Skriftlig fremsættelse (25. april
2012)
Økonomi- og
indenrigsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens
Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab (Indførelse af dispensationsadgang
til regioners nedsættelse af stående udvalg)
(Lovforslag nr. L 166)
Med lovforslaget foreslås, at økonomi- og
indenrigsministeren kan godkende, at et regionsråd
træffer beslutning om en styreform, der svarer til det
såkaldte udvalgsstyre, som efter gældende ret er den
almindelige styreform i kommunerne. En tilsvarende styreform i en
region vil indebære, at den umiddelbare forvaltning af
regionens opgaver varetages af stående udvalg.
Baggrunden for forslaget er, at Region Hovedstaden i en
henvendelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet har anmodet
om, at regionen får dispensation til at nedsætte
stående udvalg. Der er imidlertid ikke hjemmel i regionsloven
til, at regioner nedsætter stående udvalg. Hvis
regionens ønske skal imødekommes, forudsætter
det således, at der bliver tilvejebragt en hjemmel i
regionsloven til, at en region kan nedsætte stående
udvalg.
Set i lyset af regeringens initiativer dels vedrørende
frikommuner, dels vedrørende modernisering af den offentlige
sektor vurderes det hensigtsmæssigt, at der allerede på
nuværende tidspunkt uden at afvente evalueringen af
kommunalreformen tilvejebringes en dispensationsordning, der giver
mulighed for, at et regionsråd afprøver en styreform,
hvor regionsrådspolitikere på de enkelte
fagområder bliver mere involveret i den umiddelbare politiske
forvaltning af et område.
Forslaget fremsættes nu af hensyn til Region
Hovedstadens mulighed for med hjemmel i loven at få og
udnytte en dispensation med virkning fra 1. januar 2013, idet det
er hensigtsmæssigt, at overgangen til ny styreform
følger kalenderåret.
Forslagets sene fremsættelse er begrundet heri.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.