Skriftlig fremsættelse (11. januar
2012)
Økonomi- og
indenrigsminister (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
kommunernes styrelse og regionsloven (Ophævelse af kommunal
og regional pligt til konkurrenceudsættelse)
(Lovforslag nr. L 65)
Med lovforslaget ophæves økonomi- og
indenrigsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om,
at kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet skal
konkurrenceudsætte nærmere fastlagte opgaver helt eller
delvis, og om de nærmere betingelser for
konkurrenceudsættelse.
Som led i en modernisering af den offentlige sektor skal
kommuner og regioner have mere frihed til at tilrettelægge
opgaveløsningen på den måde, der lokalt vurderes
at være mest hensigtsmæssigt. Det gælder
også for samarbejdet mellem den offentlige og private
sektor.
Regeringen ønsker ikke at pålægge
kommunerne og regionerne en pligt til at konkurrenceudsætte
bestemte opgaver. Det skal være op til den enkelte kommune og
region selv at vurdere, om det inden for lovgivningens rammer i
øvrigt er hensigtsmæssigt at konkurrenceudsætte
en opgave.
Regeringen ønsker at fortsætte og videreudvikle
samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Regeringen
vil derfor fortsat søge at indgå aftale med
henholdsvis KL og Danske Regioner om fremme af offentlig-privat
samarbejde og innovation gennem øget brug af
konkurrenceudsættelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.