Fremsat den 26. oktober 2011 af justitsministeren (Morten Bødskov)

Forslag

til

Lov om ændring af international købelov og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område

(Gennemførelse i dansk ret af del II om aftalens indgåelse i FN-konventionen om aftaler om internationale køb)

§ 1

I international købelov, jf. lov nr. 733 af 7. december 1988, foretages følgende ændring:

1. § 1, 2. pkt., ophæves.

§ 2

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, foretages følgende ændring:

1. Efter § 9 indsættes i kapitel I:

»§ 9 a. §§ 1-9 finder ikke anvendelse på afslutning af aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den internationale købelov.«

§ 3

Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. For aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse. Det samme gælder for aftaler, hvor forslaget om at indgå aftalen er stillet før lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

FN's konvention om aftaler om internationale køb har været gældende her i landet siden den 1. marts 1990. Det gælder dog ikke konventionens del II, som indeholder regler om aftalens indgåelse, og som Danmark - i lighed med Finland, Norge og Sverige - ved ratifikationen tog forbehold om ikke at ville være bundet af.

Konventionen, der omfatter køb mellem parter, som har deres forretningssteder i forskellige kontraherende stater, eller hvis international privatrets regler fører til anvendelse af en kontraherende stats love, indeholder bestemmelser om indgåelse af aftaler om internationale køb, parternes forpligtelser ved sådanne køb samt retsvirkningerne af parternes misligholdelse af deres forpligtelser. Visse former for køb, herunder f.eks. forbrugerkøb, falder uden for konventionens anvendelsesområde.

Konventionens bestemmelser er deklaratoriske, hvilket vil sige, at konventionens bestemmelser - når bortses fra konventionens artikel 12 (om visse landes krav om skriftlighed ved bl.a. aftalens indgåelse) - kun bringes i anvendelse, for så vidt parterne ikke har aftalt andet. Parterne kan således tilsidesætte konventionen helt ved at aftale, at et bestemt lands aftaleret og/eller køberet skal finde anvendelse på aftalen, eller ved at aftale, at enkelte af konventionens bestemmelser fraviges eller ændres.

Med lovforslaget, der bygger på anbefalingerne i en fællesnordisk rapport »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507), foreslås konventionens del II, der regulerer forhold, som svarer til aftalelovens kapitel I om afslutning af aftaler, gennemført i dansk ret, således at Danmark kan ophæve sit forbehold over for denne del af konventionen. På tilsvarende måde forventes Finland, Norge og Sverige at ophæve deres respektive forbehold over for konventionens del II.

En ophævelse af det danske forbehold over for konventionens del II indebærer, at det for erhvervsdrivende, der har deres forretningssted her i landet, og som indgår f.eks. aftaler om import eller eksport af varer med erhvervsdrivende, der har forretningssted i udlandet, bliver mere forudsigeligt, hvilke regler der vil gælde med hensyn til spørgsmålet om aftalens indgåelse. Herved vil de transaktionsomkostninger, som er forbundet med danske erhvervsdrivendes indgåelse af aftaler om internationale køb, efter omstændighederne blive minimeret. Der henvises herom i øvrigt til pkt. 3.3 og 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Konventionens autentiske tekst på engelsk og fransk er - tillige med en oversættelse heraf til dansk - optaget som bilag til den internationale købelov, jf. lov nr. 733 af 7. december 1988 (international købelov). Som bilag 2 til dette lovforslag er optaget den autentiske tekst på engelsk og fransk for så vidt angår konventionens del II om aftalens indgåelse tillige med en oversættelse heraf til dansk.

2. Lovforslagets baggrund

FN's konvention om aftaler om internationale køb (Convention on Contracts for the International Sale of goods) (herefter benævnt CISG) blev vedtaget i Wien den 11. april 1980. Konventionen indeholder regler om indgåelse af aftaler om internationale løsørekøb, om købers og sælgers forpligtelser og om retsvirkningerne af kontraktbrud mv.

Justitsministrene i Danmark, Finland, Norge og Sverige nedsatte i juni 1980 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at afgive indstilling om, hvorvidt de nordiske lande burde tiltræde konventionen. I november 1980 anbefalede arbejdsgruppen til justitsministrene, at de nordiske lande skulle underskrive konventionen, dog med forbehold om ikke at ville være bundet af konventionens del II.

CISG blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 733 af 7. december 1988 (international købelov). I overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefaling om, at de nordiske lande burde tage forbehold om ikke at ville være bundet af konventionens del II, hvilken anbefaling Justitsministeriets købelovudvalg tiltrådte, indeholder den internationale købelov i § 1, 2. pkt., et sådant forbehold.

Ved den efterfølgende ratifikation af konventionen tog Danmark - i lighed med Finland, Norge og Sverige - i medfør af konventionens artikel 92, stk. 1, forbehold over for konventionens del II.

Det danske forbehold over for del II i CISG indebærer, at det er den danske aftalelovs kapitel I om aftaleindgåelse, der gælder ved indgåelse af internationale købsaftaler, som efter international privatret er undergivet dansk ret. I tilfælde, hvor det er loven i en anden konventionsstat, der skal anvendes, vil det afhænge af denne anden konventionsstats ret, hvilke regler der skal anvendes. Denne anden konventionsstats ret vil i praksis ofte medføre, at CISG del II - uanset det danske forbehold - finder anvendelse på spørgsmålet om aftalens indgåelse.

I Nordisk Ministerråd blev det i 2008 - bl.a. på baggrund af en henvendelse fra Det Internationale Handelskammer (ICC), der er af den opfattelse, at de nordiske lande bør ophæve deres forbehold for CISG del II - besluttet at tage forbeholdet op til fornyet overvejelse. Den Nordiske Embedsmandskomité for lovsamarbejde (EK-LOV) anmodede i den forbindelse en svensk professor om at foretage en udredning af, hvorvidt de nordiske lande bør ophæve deres forbehold over for CISG del II. I rapporten »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507) konkluderes det, at fordelene ved en ophævelse af de nordiske landes forbehold over for CISG del II klart overstiger ulemperne herved. Der henvises herom i øvrigt til pkt. 4 nedenfor.

Justitsministeriet sendte i april 2009 rapporten »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507) i høring, og på baggrund af de danske høringssvar, herunder fra Advokatrådet, Danske Advokater, Dansk Industri, Håndværksrådet, Retspolitisk Forening og Københavns Universitet, der alle udtrykker støtte til en ophævelse af det danske forbehold over for CISG del II, samt høringssvarene fra øvrige nordiske lande, er der bred tilslutning til, at de nordiske lande ophæver deres respektive forbehold over for CISG del II.

På den anførte baggrund foreslås den internationale købelov ændret med henblik på at gennemføre CISG del II i dansk ret. Med den foreslåede ophævelse af § 1, 2. pkt., i den internationale købelov vil CISG, hvis lovforslaget vedtages, i sin helhed være gennemført i dansk ret.

Finland, Norge og Sverige forventes på tilsvarende måde at ophæve deres respektive forbehold over for CISG del II. Den svenske og finske regering har henholdsvis i april og august 2011 fremlagt lovforslag herom. Den norske regering har efter det oplyste endnu ikke taget stilling til, hvornår lovforslag om ophævelse af det norske forbehold over for CISG del II vil blive fremlagt.

3. CISG del II og forholdet til dansk ret

3.1. Generelt om CISG

3.1.1. Konventionens del I (artikel 1-13) indeholder - ud over bestemmelser om konventionens anvendelsesområde - visse almindelige bestemmelser om bl.a. fortolkning af konventionen og parternes erklæringer eller adfærd samt spørgsmål om, hvilket af flere forretningssteder der skal tillægges betydning ved anvendelsen af konventionen.

Efter konventionens artikel 1 gælder konventionen for løsørekøb mellem parter, der har deres forretningssteder i forskellige stater, hvis disse stater er kontraherende stater, eller hvis international privatrets regler fører til anvendelse af en kontraherende stats love, jf. konventionens artikel 1.

Visse former for køb falder uden for konventionens anvendelsesområde, herunder f.eks. forbrugerkøb, jf. artikel 2, litra a. Det samme gælder køb på auktion, køb i forbindelse med enhver form for tvangsfuldbyrdelse eller anden form for tvangssalg samt køb af bl.a. aktier, værdipapirer, skibe, fly og elektricitet, jf. artikel 2, litra b-f.

Den omstændighed, at konventionen ikke anvendes på de køb, der er nævnt i artikel 2, indebærer, at et sådant køb bedømmes efter købeloven, hvis dansk ret anvendes.

Artikel 3 regulerer forholdet til bestillingskøb. Konventionen skal efter artikel 3, stk. 1, ikke anvendes på aftaler, hvor bestilleren skal levere en væsentlig del af det materiale, som er nødvendigt til fremstillingen eller tilvirkningen af varen. Afgørende for, om en aftale skal betragtes som et bestillingskøb, der er omfattet af konventionen, er, at den del af materialet, som bestilleren skal levere, ikke kan betragtes som væsentlig.

Efter artikel 3, stk. 2, anvendes konventionen heller ikke på aftaler, hvor den overvejende del af leverandørens forpligtelser består i at levere arbejdskraft eller andre tjenesteydelser (f.eks. en reparation, hvor sælgeren skal levere mindre reservedele).

Artikel 4 præciserer, at konventionen kun gælder for indgåelse af aftaler om internationale løsørekøb samt sælgerens og køberens forpligtelser i henhold til sådanne køb. Det fremhæves særligt, at konventionen ikke regulerer spørgsmål om aftalers gyldighed eller ejendomsrettens overgang.

Konventionens bestemmelser er deklaratoriske, det vil sige at konventionens bestemmelser kun bringes i anvendelse, for så vidt parterne ikke har aftalt andet. Parterne kan således tilsidesætte konventionen helt ved at aftale, at et bestemt lands aftaleret og/eller køberet skal finde anvendelse på aftalen, eller ved at aftale, at enkelte af konventionens bestemmelser fraviges eller ændres.

Om konventionens artikel 1-13 henvises der i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslag nr. L 35 om forslag til international købelov, der blev fremsat den 6. oktober 1988, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, s. 869 ff.

3.1.2. Konventionens del II (artikel 14-24) om aftalens indgåelse indeholder bl.a. regler om, hvad der skal anses som et tilbud, og hvornår et tilbud eller svar på et tilbud bliver bindende. Endvidere behandles spørgsmålet om tilbagekaldelse af tilbud og svar på tilbud samt virkningen af, at et svar kommer for sent eller afviger fra tilbuddet. Der henvises herom i øvrigt til afsnit 3.2. nedenfor.

3.1.3. Konventionens del III (artikel 25-88) indeholder de egentlige bestemmelser om sælgerens og køberens forpligtelser ved køb samt retsvirkningerne af misligholdelse af disse forpligtelser. Denne del af konventionen er opdelt i fem kapitler.

Det første kapitel (artiklerne 25-29) indeholder bl.a. visse almindelige bestemmelser om køb. Heri angives, hvad der skal anses for at være en væsentlig misligholdelse. Kapitlet indeholder endvidere bestemmelser om ophævelseserklæringer og om, hvem der bærer risikoen for meddelelser til modparten.

Det andet kapitel (artiklerne 30-52) vedrører sælgerens pligter. Der er bestemmelser om levering af varen og om overgivelse af dokumenter vedrørende varen. Endvidere indeholder dette kapitel bestemmelser om mangler og om køberens undersøgelsespligt. Også betydningen og retsvirkningen af bl.a. såkaldte retsmangler er reguleret i dette kapitel. Kapitlet indeholder herudover bestemmelser om køberens beføjelser i tilfælde af sælgerens misligholdelse.

Det tredje kapitel (artiklerne 53-65) vedrører køberens pligter. De er udformet som et slags spejlbillede af bestemmelserne om sælgerens forpligtelser. Kapitlet indeholder herudover bestemmelser om sælgerens beføjelser i tilfælde af køberens misligholdelse.

I det fjerde kapitel (artiklerne 66-70) behandles risikoen for varen og risikoens overgang.

Det femte kapitel (artiklerne 71-88) indeholder regler, som er fælles for sælgerens og køberens pligter, herunder regler om anticiperet misligholdelse og erstatning. Kapitlet indeholder endvidere regler om ansvarsfrihed.

Om konventionens artikel 25-88 henvises der i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslag nr. L 35 om forslag til international købelov, der blev fremsat den 6. oktober 1988, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, s. 869 ff.

3.1.4. Konventionens del IV (artikel 89-101) indeholder konventionens afsluttende bestemmelser, herunder bestemmelser om adgangen for de kontraherende stater til at tage forbehold.

Ud over muligheden for at tage forbehold om, at konventionens del II om aftalens indgåelse ikke skal finde anvendelse, jf. konventionens artikel 92, stk. 1, indeholder konventionens artikel 94 (den såkaldte nabolandsklausul) mulighed for, at stater, der har samme eller nært beslægtede retsregler om køb, kan tage forbehold om, at konventionen ikke skal gælde for køb mellem parter, som har deres forretningssted i de pågældende stater (den såkaldte nabolandsklausul).

I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen tog Danmark - i lighed med Finland, Norge og Sverige - i medfør af denne nabolandsklausul et forbehold om, at de nordiske købelove - frem for konventionens regler - skal anvendes på internationale køb mellem parter, der har deres forretningssted i de nordiske lande.

I det lovforslag om ophævelse af det svenske forbehold over for CISG del II, som den svenske regering har fremlagt i april 2011, er der lagt op til at fastholde det svenske forbehold i henhold til nabolandsklausulen. På samme måde er der i det lovforslag om ophævelse af det finske forbehold over for CISG del II, som den finske regering har fremlagt i august 2011, lagt op til at fastholde det finske forbehold i henhold til nabolandsklausulen. I overensstemmelse hermed indeholder dette lovforslag ikke forslag om at ophæve det danske forbehold i henhold til nabolandsklausulen. Heller ikke Norge vil efter det oplyste foreslå sit forbehold i henhold til nabolandsklausulen ophævet.

Efter konventionens artikel 93 kan en kontraherende stat tage forbehold om, at konventionen ikke skal gælde for et eller flere af statens landområder, hvis staten har to eller flere landområder, hvor der i medfør af statens forfatning gælder forskellige retssystemer vedrørende de emner, som konventionen behandler.

I forbindelse med ratifikationen af CISG tog Danmark forbehold efter konventionens artikel 93, således at konventionen ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Efter den gældende bestemmelse i § 5 i international købelov kan loven ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette er dog ikke sket, og forbeholdet efter konventionens artikel 93 gælder derfor fortsat.

Om konventionens artikel 89-101 henvises der i øvrigt til pkt. 5.5-6.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 35 om forslag til international købelov, der blev fremsat den 6. oktober 1988, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, s. 869 ff.

3.2. CISG del II om aftalens indgåelse og forholdet til aftalelovens kapitel I om afslutning af aftaler

3.2.1. CISG del II om aftalens indgåelse omfatter artiklerne 14-24. I artiklerne 14-17 behandles tilbud, mens artiklerne 18-22 gælder antagende svar. Artikel 23 og 24 regulerer spørgsmålet om, hvornår en aftale er kommet i stand.

Reglerne i CISG del II (og i øvrigt også de øvrige regler i CISG på nær artikel 12, jf. pkt. 3.1.1 ovenfor) er - på samme måde som reglerne i aftalelovens kapitel I om afslutning af aftaler - deklaratoriske og viger for sædvaner og anden handelsbrug, jf. herved CISG artikel 6 og artikel 9 samt aftalelovens § 1.

3.2.2. Artikel 14, stk. 1, indeholder en udtrykkelig definition af begrebet »tilbud« i konventionens forstand.

Efter bestemmelsen udgør et forslag om indgåelse af aftale, som rettes til en eller flere bestemte personer, et tilbud, hvis det er tilstrækkeligt bestemt og viser tilbudsgiverens vilje til at være forpligtet, hvis tilbuddet antages, jf. artikel 14, stk. 1, 1. pkt. Et forslag er tilstrækkeligt bestemt, hvis det angiver den vare, som det angår, og udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller angiver, hvordan varens mængde og pris skal fastsættes, jf. artikel 14, stk. 1, 2. pkt.

Konventionens artikel 14, stk. 2, fastslår i forlængelse heraf, at et forslag, der ikke er rettet til en eller flere bestemte personer, alene skal anses for en opfordring til at give tilbud, medmindre det modsatte klart er tilkendegivet af den person, som fremsætter forslaget. Ordet »person« omfatter både fysiske og juridiske personer.

Aftaleloven indeholder ikke en definition af tilbud, men aftalelovens forarbejder betoner - ligesom ordlyden af artikel 14 - at en erklæring for at kunne anses for et tilbud må være tilstrækkeligt bestemt og vise den erklærendes endelige vilje til at blive bundet af erklæringen, jf. s. 18 i kommissionsbetænkningen af 1914, Udkast til Lov om Aftaler og andre Retshandler på Formuerettens Omraade med tilhørende Bemærkninger.

Desuden fremgår det af forarbejderne til aftalelovens §§ 1 og 9, at f.eks. rent upersonlige massehenvendelser, der nærmest har karakter af almindelig reklame, heller ikke i aftalelovens forstand anses som tilbud, men alene som opfordringer til at gøre tilbud, jf. s. 18 og 31 ff. i kommissionsbetænkningen af 1914, Udkast til Lov om Aftaler og andre Retshandler på Formuerettens Omraade med tilhørende Bemærkninger.

3.2.3. Efter konventionens artikel 15, stk. 1, får et tilbud virkning, når det kommer frem til tilbudsmodtageren. Det fremgår af stk. 2, at tilbudsgiveren indtil dette tidspunkt kan tilbagekalde tilbuddet, selv om han f.eks. i tilbuddet har angivet, at det er uigenkaldeligt. I artikel 24 angives en definition af udtrykket »kommet frem«.

Efter dansk ret er et tilbud bindende, når det er kommet til modtagerens kundskab, jf. aftalelovens § 7. Om tilbagekaldelse af tilbud henvises til pkt. 3.2.4 nedenfor.

3.2.4. Efter konventionens artikel 16, stk. 1, kan et tilbud tilbagekaldes, indtil tilbudsmodtageren har afsendt sit antagende svar.

Bestemmelsen indebærer, at tilbudsmodtageren selv bærer risikoen for de udgifter, som han har haft ved at bedømme tilbuddet, da tilbuddet ikke er bindende for tilbudsgiveren på samme måde, som tilfældet er efter aftalelovens § 1.

Bestemmelsen i artikel 16, stk. 1, modificeres imidlertid væsentligt gennem artikel 16, stk. 2, hvorefter et tilbud ikke kan tilbagekaldes, hvis tilbuddet angiver, at det er uigenkaldeligt. Et tilbud betragtes også som uigenkaldeligt, hvis det indeholder en frist for dets antagelse. Et tilbud kan endvidere ikke tilbagekaldes, hvis tilbudsmodtageren havde føje til at antage, at tilbuddet var uigenkaldeligt, og tilbudsmodtageren har handlet i tillid hertil.

Efter aftalelovens § 7 kan et tilbud tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodtageren forinden eller samtidig med, at tilbuddet kommer til hans kundskab.

3.2.5. Efter konventionens artikel 17 ophører et tilbud, herunder også et uigenkaldeligt tilbud, med at gælde, hvis det afslås, jf. herved også aftalelovens § 5. Det fremgår af artikel 19, at et antagende svar på et tilbud under visse betingelser betragtes som et afslag, hvis det indeholder tilføjelser, begrænsninger eller andre ændringer, jf. pkt. 3.2.7 nedenfor.

3.2.6. Konventionens artikel 18 angår spørgsmålet om antagende svar og det tidspunkt, fra hvilket det antagende svar får virkning.

Efter artikel 18, stk. 1, udgør en erklæring eller anden adfærd fra tilbudsmodtageren, som angiver, at han godtager tilbuddet, en antagelse af tilbuddet. Det anføres udtrykkeligt, at tavshed eller passivitet ikke i sig selv kan udgøre en antagelse af tilbuddet. Efter stk. 2 får et antagende svar virkning, når det kommer frem til tilbudsgiveren. Betydningen af, at et antagende svar får virkning, er, at et antagende svar dels ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt, jf. artikel 22, dels at aftalen er indgået, når det antagende svar får virkning, jf. artikel 23.

Det følger af aftalelovens § 7, at et svar er bindende, når det er kommet til modtagerens kundskab.

Et antagende svar skal ifølge konventionen - på samme måde som efter aftalelovens § 2 - komme frem til tilbudsgiveren inden for den tid, vedkommende eventuelt måtte have fastsat for svar, jf. artikel 18, stk. 2. Tilbudsmodtageren bærer således risikoen for, at svaret kommer frem eller forsinkes. Hvis der ikke er fastsat en frist for svar, skal dette komme frem til tilbudsgiveren inden rimelig tid. Et mundtligt tilbud må antages straks, medmindre andet fremgår af omstændighederne, jf. artikel 18, stk. 2. Tilsvarende gælder efter aftalelovens § 3.

Artikel 18, stk. 3, vedrører samtykke ved en handling. En antagelse gennem udførelsen af en handling tillægges efter bestemmelsen alene betydning, såfremt muligheden for en sådan fremgangsmåde følger af tilbuddet, en praksis, der er skabt mellem parterne, eller af sædvane. En handling, som tilkendegiver tilbudsmodtagerens samtykke, vil almindeligvis være forsendelse af varen eller indbetaling af købesummen.

3.2.7. Konventionens artikel 19 vedrører svar, som tilsigter at være antagende, men som indeholder tilføjelser, begrænsninger eller andre ændringer. Et sådant svar anses for et afslag i forbindelse med et nyt tilbud. Denne hovedregel, der fastslås i stk. 1, svarer til aftalelovens § 6, stk. 1.

Efter artikel 19, stk. 2, har tilbudsgiveren pligt til at reklamere mod et uoverensstemmende svar, medmindre svaret ændrer tilbuddet væsentligt.

I artikel 19, stk. 3, præciseres det, at visse ændringer altid betragtes som væsentlige. Det gælder ændringer, som vedrører pris, betaling, varens kvalitet og mængde, sted og tid for levering, omfanget af en parts erstatningsansvar over for den anden part samt vilkår om bilæggelse af tvistemål. Bestemmelsen indebærer, at f.eks. en klausul i svaret, hvorefter varen skal sendes straks, eller som udpeger en anden lastehavn som leveringssted, skal betragtes som et afslag i forbindelse med et nyt tilbud. Det samme gælder f.eks. en klausul om, at tvister skal afgøres ved voldgift.

Bestemmelsen i aftalelovens § 6, stk. 2, fastsætter, at tilbudsgiveren skal reklamere, hvis han må indse, at tilbudsmodtageren går ud fra, at svaret er i overensstemmelse med tilbuddet.

3.2.8. Konventionens artikel 20 indeholder bestemmelser om fortolkningen af en frist for antagelse af tilbuddet, hvis tilbudsgiveren har fastsat en frist. Bestemmelserne skal alene anvendes, hvis andet ikke er foreskrevet i tilbuddet, følger af tidligere praksis mellem parterne, og andre fortolkningsmomenter i øvrigt ikke fører til et andet resultat.

Efter artikel 20, stk. 1, skal fristen regnes fra det tidspunkt, hvor et telegram, som indeholder tilbuddet, indleveres til forsendelse. Hvis tilbuddet gives i et brev, regnes fristen fra den dato brevet angiver eller, hvis brevet ikke er dateret, fra poststemplets dato. Dette svarer til, hvad der gælder efter dansk ret, jf. aftalelovens § 2, stk. 2.

Det fremgår af artikel 20, stk. 2, at officielle helligdage eller andre dage, hvor forretningerne holder lukket, og som indtræffer inden for fristen for antagelse af tilbud, skal medregnes i beregningen af denne frist. Kun i det tilfælde, hvor den sidste dag i fristen falder på en helligdag eller på en anden dag, hvor forretningerne holdes lukket på det sted, hvor tilbudsgiveren har sit forretningssted, forlænges fristen til nærmeste følgende arbejdsdag. Også dette er en fortolkningsregel, som viger for f.eks. andre bestemmelser, der måtte fremgå af tilbuddet eller en tidligere praksis mellem parterne.

En tilsvarende regel findes ikke i aftaleloven, men bestemmelsen svarer i det væsentlige til reglerne i artikel 3 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter, der bl.a. finder anvendelse ved beregningen af forbrugerens fortrydelsesfrist, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 7.

3.2.9. Konventionens artikel 21 vedrører tilfælde, hvor et antagende svar kommer for sent frem. Det fremgår af stk. 1, at tilbudsgiveren kan vælge at betragte et svar, som kommer for sent frem, som en gyldig antagelse. I så fald skal tilbudsgiveren uden ophold underrette tilbudsmodtageren om, at det for sene svar udgør en antagelse. En sådan meddelelse kan gives mundtligt eller sendes til tilbudsmodtageren. I sidstnævnte tilfælde har tilbudsgiveren opfyldt sin forpligtelse, når meddelelsen er afsendt, således at tilbudsmodtageren bærer risikoen for meddelelsen under forsendelsen.

Aftalelovens § 4, stk. 1, fastsætter, at et antagende svar, der kommer for sent frem, betragtes som et nyt tilbud.

Efter artikel 21, stk. 2, bliver tilbudsgiveren bundet af et for sent svar, hvis det fremgår, at svaret er sendt under sådanne omstændigheder, at det burde være kommet frem rettidigt, og tilbudsgiveren ikke reklamerer over forsinkelsen.

Forskellen mellem denne bestemmelse og aftalelovens § 4, stk. 2, er principielt den samme som den, der gælder ved­rørende konventionens artikel 19, stk. 2, og aftalelovens § 6, stk. 2, i tilfælde, hvor der er uoverensstemmelse mellem et antagende svar og tilbuddet. Mens kriteriet efter konventionen er, om svaret ville være kommet rettidigt frem med normale kommunikationsmidler, bygger reglen i aftaleloven på, om tilbudsmodtageren er gået ud fra, at svaret er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren måtte indse dette.

3.2.10. Efter konventionens artikel 22 kan et antagende svar tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsgiveren senest samtidig med, at antagelsen af tilbuddet ville have fået virkning. Det fremgår af artikel 18, stk. 2, at svaret får virkning, når det kommer frem til tilbudsgiveren inden for fristen for antagelse, og det fremgår af artikel 23, at aftalen anses for indgået, når svaret får virkning.

3.2.11. Efter artikel 23 anses en aftale indgået fra det tidspunkt, hvor et antagende ansvar svar på et tilbud får virkning. Efter artikel 18, stk. 2, sker dette som anført, når svaret kommer frem til tilbudsgiveren.

Konventionen henviser i flere bestemmelser til tidspunktet for aftalens indgåelse. Dette tidspunkt kan være afgørende bl.a. ved mangelsbedømmelsen (artikel 35 og 42). Det kan endvidere være af betydning ved fastsættelsen af prisen (artikel 55). I forbindelse med skadeserstatning (artikel 74 og 79) kan tidspunktet for aftalens indgåelse også få betydning.

3.2.12. Konventionens artikel 24 indeholder fortolkningsregler om spørgsmålet om, hvornår et tilbud, et svar eller en anden viljeserklæring skal anses for kommet frem til adressaten.

For så vidt angår mundtlige meddelelser skal dette anses for at være sket, når meddelelsen afgives til modtageren. Andre meddelelser anses for at være kommet frem, når meddelelsen overleveres til modtageren personligt, til modtagerens forretningssted eller til modtagerens postadresse. Hvis adressaten ikke har noget forretningssted, anses meddelelsen for at være kommet frem, når den afleveres på adressatens bopæl. Det er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt en meddelelse kan anses for at være kommet frem, om adressaten har fået kendskab til, at meddelelsen er kommet frem.

3.3. Anvendelsen af CISG del II

Det gældende danske forbehold over for CISG del II indebærer, at dansk ret - det vil sige aftalelovens kapitel I - finder anvendelse på spørgsmålet om indgåelse af aftaler om internationalt løsørekøb i de tilfælde, hvor dansk international privatret - det vil sige de danske lovvalgsregler - fører til, at aftalen er undergivet dansk ret.

Som anført under pkt. 2 ovenfor vil CISG del II - uanset det danske forbehold over for denne del af konventionen - imidlertid finde anvendelse i de i praksis ofte forekommende tilfælde, hvor en dansk erhvervsdrivende indgår aftale om et internationalt køb med en kontraktpart, der har forretningssted i en anden konventionsstat, og hvor de international privatretlige regler fører til anvendelse af konventionens del II. Det samme gælder f.eks. i tilfælde, hvor parterne har aftalt, at CISG del II skal anvendes.

En konsekvens af det gældende danske forbehold over for CISG del II er i øvrigt, at spørgsmål om, hvorvidt f.eks. en aftale om et internationalt køb er indgået mellem en dansk importør og en kinesisk eksportør, efter omstændighederne vil skulle afgøres efter national kinesisk aftaleret frem for CISG del II. Det skyldes, at Kina - på samme måde som f.eks. USA - har taget forbehold efter konventionens artikel 95, hvorefter en konventionsstat kan tage forbehold om, at CISG alene skal finde anvendelse, hvis begge aftaleparter har forretningssted i konventionsstater, og i forhold til CISG del II kan Danmark ikke anses som en konventionsstat, jf. konventionens artikel 92, stk. 2. Med en ophævelse af det danske forbehold over for CISG del II vil CISG del II regulere spørgsmålet, uanset om f.eks. dansk, kinesisk eller amerikansk ret ellers ville skulle have fundet anvendelse.

4. Rapporten »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507)

4.1. Som anført under pkt. 2 ovenfor blev det i Nordisk Ministerråd i 2008 besluttet at tage de nordiske landes forbehold over for CISG del II op til fornyet overvejelse. Den Nordiske Embedsmandskomité for lovsamarbejde (EK-LOV) anmodede i den forbindelse en svensk professor (professor Jan Kleineman) om at foretage en udredning af, hvorvidt de nordiske lande bør ophæve deres forbehold over for CISG del II.

4.2. Professor Jan Kleinemans rapport »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507) indeholder i kapitel 2 en generel beskrivelse af CISG og baggrunden for de nordiske landes forbehold over for konventionens del II om aftalens indgåelse, mens kapitel 3 indeholder en gennemgang af CISG del II. I kapitel 4 redegøres der for nogle aftaleretlige principper, mens redegørelsens kapitel 5 indeholder en vurdering af, om de nordiske lande bør tilbagekalde deres forbehold over for CISG del II.

I redegørelsen anføres det bl.a., at nordisk aftaleret bygger på det såkaldte løfteprincip, mens konventionens regler bygger på en kombination af løfteprincippet og det såkaldte kontraktsprincip. Løfteprincippet er ifølge rapporten i udgangspunktet til fordel for tilbudsmodtageren, idet tilbudsgiveren er bundet af sit tilbud i (hele) den periode, hvor tilbudsmodtageren rettidigt kan afgive accept, mens kontraktsprincippet umiddelbart er til fordel for tilbudsgiveren, idet denne kun bliver bundet af sit tilbud, hvis det accepteres af modparten.

Ifølge rapporten adskiller gældende nordisk aftaleret om aftalers indgåelse sig imidlertid hverken i teori eller i praksis væsentligt fra konventionens regler herom. Det skyldes navnlig, at en tilbudsgiver efter konventionens artikel 16, stk. 2, ikke kan tilbagekalde et tilbud bl.a. i tilfælde, hvor tilbuddet indeholder en frist for tilbudsmodtagers antagelse af tilbuddet.

Hertil kommer, at CISG, herunder konventionens del II, har opnået bred international anerkendelse, og at konventionen herigennem bidrager til at mindske transaktionsomkostningerne ved international handel. Således er det ud af de 76 lande, som har ratificeret CISG, alene Danmark, Finland, Norge og Sverige, der har taget forbehold over for CISG del II.

De nordiske landes ophævelse af deres forbehold vil ifølge rapporten være udtryk for, at disse lande anerkender de internationalt fastsatte regler om indgåelse af aftaler om internationale køb, og dette vurderes ikke alene at ville have en positiv symbolværdi i forhold til de øvrige konventionslande, men også at ville medføre langt større forudsigelighed om, hvilke regler der anvendes på aftaleforholdet.

Bl.a. på den anførte baggrund anbefales det i rapporten, at de nordiske lande ophæver deres respektive forbehold over for CISG del II.

4.3. Justitsministeriet sendte i april 2009 rapporten »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507) i høring. Adskillige høringsparter udtrykte i den forbindelse uforbeholden støtte til en ophævelse af det danske forbehold over for CISG del II, mens ingen høringsparter udtalte sig imod en ophævelse af det danske forbehold.

Advokatrådet anførte i sit høringssvar af 2. juni 2009 bl.a., at de bekymringer, som i sin tid begrundede de nordiske landes forbehold over for CISG del II, ikke i praksis har vist sig berettigede, herunder har det danske forbehold navnlig ikke sikret, at spørgsmålet om aftalens indgåelse og spørgsmålet om aftalens gyldighed i praksis afgøres efter kun ét regelsæt, nemlig den danske aftalelov. Det er efter en samlet vurdering Advokatrådets opfattelse, at der både ud fra en teoretisk og praktisk synsvinkel er gode grunde til, at det danske forbehold over for CISG del II bør ophæves.

Dansk Industri anførte i sit høringssvar af 2. juni 2009 bl.a., at en ophævelse af det danske forbehold over for CISG del II vil kunne medføre en højere grad af forudsigelighed med hensyn til retsgrundlaget for parternes aftale og dermed lavere transaktionsomkostninger i forbindelse med indgåelse af internationale købsaftaler til gavn for både danske og udenlandske aftaleparter. Dansk Industri kan på den baggrund støtte, at det danske forbehold over for CISG del II ophæves.

5. Justitsministeriets overvejelser

5.1. I forbindelse med ratifikationen af CISG tog Danmark - i lighed med Finland, Norge og Sverige - som nævnt forbehold over for CISG del II.

Forbeholdet blev navnlig begrundet med, at reglerne i CISG del II, der er påvirket af Common law-landenes aftaleret, adskiller sig fra aftalelovens regler særligt for så vidt angår reglerne om tilbud og mulighederne for at tilbagekalde tilbud. Det blev endvidere anført, at CISG ikke regulerer spørgsmålet om aftalers gyldighed, hvorfor en gennemførelse af CISG del II i dansk ret ville betyde, at konventionens bestemmelser skulle finde anvendelse på spørgsmålet om aftalens indgåelse, mens aftaleloven skulle finde anvendelse på spørgsmålet om aftalens gyldighed, hvilket ville skabe usikkerhed om, hvorvidt der er indgået en gyldig aftale. Der henvises herom i øvrigt til pkt. 6.1 i de almindelige bemærkninger til det lovforslag, som ligger til grund for den internationale købelov, jf. lovforslag nr. L 35 om forslag til international købelov, der blev fremsat den 6. oktober 1988 (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, s. 1020).

5.2. Justitsministeriet er - på samme måde som bl.a. Advokatrådet, jf. pkt. 4.3 ovenfor - af den opfattelse, at de grunde, der i forbindelse med de nordiske landes ratifikation af CISG medførte, at Danmark, Finland, Norge og Sverige tog forbehold over for CISG del II, ikke længere gør sig gældende med samme styrke.

Som anført i rapporten »Avtalsslutande vid internationella köp av varor« (TemaNord 2009:507) indebærer navnlig de undtagelser, som er indeholdt i konventionens artikel 16, stk. 2, at forskellene mellem løfteprincippet, som nordisk aftaleret bygger på, og kontraktsprincippet, som CISG del II i vidt omfang bygger på, i praksis er meget begrænsede.

Hertil kommer, at CISG i dag har opnået meget stor international udbredelse. Som anført under pkt. 4.2 ovenfor har 76 lande, herunder langt hovedparten af EU's medlemslande samt f.eks. USA, Rusland, Japan og Kina, ratificeret CISG, og det er udelukkende Danmark, Finland, Norge og Sverige, der har taget forbehold over for konventionens del II.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil en ophævelse af det danske forbehold over for CISG del II medføre en høj grad af forudsigelighed med hensyn til, hvilke regler om aftalens indgåelse der gælder ved internationale køb af varer med dansk tilknytning, og denne forudsigelighed vurderes at ville være til gavn for danske erhvervsdrivende.

På den anførte baggrund foreslås det ved en ændring af den internationale købelov og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område (aftaleloven), at det danske forbehold over for CISG del II om aftalens indgåelse ophæves. Herefter vil CISG i sin helhed, medmindre parterne i en aftale om et internationalt køb har aftalt andet, finde anvendelse på aftalen. Der henvises herom i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, og § 2, nr. 1.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, regioner eller kommuner.

7. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vurderes ikke umiddelbart at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget kan imidlertid have visse afledte, positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet der med lovforslaget tilvejebringes en høj grad af forudsigelighed med hensyn til retsgrundlaget for indgåelse af aftaler om internationale køb. Den større forudsigelighed vil efter omstændighederne kunne medføre, at transaktionsomkostninger, som er forbundet med danske erhvervsdrivendes indgåelse af aftaler om internationale køb, minimeres.

8. Lovforslagets administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

9. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

10. Lovforslagets forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Danske Advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark (LO), Dansk Detail, Håndværksrådet, Forsikring og Pension, Finansrådet, Forbrugerrådet, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Datatilsynet, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at § 1, 2. pkt., i den internationale købelov, hvorefter CISG del II om aftalens indgåelse ikke gælder her i landet, ophæves.

CISG vil herefter være gennemført i sin helhed i dansk ret. Om betydningen heraf henvises der til pkt. 4 og 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Den foreslåede § 9 a i aftaleloven indebærer, at aftalelovens kapitel I om afslutning af aftaler ikke skal finde anvendelse på aftaler omfattet af den internationale købelov. Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at det danske forbehold over for CISG del II om aftalens indgåelse foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Til § 3

Det følger af artikel 97, stk. 4, i CISG, at en stat, der afgiver en erklæring i henhold til konventionen, til hver en tid kan tilbagekalde erklæringen ved en skriftlig meddelelse, som afgives i behørig form til depositaren, og at en sådan tilbagekaldelse får virkning den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog tilbagekaldelsen.

For at sikre, at loven træder i kraft samtidig med virkningstidspunktet for tilbagekaldelsen af Danmarks erklæring i henhold til konventionens artikel 92, stk. 1, om ikke at være bundet af konventionens del II, foreslås det i stk. 1, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

I stk. 2, 1. pkt., foreslås det med henblik på ikke at gribe ind i bestående aftaleforhold, at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse på aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden.

I relation til aftaler, som indgås efter lovens ikrafttræden, men hvor en kontraktspart inden lovens ikrafttræden har stillet forslag om aftaleindgåelse, vil de hidtil gældende regler ligeledes finde anvendelse jf. stk. 2, 2. pkt. Det bemærkes herved, at konventionen alene skal finde anvendelse på indgåelse af en aftale, når forslaget om at indgå aftalen stilles på eller efter den dato, hvor konventionen træder i kraft i forhold til de kontraherende stater, jf. konventionens artikel 100, stk. 1.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Efter konventionens artikel 93 kan en kontraherende stat tage forbehold om, at konventionen ikke skal gælde for et eller flere af statens landområder, hvis staten har to eller flere landområder, hvor der i medfør af statens forfatning gælder forskellige retssystemer vedrørende de emner, som konventionen behandler.

I forbindelse med ratifikationen af CISG tog Danmark forbehold efter konventionens artikel 93, således at konventionen ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Efter den gældende bestemmelse i § 5 i international købelov kan loven ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette er ikke sket, og forbeholdet efter konventionens artikel 93 gælder derfor fortsat.

Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget formueretten, og aftaleloven på Færøerne samt spørgsmålet om en eventuel gennemførelse i færøsk ret af den international købelov hører nu under de færøske myndigheder. Loven skal derfor ikke gælde - eller ved kongelig anordning kunne sættes i kraft - for Færøerne. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Bilag 2