L 29 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 21-11-2011

Fremsættelse: 21-11-2011

Skriftlig fremsættelse (21. november 2011)

20111_l29_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (21. november 2011)

Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter)

(Lovforslag nr. L 29)

Lovforslaget er et led i udmøntningen af finansloven for 2012.


Efter forslaget skal selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, have mulighed for at få udbetalt skattekreditter, dvs. skatteværdien af underskud, der stammer fra forsknings- og udviklingsaktiviteter.


En eventuel resterende del af årets underskud fremføres som efter gældende ret til modregning i eventuelle fremtidige overskud.


Formålet er at styrke særligt små virksomheders forskning og udvikling og dermed skabe mere vækst, der kan bidrage til at sætte et højt indkomstniveau i Danmark.


Det sker ved at styrke virksomhedernes likviditet i den fase, hvor forsknings- og udviklingsaktiviteter endnu ikke har resulteret i indtægter for virksomhederne. Virksomhederne har typisk underskud i denne periode.


Ligeledes reduceres tabet, hvis virksomheden aldrig siden­hen vil få overskud. Særligt små virksomheder vil derfor være mere villige til at foretage risikobetonede investeringer, hvor der både er mulighed for store gevinster og tab.


Efter forslaget kan en underskudsgivende virksomhed højst få udbetalt 1,25 mio. kr. årligt svarende til 25 pct. af forsknings- og udviklingsudgifter på 5 mio. kr.


Til sambeskattede selskaber og konstruktioner af selskaber og personligt drevne virksomheder, der kontrolleres af samme person, kan der tilsammen højst udbetales et beløb på 1,25 mio. kr.


Forslaget skønnes ikke at have provenumæssige virkninger for finansåret 2012, idet skattekreditter på grundlag af virksomhedernes forhold i indkomståret 2012 udbetales i 2013.


For finansårene 2013-2015 skønnes forslaget på usikkert grundlag at medføre et provenutab i størrelsesordenen 350-420 mio. kr. årligt før tilbageløb.


Den varige virkning anslås til ca. 200 mio. kr. årligt før tilbageløb af skatter og afgifter og ca. 100 mio. kr. årligt efter tilbageløb.


Forslaget sendes i høring samtidig med fremsættelsen. Det har af tidsmæssige årsager grundet forslagets tilknytning til finanslovsaftalen 2012 ikke været muligt at sende forslaget i høring forud for fremsættelsen.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.