Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 6. september 2012
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. august 2012 og var til 1.
behandling den 20. august 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og skatteministeren sendte den
2. juli 2012 dette udkast til udvalget, jf. alm. del - bilag 306.
Den 14. august 2012 sendte skatteministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til
skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, RV,
EL, SF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget
udtaler, at Venstre og Det Konservative Folkeparti er en del af
skatteaftalen. Det skyldes, at Venstre og Det Konservative
Folkeparti fik afgørende indrømmelser til aftalen i
forhold til regeringens udspil til en skattereform. For Venstre og
Det Konservative Folkeparti var det helt afgørende, at
boligejerne skulle kunne fortsætte med den tryghed, som
skattestoppet siden 2001 under VK-regeringen har betydet. For
Venstre og Det Konservative Folkeparti var det helt
afgørende, at der ikke blev foretaget et angreb på
folkepensionens grundbeløb, som regeringen lagde op til i
sit udspil. For Venstre og Det Konservative Folkeparti var det
endvidere afgørende, at den foreslåede
aldersdiskrimination, som regeringen lagde op til i sit udspil,
blev fjernet. Endelig var det helt centralt, at skattereformen
indeholder reelle skattelettelser for knap 8 mia. kr., jf.
skatteministerens svar af 3. september 2012 på L 194 -
spørgsmål 19.
Venstre og Det Konservative Folkeparti havde gerne set, at en
endnu større del af skatteaftalen var blevet finansieret med
midler uden for skattesystemet. Venstre og Det Konservative
Folkeparti opnåede dog så store indrømmelser, at
aftalen indeholder reelle skattelettelser for knap 8 mia. kr.
Venstre og Det Konservative Folkeparti finder, at det er helt
afgørende, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor
indførte VK-regeringen i sin tid
beskæftigelsesfradraget, afskaffede mellemskatten og
løftede hundredetusinder ud af topskatten.
Lempelserne med skatteaftalen ligger derfor i fin
forlængelse af VK-regeringens tiltag på
skatteområdet: højere gevinst ved at være i
beskæftigelse i forhold til at være på passiv
forsørgelse, og at færre skal betale den
højeste marginalskat. Begge elementer gavner arbejdsudbuddet
og giver en større tilskyndelse til både at være
i beskæftigelse, uddanne sig og yde en ekstra indsats.
Fra begyndelsen af forløbet omkring skatteaftalen har
Venstre og Det Konservative Folkeparti gjort det klart, at en
række af de aftalte skattefinansieringsforslag bestemt ikke
er uproblematiske. Desværre har regeringen ikke været
indstillet på at forbedre skatteaftalen, bl.a. når det
gælder skatteforholdene for udsendte danskere. Venstre og Det
Konservative Folkeparti står naturligvis ved den
indgåede aftale, men ærgrer sig over, at regeringen
ikke har været villig til at lytte til den berettigede
kritik.
Venstre og Det Konservative Folkeparti bemærker, at der
i skatteaftalen alene er to bindinger på
aftalepartierne.
For det første ligger boligejernes skatteforhold fast
frem til 2020. Venstre og Det Konservative Folkeparti har siden
2001 stået vagt om trygheden for boligejerne. At aftalen
indeholder, at også regeringen er bundet til denne
målsætning de kommende år, er positivt og sikrer
tryghed for den enkelte boligejer og boligmarkedet generelt.
For det andet betyder de ændrede skatteforhold for
kapitalpensioner, herunder rabatten ved udbetaling i 2013, at der
er betydelig usikkerhed om provenuet af denne del af skatteaftalen.
For Venstre og Det Konservative Folkeparti har det været
afgørende, at måtte provenuet blive større end
regeringens vurderinger, vil merprovenuet ubeskåret gå
til at nedbringe statens gæld. Uden denne binding ville der
være en risiko for, at et ekstraprovenu ville blive anvendt
som kortvarig finansiering, og dermed ville der mangle finansiering
i fremtiden.
Et mindretal i udvalget (DF og LA)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Ane Halsboe-Larsen (S) Benny
Engelbrecht (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S)
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S)
Nadeem Farooq (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Camilla Hersom (RV)
Jonas Dahl (SF) Jesper Petersen (SF) Frank Aaen (EL) Stine Brix
(EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V) Gitte
Lillelund Bech (V) fmd. Martin
Geertsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Henrik Høegh (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads
Rørvig (V) Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF)
Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen
(LA) nfmd. Brian Mikkelsen
(KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 198
Bilagsnr. | Titel |
1 | Fastsat tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget |
2 | Høringsskema og høringssvar,
fra skatteministeren |
3 | Svar på SAU alm. del - spm. 811 om,
hvor stort fradraget for grundforbedringer har været i 2010
og 2011. |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | Nyt tidspunkt for
betænkningsafgivelse over lovforslaget |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 198
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om, hvilke konsekvenser afskaffelsen
af grundforbedringsfradraget har for byggebranchen, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om, at afskaffelsen af
grundforbedringsfradraget vil påvirke nuværende anlagte
og fremtidige grundpriser i negativ retning, til skatteministeren,
og ministerens svar herpå |
3 | Spm. om, hvor mange ressourcer SKAT
forventes at kunne spare på afskaffelsen af
grundforbedringsfradraget, til skatteministeren, og ministerens
svar herpå |
4 | Spm. om, hvilke konsekvenser afskaffelsen
af grundforbedringsfradraget har for byggebranchen, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |