Fremsat den 25. januar 2012 af social- og
integrationsministeren (Karen Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service
(Ledsagelse til børn og unge mellem
12 og 15 år med nedsat funktionsevne)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 og lov
nr. 468 af 18. maj 2011, foretages følgende
ændring:
1. § 45, stk. 1, affattes
således:
»Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers
ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18
år, som ikke kan færdes alene på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18
år, som har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr.
4, 5 og 7.«
§ 2
Loven træder i kraft den 15. marts 2012.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Lovforslagets
baggrund og formål
2. Lovforslagets
indhold
2.1. Gældende
ret
2.2. Den
foreslåede ændring
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
6.
Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til
EU-retten
8. Hørte
myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende
skema
1. Lovforslagets baggrund og
formål
Lovforslaget fremsættes som led i
udmøntningen af satspuljeaftalen for 2012 mellem Regeringen,
Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk
Folkeparti.
Lovforslaget rummer et forslag om en udvidelse af
ledsageordningen i lov om social service for unge mellem 16 og 18
år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne til også at omfatte børn og unge mellem
12 og 15 år.
Forslaget har til formål at give børn
og unge inden for målgruppen mulighed for at deltage i
selvvalgte aktiviteter uden for hjemmet uden altid at skulle bede
deres forældre om hjælp, hvorved de får
øgede muligheder for at leve et ungdomsliv på lige fod
med andre børn og unge. Forslaget har således til
formål at medvirke til en større inklusion i samfundet
af børn og unge med nedsat funktionsevne samt at medvirke
til, at denne gruppe bliver mere selvstændig og
uafhængig af hjælp fra deres forældre.
Lovforslaget har baggrund i et forsøg
finansieret med midler fra satspuljen, jf. satspuljeaftalen for
2008, hvor der i ti kommuner ydes ledsagelse til børn og
unge mellem 12 og 15 år efter samme retningslinjer, som
gælder i ledsageordningen for unge mellem 16 og 18 år.
De deltagende kommuner er Vejle, Haderslev, Frederikssund,
Aabenraa, Viborg, Hjørring, Esbjerg,
Ringkøbing-Skjern, Aalborg og Gentofte. Forsøget, som
løber i perioden fra 1. januar 2009 til 31. december 2011,
er blevet evalueret i sommeren 2011. Resultaterne af evalueringen
viser generel høj tilfredshed med ordningen hos såvel
de deltagende børn og unge som hos deres forældre, og
ordningen har en positiv virkning på børnenes og de
unges fritidsliv. Evalueringen viser endvidere, at de deltagende
kommuner virker positive over for forsøgsordningen, og der
gives udtryk for, at en sådan ordning vil være et godt
supplement til de eksisterende handicapkompenserende ydelser rettet
mod børn og unge.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Gældende ret
Reglerne om ledsageordning til unge mellem 16 og
18 år med nedsat funktionsevne er fastsat i § 45 i
lov om social service (serviceloven) og i bekendtgørelse nr.
1390 af 12. december 2006 om betingelser for ledsageordningen efter
serviceloven.
Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens
§ 45, stk. 1, og ovennævnte bekendtgørelses
§ 1, stk. 1, nr. 1, tilbyde 15 timers ledsagelse om
måneden til unge mellem 16 og 18 år, som ikke kan
færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for
unge mellem 16 og 18 år, som har et døgnophold efter
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, jf. lovens
§ 45, stk. 1, og bekendtgørelsens § 3,
stk. 2. Ledsageordningen omfatter efter bekendtgørelsens
§ 1, stk. 3, ikke unge med nedsat funktionsevne som
følge af sindslidelse eller af sociale årsager.
Ledsagelse ydes, jf. også formuleringen af
servicelovens § 45, stk. 1, og bekendtgørelsens
§ 7, som et tilbud fra kommunalbestyrelsen, hvor en
person fra kommunens ledsagerkorps udfører ledsageopgaven.
En ung, der er berettiget til ledsageordning, har efter
servicelovens § 45, stk. 2, og § 2, stk. 1, i
bekendtgørelse om betingelser for ledsageordningen efter
serviceloven ret til selv at udpege en person til at udføre
opgaven. Kommunen skal godkende og ansætte den udpegede
person. Der kan normalt ikke ske ansættelse af en person med
en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til
ledsagelse, jf. lovens § 45, stk. 3, og
bekendtgørelsens § 2, stk. 4.
Den unge, der modtager ledsagelse, kan efter
servicelovens § 45, stk. 4, og § 6, stk. 1, i
bekendtgørelse om betingelser for ledsageordningen efter
serviceloven opspare uforbrugte timer inden for en periode på
6 måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer herfor.
Efter servicelovens § 45, stk. 5, og
§ 9, stk. 2, i bekendtgørelse om betingelser for
ledsageordningen efter serviceloven kan den unges udgifter til
ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til
ledsageordningen dækkes med op til et i loven fastsat
årligt beløb på 797 kr. (2012-priser).
Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter ansøgning
fra den unge.
2.2. Den foreslåede
ændring
Det foreslås, at servicelovens
§ 45, stk. 1, ændres, således at
ledsageordningen for unge mellem 16 og 18 år med nedsat
funktionsevne udvides til også at omfatte børn og unge
mellem 12 og 15 år. Endvidere foreslås det, at
undtagelsen, hvorefter unge mellem 16 og 18 år, som har et
døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr.
4, 5 og 7, ikke har ret til ledsageordning, udvides til også
at omfatte børn og unge mellem 12 og 15 år. Herudover
foreslås der ingen ændringer i bestemmelsen, hvilket
betyder, at de nugældende visitationskriterier i
øvrigt foreslås videreført, ligesom muligheden
for selv at udpege en person til udførelse af
ledsageopgaven, muligheden for at spare uforbrugte timer op inden
for 6 måneder og muligheden for efter ansøgning at
få dækket udgifter til ledsagerens befordring og andre
aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen foreslås
videreført uændret.
Det skønnes, at cirka 200 børn og
unge vil være omfattet af den foreslåede
ændring.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Der er i satspuljen for 2012 afsat en ramme
på 5,7 mio. kr. i 2012, og 5,4 mio. kr. årligt fra 2013
og frem. Af bevillingen anvendes 1,4 mio. kr. til implementering af
regelændringen. Der vil blive udarbejdet et særligt
informationsmateriale til kommunerne, forældre og børn
og unge inden for målgruppen og relevante handicappolitiske
interesseorganisationer mv. Derudover skal kommunerne kompenseres
for merudgifter i forbindelse med udvidelsen af målgruppen
for ledsageordninger til børn. Beløbene er en ramme.
Et eventuelt mindre forbrug end rammen tilbageføres til
satspuljen. Lovforslagets samlede økonomiske konsekvenser
skal forhandles med kommunerne.
Lovforslaget medfører ingen administrative
konsekvenser for stat, kommuner og regioner.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter.
8. Hørte myndigheder og
organisationer
Lovforslaget har været sendt i høring
hos Advokatrådet, Ankestyrelsen, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnerådet, Dansk Handicap
Forbund, Dansk Socialrådgiverforening, Danske
Handicaporganisationer, Den Uvildige Konsulentordning på
Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, KL,
Socialchefforeningen og Sjældne Diagnoser.
| | | 9. Sammenfattende skema | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | | Statslige merudgifter i 2012 på 1,4
mio. kr. og kommunale merudgifter på 4,3 mio. kr. i 2012 og
5,4 mio. kr. i hvert af de følgende år | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med den foreslåede affattelse af
servicelovens § 45, stk. 1, sænkes den nedre
aldersgrænse for ledsageordningen for unge fra 16 år
til 12 år. Det foreslås dermed, at den nugældende
ledsageordning for unge mellem 16 og 18 år udvides til
også at omfatte børn og unge mellem 12 og 15 år.
Det foreslås endvidere, at undtagelsen, hvorefter unge mellem
16 og 18 år, som har et døgnophold efter servicelovens
§ 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, ikke har ret til
ledsageordning, udvides til også at omfatte børn og
unge mellem 12 og 15 år.
Herudover foreslås der ingen ændringer
i bestemmelsen, hvilket betyder, at de nugældende
visitationskriterier i servicelovens § 45, stk. 1, i
øvrigt foreslås videreført. Det foreslås
således, at det fortsat skal være en betingelse for at
have ret til 15 timers ledsagelse om måneden, at barnet eller
den unge ikke kan færdes alene på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det
foreslås endvidere, at ordningen fortsat ikke skal omfatte
børn og unge med nedsat funktionsevne som følge af
sindslidelse eller af sociale årsager.
Der foreslås heller ingen ændringer i
forhold til retten til selv at udpege en person til at
udføre ledsageopgaven, jf. servicelovens § 45,
stk. 2-3. En person, der er berettiget til ledsagelse, jf.
servicelovens § 45, stk. 1, foreslås således
fortsat at have ret til selv at udpege en person til at
udføre ledsageopgaven. Kommunen vil fortsat skulle godkende
og ansætte den udpegede person, og der vil normalt ikke kunne
ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning
til den, der er berettiget til ledsagelse. Hvis lovforslaget
vedtages, vil retten til selv at udpege en person til at
udføre ledsageopgaven også gælde for børn
og unge mellem 12 og 15 år.
Endvidere foreslås adgangen til at opspare
timer, jf. servicelovens § 45, stk. 4, videreført
uændret. Modtageren af ledsagelse foreslås
således at kunne opspare uforbrugte ledsagetimer inden for en
periode på seks måneder, og kommunalbestyrelsen skal
fastsætte retningslinjer herfor. Hvis lovforslaget vedtages,
vil retten til at opspare timer også gælde for
børn og unge mellem 12 og 15 år.
Endelig foreslås det, at reglen i
servicelovens § 45, stk. 5, videreføres
uændret. Efter denne regel kan modtagerens udgifter til
ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til
ledsageordningen dækkes med op til et i loven fastsat
årligt beløb. Dette beløb udgør i 2012
797 kr. Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter
ansøgning fra modtageren. Ved vedtagelse af lovforslaget vil
denne regel også gælde for børn og unge mellem
12 og 15 år.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 15. marts 2012.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | Gældende formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 og lov
nr. 468 af 18. maj 2011, foretages følgende
ændring: | | | | § 45. Kommunalbestyrelsen skal
tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og
18 år, som ikke kan færdes alene på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Dette gælder dog ikke for unge mellem 16 og 18 år, som
har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og
7. Stk. 2. En person, som
er berettiget til ledsagelse, jf. stk. 1, har ret til selv at
udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal
godkende og ansætte den udpegede person. Stk. 3. Der kan
normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget
nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse
efter stk. 1. Stk. 4. Modtageren kan
opspare timer inden for en periode på 6 måneder.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer
herfor. Stk. 5. Modtagerens
udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med
tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et
beløb på op til 663 kr. årligt. Beløbet
ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren. Stk. 6.
Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte
regler om betingelser for ledsageordningen. | | 1. § 45, stk. 1, affattes
således: »Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers
ledsagelse om måneden til børn og unge mellem 12 og 18
år, som ikke kan færdes alene på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Dette gælder dog ikke for børn og unge mellem 12 og 18
år, som har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr.
4, 5 og 7.« | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 15.
marts 2012. | | | |
|