Skriftlig fremsættelse (26. april
2012)
Justitsministeren (Morten
Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Revision af reglerne om tidsubegrænset
opholdstilladelse, ændring af kravene til herboende
udlændinge for opnåelse af
ægtefællesammenføring, udvidelse af
Flygtningenævnet, ændring af udvisningsreglerne og
langtidsvisum til adoptivbørn)
(Lovforslag nr. L 180)
Formålet med lovforslaget er navnlig at
gennemføre regeringsgrundlagets initiativer om ændring
af reglerne for meddelelse af tidsubegrænset
opholdstilladelse og udvidelse af Flygtningenævnet.
Lovforslaget indebærer i hovedtræk
følgende:
For det første foreslås det gældende
pointsystem for tidsubegrænset opholdstilladelse
ophævet.
Det foreslås, at der fortsat skal stilles betingelser om
bl.a. danskkundskaber, selvforsørgelse og
beskæftigelse, men at uddannelse fremover skal indgå
på lige fod med beskæftigelseskravet.
Herudover ændres opholdskravet fra 4 år til 5
år.
De gældende krav om, at en udlænding ikke må
være dømt for grov kriminalitet, at udlændingen
ikke må have forfalden gæld til det offentlige, og at
udlændingen skal have underskrevet en erklæring om
integration og aktivt medborgerskab, opretholdes, mens
medborgerskabsprøven afskaffes.
Flygtninge gives mulighed for tidsubegrænset
opholdstilladelse efter 8 års ophold, hvis de har vist vilje
til integration.
Hovedformålet med reglerne for meddelelse af
tidsubegrænset opholdstilladelse skal således
fremadrettet være at motivere til og sikre bedre integration
i Danmark.
For det andet foreslås det at videreføre kravet
om, at ægtefællesammenføring er betinget af, at
den herboende udlænding opfylder en række af de
betingelser, der gælder for opnåelse af
tidsubegrænset opholdstilladelse. Kravet justeres
således, at den herboende fremadrettet skal opfylde de
ændrede betingelser for tidsubegrænset
opholdstilladelse.
For det tredje forslås det at udvide
Flygtningenævnet med to medlemmer - et fra
Udenrigsministeriet og et fra Dansk Flygtningehjælp.
Det foreslås i den forbindelse, at
nævnsmedlemmernes beskikkelsesperiode begrænses,
således at Flygtningenævnets medlemmer fremadrettet
beskikkes for en periode på 4 år med ret til
genbeskikkelse for yderligere 4 år, hvorefter genbeskikkelse
ikke kan finde sted.
For det fjerde foreslås udvisningsreglerne justeret,
således at den gældende afvejningsbestemmelse,
hvorefter der altid skal ske udvisning, medmindre dette med
sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, ændres til, at der altid skal ske udvisning,
medmindre dette vil være i strid med internationale
forpligtelser.
Der er ikke tilsigtet nogen ændring af domstolenes
praksis i sager om udvisning af kriminelle udlændinge. Den
klare hovedregel i udvisningssager, hvor udlændinge
idømmes frihedsstraf for begået kriminalitet, vil
således fortsat være, at der skal ske udvisning.
Udvisning kan kun undlades, hvis udvisning vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser.
Det foreslås ligeledes, at reglerne om betinget
udvisning ikke skal gælde for EU-borgere.
For det femte foreslås det, at statsforvaltningerne, der
træffer afgørelser om opholdstilladelse til
adoptivbørn, også skal kunne træffe
afgørelse om udstedelse af langtidsvisum i disse sager, i
stedet for Udlændingestyrelsen.
Et lovudkast blev den 19. marts 2012 sendt i høring hos
en række myndigheder og organisationer med en frist for
bemærkninger på ca. 4 uger.
Arbejdet med udfærdigelsen af lovforslaget og den
gennemførte høring har medført, at
lovforslaget først fremsættes efter den 1. april 2012.
Lovforslaget ønskes vedtaget i indeværende
folketingssamling.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.