Skriftlig fremsættelse (30. maj
2012)
Skatteministeren
(Thor Möger Pedersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
afskrivningsloven (Forhøjelse af afskrivningsgrundlaget for
investeringer i nye driftsmidler)
(Lovforslag nr. L 192)
Forslaget er en del af regeringens skattereform. Regeringen
vil med skattereformen fremme private investeringer og sætte
skub i økonomien, så der skabes nye arbejdspladser i
Danmark. Regeringen vil således åbne et
investeringsvindue, der bidrager til, at flere kommer i job.
Virksomhederne får mulighed for at afskrive 115 pct. af
investeringer foretaget i resten af 2012 og frem til udgangen af
2013. De bedre afskrivningsmuligheder forventes at øge de
private investeringer med i alt 15-20 mia. kr. i perioden, hvor
investeringsvinduet gælder. En betydelig del vil være
fremrykning af investeringer, som ellers skulle foretages senere,
men der vil også blive tale om helt nye investeringer.
Investeringsvinduet vil medvirke til at forny og effektivisere
virksomhedernes produktionsapparat hurtigere end ellers. Det giver
bedre konkurrenceevne og højere produktivitet, og
virksomhederne vil stå bedre rustet til fornyet fremgang i
dansk økonomi.
Samtidig vil investeringerne i sig selv give anledning til
øget aktivitet og flere job på kort sigt.
Investeringsvinduet skønnes at give ca. 1.000 ekstra jobs
allerede i 2012 og ca. 6.500 ekstra i 2013.
Afskrivningsgrundlaget forhøjes for investeringer i
nyfabrikerede driftsmidler anskaffet i perioden fra og med den 30.
maj 2012 og indtil udgangen af 2013. Det forhøjede
afskrivningsgrundlag afskrives med 25 pct. om året svarende
til den gældende afskrivningssats for de driftsmidler, som er
omfattet af forslaget.
Investeringer, der kan straksafskrives efter gældende
regler, f.eks. software, omfattes ikke af forslaget. Desuden
omfatter forslaget ikke investeringer i personbiler. Forslaget
omfatter heller ikke investeringer i infrastrukturanlæg og
andre driftsmidler med lang levetid.
For at undgå misbrug ved, at driftsmidler udelukkende
anskaffes for at opnå en forhøjelse af
afskrivningsgrundlaget og derefter videresælges,
foreslås det, at salgssummen forhøjes med 15 pct. for
driftsmidler, hvor der ved købet er lagt 15 pct. til
anskaffelsessummen. For at undgå misbrug bl.a. ved
koncerninterne overdragelser (bytte) af brugte driftsmidler
omfatter forslaget alene nyfabrikerede driftsmidler.
Forslaget skønnes at medføre et varigt
mindreprovenu på ca. 55 mio. kr. årligt efter
tilbageløb.
Lovforslaget sendes i høring samtidig med
fremsættelsen. Det har af tidsmæssige årsager
grundet forslagets tilknytning til regeringens fremlæggelse
af sin skattereform ikke været muligt at sende forslaget i
høring forud for fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.