Skriftlig fremsættelse (21. november
2011)
Skatteministeren
(Thor Möger Pedersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om ændring af lov om
afgift af kvælstofoxider, lov om energiafgift af
mineralolieprodukter m.v. og lov om afgift af naturgas og bygas
(Højere afgift på luftforurening fra NOx m.v.)
(Lovforslag nr. L 32)
Med dette forslag foreslås en markant forhøjelse
af afgiften på den skadelige udledning af
kvælstofoxider - også kaldet NOx - som et led i aftalen mellem regeringen
(Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti)
og Enhedslisten om finansloven for 2012.
Potentialet for at nedbringe NOx-udledningen gennem
afgiftspålæggelse er betydeligt. Luftforureningen fra
NOx skal nedbringes for at mindske
de skadelige virkninger for mennesker, natur og miljø. Det
foreslås således, at afgiften på NOx forhøjes fra ca. 5 kr. til 25 kr.
pr. kg NOx fra den 1. januar 2012.
Udover selve afgiftsforhøjelsen indebærer forslaget
bl.a., at der er flere NOx-udledende
energianlæg i Nordsøen, som vil blive pålagt
afgiften.
Den foreslåede afgiftsforhøjelse m.v.
skønnes at medføre, at udledning af NOx reduceres med godt 10 mio. kg i
2012.
Forslaget skønnes at medføre et umiddelbart
merprovenu inklusive tilbageløb på 550 mio. kr. om
året i 2012-niveau.
Forslaget sendes i høring samtidig med
fremsættelsen. Det har af tidsmæssige årsager
grundet forslagets tilknytning til finanslovsaftalen 2012 ikke
været muligt at sende forslaget i høring forud for
fremsættelsen.
Som følge af at forslaget skal have virkning fra 2012,
ønskes forslaget vedtaget inden jul med henblik på
ikrafttræden ved årsskiftet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.