L 170 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love.

(Skattefri familie- og vennetjenester og skattefritagelse af visse persongruppers indtægter ved arbejde i private hjem samt initiativer mod sort arbejde m.v.).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-04-2012

Fremsættelse: 25-04-2012

Skriftlig fremsættelse (25. april 2012)

20111_l170_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. april 2012)

Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Skattefri familie- og vennetjenester og skatte­fritagelse af visse persongruppers indtægter ved arbejde i private hjem samt initiativer rettet mod sort arbejde m.v.)

(Lovforslag nr. L 170)

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2012 har regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) sammen med Enhedslisten indgået aftale om en "pakke vedr. sort arbejde".


Indsatsen overfor det sorte arbejde besværliggøres af en uoverensstemmelse imellem den nuværende lovgivning og den brede folkelige opfattelse af begre­bet sort arbejde. Der foreslås derfor nogle initiativer, der reducerer denne gråzone for derigennem at opnå en bredere accept af, at myndighederne så går hårdere til værks, når det gælder det mere organiserede og systematiske sorte arbejde. Det hører med til en forstærket indsats over for det sorte arbejde, at det ikke må føles alt for trygt at engagere sig som køber eller udbyder af sort arbejde. Der foreslås derfor også initiativer, der skal sikre en højere grad af synlighed og gennemsigtighed i forhold til det sorte arbejde.


Lovforslaget indeholder følgende elementer fra finanslovsaftalen:


Det foreslås at tydeliggøre reglerne for skattefrihed, når borgere hjælper venner og familie.

Forslag om nye regler om skattefritagelse, når unge under 16 år modtager betaling for arbejde udført i private hjem. Det gælder småopgaver som f.eks. hundeluftning og børnepasning.

Nye regler om skattefritagelse, når folkepensionisters indtægter på op til 10.000 kr. årligt modtages som betaling for hjælp i private hjem som f.eks. børnepasning, have- og husholdningsarbejde, vedligehold og småreparationer på boligen.

Forslag om krav om digital betaling ved køb af ydelser over 10.000 kr.



Herudover indeholder lovforslaget følgende yderligere elementer vedrørende sort arbejde:


Forslag om hjemmel til, at der kan foretages kontrol på privat grund uden retskendelse, når der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter.

Forslag om, at arbejdsudøvende får pligt til på arbejdsstedet på SKATs forlangende at oplyse CPR-nr. og forevise gyldig legitimation.

Forslag om, at vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons (gulpladebiler) skal være forsynet med navn eller logo mv.

Forslag om, at der på byggepladser indføres obligatorisk skiltning for entreprenører og håndværkere.



Ud over disse forslag vedrørende sort arbejde, indeholder forslaget følgende elementer:


Forslag om omvendt betalingspligt efter momsreglerne ved handel med metalskrot.

Forslag om hjemmel til etablering af HentSelv, som indebærer, at en borger over for SKAT kan give et samtykke til, at konkrete data, kan overføres til f.eks. en bank i forbindelse med en låneansøgning.

Forslag om en ny overgangsbestemmelse til Forårspakken 2.0, for så vidt angår godskrivning af indeholdt arbejdsmarkedsbidrag for personer med bagudforskudt indkomstår.

Forslag om ændring af fradragstidspunktet i BoligJobordningen, således at skattepligtige, der har fået udført fradragsberettiget arbejde i 2011, også kan få fradrag i indkomståret 2011, selvom betalingen først er sket i januar eller februar 2012. Tilsvarende vil fradragsberettiget arbejde udført i 2012, der først er betalt i januar eller februar 2013, også give fradrag i indkomståret 2012.



Lovforslaget skønnes samlet set at medføre et merprovenu, der dog ikke kan kvantificeres nærmere.


Den sene fremsættelse skyldes, at udarbejdelsen af lovforslaget har taget længere tid end beregnet. Lovforslaget indeholder bl.a. elementer i lovforslaget, der udmønter finanslovsaftalen for 2012. Hertil kommer forslaget om ændring af fradragstidspunktet i BoligJobordningen. Derfor bør lovforslaget vedtages inden Folketingets sommerferie.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.