Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 13. marts 2012
1. Ændringsforslag
Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.
Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2-4. Det
Konservative Folkepartis medlem af udvalget af stillet
ændringsforslag nr. 1.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. december 2011 og var til 1.
behandling den 17. januar 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og justitsministeren sendte den
21. oktober 2011 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del -
bilag 41. Den 14. december 2011 og den 10. januar 2012 sendte
justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6 spørgsmål til
justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
Spørgsmål 1 og ministerens svar herpå er
optrykt som bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et mindretal i udvalget
(S, SF, RV og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
justitsministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i
udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
På initiativ fra Venstres medlem Kim Andersen har
Venstre fået optrykt svar på spørgsmål 1.
I den forbindelse har Venstres medlemmer af udvalget noteret sig,
at justitsministeren i sit svar på spørgsmål 1
oplyser: »Det vil efter Justitsministeriets opfattelse
være naturligt, at det i den forbindelse overvejes, om
udvalgets anbefalinger, for så vidt angår
afgangsalderen for dommere m.v., også bør have
betydning for den gældende aldersgrænse for
lægdommere (domsmænd og nævninger) og
beneficerede (beskikkede) advokater.« Justitsministeren
oplyser endvidere i svaret, at ministeren p.t. afventer resultatet
af et udvalgsarbejde vedrørende den pligtige afgangsalder
for dommere m.fl. Venstre forventer på den baggrund, at
justitsministeren, når udvalgets forslag som lovet foreligger
senere i år, også kommer med forslag til generelle
regler, der ud over dommere også omfatter beskikkede
advokater, domsmænd og nævninge.
Et tredje mindretal
(EL) vil redegøre for sin stilling ved 2. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin
var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (KF), tiltrådt af
et mindretal (V, DF og
LA):
1)
Efter nr. 3 indsættes som nye numre:
»01. I §
29 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »lukkes
dørene under den forurettedes forklaring, når den
pågældende anmoder om det« til: »lukkes
dørene, når den forurettede er under 18 år. I
sager hvor forurettede er fyldt 18 år, lukkes dørene
under den forurettedes forklaring, når den
pågældende anmoder om det.«
02. I
§ 41 d, stk. 1,
indsættes efter 2. pkt.:
»Når en afhøring af et barn er optaget
på video (videoafhøring), kan barnets forældre
tilsvarende forlange at blive gjort bekendt med afhøringen,
medmindre den pågældende har været mistænkt
eller sigtet i sagen«.«
[Retsmøde for lukkede
døre, når den forurettede er et barn, og
forældrenes ret til at blive gjort bekendt med
afhøringen]
Af justitsministeren, tiltrådt
af udvalget med undtagelse
af EL:
2) I
nr. 10 ændres »postadresse
i Den Europæiske Union« til: »postadresse i Det
Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde«.
[Præcisering af kravet om
angivelse af en postadresse i stævninger,
ankestævninger, svarskrift og betalingspåkrav]
Ny paragraf
Af justitsministeren, tiltrådt
af udvalget med undtagelse af EL:
3)
Efter § 4 indsættes efter overskriften »Ikrafttræden
m.v.« som ny paragraf:
Ȥ 01
I forbindelse med en landsdommers varetagelse af
hvervet som formand for Skattesagskommissionen kan der
udnævnes yderligere 1 landsdommer i den
pågældende landsret. Tilsvarende kan der udnævnes
yderligere 1 landsdommer i forbindelse med en landsdommers
varetagelse af hvervet som formand for en
undersøgelseskommission om visse spørgsmål
vedrørende dansk militær indsats. Stillingerne
bortfalder, første gang en fast landsdommerstilling bliver
ledig i den pågældende landsret, efter at de
pågældende landsdommere er vendt tilbage.«
[Udpegelse af yderligere to
landsdommere som følge af to landsdommeres varetagelse af
hverv som formænd for undersøgelseskommissioner]
Til § 5
Af justitsministeren, tiltrådt
af udvalget med undtagelse af EL:
4) I
stk. 2 ændres »og § 3,
nr. 2,« til: »§ 3, nr. 2, og § 01«.
[Ikrafttræden af §
01]
Bemærkninger
Til nr. 1
De foreslåede ændringer indebærer, at alle
retsmøder i sædelighedssager, hvor offeret er et barn,
holdes for lukkede døre. I øvrige sager af den art
opretholdes den gældende retstilstand, og forældre kan
forlange at blive gjort bekendt med videoafhøringer af deres
børn, medmindre den pågældende selv har
været mistænkt eller sigtet i den sag, som
videoafhøringen angår. Retten til aktindsigt vil i
overensstemmelse med de nuværende regler først
gælde, når straffesagen er endeligt afsluttet, jf.
retsplejelovens § 41 d, stk. 1, sidste pkt.
Endvidere vil det efter § 41 d, stk. 5,
være den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt,
der afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn af
videoafhøringen eller i form af udlevering af en kopi af et
medie med videoafhøringen.
.
Til nr. 2
Som det fremgår af afsnit 5.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, har den med lovforslagets § 1,
nr. 10, foreslåede ændring bl.a. til hensigt at sikre,
at de pågældende bestemmelser i retsplejeloven er i
overensstemmelse med EU-rettens forbud mod at udøve
forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
Det nævnte EU-retlige forbud mod at udøve
forskelsbehandling på grundlag af nationalitet gælder
imidlertid ikke kun i forhold til alle EU-lande, men må
også antages at gælde i forhold til de såkaldte
EØS-lande, dvs. Norge, Liechtenstein og Island. Det
foreslås på den baggrund at præcisere den
foreslåede ændring af retsplejelovens § 348, stk.
2, nr. 1, § 351, stk. 2, nr. 5, § 373, stk. 1, nr. 5,
§ 376, stk. 1, nr. 3 og § 477 b, stk. 3, nr. 1,
således, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå, at
kravet efter bestemmelserne er angivelse af en postadresse i Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, dvs. i
et EU-land eller i Norge, Island og Liechtenstein.
Til nr. 3 og 4
Antallet af dommere fastsættes ved lov, jf. i den
forbindelse, for så vidt angår landsdommere,
retsplejelovens § 5.
Der er praksis for, at der i forbindelse med en landsdommers
varetagelse af et hverv som formand for en
undersøgelseskommission udnævnes yderligere en
landsdommer i den pågældende landsret. Dette sker
sædvanligvis ved, at der medtages en tekstanmærkning
herom på finansloven.
I finansloven for 2012 er der således i
tekstanmærkningerne medtaget bestemmelser om, at der i
forbindelse med nedsættelsen af henholdsvis
Farumkommissionen, Blekingegadekommissionen og
Undersøgelseskommissionen i sagen om indfødsret til
statsløse personer kan udnævnes tre yderligere
landsdommere.
Sådanne bestemmelser er ikke medtaget i finansloven for
2012 i relation til Skattesagskommissionen og den
undersøgelseskommission om visse spørgsmål om
den danske militære indsats, som der i regeringsgrundlaget
»Et Danmark, der står sammen« er lagt op til at
nedsætte. Da udnævnelse af yderligere to landsdommere i
forbindelse med to landsdommeres varetagelse af hvervene som
formænd i de to pågældende
undersøgelseskommissioner ikke kan afvente vedtagelsen af
næste års finanslov, fremsættes forslag herom i
dette lovforslag.
Udnævnelse af yderligere landsdommere vil ske efter
sædvanlig procedure snarest muligt efter lovforslagets
ikrafttræden (og når undersøgelseskommissionerne
er nedsat).
Som det også er praksis, foreslås det, at
landsdommerstillingerne bortfalder, første gang en fast
landsdommerstilling bliver ledig i den pågældende
landsret, efter at de pågældende landsdommere er vendt
tilbage.
Jacob Bjerregaard (S) Poul
Andersen (S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole
Hækkerup (S) Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia
Stampe (RV) Camilla Hersom (RV) Meta Fuglsang (SF) Anne Baastrup
(SF) fmd. Pernille Skipper (EL)
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Frank Aaen (EL) Doris Jakobsen (SIU)
Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger Støjberg
(V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Karsten
Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter
Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF) Kim
Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF)
nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 58
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren |
2 | Supplerende høringssvar og
høringsnotat, fra justitsministeren |
3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
5 | Ændringsforslag, fra
justitsministeren |
6 | Revideret ændringsforslag, fra
justitsministeren |
7 | 1. udkast til betænkning |
8 | Revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslag |
9 | Ændringsforslag, fra
justitsministeren |
10 | 2. udkast til betænkning |
11 | 3. udkast til betænkning |
12 | 4. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 58
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. , om ministeren inden 2. behandlingen
af dette lovforslag vil se positivt på at inddrage
spørgsmålet om den generelle regel om pensionering ved
70 år, når vi snakker dommere, beskikkede advokater,
domsmænd og nævninge, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
2 | Spm. om teknisk bistand til et
ændringsforslag, der sikrer, at retsmøderne som
udgangspunkt i sager om seksuelt misbrug af børn
foregår bag lukkede døre, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
3 | Spm. om teknisk bistand til et
ændringsforslag, der giver forældrene, forudsat at det
ikke er forældrene, der er sigtede i den konkrete sag, adgang
til videooptagelserne efter retssagens afslutning af hensyn til at
skabe de bedst mulige rammer for, at forældrene kan
hjælpe barnet tilbage til et normalt liv, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
4 | Spm. , om ministeren vil se på
muligheden for regulering af en forsvarsadvokats adgang til
større mængder af materiale, som f.eks. en betydelig
mængde børnepornografisk materiale, der er konfiskeret
af politiet, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
5 | Spm. om, hvorfor angivelse af postadresse
kun skal gælde i EU, og ikke også Norge eller USA, og
derved sker der ikke en diskrimination i forhold til
tredjelandsborgere, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
6 | Spm. om, hvilken hjemmel politiet har haft
til at fravige kravet om betaling af et gebyr på 175 kr. ved
anmodning om aktindsigt, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
Bilag 2
1 af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålet og justitsministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra Venstre.
Spørgsmål
1:
Under henvisning til Venstres ordførertale under 1.
behandlingen af lovforslaget vil ministeren da inden 2.
behandlingen af dette lovforslag se positivt på at inddrage
spørgsmålet om den generelle regel om pensionering ved
70 år, når vi snakker dommere, beskikkede advokater,
domsmænd og nævninge? Hvis ministeren ikke er
indstillet herpå, bedes ministeren redegøre
herfor.
Svar:
Som anført i lovforslagets pkt. 3.3.1 regulerer
lovforslaget ikke spørgsmålet om pligtig afgangsalder
for dommere m.v., idet dette spørgsmål for tiden
behandles i et udvalg under Justitsministeriet om den pligtige
afgangsalder for dommere m.v. Udvalget skal nærmere overveje,
om der bør fastsættes en højere pligtig
afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved
domstolene end 70 år, og komme med forslag til, hvilken
pligtig afgangsalder der i givet fald bør
fastsættes.
Arbejdet i udvalget forventes at blive afsluttet i
løbet af 2012, hvorefter regeringen vil tage stilling til
spørgsmålet om pligtig afgangsalder for dommere og
andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene.
Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være
naturligt, at det i den forbindelse overvejes, om udvalgets
anbefalinger, for så vidt angår afgangsalderen for
dommere m.v., også bør have betydning for den
gældende aldersgrænse for lægdommere
(domsmænd og nævninger) og beneficerede (beskikkede)
advokater.
Jeg er på den anførte baggrund ikke indstillet
på at inddrage spørgsmålet om den generelle
afgangsalder for dommere m.v. i forbindelse med behandlingen af det
foreliggende lovforslag, som således alene angår
spørgsmålet om dommeres m.v. adgang til at
færdigbehandle sager, som de pågældende har
påbegyndt, før de falder for en fast
aldersgrænse.