L 72 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Forhøjelse af ydelsesloftet for tabt arbejdsfortjeneste).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (udpeget af S) (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2012

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2012)

20111_l72_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2012)

Social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om social service (Forhøjelse af ydelsesloftet for tabt arbejdsfortjeneste)

(Lovforslag nr. L 72)

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2012.


Lovforslaget rummer et forslag om en forhøjelse af ydelsesloftet for tabt arbejdsfortjeneste. Det foreslås, at ydelsesloftet forhøjes fra 19.613 kr. (20.241 kr. 2012-pl) om måneden til 27.500 kr. om måneden for ydelsesmodtagere, der får ydelsen for hele deres hidtidige arbejdstid. Hvis borgerens bruttoindtægt uanset det antal timer, borgeren arbejdede i forud for overgangen til tabt arbejdsfortjeneste, er lavere end det foreslåede forhøjede ydelsesloft, påvirkes borgeren ikke af ydelsesloftet ved fastsættelsen af ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste. Hvis borgeren er omfattet af det foreslåede ydelsesloft på 27.500 kr. om måneden og visiteres til et lavere antal timer end borgerens hidtidige arbejdstid, reduceres maksimumbeløbet i forhold til den andel, som de visiterede timer udgør af den hidtidige arbejdstid.


Lovforslaget har til formål at sikre, at familier med børn med funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse, der kommer i den ulykkelige situation, at en af forældrene bliver nødt til at passe barnet i hjemmet i stedet for at være på arbejdsmarkedet, får nogle bedre vilkår.


Det foreslås, at ændringen træder i kraft den 1. juli 2012.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.