller
fastsætte regler om, at virksomheder, der producerer eller
importerer kulbrinter, skal foretage salg heraf til opfyldelse af
internationale fordelingsordninger i internationale aftaler.
Formålet med loven er først og fremmest at opfylde
aftale af 18. november 1974 om et Internationalt Energi Program
(IEA-aftalen), men loven er udformet generelt, så den
også kan anvendes til opfyldelse af andre aftaler, som
indgås inden for lovens område.
Efter lov om forsyningsmæssige
foranstaltninger kan klima-, energi- og bygningsministeren, hvis
der på grund af internationale forhold er opstået eller
er udsigt til mangel på nødvendige varer - herunder
olie - fastsætte bestemmelser om anvendelse, fordeling,
prisudligning og placering af landets varebeholdninger i det
omfang, dette skønnes påkrævet. Loven indeholder
regler om, at der forud for ministerens anvendelse af hjemlen, skal
foreligge tilslutning fra et udvalg, nedsat af Folketinget - for
energiforsyningens vedkommende fra Folketingets Klima-, Energi- og
Bygningsudvalg. Ministeren kan desuden efter loven bl.a. indhente
de oplysninger, der er nødvendige for lovens
gennemførelse.
Disse to love foreslås ikke
ændret.
Lovene har et bredere anvendelsesområde end
olieberedskab og indeholder bestemmelser, der i et vist omfang har
sammenfald med bestemmelserne i lovforslaget. Håndteringen af
oliekriser vil primært skulle ske efter reglerne i dette
lovforslag, men reglerne i de to love vil supplerende kunne
anvendes, hvis der indtræffer behov herfor.
4.1 Olie og olieprodukter
omfattet af lagringspligt
Lagringspligten omfatter mineralolie, defineret
som råolie og kondensat, og mineralolieprodukter, defineret
som produkter fremstillet ved raffinering af mineralolie. Ikke alle
former for olieprodukter er dog omfattet af lovgivningen, men alene
følgende tre produktgrupper (kategorier), jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 2:
- Kategori 1 omfatter motorbenzin, flybenzin og
jetbrændstof af benzintypen.
- Kategori 2 omfatter gasolie, dieselolie,
petroleum og jetbrændstof af petroleumstypen.
- Kategori 3 omfatter fuel olie.
4.2 Lagringspligtig
virksomhed
De lagringspligtige virksomheder er defineret som
virksomheder, der her i landet importerer, producerer eller hos en
anden virksomhed lader producere mineralolie eller
mineralolieprodukter, som tilsammen udgør mindst 1.000 tons
råolieækvivalent, jf. bekendtgørelsens § 4,
stk. 1, og § 5, stk. 1. Disse virksomheder skal opretholde
beredskabslagre opdelt på to former for lagre, jf. lovens
§ 2, stk. 2:
- A-lagre er beredskabslagre, der opbevares i
konventionelle tankanlæg. Alle virksomheder har sådanne
anlæg eller har mulighed for at kunne disponere over
sådanne tankanlæg.
- B-lagre er beredskabslagre, der opbevares i
særligt beskyttede tankanlæg. Kun Foreningen Danske
Olieberedskabslagre (FDO) har sådanne anlæg.
Fremstilling af olieprodukter ved raffinering af
spildolie til genbrug medfører ikke lagringspligt, jf.
bekendtgørelsens § 5, stk. 3.
Virksomheder skal underrette Energistyrelsen om
forhold, som indebærer ændring af deres status som
lagringspligtig eller ikke-lagringspligtig virksomhed, senest ved
statusændringens begyndelse, jf. bekendtgørelsens
§ 6.
4.3 Lagringspligtens
periodisering
Virksomhedens lagringspligt beregnes for
lageråret, defineret som perioden fra den 1. juli i et
kalenderår til den 30. juni i det næste
kalenderår, jf. bekendtgørelsens § 3. Grundlaget
for beregningen er virksomhedens salg af olieprodukter til
slutbrugere i Danmark i referenceåret, defineret som det
kalenderår, der er afsluttet 6 måneder før
lagerårets start. Lagringspligten for lageråret fra 1.
juli 2011 til 30. juni 2012 er således baseret på
virksomhedernes salg i kalenderåret 2010.
4.4 Lagringspligtens
beregning
Lagringspligtens størrelse beregnes for
hver af de tre produktkategorier (se afsnit 4.1) som 22,2 pct. af
virksomhedens lagringspligtige omsætning for
referenceåret (kalenderåret). Det svarer til det danske
olieforbrug i denne periode opgjort efter nærmere regler, jf.
bekendtgørelsens § 8, stk. 1, og § 9. Denne
beregning indebærer, at virksomhedernes lagringspligt samlet
set svarer til 81 dages forbrug, hvilket opfylder Danmarks
lagringspligt over for EU på 67,5 dages forbrug og samtidig
giver en overdækning på 20 pct. som tidligere
beskrevet. Der er herved ikke anvendt det fradrag på 10 pct.,
som indføres med det nye oliedirektiv.
Den beregnede lagringspligt opdeles på A- og
B-lagre for olieprodukter i kategori 1 og 2 efter en nærmere
angivet procentfordeling, der er forskellig for de to
produktkategorier, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2 og
3. Der holdes ikke B-lagre for olieprodukter i kategori 3.
Klima-, energi- og bygningsministeren
fastsætter, efter forudgående forelæggelse for et
udvalg, nedsat af Folketinget, størrelsen af de samlede
beredskabslagre hos de lagringspligtige virksomheder, jf. lovens
§ 4, stk. 1.
4.5 Lagringspligtens
opfyldelse
En virksomhed kan opfylde sin lagringspligt
på følgende måder, jf. bekendtgørelsens
§§ 9-14:
- Ved brug af egne
lagre af mineralolie eller olieprodukter, opgjort efter
nærmere angivne regler.
- Ved medlemskab af
Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO), som dækker en
stor del af virksomhedens lagringspligt, jf. afsnit 2.3 og 2.4.
- Ved
lagerdækningsaftaler med udenlandske virksomheder, hvorved
sådanne virksomheder med egne olielagre, der overstiger deres
lagringspligt, påtager sig at dække lagringspligt i
Danmark med en konkret mængde af et konkret olieprodukt for
en konkret periode. Sådanne internationale
lagerdækningsaftaler skal på forhånd godkendes af
myndighederne i de to involverede lande.
- Ved
lagerdækningsaftaler med indenlandske virksomheder, hvorved
sådanne virksomheder med egne olielagre, der overstiger deres
lagringspligt, påtager sig at dække lagringspligt i
Danmark med en konkret mængde af et konkret olieprodukt for
en konkret periode. Sådanne nationale
lagerdækningsaftaler skal ikke godkendes og forudsætter
i stedet en efterfølgende underretning til Energistyrelsen,
hvilket rent praktisk foretages som led i virksomhedernes
månedlige rapportering til Energistyrelsen (jf. afsnit
4.7).
Enhver lagringspligtig virksomhed har ret til at
blive medlem af FDO. Efter FDO's vedtægter skal FDO
årligt fremsende godkendt årsrapport og bestyrelsens
beretning til orientering af klima-, energi- og bygningsministeren
og ændringer af FDO's vedtægter skal godkendes af
klima-, energi- og bygningsministeren.
Virksomheder kan indgå internationale og
nationale lagerdækningsaftaler med andre virksomheder.
Tilsvarende gælder for FDO. Virksomheder med lagringspligt i
Danmark kan dels få deres lagringspligt dækket (hvis de
har underskud af egne olielagre) og kan dels yde dækning af
lagringspligt (hvis de har overskud af egne olielagre). Som
grundlag for myndighedernes behandling af de internationale
lagerdækningsaftaler mellem virksomheder (og FDO) er der
indgået et antal bilaterale aftaler mellem myndigheder i
Danmark og andre EU-lande. Disse bilaterale aftaler mellem
myndigheder regulerer administrative forhold om
lagerdækningsaftalerne.
Beholdninger af råolie kan medregnes til
dækning af lagringspligt for mineralolieprodukter, dog kun i
det forhold hvori råolien ved raffineringen medfører
produktion af olieprodukter. Dette forhold beregnes af
Energistyrelsen forud for hvert lagerår og varierer typisk
omkring ca. 91-92 pct. Lagre af råolie kan medregnes til
opfyldelse af lagringspligten med højst 40 pct. af
lagringspligten i kategori 1 og 2 og med højst 50 pct. af
lagringspligten i kategori 3.
Lagre af blandingskomponenter, der er bestemt til
fremstilling af lagringspligtige produkter, kan i stedet for disse
anvendes til dækning af lagringspligt.
4.6 Midlertidig
nedsættelse af virksomhedernes lagringspligt
I en krisehåndtering, hvor det besluttes at
frigive beredskabslagre, kan dette f.eks. foretages ved at frigive
beredskabslagre, som holdes af FDO. En anden mulighed er at frigive
beredskabslagre, der holdes af de lagringspligtige virksomheder,
idet frigivne beredskabslagre derved umiddelbart bliver til
rådighed for oliemarkedet. Uanset frigivelsesmåden skal
der samtidig foretages en midlertidig nedsættelse af
virksomhedernes lagringspligt. Med henblik på en sådan
situation er det muligt for klima-, energi- og bygningsministeren
at ændre virksomhedernes lagringspligt for en begrænset
periode, og når særlige forhold taler herfor, jf.
lovens § 4, stk. 2.
4.7 Oplysningspligt
Lagringspligtige virksomheder har pligt til
løbende at fremsende oplysninger om varebevægelser og
beholdninger, jf. lovens § 5, stk. 2, og
bekendtgørelsens §§ 16-18. Disse oplysninger
anvendes til tre hovedformål:
- Oplysningerne er
det væsentligste grundlag for Energistyrelsens kontrol i
løbet af lageråret med, at virksomhederne opfylder
dels deres lagringspligt og dels indgåede
lagerdækningsaftaler.
- Oplysningerne
anvendes til beregning af virksomhedernes lagringspligt for det
næste lagerår.
- Oplysningerne
indgår i international (i IEA og EU) og dansk olie- og
energistatistik.
Oplysningerne fra de lagringspligtige virksomheder omfatter
- månedlige
oplysninger om varebevægelser og beholdninger,
- en årlig
revisorerklæring som bekræftelse af, at de
månedligt fremsendte oplysninger er korrekte, samt
- oplysninger
på ad hoc basis, f.eks. til kontrol med reglernes
overholdelse eller til brug i en krisesituation.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan til
disse formål, efter aftale med told- og skatteforvaltningen
(SKAT), få udleveret registeroplysninger om virksomheder, der
foretager import af mineralolie eller mineralolieprodukter, jf.
lovens § 5, stk. 3.
4.8 Beredskab i
øvrigt
Det olieberedskab, som er beskrevet i afsnit
4.1-4.7, handler om internationale forsyningsafbrydelser. Derudover
er der etableret et beredskab over for andre hændelser, som
kan medføre afbrydelser af olieforsyningen til det danske
samfund, jf. lovens § 5 a.
De lagringspligtige virksomheder skal
således foretage nødvendig planlægning og
træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre
forsyningen af mineralolie og mineralolieprodukter i
beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer.
Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
varetagelse af disse opgaver samt om varetagelse af de overordnede,
koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver
vedrørende beredskabet på dette olieområde. I
henhold hertil er det fastsat, at Foreningen Danske
Olieberedskabslagre (FDO) varetager de overordnede, koordinerende
planlægningsmæssige og operative opgaver
vedrørende beredskabet på dette olieområde.
5. Lovforslagets
hovedindhold
Lovforslaget har til formål at
gennemføre det nye oliedirektiv og skal samtidig sikre
overholdelse af Danmarks forpligtelser om olieberedskab over for
IEA. Lovforslaget er baseret på videreførelse af den i
dag gældende lovgivning i det omfang, hvor dette er muligt i
forhold til det nye oliedirektiv.
5.1. Formål,
anvendelsesområde, definitioner m.v.
Lovens formål er at sikre et beredskab over
for krisesituationer i form af internationale forsyningsafbrydelser
for olie og et mere generelt beredskab over for andre
hændelser, der kan medføre afbrydelser af samfundets
olieforsyning, herunder beredskabsplanlægning og
krisehåndtering, hvori et centralt element er at opretholde
beredskabslagre af råolie og olieprodukter.
Derudover skal loven sikre opfyldelse af Danmarks
internationale forpligtelser om et sådant olieberedskab over
for IEA og EU samt sikre indsamling af relevante, rettidige og
præcise data om olieforhold i Danmark, som kan indgå i
dels international olie- og energistatistik (i IEA og EU) og dels
dansk olie- og energistatistik.
Det foreslås, at loven finder anvendelse
på følgende virksomheder og organisationer:
- Virksomheder med
lagringspligt i Danmark for råolie eller olieprodukter.
Lovforslaget omfatter primært disse virksomheder.
- En organisation
udpeget af klima-, energi- og bygningsministeren som central
lagerenhed. Dette begreb er indført med det nye oliedirektiv
og svarer til de olielagerorganisationer, som har været
etableret i mange år i en del lande - i Danmark således
Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO), etableret af
olieindustrien i 1964. Den eneste realistiske mulighed for at
udpege en dansk central lagerenhed er derfor at udpege FDO hertil,
jf. afsnit 5.2.
- Virksomheder der
udlejer lagerkapacitet for råolie eller olieprodukter.
- Virksomheder med
kommercielle lagre.
- Virksomheder i
øvrigt med betydning for det danske samfunds forsyning af
råolie og olieprodukter.
Forslaget indeholder definitioner, som for en dels
vedkommende svarer til definitionerne i det nye oliedirektiv. Nogle
af direktivets definitioner henviser til Europa-Parlamentets og
Rådets Forordning (EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om
energistatistik og disse ret tekniske definitioner vil også
være gældende.
5.2. Central lagerenhed
Det foreslås, at klima-, energi- og
bygningsministeren på nærmere angivne vilkår kan
udpege Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) som central
lagerenhed. Det forudsættes, at ministeren kun udpeger FDO
som central lagerenhed, hvis FDO er indforstået med at
påtage sig opgaven.
Det foreslås, at den centrale lagerenhed
skal være en organisation, der ikke har fortjeneste som
målsætning og som handler i almenhedens interesse, og
at den som sit vigtigste formål skal have at erhverve, holde
og sælge beredskabslagre. Disse bestemmelser er baseret
på det nye oliedirektivs bestemmelser om en central
lagerenhed.
Det er en forudsætning for FDO, at FDO som
central lagerenhed fortsat skal dække en andel af
virksomhedernes lagringspligt på ca. 70 pct. og at dette
opnås ved brug af den foreslåede bestemmelse i
forslagets § 9, stk. 1. Denne bestemmelse muliggør, at
den centrale lagerenhed fortsat kan holde en stabil, ikke-svingende
lagerdækning, hvilket har afgørende betydning for, at
organisationen også fremover kan drives økonomisk
hensigtsmæssigt.
Energistyrelsen har haft drøftelser med FDO
om udpegning af FDO som central lagerenhed, og FDO har
erklæret sig villig til at påtage sig opgaven.
5.3. Lagringspligt
Det foreslås, at virksomheder som hidtil
skal opretholde beredskabslagre af råolie eller olieprodukter
- dvs. får en lagringspligt - i følgende
situationer:
- Hvis virksomheden
importerer råolie eller olieprodukter til Danmark. Dette er
den mest almindelige måde, hvorpå virksomheder
får en lagringspligt i Danmark.
- Hvis virksomheden
producerer råolie eller olieprodukter i Danmark. Denne
bestemmelse omfatter et lille antal råolieproducerende
virksomheder samt de to virksomheder med raffinaderi i Danmark
(Shell i Fredericia og Statoil i Kalundborg).
- Hvis virksomheden
lader producere råolie eller olieprodukter hos en anden
virksomhed. Denne bestemmelse, som sjældent anvendes, er
rettet mod den situation, at produktionen foretages af et
raffinaderi på vegne af en anden virksomhed
(lejeraffinering).
Forslaget svarer til den gældende
bestemmelse og til gældende praksis. Den sikrer, at
lagringspligten ikke påhviler alle virksomheder, som handler
olieprodukter i Danmark, men alene påhviler den mindre gruppe
virksomheder, der foretager import og produktion i Danmark.
Det er hensigten at fastsætte
lagringspligtens størrelse efter samme princip som hidtil,
dvs. som
- Danmarks
lagringspligt over for EU, der fremover vil svare til 61 dages
forbrug (efter fradrag af 10 pct. af lagerbeholdningernes
størrelse efter de nye EU-regler),
- plus den hidtil
besluttede overdækning på 20 pct.,
- dvs. i alt
svarende til 73,2 dages forbrug.
Dette niveau vil være gældende,
så længe Danmark er nettoeksportør af olie. Ved
ophør heraf øges Danmarks lagringspligt gradvist fra
de 61 dage til det generelle niveau på 90 dages
lagringspligt. I takt med en sådan gradvis forøgelse
kan det overvejes, om den nævnte overdækning skal
reduceres.
Lagringspligten skal dimensioneres, så der
etableres beredskabslagre, der kan dække samfundets forbrug
af olieprodukter som defineret i direktivet, herunder også
Forsvarets olieforbrug.
Det foreslås, at en del af beredskabslagrene
kan holdes som specifikke lagre, dvs. som olieprodukter der svarer
til et konkret antal dages forbrug af nærmere fastsatte
produktkategorier, der tilsammen udgør mindst 75 pct. af det
danske årlige olieforbrug. Sådanne specifikke lagre
skal holdes af den centrale lagerenhed. Specifikke lagre, som
holdes eller transporteres her i landet, skal have ubetinget
immunitet over for tvangsfuldbyrdelse. Dette gælder
også specifikke lagre, som holdes af en anden medlemsstat.
Disse bestemmelser svarer til bestemmelser i det nye
oliedirektiv.
Efter forslaget kan klima-, energi- og
bygningsministeren fastsætte nærmere regler dels om den
lagringspligt, som påhviler virksomhederne, og dels om de
specifikke lagre. Det er hensigten at anvende den sidstnævnte
hjemmel til at fastsætte, at der i Danmark skal holdes
specifikke lagre svarende til 30 dages forbrug. Der er
således allerede i dag tilstrækkelige beredskabslagre i
Danmark af relevante olieprodukter til at kunne opfylde
bestemmelsen om specifikke lagre og det påregnes, at disse
lagre af olieprodukter ikke skal reduceres efter lovforslagets
vedtagelse. De specifikke lagre kan således holdes inden for
rammerne af de eksisterende beredskabslagre og vil ikke
nødvendiggøre en særskilt lageropbygning.
Det foreslås endvidere, at klima-, energi-
og bygningsministeren fastsætter størrelsen af de
samlede beredskabslagre efter forudgående forelæggelse
for et udvalg nedsat af Folketinget. Endvidere foreslås, at
klima-, energi- og bygningsministeren for en begrænset
periode, og når særlige forhold taler herfor, kan
ændre størrelsen af den samlede lagringspligt som led
i håndteringen af en forsyningsafbrydelse, hvor det besluttes
at frigive beredskabslagre. Begge bestemmelser svarer til
bestemmelser i den nugældende lovgivning.
5.4. Opfyldelse af
lagringspligt og delegationer
Som i dag vil der med forslaget være flere
måder, hvorpå de lagringspligtige virksomheder kan
dække deres lagringspligt. Et centralt begreb i denne
sammenhæng er begrebet »delegationer«, hvorved
forstås, at en virksomhed eller en central lagerenhed, der
delegerer en del af sin lagringspligt til en anden virksomhed eller
central lagerenhed, ikke behøver at dække sin
lagringspligt med egne lagerbeholdninger, men får den
delegerede lagringspligt dækket af denne anden virksomhed
eller centrale lagerenhed, f.eks. ved en
lagerdækningsaftale.
5.4.1 Opfyldelse af
lagringspligt generelt
Det foreslås, at klima-, energi- og
bygningsministeren kan fastsætte, at en konkret andel af
virksomhedernes lagringspligt skal opfyldes ved delegation til den
centrale lagerenhed. En sådan fastsættelse foretages
på grundlag af forudgående aftale med den centrale
lagerenhed. I så fald skal den lagringspligtige virksomhed
opfylde vilkårene, herunder betaling af vederlag, for den
ydelse i form af lagerdækning, som virksomheden modtager fra
den centrale lagerenhed. Denne delegation vil omfatte hele
forpligtelsen til at holde B-lagre og den resterende del vil
omfatte A-lagre.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil forud
for anvendelsen af bestemmelsen og ved ændring af
størrelsen af andelen af virksomhedernes lagringspligt, der
skal opfyldes ved delegation til den centrale lagerenhed,
drøfte spørgsmålet med den centrale lagerenhed
og kun fastsætte andelen til en størrelse, som den
centrale lagerenhed er indforstået med. Det er hensigten at
anvende denne bestemmelse til at fastsætte, at den centrale
lagerenhed fortsat skal dække en andel af virksomhedernes
lagringspligt på ca. 70 pct. Der er således tale om en
videreførelse af hidtidig praksis, jf. afsnit 2.4. Andelen
vil kunne variere fra år til år, men påregnes dog
i de nærmeste år at være ret stabil.
For så vidt angår den resterende del
af virksomhedernes lagringspligt foreslås det, at
virksomhederne fortsat kan opfylde deres lagringspligt på
flere måder - i overensstemmelse med det nye oliedirektiv -
for at tilvejebringe fleksibilitet herom:
- Dækning ved brug af virksomhedens egne
lagre. Omfanget af denne dækning kan være ret
forskellig fra virksomhed til virksomhed.
- Dækning ved indgåelse af
lagerdækningsaftaler med den centrale lagerenhed.
- Dækning ved indgåelse af internationale
lagerdækningsaftaler med udenlandske virksomheder eller
udenlandske centrale lagerenheder. Denne dækning
påregnes at udgøre en lille del af virksomhedernes
samlede dækning.
- Dækning ved indgåelse af nationale
lagerdækningsaftaler med andre virksomheder med lagringspligt
i Danmark. Denne dækning påregnes også at
udgøre en lille del af virksomhedernes samlede
dækning.
Desuden foreslås, at den centrale lagerenhed
kan opfylde den lagringspligt, som den overtager ved delegation
eller lagerdækningsaftale fra de lagringspligtige
virksomheder, dels ved brug af dens egne lagre og dels ved brug af
internationale og nationale lagerdækningsaftaler.
Endvidere foreslås, at klima-, energi- og
bygningsministeren kan fastsætte regler om virksomhedernes
opfyldelse af lagringspligt og tilsvarende om den centrale
lagerenheds opfyldelse af lagringspligt, som er overtaget ved
delegation eller lagerdækningsaftale.
5.4.2 Internationale og
nationale lagerdækningsaftaler
En lagerdækningsaftale - også kaldet
en ticket - går ud på, at en virksomhed, hvis egne
lagre er større end dens lagringspligt, kan
»udleje« det overskydende lager til en virksomhed med
underskud i sin lagerdækning, der således anvender den
»lejede« mængde til at dække egen
lagringspligt. Disse lagerdækningsaftaler findes dels som
internationale lagerdækningsaftaler mellem to virksomheder
(eller centrale lagerenheder) i to medlemsstater og dels som
nationale lagerdækningsaftaler mellem to virksomheder (eller
den centrale lagerenhed) i Danmark.
Lagerdækningsaftaler er en supplerende
mulighed for virksomhederne til at opfylde deres lagringspligt ved
brug af en markedsmekanisme.
For de internationale lagerdækningsaftaler
gælder, at to EU-medlemsstater efter de nugældende
EU-regler kan indgås såkaldte bilaterale aftaler om
oplagring af olie i den ene medlemsstat på vegne af den anden
medlemsstat. Inden for denne ramme kan to virksomheder m.fl. i de
to lande indgå konkrete lagerdækningsaftaler, forudsat
at de godkendes af de to landes myndigheder.
Dette er baggrunden for forslagets bestemmelse, om
indgåelse af aftaler med myndigheder i andre medlemsstater i
EU og IEA om procedurer m.v. og forslagets bestemmelse om
indgåelse af internationale lagerdækningsaftaler mellem
to virksomheder eller centrale lagerenheder i to lande.
I Danmark dækkes i dag kun en lille del af
virksomhedernes lagringspligt af lagre i udlandet. Det omvendte
gælder i større omfang, idet lagringspligtige
virksomheder i Danmark med overskydende olielagre i noget
større omfang dækker lagringspligt for virksomheder i
andre lande.
For de nationale lagerdækningsaftaler
foreslås, at sådanne lagerdækningsaftaler
forudsætter, at klima-, energi- og bygningsministeren
på forhånd er underrettet om aftalen.
Hverken internationale og nationale
lagerdækningsaftaler mellem virksomheder kan videredelegeres
af de virksomheder, som har modtaget sådanne delegationer.
Den lagerdækning, som en virksomhed yder til en anden
virksomhed, kan således kun ydes ved brug af virksomhedens
egne lagre og kun under den forudsætning, at der er overskud
af disse lagre efter, at de er anvendt til dækning af
virksomhedens lagringspligt.
5.4.3 Den centrale lagerenheds
administration af delegationer
Den centrale lagerenhed vil stå for
hovedparten af den samlede dækning af lagringspligt i
Danmark. Der foreslås herom særskilte bestemmelser.
Det foreslås således, at den centrale
lagerenhed for en nærmere angivet periode kan delegere
opgaver om forvaltning af beredskabslagre, dog ikke køb og
salg af specifikke lagre, til en anden EU-medlemsstat, på
hvis område sådanne beredskabslagre er beliggende,
eller denne medlemsstats centrale lagerenhed, eller til en
virksomhed med lagringspligt i Danmark. Delegerede opgaver kan ikke
videredelegeres af de parter, som har modtaget delegationerne.
Bestemmelsen svarer til en tilsvarende bestemmelse i
direktivet.
Endvidere foreslås en række forhold om
den centrale lagerenheds administration af delegationer af
lagringspligt og det foreslås, at klima-, energi- og
bygningsministeren, efter drøftelse med den centrale
lagerenhed, kan fastsætte regler om disse forhold:
- Den centrale
lagerenhed skal løbende offentliggøre
fuldstændige oplysninger, fordelt på produktkategori,
om de lagerbeholdninger, som den centrale lagerenhed ved delegation
eller lagerdækningsaftale kan påtage sig at holde for
lagringspligtige virksomheder samt udenlandske virksomheder og
udenlandske centrale lagerenheder.
- Den centrale
lagerenhed skal mindst 7 måneder i forvejen
offentliggøre, på hvilke betingelser den ved
delegation eller lagerdækningsaftale kan yde
lagerdækning for lagringspligtige virksomheder. Disse
vilkår kan gøres betinget af konkrete forhold på
det tidspunkt, hvor lagerdækningen ydes.
- Den centrale
lagerenhed skal behandle anmodninger om delegationer eller
lagerdækningsaftaler på et objektivt, gennemsigtigt og
ikkediskriminerende grundlag.
- De vederlag, som
de lagringspligtige virksomheder betaler til den centrale
lagerenhed for sådanne delegationer eller
lagerdækningsaftaler, må ikke overstige de fulde
omkostninger ved lagerdækningen.
- Den centrale
lagerenhed kan gøre sin accept af en delegation eller
lagerdækningsaftale betinget af, at den lagringspligtige
virksomhed stiller garanti eller anden form for sikkerhed for
betalingen.
5.5. Lagrenes væren til
rådighed
Efter direktivets artikel 5, stk. 1, 2. pkt., skal
medlemsstaterne træffe alle nødvendige
foranstaltninger for at forebygge enhver hindring eller
behæftelse, som kan være til hinder for, at
beredskabslagrene er til rådighed. Af
præambelbetragtning nr. 11 fremgår, at medlemsstaterne
bør sikre fuld tilgængelighed af alle lagre, der
holdes i henhold til fællesskabslovgivningen. Med henblik
på at garantere denne tilgængelighed bør der
ifølge præamblen ikke være restriktioner eller
begrænsninger knyttet til disse lagre, som vil kunne
være til hinder for deres anvendelse i tilfælde af en
større forsyningsafbrydelse.
Direktivets artikel 5, stk. 1, 2. pkt., og
lovforslagets bestemmelser, der gennemfører denne, skal ses
i sammenhæng med direktivets formål, som bl.a. er at
sikre, at der i en krisesituation kan foretages en hurtig og smidig
frigivelse af beredskabslagre til slutbrugere og markeder.
Bestemmelsen i direktivet indebærer, at det skal sikres, at
beredskabslagrene altid er til rådighed, og at de frigives af
den lagringspligtige virksomhed til slutbrugere og markeder,
når klima-, energi- og bygningsministeren i tilfælde af
større forsyningsafbrydelse træffer en beslutning
herom.
Direktivets bestemmelser om tilgængeligheden
af beredskabslagrene er ikke nye og afløser artikel 3, stk.
1, i det tidligere direktiv (Rådets direktiv 98/93/EF af 14.
december 1998 om ændring af direktiv 68/414/EØF om
forpligtelse for EØF's medlemsstater til at opretholde
minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter),
hvorefter beredskabslagre skal være til medlemsstaternes
fulde rådighed i tilfælde af forsyningsvanskeligheder
og hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at "disse lagre er til rådighed og
tilgængelige". Direktivet er gennemført ved lov
nr. 1275 af 20. december 2000 om pligtige lagre af mineralolie og
mineralolieprodukter med tilhørende forskrifter samt gennem
lov om forsyningsmæssige foranstaltninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 88 af 26. februar 1986, og lov nr. 165
af 7. maj 1975 om oplysnings- og salgspligt vedrørende
kulbrinter. Artikel 5, stk. 1, 2. pkt., i oliedirektivet - og de
foreslåede bestemmelser i lovforslaget - svarer til de hidtil
gældende bestemmelser. Bestemmelserne tydeliggør i
øvrigt de allerede gældende bestemmelser.
Udgangspunktet efter lovforslaget er, at det er
den lagringspligtige virksomheds ansvar at opretholde
tilstrækkelige beredskabslagre. Forslagets bestemmelser
indebærer således, at hvis den lagringspligtige
virksomhed ikke holder beredskabslagre i tilstrækkeligt
omfang, så opfylder virksomheden ikke sin lagringspligt, jf.
forslagets § 6, stk. 1, og virksomheden kan ifalde en
bødestraf, jf. forslagets § 23, stk. 1, nr. 1.
Efter forslaget kan en lagringspligtig virksomhed
dække sin lagringspligt ved delegation eller
lagerdækningsaftale, jf. f.eks. forslagets § 9, stk. 2,
nr. 2-4. I disse tilfælde vil de pågældende
beredskabslagre være ejet af en anden part end den
lagringspligtige virksomhed.
Det foreslås i forslagets § 13, stk. 1,
at den lagringspligtige virksomhed eller den, der efter delegation
eller lagerdækningsaftale holder beredskabslagre på
vegne af en sådan, skal sikre, at beredskabslagrene til
enhver tid er til rådighed og fysisk tilgængelige med
henblik på at kunne frigives i tilfælde af en
forsyningsafbrydelse. Endvidere skal beredskabslagrene være
identificerbare og bogførte, og de skal til enhver tid kunne
kontrolleres. Disse krav gælder også beredskabslagre,
der er integreret med kommercielle lagre. Overtrædelse heraf
straffes med bøde, jf. forslagets § 23, stk. 1, nr.
2.
For at skabe klarhed om rækkevidden af
kravet om at beredskabslagrene til enhver tid skal være til
rådighed og fysisk tilgængelige, foreslås det
endvidere i forslagets § 13, stk. 2, at behæftelse eller
andre aftaledispositioner eller retsforfølgning
vedrørende beredskabslagre, der ikke er specifikke lagre,
skal respektere, at disse lagre skal være til rådighed
og fysisk tilgængelige og skal kunne frigives i
tilfælde af en større forsyningsafbrydelse.
Denne bestemmelse indebærer, at en
lagringspligtig virksomhed eller den, der efter delegation eller
lagerdækningsaftale holder beredskabslagre på vegne af
en lagringspligtig virksomhed, uanset indholdet af vedkommendes
aftaler om f.eks. pant eller salg, og uanset om vedkommende
måtte være genstand for retsforfølgning i form
af f.eks. udlæg eller konkurs, skal frigive lagrene i
overensstemmelse med klima-, energi- og bygningsministerens
beslutning efter forslagets § 19, stk. 2. Aftaler eller
retsforfølgning skal med andre ord altid vige for en
sådan beslutning om frigivelse af beredskabslagrene.
Bestemmelsen i forslagets § 13, stk. 2, vil
kun kunne få konkret betydning for aftaleerhververe og
retsforfølgende kreditorer til den lagringspligtige
virksomhed eller den, der efter delegation eller
lagerdækningsaftale holder beredskabslagre, hvis der på
et tidspunkt træffes en beslutning om frigivelse af
beredskabslagrene efter forslagets § 19. I modsat fald
påhviler pligten efter forslagets § 13, stk. 1, til at
opretholde beredskabslagre blot fortsat den lagringspligtige
virksomhed eller den, der holder beredskabslagre på
virksomhedens vegne efter delegation eller
lagerdækningsaftale.
Konsekvenserne af en beslutning om frigivelse er
imidlertid afhængig af, hvordan frigivelsen konkret skal
gennemføres. En frigivelse kan således
gennemføres på flere måder og vil blive
håndteret situationsbestemt. Formålet med frigivelse
vil være at tilføre yderligere olie til markederne,
som i en forsyningsafbrydelse ikke får tilført
tilstrækkelige mængder olie, således at disse
fortsat kan fungere, altså at opretholde markedernes
oliemæssige likviditet. I første omgang påregnes
en frigivelse foretaget ved salg af dele af den centrale
lagerenheds beredskabslagre. I tilfælde af en omfattende og
længerevarende forsyningskrise kan en beslutning om
frigivelse principielt også indebære frigivelse af de
øvrige beredskabslagre, men en sådan beslutning
indebærer ikke nødvendigvis et krav om, at
beredskabslagrene skal sælges, idet det afgørende er,
at de kan sælges efter
virksomhedens beslutning. En frigivelse af beredskabslagre hos de
lagringspligtige virksomheder kan enklest foretages ved at
nedsætte deres lagringspligt midlertidigt, hvorved en del af
virksomhedens beredskabslagre overgår til at være
kommercielle lagre og derved vil blive til rådighed for
oliemarkedet umiddelbart. Denne beslutning indebærer ikke
nødvendigvis, at de omfattede oliemængder skal
sælges umiddelbart, men de er ikke længere omfattet af
lagringspligt og kan derfor sælges. Hvis beslutningen
indebærer, at beredskabslagrene skal sælges, er det op
til den lagringspligtige virksomhed at afgøre, hvem der skal
købe inden for rammerne af beslutningen. En sådan
frigivelse udelukker derfor ikke, at f.eks. allerede indgåede
aftaler om køb opfyldes, i det omfang det i øvrigt er
foreneligt med beslutningen.
Det vil fremgå af klima-, energi- og
bygningsministerens beslutning om frigivelse, hvordan en
sådan frigivelse skal foretages. Der henvises til forslagets
§ 19 og bemærkningerne hertil.
Som anført i bemærkningerne til
forslagets § 13, stk. 2, har den foreslåede bestemmelse
ikke til hensigt i øvrigt at regulere de kontraktsforhold,
der er indgået af den lagringspligtige virksomhed eller af
den, der holder beredskabslagre efter delegation eller
lagerdækningsaftale. Disse aktørers kontraktsparter
bevarer således bl.a. retten til efter omstændighederne
at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende,
hvis en beslutning om frigivelse måtte føre til, at
adressaten for beslutningen ikke længere kan opfylde sine
aftaler. Bestemmelsen regulerer heller ikke fordelingen af et
salgsprovenu i forbindelse med salg af beredskabslagre i
overensstemmelse med en beslutning om frigivelse, og den
gælder kun oliebeholdninger, der er beredskabslagre. Hvis
ejendomsretten til oliebeholdningerne er overgået til en
køber i forbindelse med et salg, kan disse ikke medregnes
som beredskabslagre og de er derfor ikke omfattet af
frigivelsen.
For en konkurs- eller rekonstruktionsbehandling
indebærer lovforslaget, at boet skal overholde reglerne om
lagringspligt i en periode, indtil den bringes til ophør.
Der henvises til forslagets § 6, stk. 5, samt
bemærkninger hertil. I perioden skal boet opfylde en eventuel
beslutning efter forslagets § 19 om frigivelse af
beredskabslagrene til salg til slutbrugere eller markeder.
I henhold til direktivet skal beredskabslagre i
Danmark, som holdes på vegne af et andet land i henhold til
en lagerdækningsaftale, være til rådighed for
dette land uden begrænsninger. Bestemmelsen svarer til en
bestemmelse i direktivet.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til §§ 13 og 19.
5.6. Oplysningspligt
Oplysningspligt har til formål at sikre, at
der indsamles relevante, præcise og rettidige data om
olieforhold i Danmark. Oplysningerne anvendes til
kontrolformål, til beredskabsformål og til
statistikformål. Oplysninger skal omfatte beredskabslagre,
specifikke lagre og kommercielle lagre.
Oplysninger fra de
lagringspligtige virksomheder, virksomheder med kommercielle lagre
samt den centrale lagerenhed udgør fundamentet for
datagrundlaget på området. Det gælder under den
gældende lovgivning og også efter forslaget.
Det foreslås, at lagringspligtige
virksomheder, virksomheder med kommercielle lagre samt den centrale
lagerenhed skal udarbejde og fremsende alle oplysninger, som er
nødvendig for varetagelsen af opgaver efter denne lov og
regler udstedt i henhold til denne lov, og til brug for den
løbende udarbejdelse af energistatistik og for fremsendelse
til andre myndigheder og internationale organisationer.
Oplysninger fra virksomheder
som udlejer lagerkapacitet har en supplerende karakter.
Baggrunden er, at et stigende antal olievirksomheder importerer
olie til Danmark, hvor den bliver oplagret i kortere eller
længere perioder, inden olien videresælges, som oftest
til eksport. Disse virksomheder opererer ikke på det danske
marked og har i varierende omfang kontakt med Energistyrelsen. Det
kan således ikke udelukkes, at der er oliemængder i
Danmark, som ikke rapporteres til Energistyrelsen. Energistyrelsen
har derfor behov for at kunne få oplysninger om sådanne
forhold fra virksomheder, som udlejer lagerkapacitet, hvorefter
Energistyrelsen vil tage direkte kontakt til de
pågældende virksomheder.
Det foreslås derfor, at virksomheder, som
udlejer lagerkapacitet for råolie eller olieprodukter, efter
anmodning skal give klima-, energi- og bygningsministeren
oplysninger af relevans dels for at vurdere, om der oplagres
råolie eller olieprodukter i Danmark, som er omfattet af
lagringspligt, og dels for at kunne supplere den løbende
kontrol af beredskabslagrene.
Oplysninger fra andre
relevante virksomheder vedrører data fra virksomheder
uden lagringspligt.
De lagringspligtige virksomheder - der importerer
eller producerer olie - udgør en ret lille gruppe
virksomheder. Også andre virksomheder på
olieområdet er relevante for at få et retvisende
datagrundlag om olieforhold i Danmark. Uden mulighed for at
indhente supplerende data fra disse virksomheder kan der
opstå uhensigtsmæssige mangler i olie- og
energistatistikken.
Derfor foreslås, at virksomheder af
betydning for den danske olieforsyning, som ikke har lagringspligt,
efter anmodning skal give klima-, energi- og bygningsministeren
oplysninger, der er nødvendige som supplement til de
nævnte oplysningerne med henblik på at få en
korrekt energistatistik og korrekt fremsendelse af statistiske
oplysninger til internationale organisationer.
Oplysninger fra told- og
skatteforvaltningen (SKAT) har til hensigt at supplere de
ovennævnte oplysninger for at sikre mulighed for en
hensigtsmæssig kontrol af virksomhedernes data og af, om
Energistyrelsen modtager data fra alle relevante virksomheder.
Det foreslås, at klima-, energi- og
bygningsministeren til dette formål, efter aftale med told-
og skatteforvaltningen (SKAT), kan få udleveret
registeroplysninger om virksomheder, der foretager import og
eksport af råolie og olieprodukter. Denne bestemmelse svarer
nogenlunde til en bestemmelse i den gældende lovgivning.
Løbende opdaterede og
detaljerede fortegnelser over beredskabslagre og specifikke
lagre skal føres efter det nye oliedirektiv.
Fortegnelsen over beredskabslagrene skal omfatte alle
beredskabslagre, som anvendes til dækning af Danmarks
lagringspligt, uanset om de holdes i Danmark eller i udlandet.
Fortegnelsen over de specifikke lagre skal omfatte alle specifikke
lagre, som holdes i Danmark, uanset om de anvendes til
dækning af lagringspligt for Danmark eller for en anden
medlemsstat. Fortegnelserne skal bl.a. indeholde de oplysninger,
som er nødvendige for, at man for den enkelte
lagerbeholdning kan identificere lagersted, størrelse, ejer
og art. Medlemsstaten skal årligt fremsende en sammenfattende
kopi af disse fortegnelser til Kommissionen.
Kravene om disse fortegnelser gennemføres
med forslaget.
5.7. Beredskab i
øvrigt
Det generelle beredskab er baseret på
beredskabslovens § 24, hvorefter de enkelte ministre, hver
inden for deres område, skal planlægge for
opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i
tilfælde af ulykker og katastrofer. Beredskabet på
energiområdet varetages således af klima-, energi- og
bygningsministeren. Olieberedskabet er en delmængde heraf,
rettet mod internationale forsyningsafbrydelser, hvorimod det
generelle beredskab også omfatter andre situationer, som kan
påvirke samfundets olieforsyning.
Forslaget om dette beredskab svarer som til den
gældende lovgivning. De foreslåede bestemmelser svarer
også til tilsvarende bestemmelser om beredskab i lovene om
el- og naturgasforsyning.
5.8. Tilsyn
Det foreslås, at klima-, energi- og
bygningsministeren fører tilsyn med overholdelse af denne
lov og regler udstedt i henhold til denne lov. Endvidere
foreslås, at virksomheder omfattet af loven efter anmodning
skal give klima-, energi- og bygningsministeren alle oplysninger,
som er nødvendige for varetagelsen af ministerens opgaver
efter denne lov.
Desuden foreslås, at lagringspligtige
virksomheder og den centrale lagerenhed skal medvirke i tilsyn af
beredskabslagre, som foretages af Kommissionen.
5.9. Krisehåndtering
Der foreslås en række bestemmelser om
myndighedernes krisehåndtering i tilfælde af en
større forsyningsafbrydelse, baseret på bestemmelser
herom i det nye oliedirektiv:
- Klima-, energi-
og bygningsministeren skal sikre, at der foreligger
beredskabsplaner, som kan tages i brug, hvis der opstår en
større forsyningsafbrydelse, og fastsætter de
nødvendige organisatoriske foranstaltninger for at
gennemføre sådanne planer.
- Klima-, energi-
og bygningsministeren skal træffe de nødvendige
foranstaltninger for i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse at kunne frigive beredskabslagre hurtigt,
effektivt og gennemsigtigt og skal sikre, at der er fastsat
procedurer herfor.
- Klima-, energi-
og bygningsministeren kan i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse fastsætte, at der skal
iværksættes frigivelse af beredskabslagre, hvordan
frigivelsen skal foretages samt administrative forhold herom,
herunder en tidsramme for beredskabslagrenes genetablering.
- Klima-, energi-
og bygningsministeren kan fastsætte generelle eller
specifikke begrænsninger af olieforbruget i forhold til den
anslåede forsyningsmangel og skal sikre, at der foreligger
hensigtsmæssige planer herfor.
- Klima-, energi-
og bygningsministeren kan fastsætte regler om
håndtering af de nævnte forhold.
5.10. Delegation af
administrative opgaver
Det er hensigten, at administrative opgaver efter
loven fortsat skal delegeres til Energistyrelsen. Det nye
oliedirektivs gennemførelse og den kommende lovgivning om
olieberedskab vil indebære øget administration for
Energistyrelsen. Det er Energistyrelsens vurdering, at det ikke er
muligt at videreføre den nuværende situation - hvor
der modsat andre energiområder ikke er brugerbetaling for
administrationen om olieberedskab - og at det derfor kan være
nødvendigt at overveje dels brugerbetaling for
administrationen om olieberedskab og dels udlicitering af dele af
disse opgaver.
Denne problemstilling er drøftet mellem
Energistyrelsen og Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) i
tilknytning til spørgsmålet om udpegning af FDO som
den centrale lagerenhed. På dette grundlag er der principiel
enighed om - i stedet for den ovennævnte fremgangsmåde
- at arbejde mod, at konkrete administrative opgaver fremover
varetages af den centrale lagerenhed, finansieret af denne og
dermed af olieindustrien. Energistyrelsen og FDO lægger i den
forbindelse vægt på, at virksomhederne i højere
grad, end det er tilfældet i dag, skal foretage korrekt og
rettidig indberetning af oplysninger. Som det fremgår af
afsnit 5.11-5.12 nedenfor, fastsættes der med henblik
på at sikre, at virksomhederne overholder reglerne om
oplysningspligt efter § 14, et bødeniveau for
overtrædelse af reglerne, og det foreslås, at sager om
overtrædelse af reglerne skal kunne afgøres ved
bødeforelæg.
De administrative opgaver, der på denne
måde overvejes varetaget af den centrale lagerenhed på
vegne af klima-, energi- og bygningsministeren, omfatter især
datarapportering, administration af de to fortegnelser samt
administration af internationale og nationale
lagerdækningsaftaler.
En sådan opgavevaretagelse vil blive
nærmere beskrevet i en bekendtgørelse.
De opgaver, der efter loven ikke delegeres til den
centrale lagerenhed, påregnes som hidtil delegeret til
Energistyrelsen.
5.11. Bødestraf for
overtrædelse af oplysningspligt
Det foreslås, at afgivelse af urigtige eller
ikkerettidige oplysninger eller undladelse af at fremsende
oplysninger efter forslagets § 14, stk. 1-3, straffes med
bøde. Sådan afgivelse af urigtige eller ikkerettidige
oplysninger eller undladelse af at afgive oplysninger, som der er
pligt til at afgive, straffes også efter de gældende
regler med bøde. Oplysningerne er nødvendige for at
sikre et velfungerende olieberedskab og for, at Danmark kan opfylde
sine forpligtelser i forhold til EU og IEA, herunder pligten til
løbende at fremsende statistiske opgørelser til
både Kommissionen og IEA. Det er derfor af væsentlig
betydning, at reglerne om oplysningspligt overholdes.
Det tilsigtes med lovforslaget, at straffen for
overtrædelse af reglerne om oplysningspligt fremover som
udgangspunkt bliver en bøde på 5.000 kr. i
førstegangstilfælde. Fastsættelsen af
bødestraffen i de konkrete sager om overtrædelse af
reglerne om oplysningspligt vil dog fortsat i sidste ende bero
på domstolenes vurdering i det enkelte tilfælde, og de
angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er
omstændigheder, der taler herfor. Endvidere tilsigtes det, at
straffen for overtrædelse af reglerne om oplysningspligt i
gentagelsestilfælde er markant større end 5.000
kr.
5.12. Administrative
bødeforelæg
Der er i de gældende regler ikke hjemmel til
at give administrative bødeforelæg. Der er i dag
virksomheder, der ikke rettidigt eller korrekt afgiver de
oplysninger, som de har pligt til at afgive. Sager om
overtrædelse af reglerne om oplysningspligt vil i
almindelighed være ukomplicerede og uden bevismæssige
tvivlsspørgsmål. Overtrædelserne vil i
almindelighed være umiddelbart konstaterbare, og sagernes
afgørelse, herunder fastsættelsen af bødens
størrelse, vil være uden skønsmæssige
elementer af betydning.
De foreslåede regler om
bødeforelæg vil indebære en hurtig og smidig
behandling af sager om overtrædelse af reglerne om
oplysningspligt i forslagets § 14. Reglerne om
bødeforelæg vil således give mulighed for, at
klima-, energi- og bygningsministeren som tilsynsmyndighed kan
reagere hurtigt, når der konstateres en overtrædelse af
reglerne om oplysningspligt.
De overtrædelser, som der kan blive tale om,
omfatter især de oplysninger, som fremsendes af de
lagringspligtige virksomheder og virksomheder med kommercielle
lagre i henhold til forslagets § 14, stk. 1. For disse
oplysninger vil overtrædelser bestå i afgivelse af
urigtige eller ikkerettidige oplysninger eller undladelse af at
fremsende sådanne oplysninger.
Det vil i mange tilfælde være enkelt
at konstatere, om oplysninger fremsendes rettidigt, da der i de
regler, som fastsættes efter forslagets § 14, stk. 5,
vil blive fastsat klare frister for oplysningernes
fremsendelse.
Der kan også blive tale om en virksomheds
fremsendelse af urigtige oplysninger, f.eks. hvis oplysningerne
ikke har overensstemmelse med oplysninger fremsendt af andre
virksomheder eller med oplysninger, som virksomheden selv har
fremsendt på et tidligere tidspunkt. Tilsvarende kan der
blive tale om, at virksomheden selv efterfølgende korrigerer
oplysningerne. I sådanne tilfælde vil det være
mindre ukompliceret at konstatere, hvorvidt de indsendte
oplysninger er korrekte, hvorfor den erhvervsdrivende vil blive
partshørt inden udstedelse af bødeforelægget
for bl.a. at garantere, at en sags faktiske omstændigheder er
korrekt oplyst.
På denne baggrund er det Klima-, Energi- og
Bygningsministeriets vurdering, at sager om overtrædelse af
reglerne om oplysningspligt - i lighed med, hvad der gælder
på en række andre særlovsområder - er
egnede til at kunne afgøres ved bødeforelæg
udstedt af ministeren. Det indebærer, at sagen - i stedet for
at skulle behandles ved politi og anklagemyndigheden og eventuelt
domstolene - kan afgøres ved, at ministeren over for den
pågældende virksomhed tilkendegiver, at sagen kan
afgøres uden retssag, hvis virksomheden erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet
i bødeforelægget. Hvis virksomheden ikke kan
erklære sig skyldig, kan den pågældende undlade
at vedtage bøden, hvorefter sagen vil overgå til
behandling ved politi og anklagemyndigheden og domstolene.
Hvis den enkelte sag om bødeforelæg
ikke opfylder kravet om at være ukompliceret og uden
bevismæssige tvivlspørgsmål, eller hvis der er
tvivl om bødens størrelse, vil klima-, energi- og
bygningsministeren overgive sagen til politi og anklagemyndighed
til videre foranstaltning frem for at udstede et
bødeforelæg.
Hvis opgaven med modtagelse, behandling m.v. af
oplysninger, der indgives i medfør af reglerne om
oplysningspligt efter forslagets § 14, delegeres til den
centrale lagerenhed, vil udstedelse af bødeforelæg i
praksis komme på tale, når den centrale lagerenhed har
meddelt ministeren, at oplysninger ikke er modtaget rettidigt eller
korrekt. Ministeren vil herefter - hvis der er grundlag herfor -
udstede et bødeforelæg til virksomheden. Også i
disse tilfælde vil den erhvervsdrivende blive
partshørt inden udstedelse af bødeforelægget
for bl.a. at garantere, at en sags faktiske omstændigheder er
korrekt oplyst.
Betaling af bøde fritager selvsagt ikke
virksomheden for at fremsende de pågældende
oplysninger.
6. Økonomiske og
administrative konsekvenser for staten, regioner og kommuner
Lovforslaget forventes at indebære en
væsentlig forøgelse af statens administrative opgaver,
især om følgende opgaver:
- Den
løbende rapportering fra de lagringspligtige virksomheder om
oliebeholdninger og varebevægelser. Det nye oliedirektiv
indebærer således, at der for alle beredskabslagre skal
være oplyst den fysiske placering (lagersted), hvilket ikke i
dag indgår i rapporteringen.
- Den
løbende rapportering udvides til også at omfatte andre
relevante virksomheder på olieområdet, især for
at fremskaffe oplysninger om kommercielle olielagre hos
virksomheder uden lagringspligt. Disse oplysninger indgår
ikke i dag i rapporteringen.
- Den
løbende rapportering udvides til at omfatte
biobrændstoffer.
- Kontrol- og
tilsynsarbejde med opfyldelse af forpligtelser efter loven, som
udvides betydeligt.
På dette grundlag vurderes forslaget at
medføre administrative byrder i Energistyrelsen svarende til
tre årsværk. Hovedparten af disse opgaver forventes dog
delegeret til den centrale lagerenhed - dvs. Foreningen Danske
Olieberedskabslagre (FDO) - og det forventes derfor, at forslaget
alligevel ikke vil medføre denne administrative konsekvens.
Herudover vil forslaget medføre en engangsomkostning for
Energistyrelsen på ca. 0,7 mio. kr., primært til
udbygning af det nuværende rapporterings- og
behandlingssystem for oliedata.
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
regioner og kommuner.
7. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Da Danmarks lagringspligt over for EU kun er lidt
øget, vurderes det, at den øgede lagringspligt ikke
vil indebære væsentlige meromkostninger for de
lagringspligtige virksomheder og den centrale lagerenhed.
7.1. Konsekvenser for den
centrale lagerenhed
Forslaget kan potentielt medføre store
økonomiske konsekvenser for den centrale lagerenhed - dvs.
for Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO), der ventes udpeget
som den centrale lagerenhed - hvis der fremkommer en situation,
hvor de lagringspligtige virksomheder får ret til at delegere
deres lagringspligt til den centrale lagerenhed med en varierende
andel efter virksomhedernes egen beslutning. Det er således
af afgørende betydning for den centrale lagerenhed, at der
også fremover opnås en stabil, ikke-varierende
lagerdækning i lighed med den situation, som i mange år
har været gældende for FDO's virksomhed.
Med forslaget kan de lagringspligtige virksomheder
forpligtes til at delegere en konkret andel (p.t. ca. 70 pct.) af
deres lagringspligt til den centrale lagerenhed. I så fald
vil dette svare til den nuværende situation og ikke
indebære de ovennævnte økonomiske konsekvenser
for den centrale lagerenhed, hvilket vil medføre lavere
omkostninger for de lagringspligtige virksomheder og i sidste ende
for olieforbrugerne.
En sådan anvendelse af forslaget er en
forudsætning for, at FDO vil påtage sig opgaven som den
centrale lagerenhed.
Forslaget vil have administrative og dermed
økonomiske konsekvenser for den centrale lagerenhed, dvs.
FDO, idet en udpegning vil indebære en ændret rolle for
FDO og øgede administrative opgaver. Derudover vil de
administrative opgaver, der fremgår af afsnit 5 og som for
hovedpartens vedkommende forventes delegeret til den centrale
lagerenhed, indebære administrative opgaver for denne
organisation.
7.2. Konsekvenser for de
lagringspligtige virksomheder
Da Danmarks lagringspligt over for EU kun er
øget lidt, vurderes det, at den øgede lagringspligt
ikke vil indebære væsentlige meromkostninger for de
lagringspligtige virksomheder.
Lovforslaget indebærer - i overensstemmelse
med det nye oliedirektiv - at der fremover er forbud mod at
videredelegere forpligtelser, som en virksomhed har påtaget
sig gennem lagerdækningsaftaler. Dette forbud medfører
en mindre fleksibilitet for virksomhederne og kan, for nogle
virksomheders vedkommende, medføre øgede omkostninger
eller reducerede indtægter.
Forslaget vil have administrative konsekvenser for
de lagringspligtige virksomheder, især om arbejdsopgaver om
fremsendelse af oplysninger og tilsyn.
7.3. Konsekvenser for
virksomheder på olieområdet uden lagringspligt
Forslaget vil ikke have økonomiske
konsekvenser for disse virksomheder, men kan i mindre omfang
indebære øgede administrative opgaver om fremsendelse
af oplysninger.
8. Administrative konsekvenser
for borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
9. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have
miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører de nye EU-regler
på området, dvs. Rådets direktiv 2009/119/EF af
14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde
minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter. Direktivet
skal gennemføres senest den 31. december 2012.
11. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Lovforslaget blev den 26. oktober 2011 sendt i
høring til følgende: 3F Fagligt Fælles Forbund;
Autoriserede Kølefirmaers Brancheforening; Aalborg Portland
A/S; Advokatrådet - Advokatsamfundet; Altinex Oil Denmark
A/S; Akademisk Arkitektforening; Affald Danmark; Ankenævnet
på Energiområdet; Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd; Boligselskabernes Landsforening;
Brancheforeningen for Biogas; Brancheforeningen for Decentral
Kraftvarme; Brancheforeningen for Husstandsvindmøller;
Branchen Forbrugerelektronik; Bygge-, Anlægs- og
Trækartellet (BAT-kartellet); Byggecentrum; Byggeskadefonden;
Center for Energibesparelser; CO-industri; DANAK (Den Danske
Akkrediterings- og Metrologifond); Danish Offshore Industry (Esben
Mortensen); Danish Operators; Danmarks Jægerforbund; Danmarks
Naturfredningsforening; Danmarks Rederiforening; Danmarks Tekniske
Universitet (DTU); Danmarks Vindmølleforening; Dansk
Arbejdsgiverforening (DA); Dansk Biotek; Dansk Byggeri; Dansk
Center for Lys; Dansk Energi; Dansk Energibranche forening (DEBRA);
Dansk Erhverv; Dansk Fjernvarme; Dansk Gartneri; Dansk Gasteknisk
Center (DGC); Dansk Geotermi Aps. ; Dansk Standard; A/S Dansk
Shell; Dansk Transport og Logistik (DLTL); Dansk Varefakta
Nævn; Dansk Ventilation; Danske Advokater; Danske
Arkitektvirksomheder, DANSKE ARK; Danske Regioner; Danske Udlejere;
DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening); Datatilsynet; De
Grønne; DELTA Dansk Elektronik; Det økologiske
Råd; DI ITEK; DI - Organisation for erhvervslivet; DONG
Energy A/S; DONG E&P; DS Håndværk & Industri;
DTU - Afdelingen for myndighedsbetjening; Ejendomsforeningen
Danmark; Energi- og olieforum (EOF); Energiforbrugeren; Energiforum
Danmark; Energiklagenævnet; Energitilsynet; Energitjenesten;
E. On Danmark A/S; Finansraadet; Forbrugerrådet; Foreningen
Danske Kraftvarmeværker; Foreningen af fabrikanter og
importører af elektriske belysningsarmaturer (FABA);
Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske
husholdningsapparater (FEHA); Foreningen af Registrerede Revisorer
(FRR); Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI);
Foreningen for Slutbrugere af Energi; Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer; Foreningen af Varmepumpefabrikanter i
Danmark; Frederiksberg Kommune; Frie Elforbrugere; Greenpeace; GTS
(Godkendt Teknologisk service); Hess ApS; HMN Naturgas I/S;
Håndværksrådet; Indukraft Sekretariatet c/o Dansk
Industri; Ingeniørforeningen i Danmark (IDA); Institut for
produktudvikling (IPU); IT-Branchen; Kalk og
Teglværksforeningen; KOOPERATIONEN; KTO - Kommunale
Tjenestemænd og Overenskomstansatte; KL (Kommunernes
Landsforening); KL - Økonomisk sekretariat;
Københavns Kommune; Københavns Kommune - Teknik- og
Miljøforvaltningen; Københavns Kommune -
Økonomiforvaltningen; Landbrug & Fødevarer;
Landsorganisationen i Danmark (LO); LCA Center; Landsbyggefonden;
Mærsk Olie og Gas AS; Naturgas Fyn; NOAH Energi og Klima;
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi; Organisationen for
Vedvarende Energi; Realkreditforeningen; Reel Energi Oplysning
(REO); RenoSam; Risø (DTU); Samvirkende Energi- og
Miljøforeninger; Statens Byggeforsknings Institut; Statoil
A/S; Statoil Gazelle A/S; Tekniq; Teknologisk Institut;
Telekommunikationsindustrien; Varmepumpefabrikantforeningen;
Vattenfall A/S; VELTAK - VVS- og El-Tekniske Leverandørers
Brancheforening; Vindmølleindustrien; WWF
Verdensnaturfonden; Østkraft; Aalborg Universitet.
Forslaget blev i høringen desuden sendt til
35 lagringspligtige virksomheder og Foreningen Danske
Olieberedskabslagre (FDO) samt 6 virksomheder, som udlejer
tanklagerkapacitet.
| | | 12. Sammenfattende skema | | | | | Positive konsekvenser / mindre udgifter | Negative konsekvenser / merudgifter | Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, regioner og kommuner | Ingen | Forslaget vurderes at medføre
offentlige administrative byrder i Energistyrelsen svarende til tre
årsværk. Hovedparten af disse opgaver forventes dog
delegeret til den centrale lagerenhed - dvs. Foreningen Danske
Olieberedskabslagre (FDO) - og forslaget forventes derfor alligevel
ikke at medføre denne administrative konsekvens. Derudover påregnes forslaget at
medføre en engangsomkostning på ca. 0,7 mio. kr. for
Energistyrelsen, primært til udbygning af det nuværende
rapporterings- og behandlingssystem for oliedata. Forslaget har ikke administrative
konsekvenser for regioner og kommuner | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Øgede administrative konsekvenser
for den centrale lagerenhed, de lagringspligtige virksomheder og
andre relevante virksomheder på olieområdet,
sidstnævnte dog i mindre omfang. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten. | Lovforslaget gennemfører nye
EU-regler på området, dvs. Rådets direktiv
2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for
medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller
olieprodukter. Direktivet skal gennemføres senest den 31.
december 2012. | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Formål, anvendelsesområde,
definitioner m.v.
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse angiver lovens
formål, der er at sikre
- et beredskab over
for forsyningsafbrydelser eller risiko herfor på
olieområdet, herunder at der holdes beredskabslagre af
råolie og olieprodukter, samt - som en del af dette beredskab
- et mere generelt beredskab over for andre hændelser, der
kan medføre afbrydelser af samfundets olieforsyning,
- opfyldelse af
internationale forpligtelser om dette beredskab, samt
- indsamling af
relevante, præcise og rettidige data om olieforhold i
Danmark.
Det danske olieberedskab er rettet mod
situationer, hvor der indtræffer en mangel på olie som
følge af forsyningsafbrydelser eller opstår risiko
herfor. Olieberedskabet er baseret på to internationale
regelsæt fastsat af dels IEA og dels EU. Der henvises herom
til afsnit 2.1-2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
De ovenfor nævnte forsyningsafbrydelser er
af international karakter og vil ramme det internationale
oliemarked. Dette beredskab er derfor forankret i et internationalt
samarbejde gennem IEA og EU. Derudover er der behov for et mere
generelt beredskab rettet mod andre former for hændelser af
mere national karakter, som potentielt kan medføre
afbrydelser af den danske olieforsyning.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse angiver lovens
anvendelsesområde. Det foretages ved en angivelse af de
omfattede virksomheder.
Det foreslås, at loven finder anvendelse
på virksomheder med lagringspligt for råolie eller
olieprodukter efter forslagets § 6, stk. 1. Lovforslaget
omfatter især disse virksomheder.
Endvidere foreslås, at loven finder
anvendelse på den organisation, der af klima-, energi- og
bygningsministeren udpeges som central lagerenhed efter forslagets
§ 5, stk. 1. Denne centrale lagerenhed vil være et
vigtigt element i olieberedskabet. Lovforslaget er baseret
på, at Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) udpeges
som central lagerenhed, således at FDO fortsat kan foretage
lagerdækning for de lagringspligtige virksomheder. Udpegning
af FDO som central lagerenhed er den eneste realistiske mulighed
for at kunne etablere en sådan organisation i Danmark, jf.
afsnit 5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Desuden foreslås, at loven finder anvendelse
på virksomheder, som udlejer lagerkapacitet for råolie
eller olieprodukter efter forslagets § 15, stk. 2. Det
foreslås, at disse virksomheder på ad hoc basis og
efter anmodning skal meddele oplysninger af relevans for
olieberedskabet, jf. forslagets § 14, stk. 2.
Det foreslås også, at loven finder
anvendelse på virksomheder, som har kommercielle lagre, dvs.
olielagre som ikke er beredskabslagre. Der er ganske få
virksomheder af denne karakter.
Endelig vil virksomheder i øvrigt med
betydning for den danske forsyning af råolie eller
olieprodukter være omfattet af lovens
anvendelsesområde, hvis de på en væsentlig
måde indgår i forsyningskæden fra producent eller
importør til slutbrugere af olieprodukter. Det
foreslås, at sådanne virksomheder skal meddele
oplysninger af relevans for olieberedskabet, jf. forslagets §
14, stk. 3.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse svarer til §
5 b i den gældende lov. Bemyndigelsen blev i 2011 anvendt til
at udstede en bekendtgørelse - bekendtgørelse nr. 11
af 7. januar 2011 om identifikation og udpegning af europæisk
kritisk infrastruktur på energiområdet og vurdering af
behovet for bedre beskyttelse (EPCIP-direktivet).
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at
klima-, energi- og bygningsministeren har hjemmel til at
fastsætte regler om dels at gennemføre eller anvende
EU-retlige regler, herunder direktiver, forordninger og
beslutninger, om forhold omfattet af denne lov, dels at opfylde
internationale konventioner om forhold omfattet af loven.
Bemyndigelsen tænkes anvendt ved mindre ændringer eller
justeringer af direktivet eller gennemførelse af andre
retsakter, der overvejende er af teknisk karakter eller hvis det
viser sig, at der er behov for yderligere regler for at
gennemføre eksisterende retsakter.
Bestemmelsen svarer til bestemmelser i en
række andre love på energiområdet, hvor klima-,
energi- og bygningsministeren har en tilsvarende hjemmel til at
gennemføre eller anvende internationale regler om forhold,
der er omfattet af den pågældende lov.
Til § 4
De foreslåede bestemmelser i § 4
indeholder definitioner af centrale begreber, der anvendes i loven.
Definitionerne er baseret på definitioner i det nye
oliedirektiv. Nogle definitioner er omskrevet for at
tydeliggøre de ret tekniske begreber.
Nr. 1, der definerer »råolie«,
er baseret på Europa-Parlamentets og Rådets Forordning
(EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om energistatistik, som der
generelt henvises til i det nye oliedirektiv.
Nr. 2, der definerer »olieprodukter«,
er baseret på det nye oliedirektiv (bilag II). Definitionen
omfatter NGL, raffinaderiråmaterialer, andre kulbrinter,
raffinaderigas (ikke flydendegjort), ethan, LPG, naphtha,
motorbenzin, flybenzin, jetbrændstof (af naphtha- eller
JP-4-typen), jetbrændstof (af petroleumstypen), anden
petroleum, gas- og dieselolie (destilleret brændselsolie),
fuel olie (med lavt og højt svovlindhold), mineralsk
terpentin og ekstraktionsbenzin, smøremidler, bitumen,
paraffin-vokser og jordoliekoks. Denne definition er meget bred og
omfatter bl.a. en del olieprodukter, for hvilke der ikke er fastsat
lagringspligt. Definitionen omfatter også additiver eller
biobrændstoffer, der tilsættes eller iblandes disse
olieprodukter og således udgør en del af disse.
Nr. 3, der definerer »olielagre«, er
baseret på det nye oliedirektiv (artikel 2, litra i).
Olielagre kan generelt opdeles i beredskabslagre, herunder
specifikke lagre, og kommercielle lagre.
Nr. 4, der definerer
»beredskabslagre«, er baseret på det nye
oliedirektiv (artikel 2, litra j). Beredskabslagre kan opdeles
på specifikke lagre og ikkespecifikke lagre, jf. definitionen
i nr. 5.
Nr. 5, der definerer »specifikke
lagre«, er baseret på det nye oliedirektiv (artikel 2,
litra l). Disse lagre defineres bl.a. som lagerbeholdninger af
olieprodukter, der svarer til et konkret antal dages forbrug af
nærmere fastsatte produktkategorier, som tilsammen
udgør mindst 75 pct. af en EU- medlemsstats årlige
forbrug af olieprodukter, og som ejes af en EU-medlemsstat eller
dennes centrale lagerenhed. Definitionen omfatter både
specifikke lagre, der holdes som en del af det danske
olieberedskab, og specifikke lagre, der holdes af en anden
EU-medlemsstat eller dennes centrale lagerenhed, f.eks. i
Danmark.
Nr. 6, der definerer »kommercielle
lagre«, er baseret på det nye oliedirektiv (artikel 2,
litra k). Kommercielle lagre er olielagre, som ikke er
beredskabslagre. Kommercielle lagre er således olielagre, der
ikke anvendes til at dække lagringspligt for Danmark eller
for en anden medlemsstat. Hvis kommercielle lagre anvendes til
dækning af lagringspligt, f.eks. ved brug til
lagerdækningsaftaler, bliver de derved til
beredskabslagre.
Nr. 7, der definerer »fysisk
tilgængelighed af beredskabslagre«, er baseret på
det nye oliedirektiv (artikel 2, litra m). Definitionen skal ses i
sammenhæng med forslagets § 13, stk. 1.
Til kapitel 2
Den centrale lagerenhed
Til § 5
De foreslåede bestemmelser i § 5, stk.
1-4, har til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs
artikel 7, stk. 1 og 2, der handler om muligheden for, at en
medlemsstat kan oprette en central lagerenhed. Der kan i en
EU-medlemsstat kun oprettes en central lagerenhed.
Det foreslås i stk.
1, at klima-, energi- og bygningsministeren på
nærmere angivne vilkår kan udpege en organisation som
den centrale lagerenhed.
Som anført i afsnit 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger indebærer direktivet ikke
pligt til at oprette en central lagerenhed, men direktivet
indeholder en tilskyndelse hertil. Sådanne
olielager-organisationer er over tid etableret i en del lande i IEA
og EU. Sådanne olielagerorganisationer vurderes generelt af
både IEA og EU som værende en betydelig styrke for
olieberedskabet, da deres lagre anses for at være til
rådighed i en krisesituation i højere grad end de
lagringspligtige virksomheders beredskabslagre, som i vidt omfang
består af arbejdslagre. Foreningen Danske Olieberedskabslagre
(FDO) er allerede en sådan olielagerorganisation, jf. afsnit
2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. FDO holder
således ca. 70 pct. af de danske beredskabslagre for olie og
er en central del af det danske olieberedskab. FDO vil ikke have
status som den centrale lagerenhed, medmindre FDO udpeges hertil i
henhold til forslagets § 5, stk. 1.
Det forudsættes, at ministeren kun udpeger
Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO), hvis FDO er
indforstået med at påtage sig opgaven som central
lagerenhed.
Der er for tiden ikke realistisk mulighed for at
udpege andre organisationer end FDO som central lagerenhed, idet
ingen andre parter i Danmark har olielagre, lagerfaciliteter,
rørledninger, organisation m.m. til at kunne varetage denne
opgave. En eventuel etablering af en ny organisation som central
lagerenhed vil indebære et stort finansieringsbehov, jf.
afsnit 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udpegning af FDO som central lagerenhed er en forudsætning
for, at FDO's virksomhed kan fortsætte nogenlunde som hidtil.
Udpegning af en central lagerenhed er også en
forudsætning for, at Danmark kan have specifikke lagre. En
sådan udpegning vurderes endvidere at give bedst mulighed for
at kunne foretage en hensigtsmæssig gennemførelse af
direktivet i forhold til den danske olieforsyning. Energistyrelsen
har derfor ført drøftelser med FDO om udpegning af
FDO som central lagerenhed, og FDO har erklæret sig villig
til at påtage sig opgaven som en sådan central
lagerenhed.
Det foreslås i stk.
2, at den centrale lagerenhed skal være en
organisation, der ikke har fortjeneste som målsætning,
og som handler i almenhedens interesse. Denne overordnede
målsætning svarer til FDO's hidtidige
målsætning og er en del af baggrunden for, at FDO
gennem en årrække har været fritaget for
skattepligt. Bestemmelsen gælder for FDO som sådan og
den er ikke til hinder for, at FDO f.eks. i konkrete
samarbejdsaftaler med andre parter om beredskabslagre samt
køb og salg af logistiske ydelser baserer sådanne
dispositioner på markedsvilkår, når blot FDO's
samlede virksomhed ikke har til formål at opnå
fortjeneste.
Det er vurderingen, at en udpegning af FDO som den
centrale lagerenhed ikke er til hinder for, at FDO's virksomhed i
væsentligt omfang kan fortsætte som hidtil med de
justeringer, som følger af denne lov, regler fastsat i
medfør af loven og vilkår for udpegningen. Det er
således bl.a. hensigten, at FDO som hidtil skal drives og
finansieres ved, at de lagringspligtige virksomheder afholder
omkostningerne ved lagerdækningen.
Det er hensigten, at klima-, energi- og
bygningsministeren snarest efter lovforslagets vedtagelse vil
udpege FDO som den centrale lagerenhed. Der vil ved udpegningen
bl.a. kunne stilles vilkår, som har til formål
- at
præcisere, hvad lovens mere overordnede krav til den centrale
lagerenhed indebærer, herunder den ovennævnte
bestemmelse om, at den centrale lagerenhed ikke må have
fortjeneste som målsætning og skal handle i almenhedens
interesse,
- nærmere at
fastlægge opgaverne for den centrale lagerenhed,
- at styre
organisationens overgang til den nye status som den centrale
lagerenhed,
- at
understøtte organisationens varetagelse af opgaverne som den
centrale lagerenhed,
- at opstille
retningslinjer for forholdet mellem den centrale lagerenhed og
Energistyrelsen, og
- at opstille
retningslinjer for organisationens eventuelle ophør som
central lagerenhed.
Ud over disse vilkår vil den centrale
lagerenheds virksomhed, herunder udbud af
lagerdæknings-ydelser, blive reguleret ved regler fastsat i
medfør af bl.a. forslagets § 12, stk. 5.
Forslaget i stk. 3
angiver, at den centrale lagerenhed kan erhverve, holde og
sælge beredskabslagre og skal have de nødvendige
lager- og transportanlæg hertil eller have rådighed
herover. Bestemmelsen vil blive udmøntet i forbindelse med
vilkårene for udpegning af den centrale lagerenhed. Den
centrale lagerenhed skal som hidtil kunne købe sig til de
nødvendige logistiske ydelser, ligesom den centrale
lagerenhed i tilfælde af overskydende kapacitet skal kunne
sælge ydelser, som ikke er omfattet af loven. FDO har
således bl.a. i dag et samarbejde med Forsvaret om gensidig
brug af olierørledninger og samarbejder også med de to
raffinaderivirksomheder i Danmark om oplagring af beredskabslagre
og logistik i forbindelse hermed. FDO har også sådanne
samarbejder med andre lagringspligtige virksomheder i Danmark. Alle
FDO's forretningsområder har i dag tilknytning til den
kommende opgave som den centrale lagerenhed. Der vil også
fremover være grænser for FDO's mulighed for at
åbne nye forretningsområder, som ikke har tilknytning
til opgaven som den centrale lagerenhed.
Det foreslås i stk.
4, at klima-, energi- og bygningsministeren kan
fastsætte regler om den centrale lagerenheds opgaver og om
tavshedspligt for bestyrelse, direktion og medarbejdere. Den
centrale lagerenhed og dens medarbejdere kan således få
indsigt i fortrolige oplysninger og der er derfor behov for regler
om tavshedspligt for de medarbejdere i den centrale lagerenhed, der
har adgang til sådanne oplysninger.
Det foreslås i stk.
5, at klima-, energi- og bygningsministeren godkender den
centrale lagerenheds vedtægter og ændringer af disse.
Et sådant krav gælder allerede i dag for FDO, jf.
§ 12, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 318 af 12. maj 2005
om pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter.
Bestemmelsen er baseret på tilsvarende bestemmelser i FDO's
vedtægter, som bl.a. angiver, at ændringer i FDO's
vedtægter skal godkendes af klima-, energi- og
bygningsministeren. Det er, bl.a. som følge af de
samfundsmæssigt betydningsfulde opgaver, som den centrale
lagerenhed skal varetage, fundet nødvendigt at
videreføre disse regler i lovforslaget.
Til kapitel 3
Lagringspligt m.v.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse i § 6 har
til hensigt at fastsætte den generelle bestemmelse om
lagringspligt i Danmark. Det overordnede formål hermed er at
sikre, at Danmark opfylder sin lagringspligt over for både EU
og IEA.
Forslaget i stk. 1
svarer til § 3, stk. 1, i den gældende lov om pligtige
lagre af mineralolie og mineralolieprodukter og § 4, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 318 af 12. maj 2005 om pligtige lagre af
mineralolie og mineralolieprodukter. Bestemmelsen angiver, at
lagringspligten påhviler følgende virksomheder:
- Virksomheder, der
importerer råolie eller olieprodukter til Danmark. Enhver
indførsel til Danmark anses som import uanset den
toldmæssige behandling. En indførsel til toldoplag
anses således som en sådan import.
- Virksomheder, som
i Danmark producerer råolie eller olieprodukter. Sådan
produktion af olieprodukter foregår primært på de
to raffinaderier i Danmark.
- Virksomheder, som
lader råolie eller olieprodukter producere hos en anden
virksomhed i Danmark (lejeraffinering). Det gælder en
situation, hvor en sådan produktion foretages af en
raffinaderivirksomhed i Danmark på vegne af en anden
virksomhed og er således en variant af situationen, hvor en
virksomhed selv producerer olieprodukter ved raffinering.
Bestemmelsen har til formål at
afgrænse de virksomheder, som pålægges
lagringspligt. Nogle af disse virksomheder vil i perioder have en
lagringspligt på 0 og skal i så fald ikke holde
beredskabs-lagre, men de skal dog opfylde den oplysningspligt, der
følger med lagringspligten, jf. forslagets § 14, stk.
1.
Forslaget i stk. 2
svarer til de gældende regler i § 5, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 318 af 12. maj 2005 om pligtige lagre af
mineralolie og mineralolieprodukter. Bestemmelsen har til
formål at videreføre denne afgrænsning.
Forslaget i stk. 3
svarer til de gældende regler i § 5, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 318 af 12. maj 2005 om pligtige lagre af
mineralolie og mineralolieprodukter. Bestemmelsen har til
formål at videreføre denne afgrænsning.
Forslaget i stk. 4
svarer til den hidtidige praksis og har til formål at
videreføre denne. Det er nødvendigt, at gruppen af
lagringspligtige virksomheder er stabil, da der gælder
særlige regler for handel af olieprodukter mellem de
lagringspligtige virksomheder, således at lagringspligten
overgår fra sælger til køber i sådanne
situationer. Virksomhederne har derfor brug for sikker viden om,
hvorvidt de virksomheder, som de handler med, har status som
lagringspligtig virksomhed eller ej, da deres
prisfastsættelse afhænger heraf. Virksomheder kan
derfor være interesseret i at videreføre deres status
som lagringspligtig virksomhed i perioder, hvor betingelserne i
stk. 1 ikke er opfyldt. Bestemmelsen giver mulighed herfor.
Forslaget i stk. 5
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om virksomhedernes
lagringspligt. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 2, i den
gældende lov. Det er hensigten at anvende hjemlen til at
fastsætte regler om bl.a. følgende forhold:
- Lagringspligtens størrelse. Det er
hensigten at fastsætte lagringspligtens størrelse og
beregning efter samme principper som i dag. Efter de gældende
regler beregnes lagringspligten som en andel på 22,2 pct. af
den lagringspligtige omsætning i referenceåret, dvs.
kalenderåret. Denne lagringspligtige omsætning beregnes
efter nærmere angivne regler, som ikke påregnes
ændret, herunder at den lagringspligtige omsætning -
ved handel mellem to lagringspligtige virksomheder - placeres hos
den virksomhed, som køber olieprodukter m.m. fra en anden
lagringspligtig virksomhed. Den konkrete andel på 22,2 pct.
påregnes øget lidt, da Danmarks lagringspligt over for
EU er øget lidt, jf. afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger. Som beskrevet heri er det hensigten at
videreføre den hidtidige fastsættelse af den danske
lagringspligt som EU-lagringspligten med tillæg af en
overdækning på 20 pct., hvilket giver en marginal
forøgelse af de 22,2 pct.
- Anmeldelsespligt for lagringspligt. Efter de
gældende regler skal en virksomhed give Energistyrelsen
besked om forhold, der ændrer dens status vedrørende
lagringspligt senest ved statusændringens begyndelse. Det er
hensigten at videreføre en sådan bestemmelse og at
tydeliggøre de situationer, hvor Energistyrelsen skal
underrettes. Ved fastsættelse af straf for overtrædelse
af anmeldelsespligten vil beføjelsens udøvelse skulle
foretages inden for rammerne af lov nr. 442 af 9. juni 2004 om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.
- Lagringspligtens specificering på
produktkategorier. Det er hensigten fortsat at specificere
lagringspligten på en række produktkategorier. Efter de
gældende regler anvendes der tre produktkategorier, men dette
antal vil blive øget, da det nye oliedirektiv anvender flere
kategorier. Efter direktivets bilag II anvendes således
følgende produktkategorier ved beregning af lagringspligt:
motorbenzin, flybenzin, jetbrændstof (af naphtha- eller
JP-4-typen), jetbrændstof (af petroleumstypen), anden
petroleum, gas- og dieselolie (destilleret brændselsolie)
samt fuel olie (med lavt og højt svovlindhold). Det er
hensigten at foretage forenklinger ved at udelade eller
sammenlægge produktkategorier, som har ingen eller mindre
relevans i forhold til det danske olieforbrug.
- Lagringspligtens periodisering. Efter de
gældende regler fastsættes lagringspligten for
lageråret fra 1. juli til 30. juni. Det er hensigten at
ændre lageråret, således at det fremover varer
fra 1. april til 31. marts, idet denne periodisering følger
af det nye oliedirektiv.
- Lageranlæggets indretning. Efter de
gældende regler skal en del af lagringspligten opfyldes i
form af B-lagre og resten som A-lagre. Efter den gældende lov
er A-lagre beredskabslagre, der opbevares i konventionelle
tankanlæg, hvilket alle lagringspligtige virksomheder har
eller har rådighed over. Modstykket er B-lagre, som er
beredskabslagre, der opbevares i særligt beskyttede
tankanlæg, som kun FDO ejer. Det er hensigten at
fastsætte kravene til B-lagrenes indretning på samme
måde som i dag.
- Lagringspligtens fordeling på A-lagre og
B-lagre. Det er hensigten at fastsætte omfanget af
B-lagre på nogenlunde samme niveau som i dag for de samme
produktkategorier som hidtil. De øvrige beredskabslagre
holdes fortsat som A-lagre.
- Lagringspligtens ophør. Der skal
fortsat fastsættes regler, som sikrer, at hvis en
lagringspligtig virksomhed ophører med at have
lagringspligt, så opfyldes denne lagringspligt, uanset de
periodiseringsproblemer, som det kan indebære.
- Muligheder for dispensation fra
lagringspligten. Det er hensigten at fastsætte regler,
hvorefter Energistyrelsen som hidtil efter ansøgning kan
dispensere fra bestemmelser om lagringspligt, hvor sådanne
dispensationer har mindre betydning for den samlede mængde og
tilgængelighed af lagrene eller når særlige
forhold taler derfor. Desuden skal der kunne gives dispensation til
at foretage friskninger - dvs. udskiftning til nyere produkter
eller til nyere produktspecifikationer - såfremt friskninger
ikke kan foretages uden en kortvarig og midlertidig
nedsættelse af lagringspligten. Normalt kan friskning
foretages uden behov for dispensationer, men i enkelte
tilfælde kan det undtagelsesvist være
nødvendigt.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk.
1-3, har til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs
artikel 9, stk. 1-3, og artikel 10, stk. 3.
Som anført i afsnit 3.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger angiver det nye oliedirektiv, at
EU-medlemsstater kan forpligte sig til at holde såkaldte
specifikke lagre. Disse lagre er en del-mængde af
beredskabslagrene. De specifikke lagre er i direktivet defineret
som lagre af olieprodukter sammensat af produktkategorier, der
tilsammen dækker mindst 75 pct. af den pågældende
medlemsstats indenlandske olieforbrug og som ejes af medlemsstaten
eller dennes centrale lagerenhed. Det er i princippet frivilligt,
om medlemsstaten vil holde sådanne specifikke lagre, men hvis
en medlemsstat beslutter ikke at holde specifikke lagre, skal
medlemsstaten i stedet holde andre produktlagre. Hensigten er at
sikre, at beredskabslagrene indeholder et minimumsniveau af
relevante olieprodukter, som nogenlunde afspejler medlemsstatens
forbrugsmønster, således at lagrene i tilfælde
af forsyningsafbrydelser kan anvendes til at dække samfundets
behov for olieprodukter.
Begrebet specifikke lagre er et nyt begreb, som
ikke findes i IEA-reglerne. Reelt omfatter de specifikke lagre dog
blot produktlagre, som der også i dag er krav om efter
EU-reglerne. Der er således ikke tale om et væsentligt
ændret krav. Danmark har derfor allerede i dag sådanne
produktlagre og vil uden meromkostninger kunne opfylde direktivets
krav om specifikke lagre. Hovedparten af disse produktlagre holdes
i dag af FDO og da specifikke lagre kun kan ejes af medlemsstaten
selv eller dennes centrale lagerenhed, kan Danmark kun holde
specifikke lagre, hvis FDO udpeges som den centrale lagerenhed.
Direktivets bestemmelse om specifikke lagre kan derfor umiddelbart
opfyldes ved udpegning af FDO som den centrale lagerenhed.
Dette er baggrunden for forslaget i stk. 1, hvorefter en del af beredskabslagrene
kan holdes som specifikke lagre, og stk.
2, hvorefter sådanne specifikke lagre skal ejes af den
centrale lagerenhed og holdes her i landet. Bestemmelserne må
ses i sammenhæng med definitionen i forslagets § 4, stk.
1, nr. 5.
Forslaget i stk. 3
indebærer, at specifikke lagre, som holdes eller
transporteres her i landet, har ubetinget immunitet over for
tvangsfuldbyrdelse. Dette gælder også specifikke lagre,
som holdes for en anden medlemsstat eller dennes centrale
lagerenhed. Bestemmelsen, der gennemfører det nye
oliedirektivs artikel 10, stk. 3, afskærer enhver form for
tvangsfuldbyrdelse i de specifikke lagre, herunder bl.a.
udlæg og arrest.
Forslaget påregnes ikke at få
væsentlig praktisk betydning i forhold til de danske
specifikke lagre, idet FDO's lagre - som vil udgøre de
danske specifikke lagre - ikke i dag er belånt. Klima-,
energi- og bygningsministeren fører i forbindelse med
udpegningen af FDO som den centrale lagerenhed efter forslagets
§ 5 et vist tilsyn med foreningens økonomiske
forvaltning, og ministeren vil - gennem vilkår for
udpegningen - sikre, at de specifikke lagre fortsat ikke
belånes.
Forslaget i stk. 4
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om specifikke lagre. Det er hensigten at
anvende hjemlen til at fastsætte regler om bl.a.
følgende forhold:
- Specifikke lagre. Det er hensigten at
fastsætte, at Danmark skal holde specifikke lagre, forudsat
at FDO udpeges som den centrale lagerenhed efter forslagets §
5, stk. 1.
- De specifikke lagres størrelse. Det er
hensigten at fastsætte størrelsen af de specifikke
lagre til direktivets minimumsniveau svarende til 30 dages dansk
forbrug af de pågældende produktkategorier. Udover de
specifikke lagre vil der i de danske beredskabslagre være en
del produktlagre, men der vil ikke være fordele ved at
fastsætte et højere niveau for de specifikke lagre end
direktivets minimumsniveau (artikel 9, stk. 5, nr. 1). Der skal
fastsættes det samme antal dage for alle de
produktkategorier, som indgår i de specifikke lagre, og der
kan således ikke foretages differentieringer af antallet af
dages forbrug.
- De specifikke lagres sammensætning. Det
er hensigten at sammensætte de specifikke lagre, så de
består af følgende produktkategorier: motorbenzin,
gas- og dieselolie samt fuel olie. Disse produktkategorier
udgør tilsammen mere end 75 pct. af det nuværende
indenlandske olieforbrug i Danmark. De specifikke lagre
dækker således ikke hele det danske olieforbrug og der
vil derfor være produktkategorier, som ikke er dækket
på denne måde. Det gælder især
jetbrændstof (af petroleumstypen), som p.t. udgør ca.
12,5 pct. af det danske olieforbrug. I de senere år har der
imidlertid været store mængder af andre lagre af denne
form for jetbrændstof og så længe den situation
foreligger, vurderes det derfor ikke at være
nødvendigt at medtage dette olieprodukt i
sammensætningen af de specifikke lagre. Det er hensigten at
foretage en regelmæssig revurdering af størrelse og
sammensætning af de specifikke lagre under hensyntagen til
udviklingen i det danske olieforbrug og dettes sammensætning.
Der sker således løbende ændringer af
forbrugsmønstret og dette bør afspejles i de
specifikke lagre.
- Midlertidig nedsættelse af de specifikke
lagres størrelse. Efter det nye oliedirektiv kan
medlemsstaten midlertidigt nedsætte størrelsen af de
specifikke lagre i forbindelse med udskiftning (dvs. friskning) af
de enkelte lagerbeholdninger (artikel 9, stk. 4, nr. 2).
Sådanne friskninger kan skyldes behov for udskiftning til
nyere produkter eller til nyere produktspecifikationer. Det er
hensigten at fastsætte regler om Energistyrelsens godkendelse
af varigheden af sådanne midlertidige nedsættelser.
- Transport af specifikke lagre. Efter det nye
oliedirektiv skal medlemsstaten - for specifikke lagre der er
integreret med andre olielagre - sikre, at den del af de
integrerede lagre, der er specifikke lagre, ikke kan flyttes uden
forudgående skriftlig godkendelse fra ejeren af de specifikke
lagre og fra myndighederne eller den centrale lagerenhed i den
medlemsstat, på hvis område lagrene er placeret
(artikel 10, stk. 2). Sådanne flytninger omfatter også
den situation, hvor en anden medlemsstat eller dennes centrale
lagerenhed holder specifikke lagre i Danmark. Det er hensigten at
bemyndige den centrale lagerenhed til at godkende sådanne
flytninger på dansk område.
Disse regler vil blive udarbejdet i samarbejde med
den centrale lagerenhed, udpeget efter forslagets § 5, stk. 1,
som vil være ejer af de danske specifikke lagre. Klima-,
energi- og bygningsministeren vil underrette Kommissionen om de
specifikke lagre, som holdes for at dække Danmarks
lagringspligt over for EU, med henblik på
offentliggørelse i EU-Tidende, jf. det nye oliedirektivs
artikel 9, stk. 4.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse svarer til §
4 i den gældende lov.
Forslaget i stk. 1
svarer til den gældende lovs forpligtelse for klima-, energi-
og bygningsministeren til at fastsætte størrelsen af
de samlede beredskabslagre, efter at et udvalg nedsat af
Folketinget har fået sagen forelagt til orientering. I denne
forelæggelse vil også indgå størrelsen af
de specifikke lagre og disses sammensætning samt
beredskabslagrenes sammensætning på A-lagre og
B-lagre.
Forslaget i stk. 2
fastsætter i lighed med den gældende lov, at når
særlige forhold taler herfor, kan ministeren for en
begrænset periode ændre omfanget af den samlede
lagringspligt uden forudgående forelæggelse for det af
Folketinget nedsatte udvalg. Denne bestemmelse påregnes for
eksempel anvendt i tilfælde af en forsyningsafbrydelse for
olie, hvor der med kort varsel skal frigives beredskabslagre som
følge af beslutninger truffet af IEA eller EU. I så
fald kan det være nødvendigt at nedsætte
virksomhedernes lagringspligt tilsvarende for en konkret periode.
Det af Folketinget nedsatte udvalg vil i sådanne
tilfælde blive orienteret snarest muligt derefter.
Til kapitel 4
Opfyldelse af lagringspligt og
delegationer
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse i § 9 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 8,
stk. 1-3.
Som anført i afsnit 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger angiver det nye oliedirektiv, at det
skal sikres, at de lagringspligtige virksomheder kan delegere deres
lagringspligt, helt eller delvist, til en række nærmere
angivne parter.
Forslaget i stk. 1
angiver, at klima-, energi- og bygningsministeren kan
fastsætte, at en konkret andel af virksomhedernes
lagringspligt skal opfyldes ved delegation til den centrale
lagerenhed. Dette vil blive foretaget ved bekendtgørelse.
Den centrale lagerenhed skal i så fald dække en del af
virksomhedernes lagringspligt og skal kunne opkræve vederlag
herfor. Der henvises herom til afsnit 2.3-2.4, 3.6 og 5.4.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det forudsættes, at klima-, energi- og
bygningsministeren forud for, at det fastsættes, at en
konkret andel af virksomhedernes lagringspligt skal opfyldes ved
delegation til den centrale lagerenhed, og ved ændring af
størrelsen af denne andel, drøfter
spørgsmålet med den centrale lagerenhed og kun
fastsætter andelen til en størrelse, som den centrale
lagerenhed på forhånd er indforstået med.
Det er hensigten at anvende bestemmelsen til at
fastsætte, at den centrale lagerenhed indtil videre fortsat
skal dække en andel af virksomhedernes lagringspligt på
ca. 70 pct. Andelen kan variere fra år til år, men
påregnes dog inden for de nærmeste år at
være ret stabil. Denne dækning indebærer, at den
lagringspligtige virksomhed skal opfylde de vilkår, som
gælder for den centrale lagerenheds dækning efter denne
bestemmelse. Dækningen kan ikke fravælges af de
lagringspligtige virksomheder. Det forudsættes dog i
bekendtgørelsen fastsat, at klima-, energi- og
bygningsministeren kan dispensere fra reglerne om virksomhedernes
tvungne delegation af lagringspligt til den centrale lagerenhed,
hvis helt særlige omstændigheder gør sig
gældende, herunder navnlig hvis et krav herom vil ramme den
pågældende virksomhed atypisk hårdt. En
sådan dispensation vil normalt indebære, at den tvungne
delegation helt bortfalder.
En delegation efter stk. 1 har til formål at
videreføre den hidtidige situation, idet FDO i en
årrække har dækket ca. 70 pct. af de
lagringspligtige virksomheders lagringspligt. Det har således
været muligt for FDO at fastholde en stabil, ikke-svingende
lagerdækning. Som nævnt i afsnit 2.4 i de almindelige
bemærkninger har omkostningsmæssige sammenligninger,
som er foretaget af olielagerorganisationer fra en række
lande (herunder FDO), vist, at FDO's omkostninger ligger i den lave
ende. Der lægges derfor vægt på at kunne
videreføre denne situation gennem anvendelse af bestemmelsen
i stk. 1.
Efter det nye oliedirektiv kan en medlemsstat
fastsætte begrænsninger i den lagringspligtige
virksomheds ret til at delegere sin lagringspligt til andre parter.
Direktivet angiver dog, at denne ret til at delegere ikke kan
begrænses til mindre end 10 pct. og at denne andel i
øvrigt øges til 30 pct. fra udgangen af 2017. Med den
planlagte tvungne delegering på ca. 70 pct. efter forslagets
§ 9, stk. 1, vil disse krav om minimumsdelegering være
opfyldt.
Forslaget i stk. 2
angiver, at en virksomhed kan opfylde den resterende del af sin
lagringspligt på følgende måder:
- Ved brug af
virksomhedens egne lagre af mineralolie eller olieprodukter,
opgjort efter nærmere angivne regler.
- Ved at blive
dækket af en national lagerdækningsaftale med den
centrale lagerenhed efter forslagets § 10, stk. 4.
- Ved at blive
dækket af en international lagerdækningsaftale med en
udenlandsk virksomhed eller udenlandsk central lagerenhed, jf.
§ 10, stk. 1.
- Ved at blive
dækket af en national lagerdækningsaftale med en anden
lagringspligtig virksomhed, jf. § 10, stk. 3.
Forslaget i stk. 3
angiver, at den centrale lagerenhed kan dække den
lagringspligt, som den overtager ved delegation efter stk. 1 og ved
lagerdækningsaftaler efter stk. 2, nr. 2, på
følgende måder:
- Ved brug af den
centrale lagerenheds egne lagre, hvilket vil udgøre
hovedparten af dækningen, jf. afsnit 2.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger hvoraf fremgår, at FDO i dag
har store beredskabslagre i Danmark.
- Ved brug af
internationale lagerdækningsaftaler med udenlandske
virksomheder eller udenlandske centrale lagerenheder.
- Ved brug af
nationale lagerdækningsaftaler med lagringspligtige
virksomheder.
Forslaget i stk. 4
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om den tvungne delegation af
lagringspligt efter stk. 1, virksomhedernes opfyldelse af den
resterende lagringspligt efter stk. 2 og den centrale lagerenheds
opfyldelse af lagringspligt efter stk. 3. Det er hensigten at
anvende hjemlen til at fastsætte regler om bl.a.
følgende forhold:
- Medregning af lagerbeholdninger til dækning af
lagringspligt. Det er hensigten at fastsætte regler
om, hvilke lagerbeholdninger der kan medregnes til dækning af
lagringspligt, efter samme principper som i dag, idet denne del af
de gældende regler ikke er ændret af det nye
oliedirektiv. Det vil dog blive vurderet, om det er
hensigtsmæssigt at foretage en ændring, således
at koncernforbundne virksomheder kan dække deres
lagringspligt ved brug af virksomhedernes samlede lagerbeholdninger
og i givet fald hvordan det mest hensigtsmæssigt kan
foretages.
- Medregning af beholdninger af additiver og
biobrændstoffer. Det er hensigten at fastsætte,
at lagerbeholdninger af additiver og biobrændstoffer kan
medregnes, når de er iblandet de pågældende
olieprodukter. Det svarer til den gældende situation. Det er
endvidere hensigten at fastsætte, at lagerbeholdninger af
additiver og biobrændstoffer kan medregnes, når de ikke
er iblandet olieprodukter, forudsat at disse lagerbeholdninger skal
blandes med olieprodukter, der indgår i beredskabslagre, og
forudsat at de færdige olieprodukter skal bruges til
transportformål. Dette svarer i hovedsagen til den
nuværende situation. I øvrigt henvises til afsnit 3.10
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
- Beregning af lagerbeholdningernes størrelse
til dækning af lagringspligt. Efter det nye
oliedirektiv er der indført et fradrag på 10 pct. i
lagerbeholdningerne, dvs. at de opgjorte lagerbeholdninger skal
reduceres med 10 pct. for at beregne, hvilken del af lagrene der
kan anvendes til dækning af lagringspligt. Det er hensigten
at fastsætte bestemmelser om dette fradrag. I øvrigt
henvises til afsnit 3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
- Medregning af gæld og tilgodehavender mellem
de lagringspligtige virksomheder samt den centrale
lagerenhed. Inden for rammerne af de gældende regler
er der løbende en del gæld og tilgodehavender
indbyrdes mellem de lagringspligtige virksomheder og FDO. Det
skyldes, at der er et betydeligt logistisk samarbejde mellem
virksomhederne, som samlet set indebærer virksomheds- og
samfundsøkonomiske fordele. FDO indgår i dette
logistiske samarbejde og har derfor ligeledes gæld og
tilgodehavender i forhold til de lagringspligtige virksomheder. Det
er hensigten at fastsætte nærmere regler om sådan
gæld og tilgodehavende, herunder om at disse poster skal
være identificerbare og bogførte og til enhver tid
skal kunne kontrolleres, således at virksomhedernes
egenbeholdninger af olieprodukter eller råolie kan
opgøres korrekt.
- Den centrale lagerenheds dækning af
lagringspligt for de lagringspligtige virksomheder efter forslagets
§ 9, stk. 1. Det er hensigten at fastsætte regler
om denne dækning, og om vilkårene for de
lagringspligtige virksomheders modtagelse af denne
lagerdækning. Reglerne vil blive afstemt med den centrale
lagerenhed.
- Den centrale lagerenheds opfyldelse af den
lagringspligt, som den overtager ved delegationer og ved
lagerdækningsaftaler. Det er hensigten at
fastsætte regler om denne dækning efter forslagets
§ 9, stk. 3. For internationale lagerdækningsaftaler
påregnes det, at den centrale lagerenhed skal følge
samme regler som de lagringspligtige virksomheder. For de nationale
lagerdækningsaftaler fastsætter det nye oliedirektiv
enklere regler for centrale lagerenheder end for de
lagringspligtige virksomheder og det påregnes derfor, at
sådanne forenklinger tilsvarende skal gælde for den
centrale lagerenhed.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse i § 10 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 8,
stk. 1, litra c og d, der handler om lagerdækningsaftaler.
Sådanne internationale og nationale
lager-dækningsaftaler er en mulighed for de lagringspligtige
virksomheder (og for den centrale lagerenhed) for at dække
deres lagringspligt. Der er nærmere redegjort herfor i afsnit
5.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget i stk. 1
angiver, at der kan indgås internationale
lagerdækningsaftaler, hvorefter overskydende lagre hos den
ene part kan medregnes til opfyldelse af lagringspligt hos den
anden part.
For at en lagringspligtig virksomhed kan yde
dækning ved en sådan lagerdækningsaftale, skal
virksomhedens egne olielagre have dækket dens
lagringspligt.
En sådan aftale kan også anvendes,
når en virksomhed vil bruge egne lagerbeholdninger i en
EU-medlemsstat til at dække egen lagringspligt i en anden
EU-medlemsstat. Nogle lagringspligtige virksomheder har
således egne olielagre i flere lande, som skal kunne anvendes
til dækning af virksomhedens egen lagringspligt.
En international lagerdækningsaftale skal
være godkendt af de to medlemsstaters myndigheder. Uden denne
godkendelse har aftalen samt ændringer eller
forlængelser heraf ikke virkning.
For disse internationale
lagerdækningsaftaler gælder, at der efter de
gældende regler kan indgås såkaldte bilaterale
aftaler mellem medlemsstater om oplagring af olie i den ene
medlemsstat på vegne af den anden medlemsstat. Inden for
denne ramme kan to virksomheder eller centrale lager-enheder
indgå konkrete lagerdækningsaftaler, forudsat at de
godkendes af de to medlemsstaters myndigheder.
Forslaget i stk. 2
giver derfor klima-, energi- og bygningsministeren bemyndigelse til
at indgå aftaler med myndigheder i andre medlemsstater om
procedurer m.v. for godkendelse og administration af sådanne
internationale lagerdækningsaftaler.
Forslaget i stk. 3
angiver, at der kan indgås nationale
lagerdækningsaftaler mellem de lagrings-pligtige
virksomheder, således at en virksomhed, hvis egne olielagre
har dækket dens lagringspligt, kan dække lagringspligt
for en anden lagringspligtig virksomhed.
En sådan lagerdækningsaftale skal ikke
være godkendt af myndigheden, men skal være fremsendt
til myndigheden til orientering forud for den periode, som aftalen
omfatter. Uden denne underretning har aftalen ikke virkning.
Forslaget i stk. 4
angiver tilsvarende, at der kan indgås nationale
lagerdækningsaftaler mellem den centrale lagerenhed og en
lagringspligtig virksomhed.
Forslaget i stk. 5
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om procedurer for behandling
af og vilkår for internationale og nationale
lagerdækningsaftaler samt begrænsning af hvor megen
lagringspligt, der kan dækkes gennem internationale
lagerdækningsaftaler. Det er hensigten at anvende hjemlen til
at fastsætte regler om bl.a. følgende forhold:
- Internationale lagerdækningsaftaler.
Det er hensigten at fastsætte nærmere regler for disse
lagerdækningsaftaler efter forslagets § 10, stk. 1,
herunder procedurer om ansøgning og godkendelse af
sådanne aftaler. I disse regler vil bl.a. indgå, at de
lagringspligtige virksomheder ikke kan videredelegere sådanne
lagerdækningsaftaler, at lagerdækningen skal være
til stede i hele dækningsperioden og at godkendelsen af en
lagerdækningsaftale kan tilbagekaldes i tilfælde af
ikke-overholdelse.
- Begrænsning af omfanget af internationale
lagerdækningsaftaler. Efter det nye oliedirektiv kan
en medlemsstat fastsætte begrænsninger eller yderligere
betingelser for, at dens beredskabslagre, herunder specifikke
lagre, holdes i andre lande. Det er i dag praksis i Danmark, at en
virksomhed højst kan dække 10 pct. af sin
lagringspligt ved brug af beredskabslagre i andre EU-medlemsstater.
Denne begrænsning har ikke givet anledning til problemer og
påregnes opretholdt i de nye regler. Begrænsningen
påregnes beregnet separat dels for den centrale lagerenhed
(for den del af lagringspligten, som denne dækker) og dels
for den lagringspligtige virksomhed (for den resterende del af
lagringspligten, som den selv dækker).
- Nationale lagerdækningsaftaler. Det er
hensigten at fastsætte nærmere regler for disse
lagerdækningsaftaler efter forslagets § 10, stk. 3,
herunder procedurer om forudgående underretning om
sådanne aftaler. I disse regler vil bl.a. indgå, at de
lagringspligtige virksomheder ikke kan videredelegere sådanne
lagerdækningsaftaler, at lagerdækningen skal være
til stede i hele dækningsperioden og at en
lagerdækningsaftale ikke har virkning i tilfælde af, at
vilkårene herfor ikke er overholdt.
Til § 11
Den foreslåede bestemmelse i § 11 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 7,
stk. 3, der handler om en central lagerenheds mulighed for at
delegere opgaver i forbindelse med forvaltning af beredskabslagre,
jf. afsnit 5.4.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Forslaget i stk. 1
angiver således, at den centrale lagerenhed kan delegere
opgaver om forvaltning af beredskabslagre til en anden
EU-medlemsstat, på hvis område sådanne
beredskabslagre er beliggende, eller til den centrale lagerenhed,
som denne medlemsstat har etableret, eller til en virksomhed med
lagringspligt i Danmark. De forvaltningsopgaver om beredskabslagre,
som på denne måde kan delegeres, omfatter især
driftsopgaver som f.eks. drift af konkrete lagersteder,
rørledninger, udskibningsfaciliteter m.v. Bestemmelsen
omfatter ikke administrative opgaver som nævnt i forslagets
§ 20, stk. 2.
Forslaget i stk. 2
angiver, at en delegation efter stk. 1 ikke kan omfatte erhvervelse
og salg af specifikke lagre.
Forslaget i stk. 3
angiver, at en delegation efter stk. 1 ikke kan videredelegeres af
de parter, som har modtaget delegationerne.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 påregnes ikke
at medføre begrænsninger for den centrale lagerenhed i
forhold til den måde, hvorpå FDO hidtil har drevet sine
lagre.
Til § 12
Den foreslåede bestemmelse i § 12 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 7,
stk. 4, der handler om den centrale lagerenheds
offentliggørelse af fuldstændige oplysninger om
potentielle delegationer eller lagerdækningsaftaler, som den
kan påtage sig, og om dens accept af sådanne
delegationer eller lagerdækningsaftaler samt betingelser
herfor, jf. afsnit 5.4.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Forslaget i stk. 1
angiver, at den centrale lagerenhed løbende skal
offentliggøre oplysninger, fordelt på produktkategori,
om de lagerbeholdninger, som den centrale lagerenhed ved delegation
eller lagerdækningsaftale kan påtage sig at holde for
lagringspligtige virksomheder samt udenlandske virksomheder og
udenlandske centrale lagerenheder. Bestemmelsen omfatter også
bytning af lagerdækning for forskellige
produktkategorier.
Den centrale lagerenhed er ikke forpligtet til at
acceptere anmodninger om lagerdækningsaftaler udover den
tvungne delegation efter lovforslagets § 9, stk. 1. Men hvis
det er muligt for den centrale lagerenhed at give yderligere
lagerdækning, skal den centrale lagerenhed løbende
offentliggøre oplysninger herom. Dette foretages formentlig
mest hensigtsmæssigt på den centrale lagerenheds
webside og da oplysningerne i nogle situationer kan ændres
med kort varsel, vil det være nødvendigt med hyppige
opdateringer af disse oplysninger.
Forslaget i stk. 2
angiver, at den centrale lagerenhed mindst 7 måneder
før lagringspligtens indtræden skal
offentliggøre, på hvilke betingelser den ved
delegation eller lagerdækningsaftale kan yde
lagerdækning for lagringspligtige virksomheder. Disse
vilkår kan gøres betinget af konkrete forhold på
det tidspunkt, hvor lagerdækningen ydes.
Mens stk. 1 handler om at få oplyst, om den
centrale lagerenhed har mulighed for at yde en sådan
lagerdækning - hvilke mængder, hvilke
produktkategorier, hvilke perioder - så handler stk. 2 om i
givet fald at få oplyst vilkårene for en sådan
lagerdækning.
Disse vilkår må påregnes at
være helt forskellige efter, om der er tale om den tvungne
delegation efter lovforslagets § 9, stk. 1, eller om en
lagerdækningsaftale efter § 10, stk. 1 og 4.
Forslaget i stk. 3
angiver, at den centrale lagerenhed skal behandle anmodninger om
delegationer eller lagerdækningsaftaler som anført i
stk. 1 på et objektivt, gennemsigtigt og ikkediskriminerende
grundlag. Alle relevante parter skal således behandles ens
ved behandlingen af deres anmodninger om lagerdækning.
Forslaget i stk. 4
angiver, at de vederlag, som de lagringspligtige virksomheder skal
betale til den centrale lagerenhed for sådan
lagerdækning, ikke må overstige de fulde omkostninger
ved lager-dækningen og ikke må opkræves,
før de pågældende lagerbeholdninger er
etableret. Bestemmelsen gælder både den tvungne
delegation til den centrale lagerenhed efter § 9, stk. 1, og
delegation til den centrale lagerenhed ved
lagerdækningsaftaler efter § 10, stk. 1 og 4. Forslaget
angiver endvidere, at den centrale lagerenhed kan gøre sin
accept af en delegation eller lagerdækningsaftale betinget
af, at den lagringspligtige virksomhed stiller garanti eller anden
form for sikkerhed for betalingen.
Den centrale lagerenhed påregner at
videreføre de senere års praksis om ikke at
opkræve vederlag for den tvungne delegation efter § 9,
stk. 1 (i dag ca. 70 pct.). Derimod vil der blive opkrævet et
vederlag mellem virksomhederne og den centrale lagerenhed ved
lagerdækningsaftaler efter forslagets § 10, stk. 1 og 4,
hvor den centrale lagerenhed yder lagerdækning til andre
parter. Et sådant vederlag må ikke overstige de fulde
omkostninger ved lagerdækningen, men kan inden for denne
ramme fastsættes på f.eks. markedsvilkår.
Ligeledes påregner den centrale lagerenhed ikke at etablere
nye lagerbeholdninger til dækning af en konkret virksomheds
lagringspligt.
Forslaget i stk. 5
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til, efter
drøftelse med den centrale lagerenhed, at fastsætte
regler om de forhold, der er anført i stk. 1-4. Det er
hensigten at anvende hjemlen til at fastsætte regler om bl.a.
følgende forhold:
- Den centrale lagerenheds offentliggørelse af
oplysninger. Det er hensigten at fastsætte regler for,
hvordan disse oplysninger skal offentliggøres, og hvor ofte
de skal opdateres, således at det sikres, at de relevante
parter har adgang til oplysningerne. I den forbindelse vil det
blive overvejet, om det kan være hensigtsmæssigt, at
den centrale lagerenhed etablerer en ordning, hvorefter relevante
parter kan tilmelde sig til at modtage opdaterede oplysninger pr.
e-mail, således at oplysningerne målrettes de relevante
brugere.
- Den centrale lagerenheds offentliggørelse af
dens vilkår. Det er hensigten at fastsætte
regler for at sikre, at den centrale lagerenhed offentliggør
sine vilkår for delegationer eller lagerdækningsaftaler
på en måde, som giver et rimeligt grundlag for de
lagringspligtige virksomheder eller udenlandske virksomheder og
udenlandske centrale lagerenheder for at tage stilling til, om man
vil anvende den centrale lagerenheds muligheder for at påtage
sig lagerdækning. Det skal samtidig sikres, at betingelserne
løbende er tidssvarende, også hvis markedet for
lagerdækningsaftaler på kort tid ændres
væsentligt. Det er derfor en mulighed, at betingelserne kan
gøres afhængige af konkrete forhold på det
tidspunkt, hvor lagerdækningen ydes.
- Den centrale lagerenheds behandling af anmodninger
om lagerdækning fra virksomheder og centrale
lagerenheder. Det er hensigten at fastsætte regler for
at sikre, at de anmodninger om lagerdækning, som fremkommer
fra lagringspligtige virksomheder eller udenlandske virksomheder
eller centrale lagerenheder, behandles på et objektivt,
gennemsigtigt og ikkediskriminerende grundlag.
- Den centrale lagerenheds vederlag for
lagerdækning. Det er hensigten at fastsætte
regler, der har til formål at sikre, at den centrale
lagerenheds vederlag for lagerdækning - herunder
lagerdækning efter forslagets § 9, stk. 1 - ikke
overstiger de fulde omkostninger herved, dog under hensyntagen til
at vederlag for lagerdækning i størst muligt omfang
som hidtil inden for denne ramme kan fastsættes af den
centrale lagerenhed på markedsvilkår. Det er herved
bl.a. hensigten at kunne fastsætte regler om opgørelse
af de fulde omkostninger, tilsyn med den centrale lagerenheds
vederlag, udarbejdelse af produktregnskaber og lagringspligtige
virksomheders adgang til at klage over vederlaget.
Til kapitel 5
Lagrenes væren til
rådighed m.v.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse i § 13 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 5,
stk. 1 og 2. Som anført i afsnit 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger indeholder det nye oliedirektiv
således en række bestemmelser, som alle har til
formål at sikre, at beredskabslagre, herunder specifikke
lagre, til enhver tid er til rådighed og fysisk
tilgængelige med henblik på at kunne frigives i
tilfælde af en krisesituation.
Forslaget i stk. 1
indebærer, at den lagringspligtige virksomhed eller den, der
efter delegation eller lagerdækningsaftale holder
beredskabslagre, skal sikre, at disse lagre til enhver tid er til
rådighed og fysisk tilgængelige med henblik på at
kunne frigives i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse. Den ansvarlige vil være den
lagringspligtige virksomhed, jf. forslagets § 6, stk. 1, eller
virksomheder, der holder beredskabslagre som led i en delegation
eller lagerdækningsaftale, jf. forslagets §§ 9 og
10.
Forslaget angiver endvidere, at beredskabslagre
skal være identificerbare og bogførte og til enhver
tid skal kunne kontrolleres, og at disse krav også
gælder beredskabslagre, der er integreret med kommercielle
lagre. Det er hensigten, at der fastsættes nærmere
regler om pligten til at kunne frigive og til at identificere og
bogføre beredskabslagre.
Den lagringspligtige virksomhed eller den, der
efter delegation eller lagerdækningsaftale holder
beredskabslagre, kan straffes med bøde efter forslagets
§ 23, stk. 1, nr. 1 og 2, hvis beredskabslagre ikke holdes i
overensstemmelse med den fastsatte lagringspligt, jf. § 6, og
hvis beredskabslagrene ikke til enhver tid er til rådighed og
fysisk tilgængelige, jf. § 13, stk. 1. Der henvises
herom til de specielle bemærkninger til § 23.
Forslaget i stk. 2
indebærer, at beredskabslagre til enhver tid skal kunne
frigives i overensstemmelse med klima-, energi- og
bygningsministerens beslutning efter forslagets § 19, stk. 2,
uden hensyn til eventuelt modsatrettede aftaler indgået af
den lagringspligtige virksomhed eller af den, der efter delegation
eller lagerdækningsaftale holder beredskabslagre på
vegne af en sådan, og uden hensyn til eventuel modsatrettet
retsforfølgning iværksat overfor de
pågældende. Bestemmelsen gennemfører det nye
oliedirektivs artikel 5, stk. 1, 2. led. , der - som nævnt i
afsnit 5.5. i de almindelige bemærkninger - i vidt omfang
svarer til de hidtidige regler.
Ved frigivelse forstås, at beredskabslagrene
efter indholdet af klima-, energi- og bygningsministerens
beslutning efter forslagets § 19, stk. 2, skal stilles til
rådighed for - dvs. kunne sælges til - slutbrugere og
markeder. I forbindelse med beslutningen om frigivelse, vil der
således blive taget stilling til, hvordan denne konkret skal
gennemføres i den pågældende situation. Der
henvises herom til afsnit 5.5. i de almindelige
bemærkninger.
Bestemmelsen indebærer for det
første, at beredskabslagrene skal frigives til potentielt
salg. Dette gælder uanset aftaler om f.eks. pant eller om
salg af olieprodukter, som den lagringspligtige virksomhed eller
den, der efter delegation eller lagerdækningsaftale holder
beredskabslagre på vegne en sådan, har indgået.
Pligten til at frigive beredskabslagrene i overensstemmelse med
frigivelsesbeslutningen gælder for de udpegede
beredskabslagre på tidspunktet for beslutningen, uanset
hvornår udpegningen af beredskabslagrene er sket, og uanset
om der forinden ved aftale er stiftet rettigheder over lagrene.
Den foreslåede bestemmelse har ikke til
hensigt i øvrigt at regulere de kontraktsforhold, der
indgået af den lagringspligtige virksomhed eller af den, der
efter delegation eller lagerdækningsaftale holder
beredskabslagre. En kontraktspart til en lagringspligtig virksomhed
eller den, der efter delegation eller lagerdækningsaftale
holder beredskabslagre, bevarer derfor bl.a. retten til efter
omstændighederne at gøre de almindelige
misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis en
frigivelsesbeslutning fører til, at adressaten derved ikke
kan opfylde sine aftaler. Bestemmelsen regulerer heller ikke
fordelingen af det salgsprovenu, der indbringes, såfremt
frigivelsen anvendes til et salg af de pågældende
oliebeholdninger.
Bestemmelsen i § 13, stk. 2, gælder
desuden kun for oliebeholdninger, når de er beredskabslagre,
og den har ikke betydning for olie, der er solgt, hvor
ejendomsretten til beholdningerne allerede er overgået til
køberen. Tidspunktet for, hvornår ejendomsretten til
oliebeholdninger kan betragtes som overgået til
køberen, fastlægges efter dansk rets almindelige
købe- og ejendomsretlige regler. Der vil efter forslagets
§ 6, stk. 5, blive fastsat nærmere regler om, at
sådanne solgte oliebeholdninger skal udgå af de
identificerede og bogførte beredskabslagre.
Bestemmelsen i § 13, stk. 2, indebærer
for det andet, at enhver retsforfølgning, herunder
bestemmelse om udlæg, arrest eller konkursbehandling, i
fornødent omfang skal vige for klima-, energi- og
bygningsministerens beslutning efter forslagets § 19, stk. 2,
om frigivelse af beredskabslagre. Beredskabslagre, der ikke er
specifikke lagre, er således ikke afskåret fra at
være genstand for tvangsfuldbyrdelse, men i tilfælde
af, at der træffes beslutning om frigivelse af
beredskabslagre, må f.eks. indehaveren af et udlæg
eller et konkursbo tåle, at oliebeholdningerne i de
pågældende beredskabslagre kan sælges på
markedet i overensstemmelse med frigivelsesbeslutningen.
Bestemmelsen gælder kun så
længe, der er tale om beredskabslagre, og i takt med, at
f.eks. en konkursbehandling gennemføres, bliver den
konkursomfattede virksomheds pligt til at opretholde
beredskabslagre på egne eller andres vegne bragt til
ophør, hvorefter olielagrene overgår til at være
kommercielle lagre. Der vil blive fastsat nærmere regler om
lagringspligtens ophør, jf. forslagets § 6, stk. 5,
samt bemærkningerne hertil.
Beredskabslagre skal som nævnt ovenfor
løbende identificeres og bogføres, jf. stk. 1. Som
nævnt i afsnit 5.6 i de almindelige bemærkninger skal
beredskabslagre løbende stedligt identificeres over for
klima-, energi- og bygningsministeren i form af oplysninger om
lagersted, størrelse, ejer og art. Der henvises til
forslagets §§ 14 og 15 og bemærkningerne
hertil.
Forslaget i stk. 3
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om, at beredskabslagre skal
være til rådighed og fysisk tilgængelige og
identificerbare og bogførte. Det er hensigten at anvende
hjemlen til at fastsætte regler om bl.a. følgende
forhold:
- Beredskabslagre skal være til rådighed
og fysisk tilgængelige. Dette krav fremgår af
forslagets § 13, stk. 1 og 2. Det er hensigten at
tydeliggøre dette i de kommende regler. Det er således
ikke nødvendigt, at alle beredskabslagre skal være til
rådighed når som helst, da man ikke vil anvende alle
beredskabslagre inden for en kortere periode, men omvendt er det
nødvendigt, dels at en rimelig del af beredskabslagrene kan
være til rådighed umiddelbart og dels at
Energistyrelsen har viden om, hvilke beredskabslagre der ikke
umiddelbart er til rådighed og de nærmere forhold, der
gælder herfor.
- Beredskabslagre skal være identificerbare og
bogførte. Dette krav fremgår af forslagets
§ 13, stk. 1, og vil blive indarbejdet i reglerne.
Identificerbarheden af beredskabslagrene vil blive sikret ved, at
de lagringspligtige virksomheder en gang om måneden oplyser,
hvilke af deres olielagre, der dækker lagringspligt og derfor
af virksomheden er udpeget som beredskabslagre, jf. forslagets
§§ 14 og 15. Bogføringskravet vil blive
specificeret i reglerne.
I sammenhæng med forslagets § 13
bemærkes, at det nye oliedirektivs artikel 5, stk. 2,
angiver, at hvis der iværksættes foranstaltninger som
led i krisehåndtering (jf. forslagets § 19), må
der ikke foretages foranstaltninger, der forhindrer
overførsel, anvendelse eller frigivelse af beredskabslagre,
herunder specifikke lagre der holdes på vegne af en anden EU
eller IEA medlemsstat, forudsat at oplagringen er godkendt i
henhold til en aftale efter forslagets § 10, stk. 2. Denne
pligt gælder for staten og det er derfor ikke
nødvendigt at fastsætte regler herom.
Til kapitel 6
Oplysningspligt og fortegnelser over
beredskabslagre og specifikke lagre
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse i § 14 har
til hensigt at fremskaffe de data og oplysninger i øvrigt,
som er nødvendige af hensyn til dels administration af
olieberedskabet og dels national og international olie- og
energistatistik. Bestemmelsen omfatter dels beredskabslagre
(herunder specifikke lagre) og dels kommercielle lagre.
Forslaget i stk. 1
angiver, at de lagringspligtige virksomheder og den centrale
lagerenhed som hidtil til klima-, energi- og bygningsministeren
skal udarbejde og fremsende alle oplysninger, som er
nødvendige for dels ministerens varetagelse af opgaver efter
denne lov og regler udstedt efter loven og dels den løbende
udarbejdelse af olie- og energistatistik og fremsendelse af data
til andre myndigheder og internationale organisationer, herunder
IEA og EU. Tilsvarende gælder virksomheder med kommercielle
lagre, der ligeledes skal fremsende sådanne oplysninger, idet
rapporteringen til IEA og EU også skal omfatte de
kommercielle olielagre. Langt hovedparten af de kommercielle
olielagre i Danmark holdes dog af de lagringspligtige virksomheder
og datafremsendelsen om de kommercielle lagre vil derfor for disse
virksomheder være integreret med den øvrige
datafremsendelse.
Disse oplysninger fremsendes normalt
månedligt og omfatter varebevægelser og beholdninger
specificeret på olieprodukter og råolie. I
krisesituationer kan oplysningerne indhentes hurtigere, oftere og
med større detaljeringsgrad.
Der er tale om omfattende og detaljerede
oplysninger, som er fastsat af IEA og EU. Virksomhedernes
datafremsendelse skal kunne foretages elektronisk og det er
hensigten, at der i størst muligt omfang skal kunne
foretages web-baseret indsendelse, således at virksomhedernes
arbejde forenkles.
Forslaget i stk. 2
angiver, at det skal være muligt for klima-, energi- og
bygningsministeren at indhente oplysninger på ad hoc basis
fra virksomheder, som udlejer lagerkapacitet for råolie eller
olieprodukter. Baggrunden herfor er, at der i Danmark i betydeligt
omfang importeres og oplagres olie i Danmark, hvorefter olien efter
en periode videresælges, typisk til eksport. Disse
virksomheder opererer ikke på det danske marked for
slutbrugere og det kan derfor i nogle tilfælde være
nødvendigt at gøre virksomhederne opmærksom
på, at denne aktivitet indebærer lagringspligt.
Energistyrelsen har derfor behov for at kunne
indhente oplysninger om sådanne forhold fra virksomheder, som
udlejer lagerkapacitet, hvorefter Energistyrelsen vil tage direkte
kontakt til de pågældende olievirksomheder. Der er tale
om oplysninger på ad hoc basis og ikke regelmæssig
fremsendelse af data og formålet hermed er dels at vurdere,
om der oplagres råolie eller olieprodukter i Danmark, som er
omfattet af lagringspligt, og dels at kunne supplere den
løbende kontrol af beredskabslagrene.
Forslaget i stk. 3
angiver, at det skal være muligt for klima-, energi- og
bygningsministeren at indhente oplysninger fra andre virksomheder
med betydning for den danske forsyning af råolie og
olieprodukter. Disse oplysninger vil blive indhentet efter
anmodning. Baggrunden herfor er, at selskabskonstruktioner i nogle
tilfælde indebærer behov for datafremsendelse fra
ikke-lagringspligtige virksomheder på olieområdet, der
ikke er omfattet af de øvrige bestemmelser. Der er
således tale om en bestemmelse, der kun påregnes
anvendt i få tilfælde.
Efter forslaget i stk.
4 kan klima-, energi- og bygningsministeren - eller den som
ministeren bemyndiger dertil - til kontrolformål indhente
oplysninger hos andre offentlige myndigheder. Der kan herunder
foretages registersamkøring og sammenstilling af data til
kontrolformål. Hensigten hermed er at opnå mulighed for
en mere effektiv kontrol med de oplysninger, der modtages efter
forslagets § 14, stk. 1 og 3. Disse oplysninger anvendes dels
til kontrol af overholdelse af fastsat lagringspligt og
indgåede lagerdækningsaftaler og dels til
myndighedernes fastsættelse af virksomhedernes lagringspligt
for den næste lagerperiode. Oplysningerne anvendes endvidere
til international og national energistatistik. Oplysningerne er
således centrale for olieberedskabet og for overholdelsen af
internationale aftaler på området.
De virksomheder, som fremsender oplysninger efter
§ 14, stk. 1 og 3, vil normalt ikke være personligt
ejede virksomheder (enkeltmandsejede virksomheder), herunder
interessentskaber, men det kan principielt ikke udelukkes, at
sådanne virksomheder vil kunne forekomme som
indberetningspligtige virksomheder.
For sådanne personligt ejede virksomheder
vil administrationen blive tilrettelagt således, at de
virksomheder, der omfattes af kontrolopgaver, i almindelighed
gøres opmærksom på adgangen til at foretage
samkøring til kontrolformål, inden kontrollen
foretages.
Til brug for kontroludøvelsen kan der i
henhold til denne bestemmelse hos told- og skatteforvaltningen
(SKAT) indhentes register- og stamoplysninger om virksomheder, der
foretager import eller eksport af råolie eller olieprodukter
til og fra Danmark og de oplysninger, der afgives i forbindelse
hermed, herunder også oplysninger om toldoplag. Det er
hensigten at sammenholde disse oplysninger med de oplysninger om
varebevægelser og oliebeholdninger, specificeret på
olieprodukter og produktkategorier, som modtages efter § 14,
stk. 1 og 3. Da SKAT har nogenlunde samme oplysninger, kan det
gøre kontrollen med kvaliteten af de data, som modtages
efter forslagets § 14, stk. 1 og 3, mere effektiv, hvis de
sammenholdes med de tilsvarende data, som er indberettet til SKAT.
Dertil kommer, at Energistyrelsen ønsker at kunne få
oplysning om virksomheder, som foretager import eller eksport af
råolie eller olieprodukter til og fra Danmark for at sikre,
at Energistyrelsen har kontakt til alle virksomheder, som er
omfattet af § 14, stk. 1 og 3.
Forslaget i stk. 5
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om oplysningspligten efter stk. 1-3,
herunder om månedlig fremsendelse af oplysninger om
lagerbeholdninger og varebevægelser, fremsendelse af
oplysninger i krisesituationer, frister for fremsendelse af
oplysninger samt virksomhedernes egenkontrol forud for fremsendelse
af oplysninger. Det er hensigten at anvende hjemlen til at
fastsætte regler om bl.a. følgende forhold:
- Månedlig fremsendelse af oplysninger om
lagerbeholdninger og varebevægelser. Det er hensigten
at fastsætte regler om denne datafremsendelse - fra de
lagringspligtige virksomheder, den centrale lagerenhed og
virksomheder med kommercielle lagre - som dels viderefører
den hidtidige praksis herfor og dels i muligt omfang tilpasser
denne med henblik på størst mulig udnyttelse af
mulighederne for forenklinger. De fremsendte data skal opfylde
kravene fra IEA og EU, hvilket lægger betydelige
begrænsninger på mulighederne for at reducere omfang og
detaljeringsgrad af de fremsendte data. Således skal der
efter det nye oliedirektiv fremover indføres geografisk
lagersted i den løbende datafremsendelse, jf. § 14,
hvilket ventes at indebære øget arbejde med
udarbejdelse og fremsendelse af de månedlige data.
- Fremsendelse af oplysninger i
krisesituationer. Det er hensigten at fastsætte
regler, som muliggør, at der i krisesituationer kan
foretages en hurtigere og udbygget fremsendelse af data fra de
lagringspligtige virksomheder, den centrale lagerenhed og
virksomheder med kommercielle lagre. Bestemmelsen vil
nødvendigvis skulle være fleksibel, da det ikke er
muligt at forudse de konkrete behov i en fremtidig
krisesituation.
- Frister for fremsendelse af oplysninger. Det
er hensigten at fastsætte regler, som viderefører de
hidtidige frister, dels med tilpasninger som følge af
lagerårets ændring til fremover at vare fra 1. april
til 31. marts og dels med tilpasning til IEA's og EU's
regelsæt.
- Egenkontrol forud for fremsendelse af
oplysninger. Det er hensigten at fastsætte regler, som
tydeliggør, at de virksomheder, som fremsender data, skal
foretage en rimelig grad af egenkontrol for at sikre, at de
fremsendte data er korrekte, fyldestgørende og endelige.
Virksomhederne skal således have indbyrdes kontakt,
således at de sikrer, at deres indbyrdes aftaler om
varebevægelser og beholdninger indgår på samme
måde i virksomhedernes fremsendelse af data. Eksempelvis,
hvis virksomhed A har et tilgodehavende på 50.000 m3 gas- og dieselolie hos virksomhed B,
skal de to virksomheder behandle dette tilgodehavende/gæld
på samme måde i datafremsendelsen, idet der ellers vil
opstå problemer i den efterfølgende krydsvalidering af
de fremsendte data.
- Håndtering af fremsendelse af urigtige eller
ikkerettidige oplysninger. Det er hensigten at
fastsætte regler, som sikrer, at virksomhedernes fremsendelse
af urigtige og ikkerettidige data fremover reduceres i forhold til
i dag, hvor der for nogle virksomheder er sådanne problemer.
Det er således hensigten at registrere virksomhedernes
fremsendelse af data i højere grad end i dag for at kunne
følge op på urigtig og ikkerettidig
datafremsendelse.
- Fremsendelse af oplysninger på ad hoc
basis. Det er hensigten at fastsætte regler herom,
bl.a. om en rimelig svarfrist. Derudover er det hensigten at
søge etableret en god dialog med disse virksomheder.
De ovennævnte regler vil blive udarbejdet i
samarbejde med den centrale lagerenhed.
Udøvelsen af beføjelsen om
oplysningspligt efter § 14 skal foretages inden for rammerne
af lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse i § 15 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 6,
stk. 1, og artikel 10, stk. 1, der handler om de nye fortegnelser
over beredskabslagre og specifikke lagre, der skal føres af
medlemsstaterne.
Som anført i afsnit 3.8 i lovforslagets
almindelige bemærkninger skal en medlemsstat således
fremover føre en løbende opdateret og detaljeret
fortegnelse over alle beredskabslagre, som ikke er specifikke
lagre, og en anden fortegnelse over alle specifikke lagre.
Efter forslagets stk.
1 skal klima-, energi- og bygningsministeren føre en
fortegnelse over alle beredskabslagre, som anvendes til
dækning af Danmarks lagringspligt, uanset om de holdes i
Danmark eller i udlandet. Fortegnelsen skal være
løbende opdateret og detaljeret. Opdatering af fortegnelsen
påregnes foretaget ved brug af de oplysninger, som fremsendes
månedligt om beredskabslagre, og de supplerende oplysninger,
som modtages, jf. bemærkningerne til forslagets § 14,
stk. 5. Endvidere vil det være nødvendigt at
indarbejde data om de beredskabslagre i udlandet, som anvendes til
dækning af dansk lagringspligt. Fortegnelsen skal bl.a.
indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at man for
den enkelte lagerbeholdning kan identificere lagersted,
størrelse, ejer og art.
Forslaget i stk. 2
vedrører fortegnelsen over de specifikke lagre, som holdes i
Danmark, uanset om disse specifikke lagre anvendes til
dækning af lagringspligt for Danmark eller for en anden
medlemsstat. Fortegnelsen skal være løbende opdateret
og detaljeret. Denne fortegnelse skal omfatte dels specifikke
lagre, som ejes af den centrale lagerenhed, og dels specifikke
lagre, som ejes af udenlandske medlemsstater eller deres centrale
lagerenheder.
De to fortegnelser har således forskellig
dækning og selvom der er en betydelig overlapning mellem
fortegnelsernes indhold, vil datastrømmene til de to
fortegnelser være forskellige. Det er derfor ikke umiddelbart
muligt at samordne de to fortegnelser til én fælles
fortegnelse.
For begge fortegnelser gælder, at klima-,
energi- og bygningsministeren årligt skal fremsende en
sammenfattende kopi af fortegnelserne til Kommissionen, som desuden
når som helst kan anmode om en kopi af fortegnelserne for en
hvilken som helst periode, dog højst 5 år tilbage i
tiden.
Forslaget i stk. 3
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om de to fortegnelser efter stk. 1 og 2 om
deres detaljering, løbende opdatering og opbevaring. Det er
hensigten at anvende hjemlen til at fastsætte regler om bl.a.
følgende forhold:
- Løbende opdatering af fortegnelserne.
Det er hensigten at fastsætte regler om fortegnelsernes
opdatering, som især forudsættes foretaget ved brug af
den månedlige fremsendelse af data og de supplerende
oplysninger, der modtages fra virksomheder og centrale
lagerenheder.
- Fortegnelsernes opbevaring. Det er hensigten
at fastsætte regler om fortegnelsernes opbevaring, herunder
sikring af dataene, samt den periode, hvori fortegnelserne skal
opbevares.
Til kapitel 7
Beredskab i øvrigt
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse i § 16 har
til hensigt at sikre et mere generelt beredskab over for andre
hændelser end internationale forsyningsafbrydelser, som kan
medføre afbrydelser af olieforsyningen til det danske
samfund. Bestemmelsen svarer til § 5 a i den gældende
lov, jf. afsnit 4.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
De lagringspligtige virksomheder skal
således i dag foretage den nødvendige
planlægning og træffe de nødvendige
foranstaltninger for at sikre forsyningen af mineralolie og
mineralolieprodukter i beredskabssituationer og andre
ekstraordinære situationer. FDO varetager de overordnede,
koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver
vedrørende dette beredskab. Dette beredskab påregnes
videreført som hidtil.
Efter stk. 1 skal de
lagringspligtige virksomheder således, som efter de
gældende regler, foretage den nødvendige
planlægning og træffe de nødvendige
foranstaltninger for at sikre forsyningen af råolie og
olieprodukter i beredskabssituationer og andre ekstraordinære
situationer. Herved forstås krisesituationer i freds- og
krigstid forårsaget af naturskabte, menneskeskabte og
teknologiske trusler, som indebærer eller kan indebære
forsyningsvanskeligheder for olie for samfundet. Dette beredskab er
således rettet mod de samme parter og de samme olieprodukter
som det olieberedskab, der er rettet mod internationale
forsyningsafbrydelser.
Forslaget i stk. 2
angiver, at den centrale lagerenhed som hidtil skal varetage de
overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og
operative opgaver vedrørende denne del af
olieberedskabet.
Forslaget i stk. 3
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om virksomhedernes
beredskabsplanlægning efter stk. 1 og den centrale
lagerenheds overordnede, koordinerende
planlægningsmæssige og operative beredskabsopgaver
efter stk. 2. Der er ikke hidtil fastsat regler herom, da det har
været muligt at håndtere dette beredskabsarbejde
på ad hoc basis, men i takt med at beredskabet udbygges, kan
det blive nødvendigt at fastsætte sådanne
regler. I givet fald er det hensigten, at hjemlen anvendes til at
fastsætte regler om bl.a. følgende forhold:
- Virksomhedernes beredskabsplanlægning.
Det er hensigten at fastsætte regler om den
beredskabsplanlægning, som skal foretages af de
lagringspligtige virksomheder. Denne beredskabsplanlægning
vil især omfatte udarbejdelse af risiko- og
sårbarhedsvurderinger, udarbejdelse af beredskabsplaner,
afholdelse af øvelser vedrørende de
væsentligste dele af beredskabsplanerne, evaluering af
hændelser af betydning for beredskabet og medvirken i
beredskabsarbejdet på energiområdet.
- Den centrale lagerenheds overordnede, koordinerende
planlægningsmæssige og operative
beredskabsopgaver. Det er hensigten at fastsætte
regler om disse opgaver, herunder om de beføjelser, som den
centrale lagerenhed skal have i forhold til de lagringspligtige
virksomheder for at kunne foretage en hurtig, koordineret og
prioriteret krisehåndtering om samfundets olieforsyning. De
enkelte virksomheders beredskabsplaner skal kunne fungere,
således at beredskabsarbejdet i nødvendigt omfang er
koordineret og således at virksomhederne i en krisesituation
samarbejder om at opretholde samfundets olieforsyning.
Til kapitel 8
Tilsyn og påbud
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse i § 17 har
til hensigt at sikre et hensigtsmæssigt tilsyn med, at loven
og regler udstedt i henhold til loven overholdes. Dette tilsyn
omfatter også bestemmelserne om den centrale lagerenhed efter
forslagets § 5 og dens varetagelse af administrative opgaver
efter forslagets § 20, stk. 2.
Som anført i afsnit 3.12 i lovforslagets
almindelige bemærkninger angiver det nye oliedirektiv, at
Kommissionen i samråd med medlemsstaterne kan foretage
gennemgange af (tilsyn med) deres olieberedskab for at kontrollere
dette og de dertil hørende lagre. I så fald skal
medlemsstaten inden for en uge efter meddelelsen om et planlagt
tilsyn stille oplysninger til rådighed for Kommissionen,
medmindre disse oplysninger allerede er fremsendt til Kommissionen.
I en dansk sammenhæng skal det sikres,
- at
Energistyrelsen, den centrale lagerenhed samt de lagringspligtige
virksomheder indvilliger i tilsynet og bistår Kommissionens
tilsynsførende, og
- at Kommissionens
tilsynsførende får ret til at se alle dokumenter og
fortegnelser om beredskabslagre, herunder specifikke lagre, og
får adgang til de lagersteder, hvor lagrene holdes, samt til
alle dokumenter herom.
Det foreslås i stk.
1, at klima-, energi- og bygningsministeren fører
tilsyn med overholdelse af denne lov og regler udstedt i henhold
til denne lov. Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 1, i den
gældende lov.
Efter stk. 2 skal
virksomheder omfattet af loven efter anmodning give klima-, energi-
og bygningsministeren alle oplysninger, som er nødvendige
for ministerens varetagelse af opgaver efter loven, herunder i
forbindelse med behandlingen af en klage.
Efter stk. 3 skal
lagringspligtige virksomheder og den centrale lagerenhed medvirke i
tilsyn med beredskabslagre, som foretages af Kommissionen.
Bestemmelsen har til hensigt at gennemføre det nye
oliedirektivs artikel 18, stk. 1-3.
Forslaget i stk. 4
giver klima-, energi- og bygningsministeren mulighed for at
bestemme, at virksomhederne skal fremsende en
revisorerklæring om rigtigheden af de fremsendte oplysninger
efter forslagets § 14, stk. 1. Dette svarer til de i dag
gældende regler, hvorefter de lagringspligtige virksomheder
og FDO én gang årligt fremsender en
revisorerklæring, hvorved rigtigheden af de månedligt
fremsendte data bekræftes. Det er hensigten at
videreføre denne fremgangsmåde, som er et
væsentligt led i virksomhedernes egenkontrol. Bestemmelsen
vil fremover også gælde virksomheder med kommercielle
lagre.
Forslaget i stk. 5
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om fremsendelse af oplysninger til brug for
tilsynet efter stk. 2, om virksomheders medvirken i tilsyn og om
virksomhedernes fremsendelse af revisorerklæring efter stk.
5. Det er hensigten at anvende hjemlen til at fastsætte
regler om bl.a. følgende forhold:
- Fremsendelse af oplysninger til brug for
tilsynet. Det er hensigten at fastsætte regler herom,
herunder også om virksomhedernes pligt til at kunne
dokumentere forhold vedrørende tidligere år.
- Virksomhedernes medvirken i tilsyn. Det er
hensigten at fastsætte regler herom, herunder om sikring af
at de relevante oplysninger skal være tilgængelige hos
virksomhederne på en adresse i Danmark.
- Virksomhedernes fremsendelse af
revisorerklæring. Det er hensigten at fastsætte
regler herom svarende til de gældende regler i
bekendtgørelse nr. 1237 af 15. december 2011 om revisors
erklæringsafgivelse på årsopgørelse om
pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter.
Til § 18
Forslaget giver tilsynsmyndigheden mulighed for at
påbyde, at forhold skal bringes i overensstemmelse med
reglerne inden for en nærmere angivet frist, hvis forholdene
strider mod denne lov, regler udstedt i henhold til denne lov eller
afgørelser truffet efter denne lov. Forvaltningslovens
§ 19 om partshøringspligt finder anvendelse ved
udstedelse af et sådant påbud. Bestemmelsen svarer til
tilsvarende bestemmelser i andre love på energiområdet,
f.eks. § 64, stk. 1, i offshoresikkerhedsloven.
Til kapitel 9
Krisehåndtering
Til § 19
Den foreslåede bestemmelse i § 19 har
til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 20,
der handler om krisehåndtering.
Som anført i afsnit 3.13 i lovforslagets
almindelige bemærkninger skal en medlemsstat når som
helst have beredskabsplaner klar til brug, hvis der opstår en
større forsyningsafbrydelse, og medlemsstaten skal
sørge for at fastsætte de organisatoriske
foranstaltninger for at sikre sådanne planers
gennemførelse.
Efter det nye oliedirektiv er en større
forsyningsafbrydelse defineret som et stort og pludseligt fald i
forsyningen af råolie eller olieprodukter til
Fællesskabet eller til en EU-medlemsstat. IEA-reglerne
indeholder ikke en tilsvarende definition. Realiteten er, at en
større forsyningsafbrydelse er et relativt begreb, som vil
skulle anvendes situationsbestemt under hensyntagen til de konkrete
forhold på det pågældende tidspunkt og
forventningerne til situationens udvikling.
Medlemsstaten skal have fastsat procedurer og skal
træffe alle nødvendige foranstaltninger for at
sikre,
- at den i
tilfælde af en større forsyningsafbrydelse hurtigt,
effektivt og gennemsigtigt kan frigive dele af eller alle dens
beredskabslagre, herunder specifikke lagre; og
- at den kan
fastsætte generelle eller specifikke begrænsninger af
olieforbruget i forhold til den anslåede forsyningsmangel,
bl.a. ved at give visse brugergrupper prioritet ved tildeling af
olieprodukter.
Med stk. 1
foreslås det derfor, at klima-, energi- og bygningsministeren
skal sikre, at der foreligger beredskabsplaner, som kan tages i
brug, hvis der opstår en større forsyningsafbrydelse,
og fastsætter de nødvendige organisatoriske
foranstaltninger for at gennemføre sådanne planer. Som
eksempel på sådanne organisatoriske foranstaltninger
kan nævnes, at da der i 1970'erne blev indført bilfri
søndage, blev der samtidig etableret mulighed for at give
dispensationer herfra. Disse dispensationer blev givet af
kommunerne, som havde den fornødne lokalkendskab til at
kunne administrere en sådan ordning.
Det centrale værktøj i situationens
håndtering er at kunne frigive beredskabslagre, hvilket vil
kunne dække langt de fleste krisesituationer. Kun i
tilfælde af større, langvarige oliekriser kan det
blive nødvendigt at overveje indførelse af
forbrugsbegrænsende foranstaltninger.
Frigivelse af beredskabslagre er en forholdsvis
enkel foranstaltning, som kan gennemføres i løbet af
kort tid af Energistyrelsen i tæt samarbejde med FDO og om
nødvendigt også de lagringspligtige virksomheder.
Frigivelse af beredskabslagre indebærer, at krisesituationen
ikke forplanter sig til samfundet som en mangelsituation og reelt
ikke opleves af forbrugerne som en mangelsituation. Formålet
med frigivelse er at tilføre yderligere olie til markederne,
som i en forsyningsafbrydelse ikke får tilført
tilstrækkelige mængder olie, således at disse
fortsat kan fungere, altså at opretholde markedernes
oliemæssige likviditet.
Forslaget i stk. 2
handler alene om muligheden for frigivelse af beredskabslagre.
Bestemmelsen angiver, at klima-, energi- og bygningsministeren i
tilfælde af en større forsyningsafbrydelse kan
fastsætte, at beredskabslagre skal frigives, hvilke
mængder og produktkategorier det kan omfatte, hvilke dele af
beredskabslagrene der skal anvendes hertil samt eventuelt
nærmere forhold herom. Endvidere vil der skulle foretages en
tilsvarende midlertidig nedsættelse af de lagringspligtige
virksomheders lagringspligt og det skal angives for hvilken
periode, nedsættelsen gælder, og dermed også
inden for hvilken periode beredskabslagrene skal genetableres.
Frigivelse af beredskabslagre foretages meget
sjældent og der er derfor kun lidt praksis herfor. Danmark
har haft beredskabslagre for olie i mere end 40 år og har kun
frigivet olie i forbindelse med den første Kuwait-krig i
1991 og i 2005 i forbindelse med Katrina-orkanen i USA i
områder omkring Den Mexicanske Golf - i begge tilfælde
kortvarige krisesituationer, som ikke udviklede sig til noget
længerevarende. I begge tilfælde blev der alene
frigivet beredskabslagre, som blev holdt af FDO.
I forbindelse med Libyen-situationen i 2011 blev
der gennemført en koordineret IEA aktion for at
tilføre øgede oliemængder til oliemarkedet.
Danmark tilsluttede sig aktionen, men var ikke blandt de lande, som
frigav olie fra deres beredskabslagre, idet IEA aktionen var
afgrænset til de lande, som havde større mængder
af beredskabslagre.
De forsyningsafbrydelser, som kan føre til,
at myndighederne beslutter at iværksætte en frigivelse
af beredskabslagre, indtræffer således meget
sjældent og deres karakter kan ikke fastlægges på
forhånd. Der kan dog oplyses følgende om sådanne
situationer:
- Beslutning om
frigivelse af beredskabslagre foretages som led i en beslutning om
at tilslutte sig et forslag fra IEA eller EU om at deltage i en
fælles koordineret aktion over for en konkret
krisesituation.
- Beslutningen om
dansk tilslutning til en sådan aktion træffes af
klima-, energi- og bygningsministeren.
- Beslutningen skal
træffes inden for 1-2 døgn fra det tidspunkt, hvor IEA
eller EU udsender et forslag om at iværksætte en
sådan fælles koordineret aktion.
- I tilfælde
af dansk tilslutning vil den danske respons typisk være
frigivelse af dele af de danske beredskabslagre.
- I så fald
er det typisk den centrale lagerenheds beredskabslagre, der vil
blive frigivet, da en sådan frigivelse typisk kan have en
umiddelbar og dermed større virkning på oliemarkedet
end en frigivelse af beredskabslagre hos de lagringspligtige
virksomheder.
- En frigivelse af
beredskabslagre hos de lagringspligtige virksomheder kan enklest
foretages ved at nedsætte deres lagringspligt midlertidigt,
hvorved en del af virksomhedens beredskabslagre overgår til
at være kommercielle lagre og derved vil blive til
rådighed for oliemarkedet umiddelbart. Denne beslutning
indebærer ikke nødvendigvis, at de omfattede
oliemængder skal sælges umiddelbart, men de er ikke
længere omfattet af lagringspligt og kan derfor
sælges.
Bestemmelsen i stk. 2 må ses i
sammenhæng med direktivets bestemmelse om, at der i
tilfælde af, at der foreligger en international beslutning om
frigivelse af beredskabslagre - defineret som en IEA-beslutning
herom - skal være mulighed for,
- at de
berørte medlemsstater kan bruge deres beredskabslagre og
specifikke lagre til at opfylde de deraf følgende
internationale forpligtelser, og i så fald underrettes
Kommissionen, der kan indkalde koordinationsgruppen - eller
på anden måde høre gruppen - især for at
vurdere virkningerne af frigivelsen; og
- at Kommissionen
anbefaler medlemsstaterne at frigive deres beredskabslagre og
specifikke lagre eller at træffe andre hensigtsmæssige
foranstaltninger med tilsvarende virkning, dog således at
Kommissionen inden da skal høre koordinationsgruppen.
I tilfælde af at der ikke foreligger en
sådan IEA-beslutning om frigivelse af beredskabslagre, men
derimod er opstået forsyningsvanskeligheder for olie til EU
eller en enkelt EU-medlemsstat, underretter Kommissionen IEA, hvor
relevant, og samordner med IEA, hvor hensigtsmæssigt, og
fastsætter - efter drøftelse med medlemsstaterne - om
der er indtruffet en større forsyningsafbrydelse og i givet
fald, om der skal foretages frigivelse af beredskabslagre, jf.
afsnit 3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget i stk. 3
handler alene om muligheden for at indføre
forbrugsbegrænsende foranstaltninger. Bestemmelsen angiver,
at klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte
generelle eller specifikke begrænsninger af olieforbruget i
forhold til den anslåede forsyningsmangel, bl.a. ved at give
visse brugergrupper prioritet ved tildeling af olieprodukter, og
skal sikre, at der foreligger hensigtsmæssige planer
herfor.
Indførelse af forbrugsbegrænsende
foranstaltninger indebærer, at en mangelsituation ikke kan
undgås, men at det kan forsøges at koncentrere
formindskelsen af olieforbruget i muligt omfang på
områder, hvor den samfundsmæssige skade er mindre. Da
krisesituationer kan være meget forskellige og da de
situationer, hvor de kan indtræffe, kan være meget
forskellige, er det næppe hensigtsmæssigt at udarbejde
egentlige planer for indførelse af forbrugsbegrænsende
foranstaltninger, som umiddelbart kan iværksættes. Der
vil således primært være behov for en
situationsbestemt krisehåndtering, hvor der foreligger et
antal værktøjer, hvis eventuelle anvendelse
myndighederne i situationen kan tage konkret stilling til. Disse
værktøjer - rettet mod at reducere det danske
olieforbrug - kan være
- bløde
værktøjer som henstillinger samt brede eller smallere
informationskampagner,
- etablering af
incitamenter til adfærd, som reducerer olieforbruget, f.eks.
foranstaltninger som reducerer vejtransportens olieforbrug, eller
afgiftsforhøjelser, samt
- hårde
værktøjer som forbud og rationeringer.
Beslutning om indførelse af
forbrugsbegrænsende foranstaltninger vil blive truffet af
klima-, energi- og bygningsministeren sammen med relevante
sektormyndigheder og med inddragelse af olieindustrien. I
nødvendigt omfang vil der blive gennemført lovgivning
om sådanne foranstaltninger.
Som anført i afsnit 4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger indeholder lov nr. 165 af 7. maj
1975 om oplysnings- og salgspligt vedrørende kulbrinter og
lov om forsyningsmæssige foranstaltninger, jf.
bekendtgørelse nr. 88 af 26. februar 1986, også regler
af betydning for håndteringen af oliekriser. Håndtering
af oliekriser vil primært skulle ske efter reglerne i
lovforslaget, men reglerne i de to love vil supplerende kunne
anvendes, hvis der indtræffer behov herfor. I
planlægningen af forbrugsbegrænsende foranstaltninger
vil således kunne indgå anvendelse af reglerne i de to
nævnte love.
Forslaget i stk. 4
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om de forhold, som er anført i stk.
1-3. Det er hensigten til at anvende hjemlen til at fastsætte
dels generelle regler og procedurer om de ovennævnte forhold
og dels situationsbestemte regler og procedurer i nødvendigt
omfang.
Til kapitel 10
Delegation af administrative
opgaver
Til § 20
Forslaget i stk. 1
angiver, at klima-, energi- og bygningsministeren på
nærmere angivne vilkår kan bemyndige den centrale
lagerenhed til at varetage de administrative opgaver, som er
angivet i bestemmelsen. Opgaverne omfatter følgende:
- Anmodning om samt
modtagelse og behandling af oplysninger efter forslagets § 14,
stk. 1-3,
- Forberedende
kontrol af lagringspligt m.m. baseret på disse
oplysninger,
- Førelse af
fortegnelser over beredskabslagre og specifikke lagre efter
forslagets § 15, og
- Administration af
lagerdækningsaftaler efter forslagets § 10, stk. 1 og
3.
En sådan fastsættelse vil blive
foretaget, hvis den centrale lagerenhed er indforstået
hermed.
Som beskrevet i afsnit 5.10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger er der ved drøftelser mellem
Energistyrelsen og FDO - i sammenhæng med
spørgsmålet om udpegning af FDO som den centrale
lagerenhed - principiel enighed om at arbejde mod, at konkrete
administrative opgaver varetages af den centrale lagerenhed
på ministerens vegne. Udgifterne ved opgavernes varetagelse
afholdes af den centrale lagerenhed. Energistyrelsen og FDO
lægger i den forbindelse vægt på, at
virksomhederne i højere grad, end det er tilfældet i
dag, foretager korrekt og rettidig indberetning af oplysninger. Med
henblik på at sikre, at virksomhederne i højere grad
overholder reglerne om oplysningspligt i § 14,
fastsættes der med lovforslagets § 23 bødestraf
for overtrædelse af reglerne, og det foreslås med
§ 24, at sager om overtrædelse af reglerne skal kunne
afgøres ved bødeforelæg.
Opgaverne varetages af den centrale lagerenhed
på vegne af klima-, energi- og bygningsministeren og i
tæt kontakt med Energistyrelsen, som skal anvende de endelige
data og resultaterne af disse.
Forslaget i stk. 2
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om den centrale lagerenheds
opgavevaretagelse efter stk. 1. Det er hensigten at anvende hjemlen
til at fastsætte regler om bl.a. følgende forhold:
- Den centrale lagerenheds anmodning om samt
modtagelse af oplysninger. Der er tale om data og andre
oplysninger, som modtages efter bestemmelserne i forslagets §
14, stk. 1-3. Der er således tale om dels månedlige
data fra lagringspligtige virksomheder, den centrale lagerenhed og
virksomheder med kommercielle lagre, dels oplysninger på ad
hoc basis som modtages efter anmodning. Disse data og oplysninger
skal modtages korrekt. Deres modtagelse skal registreres og alle
ændringer af de fremsendte data skal ligeledes
registreres.
- Den centrale lagerenheds behandling af den
månedlige datarapportering. Denne behandling har til
formål at sikre, at den månedlige datarapportering er
korrekt og rettidig. En korrekt datarapportering indebærer
også, at de data, som fremsendes af forskellige virksomheder,
er indbyrdes konsistente. Det omfatter især angivelse af
mængder og produkttype for transaktioner mellem
virksomhederne samt periodisering af sådanne transaktioner.
Det omfatter endvidere gæld og tilgodehavender mellem
virksomhederne. Behandlingen omfatter derfor en krydsvalidering af
de modtagne data som led i en kvalitetskontrol af dataene.
- Den centrale lagerenheds indhentning og behandling
af oplysninger, der modtages på ad hoc basis. Der er
tale om oplysninger dels fra virksomheder, som udlejer
lagerkapacitet for olie, dels fra virksomheder med betydning for
den danske olieforsyning, som ikke er omfattet af den
månedlige rapportering. Den centrale lagerenhed skal på
Energistyrelsens vegne kunne anmode om sådanne oplysninger
efter forslagets § 14, stk. 2 og 3, som supplement til den
månedlige rapportering. Oplysningernes behandling vil
især omfatte check af, om oplysningerne er konsistente med de
øvrige modtagne data, og om de giver anledning til at
kontakte konkrete virksomheder om deres forhold.
- Den centrale lagerenheds forberedende kontrol af
lagringspligt m.m. baseret på de modtagne oplysninger.
Der er tale om en forberedende kontrol af virksomhedernes
lagringspligt og af den yderligere lagringspligt, de kan have
påtaget sig gennem indgåelse af
lagerdækningsaftaler. Denne forberedende kontrol rapporteres
af den centrale lagerenhed til Energistyrelsen, som skal foretage
den endelige kontrol. Energistyrelsen skal endvidere - i
tilfælde af manglende overholdelse af lagringspligt og
lagerdækningsaftaler - foretage opfølgning heraf og
herunder tage stilling til eventuel anvendelse af sanktioner efter
forslagets § 23.
- Den centrale lagerenheds etablering og føring
af løbende opdaterede og detaljerede fortegnelser over
beredskabslagre og specifikke lagre efter § 15. Den
centrale lagerenhed vil varetage denne opgave på
Energistyrelsens vegne og vil skulle sikre, at kravene herom i det
nye oliedirektiv opfyldes. For fortegnelsen over beredskabslagre
efter forslagets § 15, stk. 1, vil den løbende
opdatering blive foretaget gennem den månedlige rapportering.
For fortegnelsen over specifikke lagre efter forslagets § 15,
stk. 2, som alene holdes af centrale lagerenheder, kan den
løbende opdatering foretages enklere. Oplysningerne i de to
fortegnelser vil normalt ikke være af fortrolig karakter af
hensyn til de lagringspligtige virksomheders drifts- eller
forretningsforhold eller lignende.
- Den centrale lagerenheds administration af
lagerdækningsaftaler. Den centrale lagerenhed vil
modtage og behandle ansøgninger om
lagerdækningsaftaler, herunder også aftaler med
udenlandske centrale lagerenheder, og vil godkende disse i henhold
til de fastsatte regler. Ansøgninger om godkendelse af
internationale lagerdækningsaftaler, hvor den centrale
lagerenhed indgår som den ene part, vil skulle godkendes af
Energistyrelsen. Den centrale lagerenhed vil endvidere foretage
kontrol af, om disse lagerdækningsaftaler og vilkårene
for deres godkendelse er opfyldt. Behandlingen af disse
ansøgninger og vilkårene for deres godkendelse er
standardiseret og vil blive tilpasset til, at denne opgave
varetages af den centrale lagerenhed.
- Den centrale lagerenheds tavshedspligt om modtagne
oplysninger. Der vil blive fastsat regler om tavshedspligt
for den centrale lagerenhed med hensyn til data og andre
oplysninger, der modtages eller fremsendes ved varetagelsen af
opgaver, som henlægges efter forslagets § 20, stk. 1.
Den centrale lagerenhed vil ikke kunne bruge disse oplysninger til
andre formål uden aftale herom med Energistyrelsen. Som i dag
vil oplysninger om enkeltvirksomheder ikke være til
rådighed for den centrale lagerenheds bestyrelse.
Det er hensigten, at klima-, energi- og
bygningsministeren i medfør af forvaltningslovens § 1,
stk. 2, og offentlighedslovens § 1, stk. 3 - efter forhandling
med justitsministeren - vil fastsætte, at forvaltningsloven
og offentlighedsloven, i det omfang der træffes
afgørelse, finder anvendelse ved den centrale lagerenheds
varetagelse af administrative opgaver, som klima-, energi- og
bygningsministeren i medfør af § 20, stk. 1, har
bemyndiget den centrale lagerenhed til at varetage. Den centrale
lagerenhed vil f.eks. træffe afgørelser i forbindelse
med administrationen af lagerdækningsaftaler.
Endvidere er det hensigten, at klima-, energi- og
bygningsministeren i medfør af § 1, stk. 4 i lov nr.
442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse
af tvangsindgreb og oplysningspligter - efter forhandling med
justitsministeren - vil fastsætte, at retssikkerhedsloven
finder anvendelse ved den centrale lagerenheds varetagelse af
administrative opgaver i henhold til § 20, stk. 1, i det
omfang den centrale lagerenhed i forbindelse med denne
opgavevaretagelse har beføjelse til at anvende
oplysningspligter efter forslagets § 14.
I konsekvens af at de nævnte administrative
opgaver varetages af den centrale lagerenhed på vegne af
klima-, energi- og bygningsministeren, skal ministeren føre
tilsyn med, at den centrale lagerenhed varetager disse opgaver i
overensstemmelse med det fastsatte grundlag for opgavevaretagelsen,
jf. bemærkningerne til forslagets § 17, stk. 1.
Til kapitel 11
Klageadgang m.v.
Til § 21
I medfør af § 6, stk. 2, i den
gældende lov kan klima-, energi- og bygningsministeren
fastsætte regler om, at afgørelser truffet efter denne
lov eller regler udstedt i henhold til loven ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed.
Med lovforslaget er det hensigten, at klager over
Energistyrelsens afgørelser om olieberedskabet skal kunne
indbringes for Energiklagenævnet. Energiklagenævnet er
således klagemyndighed efter de fleste love på
energiområdet, f.eks. lov om elforsyning, lov om
naturgasforsyning og offshoresikkerhedsloven. Det er derfor
naturligt, at Energiklagenævnet også bliver
klageinstans for myndighedsafgørelser efter den
foreslåede lov eller regler udstedt i henhold hertil.
Det foreslås i stk.
1, at Energiklagenævnet behandler klager over
afgørelser, herunder i anledning af klage efter stk. 2,
truffet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til denne
lov af klima-, energi- og bygningsministeren eller af en myndighed
under ministeriet, som ministeren har henlagt sine
beføjelser efter loven til. Bestemmelsen omfatter
således også afgørelser truffet af
Energistyrelsen (hvortil klima-, energi- og bygningsministeren har
til hensigt at henlægge sine beføjelser efter loven) i
anledning af klager over afgørelser truffet af den centrale
lagerenhed, jf. forslagets § 21, stk. 3, hvilket
indebærer, at disse afgørelser kan indbringes for
Energiklagenævnet som 2. instans.
Forslaget i stk. 2
angiver, at afgørelser truffet af den centrale lagerenhed,
jf. forslagets § 20, stk. 1 og 2, kan indbringes for klima-,
energi- og bygningsministeren eller af en myndighed under
ministeriet, hvortil ministeren har henlagt sine beføjelser
efter loven. Der kan f.eks. være tale om klage over
afgørelser truffet af den centrale lagerenhed i forbindelse
med administrationen af lagerdækningsaftaler, jf. forslagets
§ 20, stk. 1, nr. 3. Afgørelser truffet af den centrale
lagerenhed vil efter stk. 2 kunne indbringes for Energistyrelsen
som 1. instans.
Forslaget i stk. 3
angiver, at afgørelser truffet af klima-, energi- og
bygningsministeren eller af en myndighed under ministeriet, hvortil
ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven, ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. Samtidig vil det
blive fastsat, at der ikke er mulighed for at indbringe
afgørelser for domstolene, før den endelige
administrative afgørelse - dvs. Energiklagenævnets
afgørelse - foreligger. Energistyrelsens afgørelser,
f.eks. i forbindelse med en klage over afgørelser truffet af
den centrale lagerenhed i forbindelse med administrationen af
lagerdækningsaftaler, jf. § 20, stk. 1, nr. 3, vil kunne
indbringes for Energiklagenævnet som 2. instans.
Forslaget i stk. 4
angiver, at en klage efter stk. 1 eller 2 skal være indgivet
skriftligt inden 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er
meddelt den pågældende, hvilket vil sige fra det
tidspunkt, hvor meddelelsen er kommet frem til den
klageberettigede. Klager til Energiklagenævnet vil blive
behandlet i henhold til nævnets forretningsorden.
Forslaget i stk. 5
giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at
fastsætte regler om, at afgørelser truffet efter loven
eller regler udstedt i henhold til loven af klima-, energi- og
bygningsministeren eller af en myndighed under ministeriet, som
ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke
kan indbringes for Energiklagenævnet, samt at
afgørelser truffet af en myndighed under ministeriet, som
ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke
kan indbringes for klima-, energi- og bygningsministeren. Hjemlen
til at bestemme, at afgørelser ikke kan indbringes for
Energiklagenævnet, vil kunne blive anvendt for så vidt
angår klager over afgørelser af mindre væsentlig
betydning, f.eks. sager der har en mindre økonomisk
betydning. Hjemlen vil også kunne blive anvendt i sager, hvor
der kan være fortrolighedshensyn eller hvor der er behov for
en hurtig afgørelse. Hjemlen til at bestemme, at
afgørelser ikke kan indbringes for klima-, energi- og
bygningsministeren vil kunne blive anvendt i situationer, hvor
Energistyrelsen eksempelvis træffer afgørelse i
klagesager om den centrale lagerenheds fastsættelse af
vederlag for delegationer som nævnt i forslagets § 12,
stk. 1 og § 9, stk. 1.
Forslaget i stk. 6
fastsætter Energiklagenævnets sammensætning.
Energiklagenævnet er oprindelig nedsat i henhold til §
5, stk. 2, i energiaftaleloven, hvor sammensætningen af
nævnets medlemmer er fastsat på grundlag af de
sagstyper, som nævnet skal behandle efter denne lov. Der er
behov for en anden sammensætning af nævnet ved
behandling af klager efter dette lovforslag. Det foreslås
derfor i stk. 6, at nævnet ved behandling af klager i henhold
til den foreslåede lov sammensættes således, at
repræsentanter i nævnet udpeget efter indstilling af
Dansk Industri og Landbrugsraadet erstattes af to sagkyndige
medlemmer, der udpeges af klima-, energi- og bygningsministeren
efter indstilling fra Energi- og olieforum. Disse medlemmer udpeges
for fire år ad gangen. Det vil være muligt at foretage
genudpegning.
Til § 22
Den foreslåede bestemmelse i § 22
svarer til tilsvarende bestemmelser i andre love på
energiområdet, f.eks. offshoresikkerhedslovens § 68.
Bestemmelsen angiver, at søgsmål til prøvelse
af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter
§ 21 skal være anlagt inden 6 måneder efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
Til kapitel 12
Straffebestemmelser og administrative
bødeforelæg
Til § 23
Efter det nye oliedirektivs artikel 21 skal
medlemsstaterne fastsætte sanktioner for overtrædelse
af de nationale gennemførelsesbestemmelser for direktivet,
der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har
afskrækkende virkning.
I stk. 1 foretages en
angivelse af de bestemmelser i loven, som ved en overtrædelse
vil kunne medføre bødestraf. Bestemmelsen skal
medvirke til at sikre lovens overholdelse. Bestemmelserne bygger
på samme principper for strafbestemmelser som andre love
på energiområdet.
Efter stk. 1, nr. 1, kan virksomheder, der
undlader at opfylde deres lagringspligt i henhold til § 6,
stk. 1 eller undlader at opfylde forpligtelser modtaget ved
delegation eller lagerdækningsaftale efter §§ 9 og
10, straffes med bøde. Da lagringspligten er af
væsentlig betydning for olieberedskabet, vurderes det
nødvendigt, at en virksomhed, der ikke opfylder sin
lagringspligt, kan straffes med bøde.
Efter stk. 1, nr. 2, kan virksomheder, der
undlader at opfylde forpligtelser i henhold § 13, stk. 1,
straffes med bøde. Såfremt virksomhedernes
beredskabslagre reelt ikke er til rådighed eller fysisk
tilgængelige i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse, vil beredskabet ikke kunne opretholdes i
tilstrækkeligt omfang, hvorfor det vurderes
nødvendigt, at en virksomhed i sådanne tilfælde
kan straffes med bøde.
For så vidt angår stk. 1, nr. 1 og 2,
bemærkes, at i de tilfælde, hvor der er foretaget
delegation eller indgået en lagerdækningsaftale, vil
straf efter bestemmelserne alene komme på tale over for den
virksomhed, der ved delegation eller lagerdækningsaftale skal
holde beredskabslagre for en anden virksomhed eller central
lagerenhed. Den lagringspligtige virksomhed, der ved delegation
eller lagerdækningsaftale får en anden virksomhed eller
central lagerenhed til at holde beredskabslagre på sine
vegne, vil alene kunne straffes efter dansk rets regler om
medvirken.
Særligt for så vidt angår de
foreslåede bestemmelser i stk. 1, nr. 3 og 4, bemærkes,
at det tilsigtes, at bøden for at afgive urigtige eller
ikkerettidige oplysninger eller at undlade at fremsende
sådanne oplysninger efter § 14, stk. 1-3, fremover som
udgangspunkt bliver på 5.000 kr. i
førstegangstilfælde. Uanset denne retningslinje for
bødens fastsættelse vil straffen fortsat i sidste ende
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af sagens omstændigheder, og det angivne
bødeniveau vil således kunne fraviges i både op-
og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er
omstændigheder, der taler herfor. Endvidere tilsigtes det, at
straffen for overtrædelse af reglerne om oplysningspligt i
gentagelsestilfælde er markant større end 5.000
kr.
Med stk. 2
fastsættes det, at der i regler, som udstedes i henhold til
loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse
af bestemmelserne i reglerne eller vilkår fastsat i henhold
til reglerne og for manglende overholdelse af påbud meddelt i
henhold til reglerne.
Med stk. 3 sikres det,
at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Til § 24
Det foreslås i stk.
1, at klima-, energi- og bygningsministeren i sager omfattet
af § 23, stk. 1, nr. 3 og 4, i et bødeforelæg kan
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden
en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet
i bødeforelægget. Hvis bøden vedtages, vil
videre forfølgning bortfalde, jf. det foreslåede stk.
3.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil alene
anvende adgangen til at udstede bødeforelæg i sager,
der er ukomplicerede og uden bevismæssige
tvivlspørgsmål, og hvor der ikke kan rejses tvivl om
bødens størrelse. Hvis bestemmelsen således
ikke kan anvendes, vil ministeren overgive sagen til politi og
anklagemyndigheden til videre foranstaltning.
Det foreslås i stk.
2, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et
anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale
sig, skal finde tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg efter det foreslåede stk. 1.
Der henvises til afsnit 5.12 i de almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 13
Ikrafttræden m.v.
Til § 25
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft den 31. maj 2012. Fristen
for gennemførelse for det nye oliedirektiv er den 31.
december 2012, hvor den nye lagringspligt efter direktivet
indtræder. Direktivet forudsætter, at de berørte
virksomheder senest 7 måneder før gøres bekendt
med deres lagringspligt og deres muligheder for at dække
denne gennem delegation eller lagerdækningsaftale til den
centrale lagerenhed. Direktivet forudsætter endvidere, at
virksomhederne udøver deres ret til at delegere
lagringspligt til centrale lagerenheder senest 170 dage før
lagringspligtens indtræden.
I stk. 2
foreslås, at §§ 6-11, 13-16 og 20 samt § 23,
stk. 1, nr. 1-4, og § 24 skal finde anvendelse fra den 31.
december 2012. Det betyder bl.a., at reglerne om virksomhedernes
lagringspligt og oplysningspligt først vil finde anvendelse
fra den 31. december 2012, dvs. fra tidspunktet for direktivets
gennemførelsesfrist. Indtil den 31. december 2012 vil de
gældende regler i lov om pligtige lagre af mineralolie og
mineralolieprodukter finde anvendelse for virksomhederne, der
således vil skulle holde beredskabslagre i overensstemmelse
med denne lovs bestemmelser - herunder som hidtil gennem delegation
til FDO.
Klima-, energi- og bygningsministeren vil
føre de fortegnelser, der er nævnt i forslagets §
15, fra den 31. december 2012, hvor lagringspligten efter loven
får virkning, således at fortegnelserne indeholder de
lagerbeholdninger, som findes ultimo december 2012, hvilket svarer
til lagerbeholdningerne primo januar 2013.
Derimod vil forslagets §§ 1-5, 12,
17-19, 21 og 22 samt § 23, stk. 1, nr. 5, og § 23, stk. 2
og 3, finde anvendelse fra lovens ikrafttræden, dvs. fra den
31. maj 2012. Det betyder, at klima-, energi- og bygningsministeren
fra dette tidspunkt vil have hjemmel til efter § 5 at udpege
den centrale lagerenhed. Efter udpegningen vil § 12 finde
anvendelse for den centrale lagerenhed, der således efter
reglerne i bestemmelsen vil skulle offentliggøre oplysninger
om de lagerbeholdninger, som den ved delegation eller
lagerdækningsaftale kan påtage sig at holde fra den 31.
december 2012. De lagringspligtige virksomheder vil fra udpegningen
kunne delegere den lagringspligt, der indtræder fra den 31.
december 2012, til den centrale lagerenhed. Den centrale lagerenhed
vil ved behandlingen af anmodninger om delegation eller
lagerdækningsaftale skulle overholde reglerne i § 12 om
bl.a. vederlagets størrelse og ikkediskrimination. Regler
fastsat efter § 12, stk. 5, vil også kunne have virkning
fra den 31. maj 2012.
Som følge af at forslagets §§ 17
og 18 vil have virkning fra den 31. maj 2012, vil Energistyrelsen
efter udpegningen af den centrale lagerenhed skulle føre
tilsyn med og kunne meddele påbud til denne organisation.
Undladelse af at efterkomme sådanne påbud vil
være strafbart efter forslagets § 23, stk. 1, nr. 5, der
også vil have virkning fra den 31. maj 2012. Der vil selvsagt
først blive ført tilsyn med lagringspligtige
virksomheders og andre virksomheders overholdelse af §§
6-11 og 13-16 fra den 31. december 2012, hvor disse bestemmelser
får virkning.
Da forslagets §§ 21 og 22 vil have
virkning fra den 31. maj 2012, vil det være muligt at klage
over Energistyrelsens afgørelser efter loven allerede fra
dette tidspunkt. Det gælder også afgørelser
truffet efter regler fastsat i medfør af forslagets §
12, stk. 5, om f.eks. virksomheders adgang til at klage over den
centrale lagerenheds vederlag.
I stk. 3
foreslås, at klima-, energi- og bygningsministeren uanset
stk. 2 - dvs. uanset at forslagets § 10 først har
virkning fra den 31. december 2012 - fra den 31. maj 2012 skal
kunne træffe afgørelse efter § 10, stk. 1, om
godkendelse af internationale lagerdækningsaftaler, der
omfatter perioden efter den 31. december 2012. Ministeren vil
således allerede fra den 31. maj 2012 kunne behandle
ansøgninger om godkendelse af sådanne aftaler,
således at aftalerne er godkendt, når den nye
lagringspligt efter loven indtræder fra den 31. december
2012.
Til § 26
Det foreslås i stk.
1, at lov nr. 1275 af 20. december 2000 om pligtige lagre af
mineralolie og mineralolieprodukter ophæves den 31. december
2012.
Det foreslås samtidig i stk. 2, at de gældende regler udstedt i
medfør af den gældende lov om pligtige lagre af
mineralolie og mineralolieprodukter opretholdes, indtil de
ophæves eller afløses af regler fastsat i henhold til
den foreslåede lov. Bestemmelsen vil bl.a. omfatte
bekendtgørelse nr. 11 af 7. januar 2011 om identifikation og
udpegning af europæisk kritisk infrastruktur på
energiområdet og vurdering af behovet for bedre beskyttelse
(EPCIP-direktivet).
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse i § 25
angiver, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Danmarks internationale lagringspligt er over for
EU og IEA. Lagringspligten over for EU omfatter ikke
Færøerne og Grønland, som ikke er medlem af EU.
Lagringspligten over for IEA omfatter principielt også
Færøerne og Grønland. Danmark har dog i mange
år haft en lagringspligt på 0 over for IEA, fordi denne
lagringspligt beregnes på grundlag af landets nettoimport af
olie, og fordi Danmark er nettoeksportør af olie. Dertil
kommer, at energiforhold, herunder olieberedskab, er
selvstyreanliggender. Det er derfor ikke relevant at
lade loven omfatte Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Rådets direktiv 2009/119/EF
af 14. september 2009
om forpligtelse for medlemsstaterne til
at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
-
under henvisning til traktaten om oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel
100,
under henvisning til forslag fra
Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra
Europa-Parlamentet1),
under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),
efter høring af Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Fællesskabets forsyning med
råolie og olieprodukter har fortsat meget stor betydning,
især for transportsektoren og den kemiske industri.
(2) Den voksende produktionskoncentration,
de faldende oliereserver og det stigende globale forbrug af
olieprodukter bidrager alle til at øge risikoen for
forsyningsvanskeligheder.
(3) Det Europæiske Råd har i
sin handlingsplan (2007-2009) med titlen »En energipolitik
for Europa« understreget, at det er nødvendigt at
øge forsyningssikkerheden, både for Den
Europæiske Union (EU) som helhed og for de enkelte
medlemsstater, bl.a. ved at revidere Unionens
olielagringsmekanismer, især for så vidt angår
tilgængeligheden af olie i tilfælde af en krise.
(4) Denne målsætning
forudsætter bl.a., at der sker en tilnærmelse mellem
Fællesskabets ordning og den ordning, der er fastlagt af Det
Internationale Energiagentur (i det følgende benævnt
»IEA«).
(5) Ifølge Rådets direktiv
2006/67/EF af 24. juli 2006 om forpligtelse for medlemsstaterne til
at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller
mineralolieprodukter4) sker vurderingen af lagrene i forhold til det
gennemsnitlige indenlandske daglige forbrug i det foregående
kalenderår. Derimod beregnes forpligtelserne i henhold til
aftalen om et internationalt energiprogram af 18. november 1974 (i
det følgende benævnt »IEA-aftalen«)
på grundlag af nettoimporten af råolie og
olieprodukter. Som følge heraf og på grund af andre
metodeforskelle bør reglerne for beregning af
lagringsforpligtelserne og af Fællesskabets beredskabslagre
tilnærmes til de beregningsmetoder, der bruges i henhold til
IEA-aftalen; dette gælder uanset det forhold, at IEA's
beregningsmetoder måske vil skulle revurderes i lyset af de
teknologiske forbedringer i de seneste årtier, og at
ikke-IEA-medlemmer, der er helt afhængige af import, kan have
brug for et længere tidsrum til at tilpasse deres
lagringsforpligtelser. Yderligere ændringer af
beregningsmetoderne og -procedurerne for størrelsen af lagre
kan blive nødvendige og hensigtsmæssige for yderligere
at fremme sammenhængen med IEA's praksis, herunder f.eks.
ændringer, som for visse medlemsstaters vedkommende
fører til en nedsættelse af den reduktionssats
på 10 %, der anvendes ved beregningen af lagre, som
muliggør en anden behandling af lagre af naphtha, eller som
muliggør medregning af lagre om bord på tankskibe i en
medlemsstats territorialfarvande.
(6) En egenproduktion af olie kan i sig
selv bidrage til forsyningssikkerheden og kan således
berettige, at olieproducerende medlemsstater har mindre lagre end
andre medlemsstater. En sådan undtagelse bør dog ikke
medføre lagringsforpligtelser, som afviger væsentligt
fra de forpligtelser, der gælder i henhold til direktiv
2006/67/EF. Det følger heraf, at nogle medlemsstaters
lagringsforpligtelser bør fastsættes på grundlag
af det indenlandske olieforbrug og ikke på grundlag af
importen.
(7) Det hedder i formandskabets
konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i
Bruxelles den 8. og 9. marts 2007, at det i stigende grad er
nødvendigt og presserende, at Fællesskabet
indfører en integreret energipolitik, der kombinerer en
indsats på europæisk plan og medlemsstatsplan. Det er
derfor væsentligt at sikre en øget tilnærmelse
mellem de standarder, der indgår i de forskellige
medlemsstaters lagringsmekanismer.
(8) Olielagrenes tilgængelighed og
beskyttelsen af energileverancer er væsentlige elementer i
medlemsstaternes og Fællesskabets offentlige sikkerhed. Med
centrale lagerenheder (CLE'er) i Fællesskabet bliver det
muligt at nærme sig disse mål. For at give de
forskellige berørte medlemsstater mulighed for at
gøre optimal brug af national ret til at definere
vedtægterne for deres CLE'er og samtidig lempe den
økonomiske byrde, som disse lagringsaktiviteter
medfører for de endelige forbrugere, er det
tilstrækkeligt at forbyde brug af lagre til kommercielle
formål samtidig med, at det tillades, at lagrene holdes et
hvilket som helst sted i Fællesskabet og af en hvilken som
helst CLE, der er etableret med henblik herpå.
(9) På baggrund af formålene
med fællesskabslovgivningen om olielagre, nogle
medlemsstaters eventuelle sikkerhedsmæssige bekymringer og
ønsket om at øge disciplin og gennemsigtighed i
solidaritetsmekanismerne mellem medlemsstaterne er det
nødvendigt at koncentrere driften af CLE'er mest muligt om
deres nationale område.
(10) Olielagre bør kunne holdes
hvor som helst i Fællesskabet, forudsat at der tages
behørigt hensyn til deres fysiske tilgængelighed.
Derfor bør økonomiske aktører, der har
fået pålagt sådanne lagringsforpligtelser, kunne
frigøre sig fra disse forpligtelser ved delegation til andre
økonomiske aktører eller en hvilken som helst af
CLE'erne. Dertil kommer, at såfremt disse forpligtelser kan
delegeres til en CLE, som vælges frit og er beliggende
på Fællesskabets område, mod betaling af et
vederlag begrænset til omkostningerne ved de tjenester, der
ydes, vil risikoen for forskelsbehandling på nationalt niveau
blive formindsket. En økonomisk aktørs ret til at
delegere bør ikke indebære, at nogen aktør har
pligt til at acceptere denne delegation, medmindre dette direktiv
bestemmer andet. Når medlemsstaterne beslutter at
begrænse aktørers delegationsrettigheder, bør
de sikre, at aktørerne er sikret en ret til at delegere en
vis mindste procentdel af deres forpligtelse; disse medlemsstater
bør derfor sikre, at deres CLE vil acceptere delegation af
lagringsforpligtelsen for den mængde, der er nødvendig
for at garantere denne mindste procentdel.
(11) Medlemsstaterne bør sikre fuld
tilgængelighed af alle lagre, der holdes i henhold til
fællesskabslovgivningen. Med henblik på at garantere
denne tilgængelighed bør der ikke være
restriktioner eller begrænsninger i ejendomsretten til disse
lagre, som vil kunne være til hinder for deres anvendelse i
tilfælde af olieforsyningsafbrydelser. Olieprodukter
tilhørende virksomheder, der har en betydelig risiko for, at
deres aktiver gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse,
bør ikke tages i betragtning. Når aktører
pålægges en lagringsforpligtelse, kan indledningen af
en konkurs- eller akkordsag være tegn på en sådan
risikosituation.
(12) For at tillade medlemsstaterne at
reagere hurtigt i særligt hastende tilfælde eller ved
lokale kriser kan det være hensigtsmæssigt at tillade
dem at anvende en del af deres lagre i sådanne situationer.
Sådanne hastende tilfælde eller lokale kriser vil ikke
omfatte situationer, der skyldes prisudviklingen inden for
råolie eller olieprodukter, men vil kunne omfatte afbrydelser
af naturgasforsyningen, som nødvendiggør
brændstofskift, f.eks. at anvende råolie eller
olieprodukter som brændsel til energiproduktion.
(13) I betragtning af behovene i
forbindelse med etablering af beredskabspolitikker,
tilvejebringelse af indbyrdes tilnærmelse af de standarder,
der indgår i nationale lagringsmekanismer, og sikring af et
bedre overblik over lagrenes størrelse, navnlig i
tilfælde af krise, bør medlemsstaterne og
Fællesskabet have midler til en øget kontrol med disse
lagre. Lagre, der holdes i henhold til bilaterale aftaler eller
kontraktmæssige rettigheder til at købe visse
lagerbeholdninger (tickets), som opfylder alle forpligtelser i
henhold til det foreliggende direktiv, bør være
nyttige instrumenter, som er forenelige med dette mål om
indbyrdes tilnærmelse.
(14) Ejerskabet til en stor del af disse
lagre for medlemsstaterne eller CLE'er oprettet af de forskellige
nationale myndigheder bør gøre det muligt at
øge kontrolniveauet og gennemsigtigheden, i det mindste for
denne del af lagrene.
(15) For at styrke forsyningssikkerheden i
Fællesskabet bør de såkaldte »specifikke
lagre«, erhvervet af medlemsstaterne eller CLE'erne og
sammensat på grundlag af medlemsstaternes beslutninger svare
til de faktiske behov i tilfælde af en krise. De bør
ligeledes have deres egen retlige status, så det sikres, at
de er fuldt tilgængelige i tilfælde af en krise. Med
henblik herpå bør de berørte medlemsstater
sørge for at træffe de nødvendige
foranstaltninger for ubetinget at beskytte de
pågældende lagre mod enhver tvangsfuldbyrdelse.
(16) På nuværende tidspunkt
bør de beholdninger, som skal ejes af CLE'erne eller
medlemsstaterne, fastsættes til et niveau, som hver af de
berørte medlemsstater beslutter uafhængigt og
frivilligt.
(17) Da der er behov for at øge
kontrolniveauet og gennemsigtigheden, bør beredskabslagre,
som ikke er specifikke lagre, omfattes af øgede krav om
overvågning, og i visse tilfælde bør det
kræves, at medlemsstaterne giver underretning om
foranstaltninger vedrørende beredskabslagrenes
tilgængelighed og ændringer i mekanismerne for
opretholdelse heraf.
(18) Udsving i de specifikke lagres
størrelse som følge af udskiftning af de enkelte
lagre kan være tilladeligt for at muliggøre
nødvendige operationer som krævet i forbindelse med
sikring af lagrenes friskhed, sikring af overensstemmelse med
ændrede produktspecifikationer eller indkaldelse af nye udbud
vedrørende lagring.
(19) Hvis beredskabslagre og specifikke
lagre er integreret med andre lagerbeholdninger, som holdes af
økonomiske aktører, bør der lægges
vægt på gennemsigtighed om beredskabslagrenes
størrelse.
(20) Hyppigheden af lageropgørelser
og fristen for deres indgivelse i henhold til direktiv 2006/67/EF
synes at være ude af trit med forskellige
olielagringsordninger i andre dele af verden. I en beslutning om de
makroøkonomiske virkninger af de stigende energipriser har
Europa-Parlamentet udtrykt støtte til hyppigere
rapportering.
(21) Med henblik på at undgå
dobbeltrapportering om den information, som skal stilles til
rådighed af medlemsstaterne om de forskellige
produktkategorier, bør Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om
energistatistik5) tjene som reference for
de forskellige kategorier af olieprodukter, der er omhandlet i
nærværende direktiv.
(22) For at øge
forsyningssikkerheden, sikre markederne mere fyldestgørende
information, berolige forbrugerne med hensyn til olielagrenes
tilstand og optimere den måde, hvorpå informationen
fremsendes, bør der senere kunne foretages ændringer
og præciseringer i reglerne for udarbejdelse og indsendelse
af de statistiske opgørelser.
(23) Med henblik på de samme
formål bør udarbejdelse og indsendelse af statistiske
opgørelser udvides til også at omfatte andre lagre end
beredskabslagre og specifikke lagre, idet disse opgørelser
bør indsendes månedligt.
(24) Da der kan opstå fejl eller
uoverensstemmelser i de opgørelser, der indsendes til
Kommissionen, bør de personer, der er ansat af eller har
fuldmagt fra Kommissionen, have mulighed for at gennemgå
medlemsstaternes beredskab og lagre. Medlemsstaternes nationale
ordninger bør danne grundlag for at sikre, at en sådan
gennemgang kan gennemføres effektivt i overensstemmelse med
nationale procedurer.
(25) De modtagne eller indsamlede
oplysninger bør gøres til genstand for en kompleks
elektronisk og statistisk bearbejdning. Det kræver brug af
integrerede værktøjer og procedurer. Kommissionen
bør derfor have mulighed for at træffe alle
nødvendige foranstaltninger med henblik herpå,
især udvikling af nye edb-systemer.
(26) Beskyttelsen af fysiske personer i
forbindelse med medlemsstaternes behandling af personoplysninger er
sikret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af
24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger6), og beskyttelsen af fysiske personer i
forbindelse med Kommissionens behandling af personoplysninger er
sikret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger i
fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling
af sådanne oplysninger7). I henhold til disse retsakter skal behandling
af personoplysninger være begrundet i et legitimt
formål, og personoplysninger, der indsamles tilfældigt,
skal omgående slettes.
(27) Biobrændstoffer og visse
additiver blandes ofte med olieprodukter. Hvis de blandes eller
skal blandes med disse produkter, bør de kunne medregnes
både ved beregning af lagringsforpligtelsen og ved beregning
af de holdte lagre.
(28) De berørte medlemsstater
bør have mulighed for at opfylde enhver forpligtelse, der
kan blive pålagt dem som følge af en beslutning om
frigivelse af lagre i medfør af IEA-aftalen eller
gennemførelsesbestemmelser hertil. Korrekt og rettidig
gennemførelse af IEA's beslutninger er en nøglefaktor
for en effektiv reaktion i tilfælde af
forsyningsvanskeligheder. For at sikre dette bør
medlemsstaterne frigive en del af deres beredskabslagre i det
omfang, det er fastsat i den pågældende IEA-beslutning.
Kommissionen bør arbejde tæt sammen med IEA og basere
indsatsen på fællesskabsplan på IEA's metoder.
Kommissionen bør især kunne anbefale, at alle
medlemsstater frigiver lagre i det omfang, det er
hensigtsmæssigt for at supplere og lette
gennemførelsen af IEA's beslutning om at opfordre sine
medlemmer til at frigive lagre. Det er hensigtsmæssigt, at
medlemsstaterne reagerer positivt på sådanne
anbefalinger fra Kommissionen af hensyn til en stærk
solidaritet og sammenhæng i hele Fællesskabet mellem de
medlemsstater, der er medlemmer af IEA, og dem, der ikke er det,
som reaktion på en forsyningsafbrydelse.
(29) Bestemmelserne i Rådets
direktiv 73/238/EØF af 24. juli 1973 om foranstaltninger,
der kan mindske vanskelighederne ved forsyning med mineralolie og
mineralolieprodukter8), sigter bl.a. mod at kompensere eller i det
mindste formindske skadevirkningerne af enhver vanskelighed, selv
af forbigående art, som fører til en mærkbar
nedgang i leverancerne af mineralolier og mineralolieprodukter,
herunder alvorlige forstyrrelser, som en sådan nedgang ville
kunne medføre i Fællesskabets økonomiske
aktivitet. Der bør fastsættes lignende bestemmelser i
dette direktiv.
(30) Direktiv 73/238/EØF sigter
endvidere mod at oprette et rådgivende organ, der kan lette
samordningen af de konkrete foranstaltninger, som medlemsstaterne
har truffet eller foreslået på dette område. Et
sådant organ bør oprettes i henhold til dette
direktiv. Det er fortsat nødvendigt for hver medlemsstat at
udarbejde en plan, der kan bruges i tilfælde af
forsyningsvanskeligheder for råolie og olieprodukter. Desuden
bør hver medlemsstat indføre ordninger med hensyn til
de organisatoriske foranstaltninger, der skal træffes i
tilfælde af en krise.
(31) Da der med dette direktiv
indføres en række nye mekanismer, bør
direktivets gennemførelse og funktion evalueres.
(32) Dette direktiv erstatter eller
dækker alle de aspekter, der er behandlet i Rådets
beslutning 68/416/EØF af 20. december 1968 om afslutning og
gennemførelse af særlige mellemfolkelige aftaler om
medlemsstaternes forpligtelse til at opretholde minimumslagre af
mineralolie og/eller mineralolieprodukter9). Denne beslutning har dermed mistet sin
relevans.
(33) Målet for dette direktiv,
nemlig opretholdelse af et højt niveau for
olieforsyningssikkerheden i Fællesskabet gennem
pålidelige og gennemsigtige mekanismer baseret på
solidaritet mellem medlemsstaterne, samtidig med at reglerne om det
indre marked og konkurrence overholdes, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås
på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor
træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
(34) De nødvendige foranstaltninger
til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i
overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af
28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere
vilkår for udøvelsen af de
gennemførelsesbeføjelser, der tillægges
Kommissionen10).
(35) I overensstemmelse med punkt 34 i den
interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets
interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem
dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.
(36) Direktiv 73/238/EØF og
2006/67/EF og beslutning 68/416/EØF bør derfor
ophæves -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Formål
Dette direktiv fastsætter regler,
der har til formål at sikre et højt niveau for
olieforsyningssikkerheden i Fællesskabet gennem
pålidelige og gennemsigtige mekanismer baseret på
solidaritet mellem medlemsstaterne og at holde minimumslagre af
råolie og/eller olieprodukter samt at indføre de
nødvendige procedurer til at håndtere en alvorlig
knaphed.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a)
»referenceår«: det kalenderår, hvor
forbrugs- eller nettoimportoplysningerne medtages i beregningerne
for at beregne de lagre, der skal holdes, og de lagre, der rent
faktisk holdes på et bestemt tidspunkt
b)
»additiver«: andre stoffer end kulbrinter, der
tilsættes eller blandes i et produkt for at ændre dets
egenskaber
c)
»biobrændstof«: flydende eller gasformigt
brændstof, der bruges til transport og fremstilles på
grundlag af biomasse, idet »biomasse« er den
bionedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug
(herunder vegetabilske og animalske stoffer), skovbrug og
tilknyttede industrier samt den bionedbrydelige del af affald fra
industri og husholdninger
d)
»indenlandsk forbrug«: de samlede mængder
beregnet efter bilag II, der leveres i et land til alle
energimæssige og ikke-energimæssige formål;
opgørelsen omfatter leverancer til omdannelsessektoren og
leverancer til virksomheder, transport, private husstande og andre
sektorer til »endeligt« forbrug; den opfatter
også energisektorens eget forbrug (undtagen raffinaderi
fuel)
e) »faktisk
international beslutning om frigivelse af lagre«: enhver
gældende beslutning truffet af Styrelsesrådet for Det
Internationale Energiagentur om at gøre råolie eller
olieprodukter tilgængelige for markedet ved frigivelse af
dets medlemmers lagre og/eller yderligere foranstaltninger
f) »central
lagerenhed (CLE)«: organ eller tjeneste, som kan tildeles
beføjelser til at handle med henblik på at erhverve,
holde eller sælge olielagre, herunder beredskabslagre og
specifikke lagre
g)
»større forsyningsafbrydelse«: et stort og
pludseligt fald i forsyningen af råolie eller olieprodukter
til Fællesskabet eller til en medlemsstat, uanset om det har
medført en faktisk international beslutning om frigivelse af
lagre
h) »bunkring
(international søtrafik)«: har den betydning, der er
angivet i bilag A, punkt 2.1, i forordning (EF) nr. 1099/2008
i)
»olielagre«: lagre af de energiprodukter, der er
opregnet i bilag C, punkt 3.1, første afsnit, i forordning
(EF) nr. 1099/2008
j)
»beredskabslagre«: de olielagre, som hver medlemsstat
skal holde i henhold til artikel 3 i dette direktiv
k)
»kommercielle lagre«: olielagre, som ejes af
økonomiske aktører, og som ikke kræves holdt i
henhold til dette direktiv
l)
»specifikke lagre«: olielagre, der opfylder
betingelserne i artikel 9
m) »fysisk
tilgængelighed«: mekanismer til lokalisering og
transport af lagre for at sikre deres frigivelse eller faktiske
levering til slutbrugere og markeder inden for tidsrammer og
på vilkår, der medvirker til at afhjælpe
eventuelle opståede forsyningsvanskeligheder.
Definitionerne i denne artikel kan
præciseres eller ændres efter forskriftsproceduren i
artikel 23, stk. 2.
Artikel 3
Beredskabslagre - Beregning af
lagringsforpligtelser
1. Medlemsstaterne vedtager senest den 31.
december 2012 love eller administrative bestemmelser, der sikrer,
at de til enhver tid på Fællesskabets område
holder samlede olielagre mindst svarende til enten 90 dages
gennemsnitlig daglig nettoimport eller 61 dages gennemsnitligt
dagligt indenlandsk forbrug, alt efter hvilken mængde der er
størst.
2. Den gennemsnitlige daglige nettoimport,
der skal benyttes, beregnes på grundlag af
råolieækvivalenten af importen i det foregående
kalenderår, fastsat efter fremgangsmåden i bilag I.
Det gennemsnitlige daglige indenlandske forbrug, der
skal benyttes, beregnes på grundlag af
råolieækvivalenten af det indenlandske forbrug i det
foregående kalenderår, som er fastsat og beregnet efter
fremgangsmåden i bilag II.
3. Uanset stk. 2 bestemmes den
gennemsnitlige daglige nettoimport og det gennemsnitlige daglige
indenlandske forbrug i nævnte stykke for så vidt
angår perioden fra den 1. januar til den 31. marts i hvert
kalenderår på grundlag af de mængder, der er
importeret og forbrugt det næstsidste kalenderår
før det pågældende kalenderår.
4. Beregningsmåden for de i denne
artikel omhandlede lagringsforpligtelser kan ændres efter
forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2.
Artikel 4
Beregning af lagerstørrelse
1. Størrelsen af de lagre, der
holdes, beregnes efter metoderne i bilag III. Ved beregning af
størrelsen af lagre for hver kategori, der holdes i
medfør af artikel 9, gælder disse metoder kun for
produkter i den pågældende kategori.
2. Størrelsen af de lagre, der
holdes på et givet tidspunkt, beregnes ved brug af data fra
det referenceår, der er fastsat i overensstemmelse med de i
artikel 3 anførte regler.
3. Alle olielagre kan på samme tid
medtages både i beregningen af en medlemsstats
beredskabslagre og i beregningen af dens specifikke lagre, forudsat
at de pågældende olielagre opfylder alle dette
direktivs krav til begge typer lagre.
4. Metoderne og procedurerne for beregning
af størrelsen af lagre, som omhandlet i stk. og 2, kan
ændres efter forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2. Det
kan navnlig blive nødvendigt og hensigtsmæssigt at
ændre disse metoder og procedurer, herunder anvendelsen af
den i bilag III fastsatte reduktion, med henblik på at sikre
sammenhæng med IEA's praksis.
Artikel 5
Lagrenes væren til
rådighed
1. Medlemsstaterne sørger til
enhver tid for, at beredskabslagrene og de specifikke lagre er til
rådighed og fysisk tilgængelige med henblik på
dette direktiv. De fastsætter de nærmere bestemmelser
for identifikation, bogføring og kontrol vedrørende
disse lagre, så de til enhver tid kan kontrolleres. Dette
krav gælder også for eventuelle beredskabslagre og
specifikke lagre, der er integreret med andre lagerbeholdninger,
som holdes af økonomiske aktører.
Medlemsstaterne træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forebygge enhver hindring eller
behæftelse, som kan være til hinder for, at
beredskabslagrenes og de specifikke lagres er til rådighed.
Hver medlemsstat kan fastsætte begrænsninger eller
yderligere betingelser for muligheden for at dens beredskabslagre
og specifikke lagre holdes uden for dens område.
2. Når der er grundlag for at
iværksætte beredskabsprocedurer, jf. artikel 20, skal
medlemsstaterne forbyde, og afstå fra at træffe, enhver
foranstaltning, der forhindrer overførsel, anvendelse eller
frigivelse af beredskabslagre eller specifikke lagre, der holdes
på deres område på vegne af en anden
medlemsstat.
Artikel 6
Fortegnelse over beredskabslagre -
Årlig rapport
1. Hver medlemsstat skal føre en
løbende opdateret og detaljeret fortegnelse over alle
beredskabslagre, som holdes for den, og som ikke er specifikke
lagre. Fortegnelsen skal bl.a. indeholde de oplysninger, der er
nødvendige for at lokalisere det depot, raffinaderi eller
den lagerfacilitet, hvor de pågældende
lagerbeholdninger befinder sig, samt deres størrelse, ejer
og art ved henvisning til kategorierne i bilag C, punkt 3.1,
første afsnit, i forordning (EF) nr. 1099/2008.
2. Senest den 25. februar hvert år
sender hver medlemsstat Kommissionen en sammenfattende kopi af den
i stk. 1 omhandlede fortegnelse med angivelse af mindst
størrelsen og arten af de beredskabslagre, der er medtaget i
fortegnelsen på den sidste dag i det forudgående
kalenderår.
3. Medlemsstaterne sender endvidere
Kommissionen en fuldstændig kopi af fortegnelsen senest 15
dage efter en anmodning fra Kommissionen; i denne kopi kan
følsomme oplysninger om lagrenes placering udelades.
Sådanne anmodninger kan senest fremsættes fem år
efter den dato, oplysningerne vedrører, og må ikke
vedrøre oplysninger om en hvilken som helst periode
før den 1. januar 2013.
Artikel 7
Centrale lagerenheder
1. Medlemsstaterne kan oprette CLE'er.
Ingen medlemsstat må oprette mere end
én CLE eller andet tilsvarende organ. En medlemsstat kan
oprette sin CLE overalt i Fællesskabet.
Opretter en medlemsstat en CLE, skal den have form
af et organ eller en tjeneste, der ikke har fortjeneste som
målsætning, og som handler i almenhedens interesse, og
den skal ikke betragtes som en økonomisk aktør som
omhandlet i dette direktiv.
2. CLE'ens vigtigste formål er at
erhverve, holde og sælge olielagre for at efterkomme dette
direktiv eller for at opfylde internationale aftaler om
opretholdelse af olielagre. Den er det eneste organ eller den
eneste tjeneste, der kan gives beføjelser til at erhverve
eller sælge specifikke lagre.
3. CLE'erne eller medlemsstaterne kan i en
nærmere angivet periode delegere opgaver i forbindelse med
forvaltning af beredskabslagre og - med undtagelse af salg og
erhvervelse - af specifikke lagre, men udelukkende til:
a) en anden
medlemsstat, på hvis område sådanne lagre er
beliggende, eller den CLE, som den pågældende
medlemsstat har oprettet. Delegerede opgaver kan ikke
videredelegeres til andre medlemsstater eller CLE'er, som disse har
oprettet. Den medlemsstat, der har oprettet CLE'en, samt hver
medlemsstat, på hvis område lagrene skal holdes, kan
gøre delegation betinget af sin godkendelse
b)
økonomiske aktører. Delegerede opgaver kan ikke
videredelegeres. Hvis en sådan delegation eller enhver
ændring eller forlængelse af denne delegation
vedrører opgaver i forbindelse med forvaltning af
beredskabslagre og specifikke lagre, der holdes i en anden
medlemsstat, skal den godkendes på forhånd af
både den medlemsstat, på hvis vegne lagrene holdes, og
af alle medlemsstater, på hvis områder lagrene skal
holdes.
4. Hver medlemsstat, der har en CLE, skal
med henblik på artikel 8, stk. 1 og 2, stille krav om, at
denne:
a) løbende
offentliggør fuldstændige oplysninger, fordelt efter
produktkategori, om de lagerbeholdninger, den kan påtage sig
at holde for økonomiske aktører eller eventuelt
interesserede CLE'er
b) mindst syv
måneder i forvejen offentliggør, på hvilke
betingelser den er rede til at levere ydelser vedrørende
opretholdelse af lagre for økonomiske aktører. De
betingelser, hvorpå disse ydelser kan leveres, herunder
betingelser vedrørende tidsmæssig planlægning,
kan også fastsættes af de kompetente nationale
myndigheder eller efter en udbudsprocedure for at opnå det
bedste tilbud fra aktører eller eventuelt interesserede
CLE'er.
CLE'er skal acceptere sådanne delegationer
på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende
betingelser. De vederlag, som aktørerne betaler for CLE'ens
ydelser, må ikke overstige de fulde omkostninger ved den
ydede service og må ikke opkræves, før lagrene
er oprettet. CLE'en kan gøre sin accept af en delegation
betinget af, at aktøren stiller garanti eller anden form for
sikkerhed.
Artikel 8
Økonomiske aktører
1. Hver medlemsstat skal sikre, at enhver
økonomisk aktør, som den pålægger
lagringsforpligtelser for at opfylde sine forpligtelser i henhold
til artikel 3, har ret til efter den pågældende
økonomiske aktørs eget valg at delegere i det mindste
dele af forpligtelserne udelukkende til:
a) CLE'en for den
medlemsstat, på hvis vegne sådanne lagre holdes
b) en eller flere
andre CLE'er, der på forhånd har oplyst, at de er rede
til at holde sådanne lagre, forudsat at delegationen på
forhånd er godkendt af både den medlemsstat, på
hvis vegne lagrene holdes, og af alle medlemsstater, på hvis
områder lagrene skal holdes
c) andre
økonomiske aktører med overskydende lagerbeholdninger
eller ledig lagerkapacitet uden for den medlemsstats område,
på hvis vegne lagrene holdes i Fællesskabet, forudsat
at delegationen på forhånd er godkendt af både
den medlemsstat, på hvis vegne lagrene holdes, og af alle
medlemsstater, på hvis områder lagrene skal holdes,
og/eller
d) andre
økonomiske aktører med overskydende lagerbeholdninger
eller ledig lagerkapacitet inden for den medlemsstats område,
på hvis vegne lagrene holdes, forudsat at medlemsstaten
på forhånd er underrettet om delegationen.
Medlemsstaterne kan fastsætte begrænsninger eller
betingelser for sådanne delegationer.
Forpligtelser, der er delegeret i henhold til litra
c) og d), kan ikke videredelegeres. Enhver ændring eller
forlængelse af en delegation som omhandlet i litra b) og c)
får kun virkning, hvis den på forhånd er godkendt
af samtlige medlemsstater, som godkendte delegationen. Enhver
ændring eller forlængelse af en delegation som
omhandlet i litra d) skal behandles som en ny delegation.
2. Hver medlemsstat kan begrænse
delegationsrettighederne for de økonomiske aktører,
som den pålægger eller har pålagt
lagringsforpligtelser.
Hvis dette begrænser en økonomisk
aktørs delegationsrettigheder til mængder svarende til
under 10 % af den lagringsforpligtelse, som aktøren
pålægges, skal medlemsstaten dog sikre, at den har
oprettet en CLE, der er forpligtet til at acceptere delegationer
for den mængde, der er nødvendig for at sikre en
økonomisk aktørs ret til at delegere mindst 10 % af
den lagringsforpligtelse, der pålægges
aktøren.
Den mindste procentdel, der er omhandlet i dette
stykke, øges fra 10 % til 30 % senest den 31. december
2017.
3. Uanset stk. 1 og 2 kan en medlemsstat
pålægge en økonomisk aktør en
forpligtelse til at delegere i det mindste en del af sin
lagringsforpligtelse til medlemsstatens CLE.
4. Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger til at underrette de
økonomiske aktører om de metoder, der skal anvendes
til beregning af de lagringsforpligtelser, der pålægges
dem, senest 200 dage før begyndelsen af den periode, som
forpligtelsen vedrører. De økonomiske aktører
udøver deres ret til at delegere lagringsforpligtelser til
CLE'er senest 170 dage før begyndelsen af den periode, som
forpligtelsen vedrører.
Hvis de økonomiske aktører underrettes
mindre end 200 dage før begyndelsen af den periode, som
lagringsforpligtelsen vedrører, kan de udøve deres
ret til at delegere denne forpligtelse på et hvilket som
helst tidspunkt.
Artikel 9
Specifikke lagre
1. Hver medlemsstat kan forpligte sig til
at holde et mindste niveau af olielagre, beregnet som antal dages
forbrug, i overensstemmelse med betingelserne i denne artikel.
Specifikke lagre ejes af medlemsstaten eller af den
CLE, som den har oprettet, og holdes på Fællesskabets
område.
2. Specifikke lagre kan kun bestå af
en eller flere af følgende produktkategorier som defineret i
bilag B, kapitel 4, i forordning (EF) nr. 1099/2008:
- ethan
- LPG
- motorbenzin
- flybenzin
-
jetbrændstof (af naphtha- eller JP-4-typen)
-
jetbrændstof af petroleumstypen
- anden
petroleum
- gas- og
dieselolie (destilleret brændselsolie)
-
brændselsolie (med højt og lavt svovlindhold)
- mineralsk
terpentin og ekstraktionsbenzin (SBP)
-
smøremidler
- bitumen
-
paraffinvokser
- jordoliekoks
(petroleumskoks).
3. Hver medlemsstat skal identificere
olieprodukter, som udgør specifikke lagre på grundlag
af kategorierne i stk. 2. Medlemsstaterne skal sikre, at
råolieækvivalenten af de mængder, som er forbrugt
i medlemsstaten, for referenceåret, jf. reglerne i artikel 3,
og vedrørende de produkter, der indgår i de anvendte
kategorier, udgør mindst 75 % af det indenlandske forbrug
beregnet efter metoden i bilag II.
For hver af de kategorier, medlemsstaten har valgt,
skal de specifikke lagre, den forpligter sig til at holde, svare
til et givet antal dages gennemsnitlige daglige indenlandske
forbrug beregnet på grundlag af deres
råolieækvivalent i referenceåret, jf. reglerne i
artikel 3.
De i første og andet afsnit omhandlede
råolieækvivalenter beregnes ved, at summen af
aggregerede »observerede indenlandske
bruttoleverancer«, jf. definitionen i bilag C, kapitel 3.2.1,
i forordning (EF) nr. 1099/2008, for de produkter, der er medtaget
i de brugte eller berørte kategorier, ganges med en faktor
på 1,2. Bunkring (international søtrafik) medregnes
ikke.
4. Hver medlemsstat, der har besluttet at
holde specifikke lagre, sender Kommissionen en meddelelse, der
offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, med
angivelse af størrelsen af sådanne lagre, som den
forpligter sig til at holde, og varigheden af denne forpligtelse,
som skal være mindst ét år. Det meddelte
mindsteniveau gælder på samme måde for alle
kategorier af specifikke lagre, som medlemsstaten anvender.
Medlemsstaten sikrer, at disse lagre holdes i hele
den meddelte periode med forbehold af medlemsstatens ret til
midlertidige nedsættelser udelukkende i forbindelse med
udskiftning af de enkelte lagre.
Listen over de kategorier, der anvendes af en
medlemsstat, forbliver i kraft i mindst ét år, og kan
kun ændres med virkning fra den første dag i en
kalendermåned.
5. Hver medlemsstat, som ikke har
forpligtet sig til at holde specifikke lagre på mindst 30
dage for et givet fuldt kalenderår, sikrer, at mindst en
tredjedel af dens lagringsforpligtelse holdes i form af lagre
bestående af produkter sammensat i overensstemmelse med stk.
2 og 3.
En medlemsstat, der holder specifikke lagre på
mindre end 30 dage, udarbejder en årlig rapport med analyse
af de foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet
for at sikre og kontrollere, at deres beredskabslagre er til
rådighed og fysisk tilgængelige, jf. artikel 5, og
dokumenterer i den samme rapport etablerede ordninger, som
gør det muligt for medlemsstaten at kontrollere anvendelsen
af lagrene i tilfælde af olieforsyningsafbrydelser. Denne
rapport fremsendes til Kommissionen senest ved udgangen af den
første måned i det kalenderår, den
vedrører.
Artikel 10
Forvaltning af specifikke lagre
1. Hver medlemsstat fører en
løbende opdateret og detaljeret fortegnelse over alle de
specifikke lagre på dens område. Fortegnelsen skal
navnlig indeholde alle oplysninger, der er nødvendige til
nøjagtig lokalisering af de pågældende
lagre.
Medlemsstaterne sender endvidere Kommissionen en
kopi af fortegnelsen senest 15 dage efter en anmodning fra
Kommissionen. Følsomme oplysninger om lagrenes placering kan
udelades i denne kopi af fortegnelsen. Sådanne anmodninger
kan senest fremsættes fem år efter den dato,
oplysningerne vedrører.
2. I de tilfælde, hvor specifikke
lagre er integreret med andre olielagre, træffer
medlemsstaterne eller deres CLE'er de nødvendige
foranstaltninger for at forhindre, at de integrerede produkter
flyttes for så vidt angår den andel, der udgør
specifikke lagre, uden forudgående skriftlig godkendelse fra
ejeren af de specifikke lagre og fra myndighederne eller CLE'en i
den medlemsstat, på hvis område lagrene ligger.
3. Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der tildeles
ubetinget immunitet over for tvangsfuldbyrdelse for alle specifikke
lagre, der holdes eller transporteres på deres område,
hvad enten disse lagre ejes af dem eller af andre
medlemsstater.
Artikel 11
Virkning af delegationer
De delegationer, som er omhandlet i
artikel 7 og 8, ændrer ikke de forpligtelser, der
påhviler hver medlemsstat i medfør af dette
direktiv.
Artikel 12
Statistiske opgørelser over
lagre omfattet af artikel 3
1. For så vidt angår
størrelsen af de lagre, der skal holdes i medfør af
artikel 3, udarbejder hver medlemsstat statistiske
opgørelser og indsender dem til Kommissionen i
overensstemmelse med reglerne i bilag IV.
2. Reglerne for udarbejdelse af de i stk.
1 omhandlede opgørelser, herunder deres omfang, indhold og
hyppighed samt fristerne for deres indsendelse, kan ændres i
overensstemmelse med forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2.
Reglerne for indsendelse af opgørelserne til Kommissionen
kan ligeledes ændres i overensstemmelse med
forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2.
3. Medlemsstaterne kan ikke i deres
statistiske opgørelser over beredskabslagrene inkludere
beholdninger af råolie eller olieprodukter, der er genstand
for beslaglæggelse eller tvangsfuldbyrdelse. Det samme
gælder lagre, der tilhører virksomheder under konkurs
eller akkordbehandling.
Artikel 13
Statistiske opgørelser over
specifikke lagre
1. Hver medlemsstat udarbejder og
fremsender til Kommissionen en statistisk opgørelse for hver
produktkategori, der viser de specifikke lagre pr. sidste dag i
hver kalendermåned, og som angiver de beholdninger og det
antal dages gennemsnitlige forbrug i referenceåret, som disse
lagre udgør. Hvis nogle af disse specifikke lagre holdes
uden for medlemsstatens område, skal der fremgå
detaljer om de lagre, der holdes i eller af de forskellige
berørte medlemsstater og CLE'er. Endvidere anføres
detaljeret, om den selv ejer alle disse lagre, eller om de er helt
eller delvis ejet af dens CLE.
2. Hver berørt medlemsstat
udarbejder og sender ligeledes en opgørelse til Kommissionen
over de specifikke lagre, der holdes på dens område,
men tilhører andre medlemsstater eller CLE'er, pr. sidste
dag i hver kalendermåned og fordelt på produktkategori,
jf. artikel 9, stk. 4. I denne opgørelse anfører
medlemsstaten desuden i hvert enkelt tilfælde den
berørte medlemsstat eller CLE samt beholdningernes
omfang.
3. De statistiske opgørelser, jf.
stk. 1 og 2, indsendes i løbet af kalendermåneden
efter den måned, opgørelserne vedrører.
4. Kopier af de statistiske
opgørelser sendes også straks på anmodning af
Kommissionen. Sådanne anmodninger kan senest fremsættes
fem år efter den dato, som de pågældende
oplysninger vedrører.
5. De statistiske opgørelsers
omfang, indhold og hyppighed samt fristerne for indsendelse kan
ændres efter forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2.
Betingelserne for indsendelse af opgørelserne til
Kommissionen kan ligeledes ændres i overensstemmelse med
forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2.
Artikel 14
Opgørelser over kommercielle
lagre
1. Medlemsstaterne sender Kommissionen en
månedlig statistisk opgørelse over størrelsen
af de kommercielle lagre, der holdes på deres nationale
område. De sørger i den forbindelse for at beskytte
følsomme oplysninger og afholder sig fra at nævne
navne på ejerne af de pågældende lagre.
2. Ved brug af aggregerede
størrelser offentliggør Kommissionen en
månedlig statistisk opgørelse over de kommercielle
lagre i Fællesskabet på grundlag af de
opgørelser, medlemsstaterne har indsendt.
3. Reglerne for indsendelse og
offentliggørelse af de statistiske opgørelser og for
deres hyppighed kan ændres efter forskriftsproceduren i
artikel 23, stk. 2.
Artikel 15
Databehandling
Kommissionen varetager udvikling,
oplagring (hosting), forvaltning og vedligeholdelse af de
IT-ressourcer, der er nødvendige for at modtage, lagre og
på alle måder behandle dataene i de statistiske
opgørelser og alle oplysninger, der indsendes af
medlemsstaterne eller indsamles af Kommissionen i medfør af
dette direktiv, samt oplysninger om olielagrene, som indsamles i
medfør af forordning (EF) nr. 1099/2008, og som er
nødvendige for at udarbejde opgørelserne i henhold
til direktivet.
Artikel 16
Biobrændstoffer og additiver
1. Ved beregning af lagringsforpligtelser
i henhold til artikel 3 og 9 medregnes biobrændstoffer og
additiver alene, hvis de er blandet med de pågældende
olieprodukter.
2. Ved beregning af de faktisk holdte
lagerbeholdninger medregnes biobrændstoffer og additiver,
hvis:
a) de er blandet
med de pågældende olieprodukter, eller
b) de er lagret
på den pågældende medlemsstats område,
forudsat at medlemsstaten har vedtaget regler, der sikrer, at de
skal blandes med olieprodukter, der holdes i henhold til
lagringsforpligtelser fastsat i dette direktiv, og at de skal
bruges til transport.
3. Reglerne for medregning af
biobrændstoffer og additiver ved beregning af
lagringsforpligtelser og lagerbeholdninger, jf. stk. 1 og 2, kan
ændres efter forskriftsproceduren i artikel 23, stk. 2.
Artikel 17
Koordinationsgruppe for olie og
olieprodukter
1. Der oprettes en koordinationsgruppe for
olie og olieprodukter (i det følgende benævnt
»koordinationsgruppen«). Koordinationsgruppen er en
rådgivende gruppe, der bidrager til at analysere situationen
i Fællesskabet vedrørende forsyningssikkerhed for olie
og olieprodukter, og som fremmer samordningen og
gennemførelsen af foranstaltninger på
området.
2. Koordinationsgruppen er sammensat af
repræsentanter fra medlemsstaterne. Formandskabet varetages
af Kommissionen. Repræsentative organer fra den
berørte sektor kan deltage i koordinationsgruppens arbejde
efter opfordring fra Kommissionen.
Artikel 18
Gennemgange af beredskab og lagre
1. Kommissionen kan i samråd med
medlemsstaterne foretage gennemgange for at kontrollere deres
beredskab og, hvis Kommissionen finder det hensigtsmæssigt,
dertil hørende lagre. Under forberedelserne af en
sådan gennemgang tager Kommissionen hensyn til andre
institutioners og internationale organisationers indsats og
konsulterer koordinationsgruppen.
2. Koordinationsgruppen kan indvillige i,
at befuldmægtigede personer og repræsentanter fra andre
medlemsstater deltager i disse gennemgange. Udpegede nationale
embedsmænd fra den gennemgåede medlemsstat kan ledsage
de personer, der foretager gennemgangen. Inden for en uge efter
meddelelsen om en gennemgang som omhandlet i stk. 1 skal enhver
berørt medlemsstat, der ikke har meddelt Kommissionen
følsomme oplysninger om lagrenes placering i henhold til
artikel 6 og 9, stille disse oplysninger til rådighed for
personer, der er ansat af eller har fuldmagt fra Kommissionen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at deres
myndigheder og de ansvarlige for opretholdelse og forvaltning af
beredskabslagre og specifikke lagre indvilliger i inspektioner og
bistår de personer, der af Kommissionen er bemyndiget til at
foretage disse gennemgange. Medlemsstaterne sikrer især, at
disse personer får ret til at se alle dokumenter og
fortegnelser vedrørende disse lagre og får adgang til
de steder, hvor lagrene holdes, samt til alle dokumenter herom.
4. Resultatet af gennemgange foretaget i
medfør af denne artikel meddeles den gennemgåede
medlemsstat og kan videregives til koordinationsgruppen.
5. Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer,
at embedsmænd, andre ansatte og øvrige personer, der
arbejder under Kommissionens tilsyn, samt medlemmer af
koordinationsgruppen er forpligtet til ikke at offentliggøre
nogen som helst oplysninger, som indsamles eller udveksles i
medfør af denne artikel, og som i kraft af deres art er
omfattet af tavshedspligt, som f.eks. lagerejernes identitet.
6. Målene med de i stk. 1 omhandlede
gennemgange kan ikke omfatte behandling af personoplysninger.
Personoplysninger, der måtte blive fundet eller
afdækket under evalueringen, bliver hverken indsamlet eller
inddraget og skal i tilfælde af tilfældig indsamling
omgående destrueres.
7. Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle
oplysninger, bilag, opgørelser og dokumenter
vedrørende beredskabslagre og specifikke lagre opbevares i
en periode på mindst fem år.
Artikel 19
Beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af oplysninger
Dette direktiv berører ikke og kan
på ingen måde gribe ind i beskyttelsesniveauet for
fysiske personer med hensyn til behandling af personoplysninger i
henhold til fællesskabslovgivningen og national lovgivning,
og det ændrer navnlig ikke medlemsstaternes forpligtelser i
forbindelse med deres behandling af personoplysninger, der er
fastsat i direktiv 95/46/EF, eller de forpligtelser, der
påhviler fællesskabsinstitutioner og -organer i henhold
til forordning (EF) nr. 45/2001 om sidstnævntes behandling af
personoplysninger som led i udøvelsen af deres ansvar.
Artikel 20
Beredskabsprocedurer
1. Medlemsstaterne sikrer, at de har
fastsat procedurer, og træffer alle nødvendige
foranstaltninger med henblik på, at deres kompetente
myndigheder i tilfælde af en større
forsyningsafbrydelse hurtigt, effektivt og gennemsigtigt kan
frigive dele af eller alle deres beredskabslagre og specifikke
lagre og kan fastsætte generelle eller specifikke
begrænsninger af forbruget i forhold til den anslåede
forsyningsmangel, bl.a. ved at give visse brugergrupper prioritet
ved tildeling af olieprodukter.
2. Medlemsstaterne har til stadighed
beredskabsplaner klar, som kan tages i anvendelse, hvis der
opstår en større forsyningsafbrydelse, og de
sørger for at fastsætte de organisatoriske
foranstaltninger, der skal træffes for at sikre
iværksættelsen af sådanne planer. Medlemsstaterne
orienterer på opfordring Kommissionen om deres
beredskabsplaner og organisatoriske forhold i den forbindelse.
3. Når der foreligger en faktisk
international beslutning om frigivelse af lagre, der berører
en eller flere medlemsstat(er),
a) kan de
berørte medlemsstater bruge deres beredskabslagre og
specifikke lagre til at opfylde de internationale forpligtelser,
der følger af denne beslutning. Enhver medlemsstat, der
gør dette, underretter straks Kommissionen, der kan indkalde
koordinationsgruppen eller foretage en elektronisk høring af
gruppens medlemmer, navnlig med henblik på at vurdere
virkningerne af frigivelsen
b) bør
Kommissionen anbefale medlemsstaterne at frigive alle eller dele af
deres beredskabslagre og specifikke lagre eller at træffe
andre foranstaltninger med tilsvarende virkning, der findes
hensigtsmæssige. Kommissionen kan først handle efter
at have hørt koordinationsgruppen.
4. Foreligger der ikke en faktisk
international beslutning om frigivelse af lagre, men opstår
der vanskeligheder i forsyningen med råolie eller
olieprodukter til Fællesskabet eller en medlemsstat,
underretter Kommissionen IEA, hvor det er relevant, og samordner
med dette, hvor det er hensigtsmæssigt, og
tilrettelægger hurtigst muligt en høring af
koordinationsgruppen, enten på en medlemsstats anmodning
eller på eget initiativ. Når en medlemsstat anmoder om
høring af koordinationsgruppen, skal denne finde sted senest
fire dage efter anmodningen, medmindre medlemsstaten indvilliger i
en længere periode. På grundlag af resultatet af
koordinationsgruppens undersøgelse af situationen
fastsætter Kommissionen, om der er indtruffet en
større forsyningsafbrydelse.
Hvis en større forsyningsafbrydelse anses at
være indtruffet, godkender Kommissionen delvis eller hel
frigivelse af de mængder af beredskabslagre og specifikke
lagre, som de berørte medlemsstater har foreslået med
henblik herpå.
5. Medlemsstaterne kan frigive
beredskabslagre og specifikke lagre, selv om de derved falder til
under det obligatoriske mindsteniveau, der er fastsat i dette
direktiv, i de mængder, der er umiddelbart nødvendige
som en indledende reaktion i særligt hastende tilfælde
eller for at imødegå lokale kriser. I tilfælde
af en sådan frigivelse underretter medlemsstaterne
omgående Kommissionen om den frigivne mængde.
Kommissionen videregiver straks disse oplysninger til medlemmerne
af koordinationsgruppen.
6. Ved anvendelse af stk. 3, 4 eller 5 kan
medlemsstaterne midlertidigt holde mindre lagre end fastsat i dette
direktiv. I så fald fastsætter Kommissionen, på
grundlag af resultaterne af høringen af koordinationsgruppen
og, hvor det er relevant, i samordning med IEA og navnlig under
hensyntagen til situationen på de internationale markeder for
olie og olieprodukter, en rimelig frist, inden for hvilken
medlemsstaterne skal øge deres lagre for igen at nå op
på det fastsatte mindsteniveau.
7. De beslutninger, Kommissionen
træffer i medfør af denne artikel, berører ikke
de pågældende medlemsstaters eventuelle andre
internationale forpligtelser.
Artikel 21
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter regler
for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af
de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette
direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal
være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser
senest den 31. december 2012 og underretter den hurtigst muligt om
alle senere ændringer.
Artikel 22
Evaluering
Senest den 31. december 2015 foretager
Kommissionen en evaluering af direktivets virkemåde og
gennemførelse.
Artikel 23
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et
udvalg.
2. Når der henvises til dette
stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.
Artikel 24
Ophævelse
Direktiv 73/238/EØF, direktiv
2006/67/EF og beslutning 68/416/EØF ophæves med
virkning fra den 31. december 2012.
Henvisninger til de ophævede direktiver og den
ophævede beslutning gælder som henvisninger til dette
direktiv.
Artikel 25
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de
nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for
at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2012.
Uanset første afsnit sætter
medlemsstater, der ikke er medlemmer af IEA pr. 31. december 2012,
og som dækker deres indenlandske forbrug af olieprodukter
fuldt ud ved import, de nødvendige love og administrative
bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 3, stk. 1, senest
den 31. december 2014. Indtil disse medlemsstater har sat
sådanne love og administrative bestemmelser i kraft, skal de
holde olielagre svarende til 81 dages gennemsnitlig daglig
nettoimport.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De
nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen
teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 26
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft
på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
Artikel 27
Adressater
Dette direktiv er rettet til
medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. september
2009.
På Rådets vegne
C. Malmström
Formand
__________________
BILAG I
METODE TIL BEREGNING AF
RÅOLIEÆKVIVALENTEN FOR IMPORT AF OLIEPRODUKTER
Råolieækvivalenten af import
af olieprodukter, jf. artikel 3, beregnes efter følgende
metode:
Råolieækvivalenten af import
af olieprodukter opnås ved sammenlægning af
nettoimporten af følgende produkter på den ene side:
råolie, NGL, raffinaderi-råmateriale, andre kulbrinter
som defineret i bilag B, kapitel 4, i forordning (EF) nr.
1099/2008, korrigeret for eventuelle udsving i lagrene og nedsat
med 4 %, der udgør naphtha-udbyttet (eller hvis det
gennemsnitlige naphtha-udbytte på det nationale område
overstiger 7 %, med fradrag af det faktiske nettoforbrug af naphtha
eller reduceret med det gennemsnitlige naphtha-udbytte), og
på den anden side nettoimporten af alle andre olieprodukter
bortset fra naphtha, ligeledes korrigeret for udsving i
lagerbeholdningerne og ganget med en faktor på 1,065.
Bunkring (international søtrafik)
medregnes ikke.
__________________
BILAG II
METODE TIL BEREGNING AF
RÅOLIEÆKVIVALENTEN AF INDENLANDSK FORBRUG
Med henblik på artikel 3 beregnes
råolieækvivalenten af indenlandsk forbrug efter
følgende metode:
Det pågældende indenlandske
forbrug fremkommer ved sammenlægning af aggregerede
»observerede indenlandske bruttoleverancer« som
defineret i bilag C, kapitel 3.2.1, i forordning (EF) nr. 1099/2008
af følgende produkter: motorbenzin, flybenzin,
jetbrændstof (af naphtha- eller JP-4-typen),
jetbrændstof af petroleumstypen, anden petroleum, gas- og
dieselolie (destilleret brændselsolie), brændselsolie
(med højt og lavt svovlindhold) som defineret i bilag B,
kapitel 4, i forordning (EF) nr. 1099/2008.
Bunkring (international søtrafik)
medregnes ikke.
Råolieækvivalenten for
indenlandsk forbrug beregnes ved at gange med en faktor på
1,2.
__________________
BILAG III
METODER TIL BEREGNING AF DET HOLDTE
LAGERNIVEAU
Følgende metoder finder anvendelse
ved beregning af lagerniveauet:
Ingen beholdning må medregnes flere
gange i lageret, jf. dog artikel 4, stk. 3.
Råolielagre reduceres med 4 %
svarende til det gennemsnitlige naphtha-udbytte.
Lagre af naphtha og olieprodukter til
bunkring (international søtrafik) medregnes ikke.
Øvrige olieprodukter
bogføres i lagrene efter en af følgende to metoder.
Medlemsstaterne skal følge den valgte metode i hele det
pågældende kalenderår.
Medlemsstaterne kan:
a) medregne alle øvrige lagre af olieprodukter som
anført i bilag C, kapitel 3.1, første afsnit, i
forordning (EF) nr. 1099/2008 og beregne
råolieækvivalenten ved at gange mængderne med en
faktor på 1,065 eller
b) medregne lagre af alene følgende produkter:
motorbenzin, flybenzin, jetbrændstof (af naphtha- eller
JP-4-typen), jetbrændstof af petroleumstypen, anden
petroleum, gas- og dieselolie (destilleret brændselsolie),
brændselsolie (med højt og lavt svovlindhold) og
beregne råolieækvivalenten ved at gange mængderne
med en faktor på 1,2.
Ved beregning af lagre kan medregnes
beholdninger, som holdes:
- i
raffinaderitanke
- i
bulkterminaler
- i tanke ved
rørledninger (pipelines)
- i pramme
- i
kysttankskibe
- i tankskibe i
havne
- i den nationale
skibsfarts bunkring
- i bunden af
tanke
- i form af
driftslagre
- af storforbrugere
i medfør af lovkrav eller på anden måde
kontrolleret af offentlige myndigheder.
Disse beholdninger, bortset fra
beholdningen i raffinaderitanke, i tanke ved rørledninger
(pipelines) eller i bulkterminaler, kan dog ikke medregnes i
beregningen af størrelsen på de specifikke lagre,
når størrelsen af disse beregnes særskilt fra
beredskabslagrene.
Ved beregning af lagre kan følgende
aldrig medregnes:
a) endnu ikke
produceret råolie
b) beholdninger,
der holdes:
- i
rørledninger (pipelines)
- i
jernbanetankvogne
- i bunkring i
fartøjer på åbent hav
- i
servicestationer og detailforretninger
- af andre
forbrugere
- i olietankskibe
på havet
- i form af
militærlagre.
Ved beregning af deres lagre reducerer
medlemsstaterne de lagerbeholdninger, der er beregnet ifølge
ovenstående, med 10 %. Denne reduktion gælder for
samtlige beholdninger, der medtages i en bestemt beregning.
Reduktionen på 10 % finder dog ikke
anvendelse for beregningen af størrelsen på specifikke
lagre og heller ikke for beregningen af størrelsen på
de forskellige kategorier af specifikke lagre, når de
pågældende specifikke lagre eller kategorier betragtes
særskilt fra beredskabslagrene, navnlig med det formål
at kontrollere, at de i artikel 9 fastsatte mindsteniveauer er
overholdt.
__________________
BILAG IV
Regler for udarbejdelse af statistiske
opgørelser over de lagre, der skal holdes i medfør af
artikel 3, og indsendelse heraf til Kommissionen
Hver medlemsstat udarbejder og indsender
hver måned til Kommissionen en endelig statistisk
opgørelse over de lagre, der faktisk er holdt den sidste dag
i hver kalendermåned, beregnet enten på grundlag af
antal dages nettoimport af olie eller på grundlag af et antal
dages indenlandsk forbrug af olie, jf. artikel 3. I
opgørelsen anføres præcise detaljer om, hvorfor
beregningsgrundlaget er antallet af dages import eller antallet af
dages forbrug, og der gøres rede for, hvilken af
beregningsmetoderne i bilag III der er benyttet.
Hvis nogle af de lagre, der indgår i
beregningen af niveauet i henhold til artikel 3, holdes uden for
det nationale område, skal det i hver opgørelse
detaljeret anføres, hvilke lagre der holdes af de
forskellige berørte medlemsstater og CLE'er den sidste dag i
den periode, opgørelsen vedrører. I opgørelsen
anfører hver medlemsstat også, i hvert enkelt
tilfælde, om lagrene holdes i henhold til anmodning om
delegation fra en eller flere økonomiske aktører,
eller om lagrene holdes på anmodning af den selv eller af
dens CLE.
For ethvert lager, der holdes af en
medlemsstat på dets område på vegne af andre
medlemsstater eller CLE'er, udarbejder denne medlemsstat en
opgørelse, som den tilsender Kommissionen, over de
eksisterende lagre pr. den sidste dag i hver kalendermåned
fordelt på produktkategori. I denne opgørelse
anfører medlemsstaten desuden navnlig den berørte
medlemsstat eller CLE samt beholdningernes omfang i hvert enkelt
tilfælde.
De statistiske opgørelser, der er
omhandlet i dette bilag, indsendes til Kommissionen senest 55 dage
efter udgangen af den måned, som opgørelserne
vedrører. De samme opgørelser sendes også
senest to måneder efter en anmodning herom fra Kommissionen.
Anmodningerne kan senest fremsættes fem år efter den
dato, oplysningerne vedrører.
__________________
Officielle noter
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/119/EF af 14.
september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde
minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter, EU-Tidende
2009, nr. L 265, side 9.
1) Udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke
offentliggjort i EUT).
2) Udtalelse af 13.5.2009 (endnu ikke
offentliggjort i EUT).
3) EUT C 128 af 6.6.2009, s. 42.
4) EUT L 217 af 8.8.2006, s. 8.
5) EUT L 304 af 14.11.2008, s. 1.
6) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
7) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
8) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 1.
9) EFT L 308 af 23.12.1968, s. 19.
10) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.