Lovforslaget blev fremsat den 9. maj 2012 og var til 1. behandling den 16. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og indenrigsministeren sendte den 3. maj 2012 dette udkast til udvalget, jf. KOU alm. del - bilag 126. Den 11. maj 2012 sendte økonomi- og indenrigsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslisten kan støtte lovforslaget, da der er tale om en lille forbedring i forhold til de gældende regler. Men det er en stor mangel, at det kun er landsdelene og ikke hver enkelt kommune, der bliver kompenseret fuldt ud. Der er stadig mange kommuner, der vil få store tab på ordningen, og en del kommuner vil vinde på den. Det er urimeligt, da den enkelte kommune ikke har indflydelse på krise, arbejdsløshed, virksomhedslukning og flytning af produktion og arbejdspladser til udlandet. Hertil kommer, at fordi mange arbejdspladser ligger uden for kommunegrænserne, i en nabokommune, længere væk eller uden for landsdelsgrænsen, kan beskæftigelsesindsatsen ikke styres af de enkelte kommuner hver for sig. Det var også derfor, at beskæftigelsesindsatsen før strukturreformen og kommunalreformen var styret regionalt.

Derfor bør man i stedet genindføre det tidligere system, hvor staten finansierer dagpengene og beskæftigelsesindsatsen for de forsikrede ledige, og hvor beskæftigelsesindsatsen er tilrettelagt og styret regionalt.

EL finder, at årsagen til, at der ikke gives fuld kompensation til hver enkelt kommune, er, at man skal sikre, at den enkelte kommune har et økonomisk incitament til at yde en så effektiv beskæftigelsesindsats som muligt. Men hidtidige erfaringer med økonomiske incitamenter i form af refusionsordninger, der skulle fremme bestemte aktiviteter og indsatser, har vist, at disse incitamenter blot har ført til kassetænkning i kommunerne og dårligere løsninger for den enkelte borger. Ordningen med kommunernes medfinansiering af dagpenge, aktivering og beskæftigelsestilskud, der skal dække de samme udgifter, er en ren molboordning: Først udbetaler a-kasserne dagpenge og får samtidig 100 pct. forskud og refusion fra staten. Herefter indbetaler kommunerne bidrag til staten som medfinansiering af dagpengene, hvor kommunernes bidrag udgør henholdsvis 70 pct. og 30 pct. af de udbetalte dagpenge. Og til slut tilbagebetaler staten kommunernes medfinansiering af dagpengene i form af et beskæftigelsesbidrag, der for kommunerne tilsammen fuldt ud dækker kommunernes udgifter til dagpenge. Til beregning af beskæftigelsestilskuddet har man fastsat nogle indviklede bureaukratiske regler om grundtilskud, merudgiftsbehov, regulering af grundtilskud, midtvejsregulering og efterregulering.

Det er EL's vurdering, at der må være en del årsværk, der går til at beregne disse beskæftigelsestilskud, alt sammen for at opfylde et krav om, at kommunerne skal have et økonomisk incitament til at yde en effektiv beskæftigelsesindsats. Som sagt er der tale om en forbedring, men grundlæggende er det urimeligt, at mange kommuner fortsat vil få store tab på ordningen med beskæftigelsestilskud.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.