L 64 Forslag til lov om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport og lov om fremme af vedvarende energi.

(Tvungen iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere, og udpegning af områder til statslige udbud af arealer til havvindmøller).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-01-2012

Skriftlig fremsættelse (11. januar 2012)

20111_l64_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. januar 2012)

Klima-, energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport og lov om fremme af vedvarende energi.(Tvungen iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere og udpegning af områder til statsligt udbud til havvindmøller)

(Lovforslag nr. L 64).


Lovforslaget sikrer, at den gennemførsel af de dele af direktivet om vedvarende energi, der vedrører biobrændstoffer, fortsat vil virke som forudsat i dansk ret. Efter lov om bæredygtige biobrændstoffer, der blev vedtaget i 2009, skal der fra 2012 være iblandet 5,75 pct. biobrændstoffer i alt brændstof i landtransportsektoren. Dette krav gælder ikke for nonroadsektoren (byggeri og anlæg, landbrug mv.). Loven forpligter importører og producenter af brændstoffer til at leve op til kravet om iblanding, hvorimod leverandører (mellemhandlere) og brugere af brændstoffer er ikke forpligtet af loven. Efter at de tekniske specifikationskrav, der stilles til diesel i nonroadsektoren blev ændret i maj 2011, så de næsten er identiske med de tekniske specifikationskrav til diesel i landtransportsektoren, kan det for mellemhandlere være økonomisk rentabelt (20-25 øre billigere per liter) at købe diesel uden iblandet biodiesel (som bruges i nonroadsektoren), og videresælge dette til landtransportsektoren uden at der iblandes biodiesel. Mellemhandleren overtræder ikke lovgivningen ved denne fremgangsmåde. Loven vil derfor kunne have den konsekvens, at dele af landtransportsektoren lovligt kan køre på diesel, hvori der ikke er iblandet biodiesel, hvilket er i strid med intentionerne bag den gældende lov.


Med lovforslaget foreslås det derfor, at der fastsættes minimumskrav til indholdet af biobrændstof i brændstof til landtransport, således at benzin skal indeholde mindst 1 pct. biobrændstof og diesel mindst 1 pct. biodiesel (målt efter energi). Det generelle iblandingskrav på 5,75 pct. fastholdes. De foreslåede minimumskrav vil gøre det ulovligt for mellemhandlere at sælge brændstof uden iblanding af biobrændstof til brug i landtransportsektoren. Olieselskabernes fælles interesseorganisation (EOF) har tilkendegivet, at den foreslåede lovændring vil kunne sikre, at selskaberne kan leve op til deres forpligtelse om iblanding af 5,75 bæredygtig biobrændstof i brændstof til landtransport.


Lovforslaget indeholder endvidere en præcisering af bestemmelser i lov om fremme af vedvarende energi vedr. arealreservationer til mulige fremtidige udbud af store havmølleparker. For at sikre den samfundsmæssigt mest hensigtsmæssige udbygning bør der allerede nu ske arealreservationer til denne udbygning. Der er imidlertid ikke i loven en klar afgrænsning mellem områder, der reserveres til statsligt udbud og områder, hvor der kan ansøges efter en såkaldt "åben dør procedure", hvor der ansøges uden for udbudsrunder. Det fremgår således af lovforslaget, at der ikke kan indgives ansøgninger uden for udbud, når ministeren har udpeget et område. Herved præciseres, at klima- energi- og bygningsministeren afviser ansøgninger, såfremt det pågældende areal er reserveret til et muligt statsligt udbud. Lovforslaget sigter efter at reservere egnede arealer til store havvindmølleparker såsom Kriegers Flak og Horns Rev samt de øvrige 7-8 arealer, der er identificeret i havmølleudvalgets rapport som de mest velegnede arealer ud fra en samfundsøkonomisk vurdering til opførelse af store havvindmølleparker.


Lovforslaget træder i kraft den 15. marts 2012.