Skriftlig fremsættelse (21. november
2011)
Social- og integrationsministeren (Karen
Hækkerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder og
seniorførtidspension m.v.)
(Lovforslag nr. L 22)
Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af
aftalen af 13. maj 2011 om senere tilbagetrækning, som
Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale
Venstre har indgået.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de af
beskæftigelsesministeren samtidigt fremsatte lovforslag
vedrørende tilbagetrækningsreformen, herunder Forslag
til lov om ændring af arbejdsløshedsforsikring m.v. og
flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder,
forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af
efterlønsbidrag m.v.).
Det foreslås, at forhøjelsen af
folkepensionsalderen rykkes frem med 5 år således, at
folkepensionsalderen forhøjes med ½ år ad
gangen i årene 2019-22. En fremrykning af forhøjelsen
af folkepensionsalderen med 5 år ændrer alene på
folkepensionsalderen for dem, der var mellem 50½ og 56
år ved udgangen af 2010.
Det foreslås endvidere, at der indføres en
seniorførtidspension, således at personer, der er
nedslidte efter et langt arbejdsliv, kan sikres en enkel og hurtig
adgang til førtidspension, når de er mindre end fem
år fra folkepensionsalderen. Med forslaget er der ikke tale
om en ny førtidspensionsordning, men om en ny
ansøgningsmulighed.
Det foreslås endvidere, at forhøje bundfradraget
fra 30.000 kr. til 60.000 kr. ved opgørelsen af
indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg og
den personlige tillægsprocent samt nedsætte
beskæftigelseskravet for opsat pension fra 1.000 timer
årligt til 750 timer. Formålet er at øge
udbuddet af arbejdskraft.
Forslaget skønnes at medføre merudgifter i 2014
og 2015 på henholdsvis 294,9 mio. kr. og 531,9 mio. kr. For
så vidt angår de samlede samfundsøkonomiske
virkninger af tilbagetrækningsreformen, herunder fremrykning
af forhøjelsen af folkepensionsalderen, henvises til det
samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love
(Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af
efterlønsperiode og tilbagebetaling af
efterlønsbidrag m.v.).
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2012. Adgangen til at søge om førtidspension
efter reglerne om seniorførtidspension samt
forhøjelsen af bundfradraget og nedsættelsen af
beskæftigelseskravet for opsat pension foreslås
indført med virkning fra 1. januar 2014.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.