Fremsat den 8. februar 2012 af
skatteministeren (Thor Möger Pedersen)
Forslag
til
Lov om ændring af tobaksafgiftsloven1)
(Fastsættelse af minimumsantal af
cigaretter i cigaretpakker)
§ 1
I lov om tobaksafgifter (tobaksafgiftsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 635 af 21. august 1998, som
ændret senest ved § 4 i lov nr. 1383 af 28.
december 2011, foretages følgende ændring:
1. I
§ 3 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Pakninger med cigaretter skal indeholde mindst 20
cigaretter.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. april 2012.
Stk. 2. Loven
finder anvendelse for varer, som efter lovens ikrafttræden
udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder, angives til
fortoldning eller importeres.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en del af aftalen om finansloven
for 2012 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.
Formålet med lovforslaget er at forhindre
salg af cigaretpakker, som indeholder mindre end 20 styk
cigaretter. Hermed sikres, at de forhøjelser af
tobaksafgifterne, som blev aftalt i finansloven for 2012 og
vedtaget i december 2011, afspejles i forbrugspriserne og derved
har den ønskede sundhedsmæssige effekt.
2. Lovforslagets formål
og baggrund
Danskerne lever i dag i gennemsnit kortere tid end
borgerne i de fleste andre OECD-lande. En bedre folkesundhed
opnås bedst ved at forebygge og forhindre, at sygdomme
opstår. Det giver flere gode leveår og større
livskvalitet for den enkelte, og samfundet får gavn af et
mindre pres på ressourcerne i sundhedsvæsenet. Samtidig
vil bedre forebyggelse betyde færre sygedage, hvilket
reducerer arbejdsgivernes og det offentliges udgifter ved
sygefravær.
Rygning er blandt de alvorligste risikofaktorer
for sundheden. Ifølge Forebyggelseskommissionens rapport fra
april 2009 - betænkning 1506 "Vi kan leve længere og
sundere. Forebyggelseskommissionens anbefalinger til en styrket
forebyggende indsats" - kan knap 25 pct. af alle årlige
dødsfald henføres direkte til rygning. Dette
lovforslag fremsættes i tillæg til udmøntningen
af den del af regeringens målsætning, som handler om
forhøjelser af tobaksafgifterne. Lovforslaget sikrer, at den
allerede vedtagne afgiftsstigning, svarende til en gennemsnitlig
prisstigning på 3 kr. for 20 styk cigaretter, afspejles i
forbrugspriserne og ikke blot omgås ved, at producenterne af
tobak reducerer antallet af cigaretter i en pakke fra eksempelvis
20 til 18 styk, hvorefter pakken kan sælges til den samme
pris som hidtil. Samtidig medfører forslaget, at der skabes
en højere barriere for køb af cigaretter for nye
rygere, som ikke længere vil have mulighed for at købe
de billigere 10 styks pakker.
3. Gældende ret
Tobakspakker skal ifølge tobaksafgiftsloven
være pakket i fuldstændigt lukkede pakker. I
forbindelse med fremstilling her i landet eller senest ved
modtagelse fra udlandet skal pakkerne forsynes med et
stempelmærke, der svarer til værdien af afgiften.
Enhver pakke skal i øvrigt forsynes med angivelse af
indholdets art og mængde, den pågældende vares
detailpris og fremstillerens eller den afgiftsberigtigendes navn og
hjemsted.
Cigaretter bliver i dag typisk solgt i pakker med
10, 18, 19 eller 20 styk. Enkeltsalg af cigaretter er ikke
tilladt.
Manglende overholdelse af kravet om pakning af
tobak i fuldstændigt lukkede pakker og angivelse af
indholdets art og mængde mv. samt forbuddet mod enkeltsalg af
cigaretter kan straffes med bøde, jf. tobaksafgiftsloven
§ 25, stk. 1, nr. 2.
4. Lovforslaget
For at sikre, at afgiftsforhøjelserne for
cigaretter, der blev gennemført ved lov nr. 1383 af 28.
december 2011 om ændring af chokoladeafgiftsloven,
tobaksafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og forskellige
andre love (Afgiftsforhøjelser på chokolade,
sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin), får den
ønskede sundhedsmæssige effekt, foreslås det, at
cigaretpakkerne fremover skal indeholde 20 styk cigaretter eller
flere. Dermed forhindres den situation, hvor producenterne af
cigaretter blot reducerer indholdet af cigaretpakkerne med 1-2
cigaretter, hvorefter pakkerne kan sælges til samme pris som
hidtil.
Med den foreslåede regel om
minimumspakkestørrelser vil det heller ikke længere
være lovligt at sælge cigaretter i pakker med 10 styk.
Pakkerne med 10 styk cigaretter købes i dag fortrinsvis af
unge og andre, som netop er begyndt at ryge. Forslaget bidrager
dermed til, at adgangen til cigaretter gøres
væsentligt dyrere for denne gruppe af rygere.
Manglende overholdelse af et krav om
minimumspakkestørrelser vil kunne straffes med bøde i
lighed med overtrædelse af kravet om pakning af tobak i
fuldstændigt lukkede pakker mv. og forbuddet mod enkeltsalg
af cigaretter.
5. Økonomiske
konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have
nævneværdige økonomiske konsekvenser for det
offentlige.
6. Administrative konsekvenser
for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have
administrative konsekvenser for det offentlige.
7. Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet
Fastsættelse af
minimumspakkestørrelser og i særdeleshed forbuddet mod
at sælge 10 styks pakker forventes på sigt at
begrænse efterspørgslen efter cigaretter, da barrieren
for nye rygere vil være højere.
8. Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for
Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) har udtalt følgende om
de administrative konsekvenser:
»Forslaget indebærer, at cigaretpakker
fremover kun må sælges i pakker indeholdende 20 eller
flere cigaretter.
Forslaget medfører således
væsentlige omstillingsomkostninger for virksomheder, der
fremstiller cigaretter, da de vil skulle omstille deres produktion,
så de ikke længere fremstiller cigaretpakker med 10
cigaretter.
CKR bemærker, at loven træder i kraft
1. april 2012, hvilket CKR betragter som en absolut minimumsperiode
for fremstillerne til at tilpasse sig de nye produktionskrav.
Forslaget ændrer ikke på
mærkningskravene eller øvrige
informationsforpligtelser i forbindelse med fremstilling eller
modtagelse af tobakspakker.
CKR vurderer på den baggrund, at forslaget
ikke medfører løbende administrative omkostninger for
virksomhederne.«
9. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
10. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget er notificeret som udkast efter
direktiv 98/34/EF (Informationsproceduredirektivet) med senere
ændringer. Lovforslaget er omfattet af en status quo periode
på 3 måneder, der udløber den 24. februar
2012.
12. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Lovforslaget har været i høring hos
Advokatsamfundet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
CEPOS, Dansk Dagligvareleverandørforening, Dansk Erhverv,
Den danske skatteborgerforening, DI, Danske Advokater, Danske
Regioner, De Samvirkende Købmænd, Foreningen Danske
Revisorer, FSR - danske revisorer, Horesta, Kommunernes
Landsforening, Landbrug og Fødevarer, Nærbutikkernes
Landsforening, Philip Morris ApS, Tobaksindustrien samt Center for
Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR), Datatilsynet og
Landsskatteretten.
| | | 13. Sammenfattende skema | | | | Samlet vurdering af
konsekvenser af lovforslaget | | | Positive konsekvenser/mindre udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Ingen nævneværdige
konsekvenser | Administrative konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Fastsættelse af
pakkestørrelser og i særdeleshed forbuddet mod at
sælge 10 styks pakker forventes på sigt at
begrænse efterspørgslen efter cigaretter, da barrieren
for nye rygere vil være højere. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Forslaget medfører væsentlige
omstillingsomkostninger for virksomheder, der fremstiller
cigaretter, da de vil skulle omstille deres produktion til ikke
længere at fremstille cigaretpakker med 10 styk. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget er notificeret som udkast
efter direktiv 98/34/EF (Informationsproceduredirektivet) med
senere ændringer. Lovforslaget er omfattet af en status quo
periode på 3 måneder, der udløber den 24.
februar 2012. | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
For at sikre, at afgiftsforhøjelserne for
cigaretter, der blev gennemført ved lov nr. 1383 af 28.
december 2011 om ændring af chokoladeafgiftsloven,
tobaksafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og forskellige
andre love (Afgiftsforhøjelser på chokolade,
sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin) får den
ønskede forbrugs- og sundhedsmæssige effekt,
foreslås det at indsætte en regel om
minimumspakkestørrelser som § 3, stk. 3.
Cigaretpakkerne skal således efter
lovforslaget indeholde 20 styk cigaretter eller flere. Dermed
forhindres den situation, hvor producenterne af cigaretter blot
reducerer indholdet af cigaretpakkerne med 1-2 cigaretter,
hvorefter pakkerne kan sælges til samme pris som hidtil.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft
den 1. april 2012.
Det foreslås i stk. 2, at loven finder anvendelse for
varer, som efter lovens ikrafttræden udleveres til forbrug
fra registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller
importeres.
Det forventes, at producenterne vil være i
stand til at afpasse produktionen til den nye bestemmelse om 20
styks pakker.
Den foreslåede bestemmelse indebærer,
at eksisterende varelagre i detailledet, der er opbygget pr. 1.
april 2012, fortsat kan sælges til forbrugerne uanset
pakkestørrelse, men at detailledet fra 1. april 2012 alene
vil have mulighed for at indkøbe 20 styks pakker fra
producenterne.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | I lov om tobaksafgifter
(tobaksafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 21.
august 1998, som ændret senest ved § 4 i lov nr.
1383 af 28. december 2011, foretages følgende
ændring: | | | | § 3.
Varerne skal i forbindelse med stemplingen være pakket i
fuldstændig lukkede pakninger. | | 1. I § 3 indsættes som stk. 3: | Stk. 2. Enhver
pakning skal være forsynet med angivelse af indholdets art og
mængde, den pågældende vares detailpris, jf.
§ 28, samt fremstillerens eller den afgiftsberigtigendes
navn og hjemsted. Told- og skatteforvaltningen kan dog give
tilladelse til at anvende en forhandlers navn og hjemsted eller et
anonymitetsmærke. De nævnte angivelser kan efter
nærmere fastsatte regler anbringes på
stempelmærket i stedet for på selve pakningen.
Pakninger til og reklamer for røgtobak nævnt i
§ 1, punkt B, må ikke under nogen form give indtryk
af, at varen er anvendelig til fremstilling af cigaretter. | | »Stk. 3.
Pakninger med cigaretter skal indeholde 20 styk cigaretter eller
flere.« |
|
Officielle noter
1) Loven har som udkast været
notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet)
som ændret ved direktiv 98/48/EF.