L 17 Forslag til lov om ændring af lov om valg til menighedsråd og lov om menighedsråd.

(Udvidelse af antallet af kandidater, ændring af frist for indlevering af en særlig stedfortræderliste og klagefrist for valgklage til ministeren samt menighedsrådets valg af kirkeværge og nedsættelse af stående udvalg, når menighedsrådet bestyrer flere kirker).

Af: Minister for ligestilling og kirke Manu Sareen (RV)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 01-02-2012

Afgivet: 01-02-2012

Betænkning afgivet af Kirkeudvalget den 1. februar 2012

20111_l17_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Kirkeudvalget den 1. februar 2012

1. Ændringsforslag

Ministeren for ligestilling og kirke har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 16. november 2011 og var til 1. behandling den 22. november 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kirkeudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og den daværende kirkeminister sendte den 8. juli 2011 dette udkast til udvalget, jf. KIU alm. del - bilag 46, folketingsåret 2010-11, 1. samling. Ministeren for ligestilling og kirke sendte den 16. november 2011 de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til ministeren for ligestilling og kirke til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL), indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af ministeren for ligestilling og kirke, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

1) Titlen affattes således:

»Forslag


til


Lov om ændring af lov om valg til menighedsråd og lov om menighedsråd


(Udvidelse af antallet af kandidater, ændring af frist for indlevering af en særlig stedfortræderliste og klagefrist for valgklage til ministeren samt menighedsrådets valg af kirkeværge og nedsættelse af stående udvalg, når menighedsrådet bestyrer flere kirker)«


[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Ny paragraf

Af ministeren for ligestilling og kirke, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

2) Efter § 1 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 31. maj 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 1, indsættes som 4. pkt.:

»I sogne med flere kirker kan der vælges en kirkeværge for hver af kirkerne.«


2. I § 17, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Hvis et menighedsråd bestyrer flere kirker, kan der nedsættes et stående udvalg for hver af kirkerne.«


[Menighedsrådets valg af kirkeværge og nedsættelse af stående udvalg, når menighedsrådet bestyrer flere kirker]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en ændring af lovforslagets titel og undertitel på baggrund af de foreslåede ændringer af § 10, stk. 1, og § 17, stk. 1, i lov om menighedsråd.


Til nr. 2

Det følger af den nugældende formulering af § 10, stk. 1, 1. pkt., i lov om menighedsråd, at menighedsrådet skal vælge en kirkeværge.


Et fælles menighedsråd for to eller flere sogne kan dog vælge en kirkeværge for hver kirke, jf. § 10, stk. 1, 3. pkt., i lov om menighedsråd. Bestemmelsen, der er en særregel for menighedsråd, blev vedtaget af Folketinget den 15. april 2010 (lov nr. 406 af 21. april 2010 om ændring af lov om menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi). Bestemmelsen trådte i kraft den 1. oktober 2010.


Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget (L 105, folketingsåret 2009-10), at det ikke var hensigten med lovforslaget at foretage ændringer i forhold til de dagældende regler om kirkeværger for et menighedsråd, som kun dækker et sogn. Dette skulle også gælde, selv om der var flere kirker i sognet.


Såfremt der fremsættes anmodning fra et menighedsråd i et sogn med flere kirker om at måtte have flere kirkeværger, kræver det således dispensation i henhold til § 43, stk. 6, i lov om menighedsråd.


Ved ændringsforslaget foreslås det, at et menighedsråd i et sogn med flere kirker uden dispensation fra ministeriet kan vælge en kirkeværge for hver af kirkerne. Forslaget begrundes med, at der også i et sogn med flere kirker kan opleves et behov for at have en kirkeværge for hver kirke. Endvidere vil forslaget kunne medvirke til egentlige sognesammenlægninger i stedet for oprettelse af fælles menighedsråd for flere sogne.


I lov om menighedsråd § 17 fremgår reglerne om det stående udvalg (typisk kaldet kirke- og kirkegårdsudvalget). Formålet med udvalget er at varetage tilsynet med kirkens og kirkegårdens vedligeholdelse og drift, kirkeværgens forretningsførelse samt udførelse af mindre arbejder ved kirke og kirkegård.


Der er ikke særlige bestemmelser i lov om menighedsråd om, at et fælles menighedsråd for flere sogne eller et menighedsråd i et sogn med flere kirker kan nedsætte flere stående kirke- og kirkegårdsudvalg. Dette betyder, at der kun skal nedsættes ét stående udvalg, uanset at menighedsrådet har ansvaret for flere kirker.


Ministeriet har med hjemmel i lov om menighedsråd § 43 adgang til at dispensere fra lovens § 17, sådan at menighedsråd, der bestyrer flere kirker, får mulighed for at nedsætte flere stående udvalg.


Ved ændringsforslaget foreslås det, at et menighedsråd, der bestyrer flere kirker, får mulighed for at nedsætte et stående udvalg (kirke- og kirkegårdsudvalg) for hver af kirkerne. Der kræves således ikke længere dispensation fra ministeriet. Forslaget betyder, at både menighedsråd i sogne med flere kirker og menighedsråd, der er fælles for flere sogne, kan nedsætte et stående udvalg ved hver kirke.


Karen J. Klint (S) fmd. Flemming Møller Mortensen (S) Poul Andersen (S) Leif Lahn Jensen (S) Ole Hækkerup (S) Orla Hav (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Marlene Borst Hansen (RV) Camilla Hersom (RV) Jeppe Mikkelsen (RV) Pernille Vigsø Bagge (SF) Eigil Andersen (SF) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Rosa Lund (EL) Per Clausen (EL) Erling Bonnesen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Bertel Haarder (V) Birgitte Josefsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Søren Pind (V) Hans Christian Schmidt (V) Christian Langballe (DF) Morten Marinus (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Søren Espersen (DF) Mette Bock (LA) nfmd. Per Stig Møller (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 17


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for ligestilling og kirke
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslag L 17
3
1. udkast til betænkning
4
Ændringsforslag, fra ministeren for ligestilling og kirke
5
Nyt tidspunkt for betænkningsafgivelse over lovforslaget
6
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 17


Spm.nr.
Titel
1
Spm. , om det er korrekt opfattet, at menighedsrådsloven fortolkes således, at der i hvert sogn kun kan være en kirkeværge og et kirkeudvalg, selv om det i nogle tilfælde er blevet accepteret, at der i sogne med flere kirker har været en kirkeværge og et kirkeudvalg for hver af kirkerne, til ministeren for ligestilling og kirke, og ministerens svar herpå
2
Spm. , om ministeren på baggrund af svaret på L 17 - spm. 1 kan garantere, at ethvert ønske fra menighedsråd om at dispensere fra §§ 10 og 17 med henblik på at nedsætte et udvalg eller at vælge en værge for hver kirke, der er i det pågældende sogn, vil blive imødekommet, til ministeren for ligestilling og kirke, og ministerens svar herpå
3
Spm. , om ministeren vil yde teknisk bistand til et ændringsforslag, således at det kommer til at fremgå direkte af loven, at et menighedsråd i et sogn med flere kirker kan vælge en kirkeværge for hver kirke, til ministeren for ligestilling og kirke, og ministerens svar herpå