L 78 Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v. og registreringsafgiftsloven.

(Ophævelse af betingelse om tilladelse til taxikørsel for udstedelse af tilladelse til offentlig servicetrafik og fritagelse for registreringsafgift af biler, der udfører kørsel på grundlag af tilladelse til offentlig servicetrafik).

Af: Transportminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2012

Fremsættelse: 25-01-2012

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2012)

20111_l78_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2012)

Transportministeren (Henrik Dam Kristensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v. og registreringsafgiftsloven (Ophævelse af betingelse om tilladelse til taxikørsel for udstedelse af tilladelser til offentlig servicetrafik og fritagelse for registreringsafgift af biler, der udfører kørsel på grundlag af tilladelse til offentlig servicetrafik)

(Lovforslag nr. L 78)

Lovforslagets formål er at udvide kredsen af virksomheder, der byder på kørselsopgaver for trafikselskaber, så det ikke kun er taxivognmænd, der kan byde.


Endvidere er formålet at undgå hel eller delvis lukning af buskørselsvirksomheder, som tidligere har kunnet byde på kørsel for trafikselskaber. Buskørselsvirksomheder og iværksættere, f.eks. taxichauffører, vil på ny kunne få udstedt tilladelser til denne kørsel.


Lovforslaget har sin baggrund i den tidligere ændring af taxiloven, der blev vedtaget af Folketinget den 1. juni 2011, jf. lov nr. 633 af 15/6 2011, og som trådte i kraft den 1. september 2011.


Ved den tidligere lovændring blev administrationen af de såkaldte EP-tilladelser flyttet fra busloven til taxiloven. EP-tilladelser er tilladelser efter busloven, som omfatter køretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, i tilknytning til kontrakt om rutekørsel med et trafikselskab. Ved lovændringen ændrede tilladelserne samtidig navn til "tilladelser til offentlig servicetrafik".


Det er efter den tidligere lovændring bl.a. en betingelse for at få udstedt tilladelse til offentlig servicetrafik, at ansøgeren har en tilladelse til taxikørsel.


Dette lovforslag indeholder en ophævelse af betingelsen om, at en ansøger skal have en taxitilladelse for at få udstedt en tilladelse til offentlig servicetrafik.


Endelig indeholder lovforslaget forslag om fritagelse for registreringsafgift for biler, der udfører kørsel på grundlag af tilladelse til offentlig servicetrafik. Formålet hermed er at sikre, at flytningen af tilladelsesudstedelsen fra busloven til taxiloven ikke har fiskal effekt. Ændringen tilsigter således at fastholde den afgiftsmæssige retstilstand på området, der var gældende indtil den 1. september 2011.


Loven vil træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.