L 19 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedforsikring m.v. og flere andre love.

(Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 21-11-2011

Fremsættelse: 21-11-2011

Skriftlig fremsættelse (21. november 2011)

20111_l19_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (21. november 2011)

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love (Forhøjelse af efterlønsalder, forkortelse af efterlønsperiode og tilbagebetaling af efterlønsbidrag m.v.)

(Lovforslag nr. L 19).

Lovforslaget udmønter Aftale om senere tilbagetrækning, som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har indgået den 13. maj 2011.


Lovforslaget indeholder følgende elementer:


-
Forhøjelsen af efterlønsalderen fremrykkes fra 2019 til 2014.
-
Forkortelse af efterlønsperioden fra fem år til tre år.
-
Forhøjelse af efterlønnens størrelse.
-
Skærpelse af fradraget i efterlønnen for pensionsopsparinger.
-
Ændring af betingelserne for ret til optjening af skattefri præmie.
-
Mulighed for at ansøge om kontant og skattefri tilbagebetaling af efterlønsbidrag i perioden fra og med den 2. april til og med den 1. oktober 2012.
-
Krav om aktiv tilmelding til efterlønsordningen.
-
Justeringer af efterlønsordningen, herunder konsekvensændringer som følge af udfasningen af overgangsydelsesordningen.
-
Ændringer i pensionsbeskatningsloven som følge af forhøjelse af efterlønsalderen og forkortelse af efterlønsperioden.
-
Ændringer i tjenestemandsloven som følge af forhøjelse af efterlønsalderen og forkortelse af efterlønsperioden.
-
Ændringer i tjenestemandspensionsloven som følge af forhøjelse af efterlønsalderen og forkortelse af efterlønsperioden.


Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om fleksydelse (Forhøjelse af fleksydelsesalder, forkortelse af fleksydelsesperiode og tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag m.v.), forslag til lov om ændring af lov om social pension (Forhøjelse af folkepensionsalder og seniorførtidspension m.v.) og forslag til lov om ændring af lov om delpension (Forhøjelse af delpensionsalder og forkortelse af delpensionsperiode m.v.)


De samlede økonomiske konsekvenser for det offentlige i perioden 2012-2015 af gennemførelsen af Aftale om senere tilbagetrækning er merudgifter/mindre­ind­tægter på i alt 18.239,9 mio. kr. i 2012, 1.520,2 mio. kr. i 2013, 1.299,9 mio. kr. i 2014 og 600,4 mio. kr. i 2015. Heraf er der afledte økonomiske konsekvenser for det offentlige til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, revalidering, kontanthjælp, ledighedsydelse, fleksjob m.v..


Det skal derudover bemærkes, at udgifterne til erstatninger efter lov om arbejdsskadesikring som følge af den fremrykkede forhøjelse af folkepensionsalderen beløber sig til 240 mio. kr. i 2012, 104 mio. kr. i 2013, 102 mio. kr. i 2014 og 97 mio. kr. i 2015 for det private erhvervsliv. Tilbagetrækningsreformen vil dog samlet set medføre langsigtede positive strukturelle virkninger for erhvervslivet m.v.


Lovforslaget forslås at træde i kraft den 1. januar 2012. Dog foreslås det, at indførelsen af aktiv tilmelding til efterlønsordningen træder i kraft den 1. januar 2013.


Henset til, at lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2012, skal jeg anmode om, at lovforslaget behandles færdigt inden jul.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.