L 147 Forslag til lov om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love.

(Reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2012

Fremsættelse: 29-03-2012

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2012)

20111_l147_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2012)

Miljøministeren (Ida Auken)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om Natur- og Miljøklage­nævnet og forskellige andre love (Reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet m.v.).

(Lovforslag nr. L 147)

Det primære formål med lovforslaget er at sikre en hurtig og effektiv behandling af klagesager.


Lovforslaget er især en opfølgning på det af den tidligere regering nedsatte eksterne ekspertudvalg, der skulle forberede en samlet reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet. Ekspertgruppen afgav i maj 2011 en rapport om reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet, hvori udvalget giver en række kortsigtede anbefalinger om justering af klagesystemet, herunder ændringer der kræver lovændringer.


Lovforslaget indeholder således forslag til bestemmelser om fokuseret klagesagsbehandling, indsendelse af klager gennem førsteinstans, hjemvisning, og tilbagebetaling af klagegebyr.


For at kunne fremme effektiv sagsbehandling i nævnet til gavn for alle klagere foreslås, at nævnet får mulighed for at kunne begrænse sin prøvelse til de væsentligste af flere klagepunkter i en sag.


Lovforslaget indeholder også bestemmelser om indsendelse af klage gennem førsteinstans, som medfører, at alle klagesager skal indsendes gennem førsteinstansen, der forpligtes til at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen. Samtidig foreslås hjemmel til at forpligte førsteinstanserne til at kommunikere digitalt med klagenævnet, herunder ved anvendelse af en digital klageformular.


Af hensyn til sagsbehandlingstiden foreslås det at lovfæste en pligt for nævnet til at begrænse antallet af hjemvisningssager. Det er naturligvis forudsat, at nævnet i den enkelte sag vurderer, om der kan være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med at færdigbehandle sagen i stedet for at hjemvise den til førsteinstansen. Det følger af klagenævnets praksis, at nævnet skal ledsage en hjemvist afgørelse med vejledning om sagens behandling. Lovforslaget lovfæster vejledningspligten i forbindelse med hjemvisninger.


For at imødekomme risikoen for, at klagegebyret kan blive en barriere for en hurtig og smidig løsning af en klagesag uden for det formaliserede klagesystem, foreslås det, at nævnet får mulighed for at tilbagebetale klagegebyret, hvis klagen trækkes tilbage.


For at udnytte de digitale muligheder bedst muligt og derved bidrage til en effektivisering af klagesagsbehandlingen foreslås det at bemyndige nævnet til at afsende breve uden underskrift eller med maskinel underskrift. Det forudsættes, at nævnet kun vil benytte sig af muligheden i det omfang, der ikke er retssikkerhedsmæssige forhold, der taler imod.


Et andet hovedformål med lovforslaget er at nedsætte klagegebyret for organisationer, virksomheder m.v. som i dag betaler 3000 kr., og at gebyret fastsættes til 500 kr. (2012-niveau) for alle - både privatpersoner, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder med flere.


Det foreslås endvidere at tilpasse ministerens klageadgang efter husdyrgodkendelsesloven, således at ministeren alene kan påklage kommunale afgørelser, når væsentlige nationale eller internationale interesser er berørt. Endelig foreslås præciseret, at rørlagte vandløb ikke skal have 2 m-bræmme efter vandløbsloven.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.