Skriftlig fremsættelse (12. oktober
2011)
Erhvervs- og
vækstministeren (Ole Sohn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
en garantifond for indskydere og investorer (Tabskaution ved brug
af udvidet medgiftsordning)
(Lovforslag nr. L 2)
Lovforslaget indebærer, at Indskydergarantifondens
afviklingsafdeling får mulighed for at stille tabskaution i
forbindelse med håndtering af nødlidende
pengeinstitutter efter den udvidet medgiftsordning model II, som
denne er beskrevet i aktstykke nr. 181 af 7. september 2011. Det
følger af aktstykket, at det er en forudsætning for
Finansiel Stabilitet A/S' anvendelse af ordningen, at der
foreligger en tabskaution for det datterselskab, der oprettes i
forbindelse med overtagelsen af et nødlidende pengeinstitut,
som dækker tab, der måtte opstå ved
afvikling.
Lovforslaget indebærer endvidere, at
Indskydergarantifondens afviklingsafdeling kan stille tabskaution
for afvikling af nødlidende pengeinstitutter efter den
udvidede medgiftsordning model II, hvor overdragelse til Finansiel
Stabilitet A/S er gennemført før lovens vedtagelse,
og hvor Indskydergarantifondens afviklingsafdeling ved
overdragelsen har stillet en tabskaution over for Finansiel
Stabilitet A/S, der er betinget af, at dette lovforslag bliver
vedtaget og sat i kraft.
I forbindelse med Max Bank A/S' overdragelse har Det Private
Beredskab stillet en garanti over for Finansiel Stabilitet A/S. Den
bortfalder, når dette lovforslag er trådt i kraft og
foreløbigt senest ved udgangen af 2011. Det er en
forudsætning for medgiftsordningens anvendelse, at der er
stillet en tabskaution over for Finansiel Stabilitet A/S'
datterselskab til afvikling af Max Bank, hvorfor loven skal
være trådt i kraft inden årets udgang.
Lovforslaget sendes i høring parallelt med
fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.