L 176 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om Energinet.dk.

(Fremme af konkurrencen på elmarkedet m.v.).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-04-2012

Fremsættelse: 25-04-2012

Skriftlig fremsættelse (25. april 2012)

20111_l176_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. april 2012)

Klima-, energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om Energinet.dk

(Fremme af konkurrencen på elmarkedet m.v.)


(Lovforslag nr. L 176).


Lovforslaget fremsættes på dette sene tidspunkt, fordi det udmønter en del af energiaftalen af 22. marts 2012. Det har derfor ikke været muligt at fremsætte forslaget tidligere.


Lovforslaget fremsættes for at styrke konkurrencen på elmarkedet ved indførelse af en såkaldt engrosmodel.


Lovforslaget indebærer en ændret rollefordeling på elmarkedet, således at de konkurrenceudsatte elhandelsvirksomheder får den helt centrale rolle i forhold til forbrugerne, og netvirksomhederne en tilsvarende mere tilbagetrukken rolle som engrosleverandører af net- og systemydelser.


Konkurrencen sikres også med øgede krav til dokumentation af markedsmæssigheden af de aftaler, som kollektive elforsyningsvirksomheder og naturgasdistributionsvirksomheder indgår.


Herudover indeholder lovforslaget nogle mindre teknisk prægede ændringer af de tre love.


Lovforslaget vil i begrænset omfang øge de administrative byrder for nogle netvirksomheder som følge af kravet om dokumentation af markedsmæssigheden af deres aftaler.


Lovforslaget forventes over tid at få positive økonomiske konsekvenser for borgerne som følge af den forbedrede konkurrence på elmarkedet. Endvidere vil forbrugerne kun modtage én samlet elregning.


Der er opbakning til lovforslaget fra brancheforeningen Dansk Energi.


Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.


Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.


Lovforslaget indebærer behov for at der sker konsekvensrettelser i skattelovgivningen, der vil skulle have virkning fra den 1. april 2014.


Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2012, idet dog bestemmelserne vedrørende engrosmodellen først vil have virkning fra den 1. april 2014.


Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.