L 170 B Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love.

(Initiativer rettet mod sort arbejde m.v.).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 11-06-2012

Afgivet: 11-06-2012

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 11. juni 2012

20111_l170b_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 11. juni 2012

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. april 2012 og var til 1. behandling den 3. maj 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 31. maj 2012. Lovforslaget var til 2. behandling den 7. juni 2012. Ved 2. behandling blev lovforslaget delt i 2 lovforslag. L 170 B blev herefter henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.


Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 3 møder.


Samråd

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til skatteministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et samråd den 7. juni 2012.


Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 11 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, EL og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse.


Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget tager skarp afstand fra lovforslagets del omkring krav om digital betaling ved køb af varer og tjenesteydelser for beløb over 10.000 kr. Partierne mener, at forslaget er i strid med grundlæggende retsprincipper, da man med lovforslaget kan komme til at hæfte solidarisk for manglende betaling af skatter og afgifter, selv om borgeren har handlet i god tro og ikke har kunnet være vidende om, at der foregik svindel.


I forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget har udvalget forsøgt at få skatteministeren til at indhente vurderinger fra uafhængige juridiske eksperter, som forholder sig til, om dette lovforslag indebærer en væsentlig fravigelse fra sædvanlige danske retsprincipper, og om det giver betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, når borgere kan komme til at hæfte for andres overtrædelse. Den vurdering har skatteministeren desværre afvist at indhente, så derfor vil partierne bl.a. gerne henvise til henvendelserne fra Advokatsamfundet, som man må kunne fastslå har en stor ekspertise på området, og som udtrykker sig særdeles kritisk over for lovforslaget.


Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti mener, at hæftelsen, som borgeren kan gøres ansvarlig for, vil ramme borgerne helt forskelligt, alt efter om det er en virksomhed, der har overskud eller underskud, hvilket i sig selv rent retssikkerhedsmæssigt er et skråplan, da man vil kunne idømmes forskellig hæftelse alt efter virksomhedens økonomi.


Dansk ret er normalt kendetegnet ved, at der er en høj forbrugerbeskyttelse, når borgeren indgår aftaler med erhvervsdrivende. Det er derfor meget beklageligt, at man med dette lovforslag vil ændre retsstillingen, så forbrugeren kan blive gjort ansvarlig for den erhvervsdrivendes fejl og mangler.


Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er enige i, at sort arbejde er uacceptabelt, men i stedet for at indføre dette skred i grundlæggende retsprincipper, mener partierne, at man i stedet f.eks. bør udbygge boligjobordningen, da det i Sverige har vist sig, at en tilsvarende ordning har været utrolig effektiv i begrænsningen af sort arbejde.


Angående SKATs mulighed for at gå ind på privat ejendom uden en retskendelse, så vil Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti gerne gøre opmærksom på samrådet, der blev afholdt den 7. juni 2012 imellem 2. og 3. behandling, hvor skatteministeren bl.a. udtalte følgende:


»I dag, hvis du skal have en retskendelse, så skal der være en begrundet mistanke om en ulovlighed. Hvorimod at den måde, som SKAT jo gerne skulle kunne kontrollere på, det var også som stikprøvekontroller og ved at gennemføre almindeligt kontrolarbejde. Det kan man ikke få retskendelser til, medmindre du har en begrundet mistanke.«


»Når det så er sagt, så synes jeg heller ikke, at spørgsmålet omkring for eksempel SKATs adgang til privat grund er principielt. For mig er det meget praktisk.«


Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti finder det stærkt bekymrende ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger, at skatteministeren ikke finder spørgsmålet principielt. At det for skatteministeren alene er en praktisk udfordring, vidner efter Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis opfattelse om, at skatteministeren er principløs og ikke tør tage stilling til grundlæggende retssikkerhedsmæssige spørgsmål.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Ane Halsboe-Larsen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem Farooq (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Camilla Hersom (RV) Jonas Dahl (SF) Jesper Petersen (SF) Frank Aaen (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Lars Dohn (EL) Hans Andersen (V) Gitte Lillelund Bech (V) fmd. Martin Geertsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Henrik Høegh (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 170 B efter betænkningsafgivelse


Spm.nr.
Titel
72
Spm. , om der ikke er tale om signalpolitik, hvis loven indeholder bestemmelser, som det ikke medfører straf at overtræde, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
73
Spm. , om SKAT nogensinde har forsøgt at indhente en retskendelse til at foretage kontrol på privat ejendom, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
74
Spm. , om det er acceptabelt, at en myndighed udviser den form for »dovenskab« over for sin kontrolforpligtelse, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
75
Spm. , om ministeren synes, at en manglende kontrol på privat ejendom, fordi SKAT mener, at en retskendelse er for bøvlet, er en acceptabel tilgang til lovlydige danskeres skattekroner, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
76
Spm. om, hvordan det kan være proportionalt og nødvendigt at give SKAT mulighed for at foretage kontrol på privat ejendom uden forudgående retskendelse, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
77
Spm. , om det ikke er korrekt, at SKATs fairplaykampagner tilrettelægges på forhånd, og at der derfor er rig lejlighed til også - som led i planlægningen - at indhente en forudgående retskendelse, hvis man vil foretage kontrol på privat ejendom, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
78
Spm. , om det er korrekt, at en byggeplads sjældent forsvinder hen over natten, og at SKAT derfor har fornøden tid til at indhente en retskendelse, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
79
Spm. om, hvorfor SKAT ikke kan indhente en retskendelse, før de går ind på grunden og foretager kontrol, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
80
Spm. , om SKAT bevidst fravælger kontrol på privat ejendom, fordi SKAT ikke vil spilde ressourcer på at indhente en retskendelse, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
81
Spm. , om ministeren ikke mener, at det er en omgåelse af grundlovens § 72, at man indfører en lov, som formelt giver SKAT hjemmel til at udføre kontrol på privat ejendom, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
82
Spm. om at tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 7. juni 2012, til skatteministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 170 efter betænkningsafgivelse


Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. , om ministeren vil oplyse, om der noget andet sted i skattelovgivningen eller anden lovgivning eksisterer et lignende hæftelsesansvar, som lovforslaget lægger op til, til skatteministeren
B
Samrådsspm. om, hvorledes ministeren mener, at hæftelsesansvaret skal udøves, til skatteministeren