Skriftlig fremsættelse (21. november
2011)
Skatteministeren
(Thor Möger Pedersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og forskellige
andre love (Nedsættelse af grænsen for finansielle
aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier og
justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne)
(Lovforslag nr. L 30)
Lovforslaget er en del af aftalen om finansloven for 2012
mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten.
Efter lovforslaget nedsættes grænsen for
finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse
af aktier (pengetankreglen). Formålet er at få passive
kapitalanbringelser kanaliseret over i erhvervsmæssige
investeringer, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og
velfærd.
Efter de gældende regler kan aktierne i en virksomhed
overdrages til nære familiemedlemmer, medarbejdere m.v. med
succession. Dermed udskydes beskatningen, indtil aktierne
overdrages til personer, som ikke er successionsberettigede. Det er
bl.a. en betingelse, at den enkelte overdragelse ikke er en
såkaldt pengetank.
Der er tale om en pengetank, hvis 75 pct. af selskabets
indtægter vedrører passiv pengeanbringelse i
finansielle aktiver eller udlejning af fast ejendom. Det
foreslås, at procentgrænsen sættes ned til 25
pct.
Efter lovforslaget strammes tillige
rentefradragsbegrænsningsreglerne. Dette er et af de
elementer i aftalen om finansloven for 2012, som vedrører
multinationale selskaber. Formålet er bl.a. at bidrage til et
robust skattegrundlag i forhold til selskaber.
Efter de gældende rentefradragsbegrænsningsregler
kan beskæringen højst nedsætte
indkomstårets fradragsberettigede nettofinansieringsudgifter
til et grundbeløb på 21,3 mio. kr. (2010-niveau).
Grundbeløbet reguleres årligt efter personskattelovens
§ 20. Denne regulering er dog suspenderet til og med
indkomståret 2013. Det foreslås at afskaffe den
årlige regulering permanent.
Forslaget om at nedsætte grænsen for finansielle
aktiver i pengetankreglen skønnes at medføre et
varigt merprovenu på ca. 60 mio. kr. årligt efter
tilbageløb.
Forslaget om at stramme
rentefradragsbegrænsningsreglerne skønnes at
medføre et varigt merprovenu på ca. 250 mio. kr.
årligt efter tilbageløb.
Lovforslaget sendes i høring samtidig med
fremsættelsen. Det har af tidsmæssige årsager
grundet forslagets tilknytning til finanslovsaftalen 2012 ikke
været muligt at sende forslaget i høring forud for
fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.