L 59 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme og forskellige andre love samt ophævelse af lov om pengesedler i Grønland.

(Bevilling af engagementer, obligatorisk anvendelse af danske regnskabsregler, tilladelse til og tilsyn med auktionsplatform for handel med CO2-kvoter og fælles datacentraler m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-12-2011

Fremsættelse: 14-12-2011

Skriftlig fremsættelse (14. december 2011)

20111_l59_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. december 2011)

Erhvervs- og vækstministeren (Ole Sohn)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme og forskellige andre love samt ophævelse af lov om pengesedler i Grønland (Bevilling af engagementer, obligatorisk anvendelse af danske regnskabsregler, tilladelse til og tilsyn med auktionsplatform for handel med CO2-kvoter og fælles datacentraler m.v.)

(Lovforslag nr. L 59)

Lovforslaget har til formål at gennemføre en række initiativer som opfølgning på den finansielle krise. Initiativerne vedrører bl.a. finansielle virksomheders bevilling af engagementer, tilsyn med fælles datacentraler samt tilpasning af værdipapirhandelsloven på baggrund af CO2-auktioneringsforordningen og det nye prospektdirektiv.


Forslaget indebærer en ændring af pligten til at aflægge regnskab efter danske regnskabsregler med det formål, at de finansielle virksomheder underlægges en fremtidig ændring på bekendtgørelsesniveau, der kommer til at indeholde mere præcise regler for værdiansættelsen af engagementer, herunder behandlingen af sikkerheder og opgørelsen af nedskrivninger, som opfølgning på den finansielle krise.


Med henblik på at sikre hurtige og effektive undersøgelser lægger forslaget derudover op til, at i de tilfælde, hvor Finanstilsynet påbyder virksomheden at få foretaget en uvildig undersøgelse, er det fremover den finansielle virksomhed selv, der kontraherer med en sagkyndig.


Med forslaget gennemføres en justering af reglerne om muligheden for at kunne udstede administrative bødeforelæg, ved at der åbnes op for muligheden for, at Finanstilsynet kan udstede administrative bøder for overtrædelse af visse bestemmelser i bekendt­gørelser udstedt i medfør af bl.a. lov om finansiel virksomhed og lov om værdipapirhandel. Dermed styrkes den tilsynsmæssige effektivitet, og der kan hurtigt og effektivt gribes ind over for lovovertrædelser på det finansielle område.


Forslaget indebærer desuden en ændring af hvidvaskloven på baggrund af bl.a. anbefalinger fra Financial Action Task Force. Ændringerne vil bl.a. indebære præcisering af lovens anvendelsesområde, ændring af beløbsgrænsen for hvornår en transaktion for en lejlighedskunde kræver opfyldelse af legitimationskravene og udvidelse af forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser fra 2 til 5 år.


Forslaget giver endvidere mulighed for, at der under visse nærmere omstændigheder kan videregives fortrolige oplysninger omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt til færøske tilsynsmyndigheder på det finansielle område.


Lovforslaget indeholder endelig en række mindre ændringer og ændringer af teknisk karakter.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.