L 179 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Frakendelse af retten til at udøve virksomhed som kørelærer m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-04-2012

Fremsættelse: 26-04-2012

Skriftlig fremsættelse (26. april 2012)

20111_l179_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. april 2012)

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Frakendelse af retten til at udøve virksomhed som kørelærer m.v.)

(Lovforslag nr. L 179)

Lovforslaget har til formål at udvide adgangen til at frakende en kørelærer retten til at udøve virksomhed som kørelærer i de situationer, hvor den pågældende ikke overholder reglerne for udøvelse af kørelærervirksomhed.


Af hensyn til den almindelige færdselssikkerhed finder regeringen det vigtigt, at nye bilister og motorcyklister mv. får den nødvendige køreuddannelse i forbindelse med erhvervelse af kørekort. Dette er i dag søgt sikret ved, at der er fastsat en række krav til køreuddannelsens indhold og gennemførelse, herunder mindstekrav til antallet af timer i teori og øvelses-kørsel samt krav om anvendelse af lektionsplaner i undervisningen.


En forudsætning for, at disse regler kan virke efter hensigten, er, at de rent faktisk overholdes. Tilsidesættelse af reglerne om udøvelse af kørelærer-virksomhed kan således indvirke negativt på den almindelige færdselssikkerhed. Hertil kommer, at en mangelfuld køreuddannelse må formodes at medføre, at et højere antal køreelever dumper til køreprøven og dermed må aflægge prøve på ny, hvilket medfører et yderligere pres på udbuddet af køreprøver, og dette kan have en negativ effekt på berammelsestiderne. Både af hensyn til den almindelige færdselssikkerhed og med henblik på at imødegå høje dumpeprocenter bør der efter regeringens opfattelse være lettere adgang til at gribe ind over for kørelærere, der overtræder reglerne om udøvelse af kørelærervirksomhed.


Regeringen finder derfor, at kørelærere, som overtræder reglerne om udøvelse af kørelærervirksomhed, i videre omfang, end hvad der i dag følger af straffelovens § 79, stk. 1, skal kunne frakendes retten til at udøve virksomhed som kørelærer. Lovforslaget indeholder på den baggrund en bestemmelse om, at den, der ved dom findes skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler om udøvelse af virksomhed som kørelærer, ved dommen kan frakendes retten til at udøve virksomhed som kørelærer for et nærmere fastsat tidsrum af mindst 1 år eller for bestandigt.


Herudover indeholder lovforslaget visse ændringer af reglerne om, hvornår en køreelev kan meddele forfald til en køreprøve uden at skulle betale et nyt prøvegebyr ved berammelse af en ny køreprøve. Således foreslås det, at fristen i færdselslovens § 124 b for, hvor sent der kan meldes afbud, uden at gebyret fortabes, rykkes frem til fem hverdage før prøven i stedet for de gældende tre hverdage. I praksis har det vist sig vanskeligt at udnytte køreprøver, der aflyses inden for ganske få dage. Fremrykningen vil i praksis gøre det muligt at udbyde de ledige pladser med et lidt længere varsel og dermed forbedre mulighederne for, at ledige pladser, der opstår som følge af meddelt forfald, kan afsættes til andre køreelever og dermed medvirke til at forkorte berammelsestiden på køreprøver. Samtidig foreslås det, at det betalte gebyr ikke fortabes, hvis afbuddet skyldes, at øvelseskørsel som følge af vejrliget ikke har kunnet gennemføres inden for de sidste to hverdage inden teoriprøven eller den praktiske prøve.


Endvidere indeholder lovforslaget enkelte ændringer og præciseringer af reglerne om fornyelse af kørelærergodkendelser.


Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om afholdelse af udgifter til tolk i forbindelse med aflæggelse af køreprøve og afholdelse af udgifter til oversættelse af et udenlandsk kørekort i forbindelse med ansøgning om ombytning til dansk kørekort.


Arbejdet med udfærdigelsen af lovforslaget har medført, at lovforslaget ikke har kunnet fremsættes tidligere, og lovforslaget fremsættes derfor efter den 1. april. Lovforslaget ønskes vedtaget i indeværende folketingssamling.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.