Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 14. december 2011
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 21. november 2011 og var til 1.
behandling den 25. november 2011. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring. Den 21. november 2011 sendte
beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et
notat herom og et ligestillingsnotat til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1
skriftlig henvendelse fra Rejsearbejdere.dk.
Beskæftigelsesministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Deputationer
Endvidere har Rejsearbejdere.dk mundtligt over for udvalget
redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne
har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservativt Folkepartis
medlemmer af udvalget er tilfredse med, at regeringen ønsker
at gennemføre tilbagetrækningsreformen, som
VK-regeringen aftalte sammen de reformvillige partier i Folketinget
i forsommeren 2011, og som nu gennemføres fuldstændig
uændret af et meget bredt flertal i Folketinget.
Tilbagetrækningsreformen er god for Danmark, for
danskerne og for dansk økonomi. Reformen er en
nødvendig forudsætning for at skabe vækst og
holdbarhed i dansk økonomi. Det er godt for Danmark, at
regeringen på dette ene punkt udviser økonomisk
ansvarlighed.
V, DF og KF konstaterer, at vi kan se frem til mange år
med offentlige underskud, hvis vi ikke gør noget. Store
offentlige underskud vil gøre Danmark sårbar over for
udviklingen på de internationale finansmarkeder. Efter krisen
vil kravene om sunde offentlige finanser uden tvivl være
skærpet. Mange lande står i dag med nærmest
uoverstigelige udfordringer, netop fordi de ikke handlede i
tide.
Ydermere er reformen nødvendig for at give luft til
investeringer i de dele af den offentlige sektor, hvor vi gerne vil
være med til at investere - områder som sundhed og
uddannelse vil i årene fremover kalde på nye
ressourcer.
Endvidere er reformen helt afgørende i forhold til at
sikre det nødvendige arbejdsudbud fremover. I dag er det kun
omkring halvdelen af danskerne, der er i arbejde. Og fremover
bliver det endnu færre, når fem i dag forlader
arbejdsmarkedet, erstattes de af fire. Uden reformer bliver det
svært for private virksomheder at få
tilstrækkelig arbejdskraft, og det vil hæmme
vækstmuligheder og dermed også grundlaget for vores
velstand og velfærd. Vi risikerer at mangle hænder til
at pleje de syge og de ældre og til at undervise vores
børn.
Ovenstående udfordringer var baggrunden for, at et
flertal af reformpartier bestående af V, KF, DF og RV i
foråret indgik aftalen om tilbagetrækningsreformen. V,
DF og KF noterer sig med tilfredshed, at S-RV-SF-regeringen nu
gennemfører tilbagetrækningsreformen.
Et mindretal i udvalget (EL)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling.
Enhedslistens medlemmer af udvalget tager skarp afstand fra
forslaget. Denne del af tilbagetrækningsreformen rammer
personer i fleksjob, modtagere af ledighedsydelse og kommende
modtagere af fleksydelse særlig hårdt. Der er her tale
om mennesker med kronisk sygdom og invaliditet, som ikke kan
tåle at få deres vilkår forringet.
Selv om den gennemsnitlige levealder stiger, er det ikke
ensbetydende med, at alle bliver raskere og sundere i takt med
stigningen i levealderen. Fleksjobbere og modtagere af
ledighedsydelse bliver det i hvert fald ikke. Tværtimod vil
alderen forstærke deres helbredsmæssige problemer,
forringe deres arbejdsevne og forøge deres træthed og
smerter.
Vi ser i dag, at mange fleksjobbere ikke kan holde til
fleksjobbet, når de bliver ældre. De må sygemelde
sig, ophøre i fleksjobbet og overgå til
førtidspension.
Men de fleksjobbere, som ikke får tilkendt
førtidspensi?on, og som må ophøre med arbejdet,
fordi kræfterne forsvinder og smerterne tager til, kommer
alvorligt i klemme. De har ingen udsigt til som 60-årige at
få tilbudt et nyt fleksjob. Det samme gælder for de
60-årige, der bliver fyret fra deres fleksjob og herefter
modtager ledighedsydelse. De vil heller ikke have en chance for at
få et nyt fleksjob. Disse mennesker vil blive henvist til
kontanthjælp eller ingen indtægt, hvis og når
ledighedsydelsen ophører, og et liv i fattigdom, indtil de
kan gå på folkepension som 67-årige.
Fleksjobbere og modtagere af ledighedsydelse bør
undtages fra tilbagetrækningsreformen. Alt andet vil
være uanstændigt.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Ane Halsboe-Larsen (S) Bjarne
Laustsen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jan Johansen (S) Leif Lahn
Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Jacob Lund (S) Nadeem Farooq (RV)
Andreas Steenberg (RV) Finn Sørensen (EL) Eigil Andersen
(SF) Özlem Sara Cekic (SF) Annette Vilhelmsen (SF) Christian
Juhl (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V)
Louise Schack Elholm (V) Claus Hjort Frederiksen (V) Jacob Jensen
(V) Peter Juel Jensen (V) Inger Støjberg (V) Ulla
Tørnæs (V) Fatma Øktem (V) Bent Bøgsted
(DF) nfmd. Jens Henrik Thulesen
Dahl (DF) René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) Joachim
B. Olsen (LA) Mai Henriksen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 21
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar, høringsnotat og
ligestillingsnotat, fra beskæftigelsesministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | Henvendelse af 6/12-11 fra
Rejsearbejdere.dk, til beskæftigelsesministeren |
5 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 21
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
6/12-11 fra Rejsearbejdere.dk, til beskæftigelsesministeren,
og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om, at personer, der er i fleksjob
eller modtager ledighedsydelse, er udsatte mennesker med kronisk
sygdom og invaliditet, og at disse mennesker dårligt kan
tåle at få deres vilkår forringet, til
beskæftigelsesministeren, og ministerens svar
herpå |