L 16 Forslag til midlertidig bevillingslov for finansåret 2012.

Af: Finansminister Bjarne Corydon (S)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 15-11-2011

Fremsat den 15. november 2011 af finansministeren (Bjarne Corydon)

20111_l16_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 15. november 2011 af finansministeren (Bjarne Corydon)

Forslag

til

Midlertidig bevillingslov for finansåret 2012

§ 1. Indtil finansloven for finansåret 2012 er vedtaget, bemyndiges regeringen til at opkræve lovhjemlede skatter og statens øvrige indtægter. Regeringen bemyndiges til i samme tidsrum at afholde de udgifter, der er nødvendige for at opretholde og videreføre ministeriers, styrelsers og øvrige statslige institutioners og virksomheders drift samt andre foranstaltninger iværksat med hjemmel i lov, tidligere bevillingslov eller given bevilling i øvrigt.

§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 2012.

Bemærkninger til lovforslaget

Forslag til finanslov for 2012 kan ikke forventes færdigbehandlet inden finansårets begyndelse. Som følge heraf skal der efter grundlovens § 45, stk. 2, fremsættes forslag til en midlertidig bevillingslov for det kommende finansår.

Forslaget tilsigter at skabe det fornødne grundlag for, hvad der i tidligere sprogbrug blev betegnet statshusholdningens uforstyrrede førelse. Det forudsættes i overensstemmelse med eksisterende bevillingspraksis, at indtægter kan modtages og udgifter afholdes med udgangspunkt i bevillingsniveauet i 2011.