Betænkning afgivet af Udvalget for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 23. maj 2012
1. Ændringsforslag
Fødevareministeren har stillet 3 ændringsforslag
til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. marts 2012 og var til 1.
behandling den 13. april 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Udvalget for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og fødevareministeren
sendte den 22. december 2011 dette udkast til udvalget, jf. FLF
alm. del - bilag 124. Den 29. marts 2012 sendte
fødevareministeren de indkomne høringssvar og et
notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til
fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget hilser med tilfredshed, at ministeren har
lyttet til vores forslag om at få løst problemet med
aldersgrænsen på 2½ år for kvæg, for
så vidt angår handyr. I forventning om, at ministeren
med sin ministerbeføjelse følger op og får
løst problemet, tilslutter vi os lovforslaget og
støtter ændringsforslaget med den bemærkning, at
vi vil vende tilbage til sagen, hvis problemet mod forventning ikke
bliver løst.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4 Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af fødevareministeren, tiltrådt af
udvalget:
1)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
13, stk. 1 og 2, ændres
»voksent kvæg« til: »kvæg, for
så vidt angår hundyr, der har kælvet, og handyr
over 2½ år«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
Af fødevareministeren, tiltrådt af
udvalget:
2) Nr. 3
affattes således:
»3. § 14 affattes således:
Ȥ
14. Hvis ejeren af en svine- eller kvægbesætning
har indgået skriftlig aftale om basismodulet i en
sundhedsrådgivningsordning efter § 34 a, stk. 1 og 2, i
lov om hold af dyr, kan dyrlægen, hvis vedkommende har
stillet diagnose for og påbegyndt behandling af det enkelte
dyr, jf. § 12, stk. 1, ordinere eller udlevere receptpligtige
lægemidler til besætningsejeren eller dennes
repræsentant til efterbehandling af
1) svin og
2) kvæg, for
så vidt angår hundyr, der endnu ikke har kælvet,
og handyr indtil 2½ år.
Stk. 2. I svine- og
kvægbesætninger, der er omfattet af en skriftlig
sundhedsrådgivningsaftales tilvalgsmodul 1, jf. § 34 a,
stk. 3, i lov om hold af dyr, kan dyrlægen ordinere eller
udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren
eller dennes repræsentant til
1) behandling af de
af besætningens svin, der må forventes at blive
angrebet af en sygdom, som dyrlægen allerede har
diagnosticeret i besætningen, jf. § 12, stk. 1,
2) behandling af de
af besætningens kvæg, for så vidt angår
hundyr, der endnu ikke har kælvet, og handyr indtil 2½
år, der må forventes at blive angrebet af en sygdom,
som dyrlægen allerede har diagnosticeret i besætningen,
jf. § 12, stk. 1, og
3) efterbehandling
af kvæg, for så vidt angår hundyr, der har
kælvet, og handyr over 2½ år.
Stk. 3. I
kvægbesætninger, der er omfattet af en skriftlig
sundhedsrådgivningsaftales tilvalgsmodul 2, jf. § 34 a,
stk. 3, i lov om hold af dyr, kan dyrlægen ordinere eller
udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren
eller dennes repræsentant til behandling af det af
besætningens kvæg, der må forventes at blive
angrebet af en sygdom, som dyrlægen allerede har
diagnosticeret i besætningen, jf. § 12, stk. 1.
Stk. 4. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om
en anden aldersgrænse for kvæg, for så vidt
angår handyr, i forbindelse med udlevering og ordinering af
receptpligtige lægemidler end den i stk. 1, 2 og 5
anførte.
Stk. 5. Ministeren kan
fastsætte regler om udlevering eller ordinering af
receptpligtige lægemidler til besætningsejerens eller
dennes repræsentants forudgående behandling og
efterbehandling af kvæg, for så vidt angår
hundyr, der har kælvet, og handyr over 2½ år, i
besætninger, der ikke er omfattet af
sundhedsrådgivningsaftaler, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 6. Ministeren kan
fastsætte regler om, at en dyrlæge i en besætning
af andre dyr end dem, der er nævnt i § 34 a, stk. 1 og
2, i lov om hold af dyr, og som er omfattet af en skriftlig
sundhedsrådgivningsaftale, kan ordinere eller udlevere
receptpligtige lægemidler til besætningsejeren eller
dennes repræsentant til behandling af dyr i
besætningen, der må forventes at blive angrebet af en
sygdom, som dyrlægen allerede har diagnosticeret i
besætningen, jf. § 12, stk. 1.
Stk. 7. I de
tilfælde, der er omhandlet i stk. 1-6, skal dyrlægen
over for besætningsejeren eller dennes repræsentant
nøje beskrive de kliniske symptomer, som skal være
konstateret, før behandlingen påbegyndes.«
[Præcisering af
aldersgrænse og bemyndigelse til at fastsætte anden
aldersgrænse for kvæg, for så vidt angår
handyr]
Af fødevareministeren, tiltrådt af
udvalget:
3)
Efter nr. 3 indsættes som nye numre:
»02. I §
24, stk. 1, ændres »§ 14, stk. 4 og
5« til: »§ 14, stk. 4-6«.
03.
Seks steder i § 24 og i § 25, stk. 2, ændres »§
14, stk. 1-5« til: »§ 14, stk. 1-6«.
04. I
§ 38, stk. 1, nr. 1, ændres
»§ 14, stk. 1-3 og 6« til: »§ 14, stk.
1-3 og 7«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
Bemærkninger
Til nr. 1-3
Med ændringsforslagene til § 2 foreslås at
indføre en bemyndigelse til ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri til at fastsætte regler om en anden
aldersgrænse for kvæg, for så vidt angår
handyr, end den aldersgrænse på 2½ år, som
fremgår af lovforslaget. Denne aldersgrænse har
betydning for reglerne om dyrlægers udlevering og ordinering
af receptpligtige lægemidler til tyre og stude samt
besætningsejerens eller dennes repræsentants adgang til
behandling og efterbehandling af de pågældende
dyr.
Baggrunden for ændringsforslagene er at tage
højde for strukturudviklingen i kvægsektoren. Der har
f.eks. vist sig behov for, at handyr over 1 år, som benyttes
som led i naturpleje, ikke omfattes af de samme regler om
sundhedsrådgivning, som gælder for køer i den
intensive produktion. Med den foreslåede bemyndigelse vil det
blive muligt administrativt at fastsætte regler, som kan
imødekomme nye forhold eller produktionsformer i
erhvervet.
Udnyttelse af bemyndigelsen forudsættes at ske på
baggrund af en risikovurdering af de eventuelle konsekvenser for de
pågældende dyrs velfærd og sundhed.
Benny Engelbrecht (S) Bjarne
Laustsen (S) Karin Gaardsted (S) Orla Hav (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Simon Kollerup (S)
Camilla Hersom (RV) Sofie Carsten Nielsen (RV) Lotte Rod (RV)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Eigil Andersen (SF) Per Clausen
(EL) nfmd. Henning Hyllested (EL)
Stine Brix (EL) Erling Bonnesen (V) Thomas Danielsen (V) Henrik
Høegh (V) Jacob Jensen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jan E.
Jørgensen (V) Esben Lunde Larsen (V) Tina Nedergaard (V)
René Christensen (DF) fmd.
Jørn Dohrmann (DF) Bent Bøgsted (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Mette Bock (LA) Lene Espersen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag
Oversigt over bilag vedrørende L 146
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra fødevareministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | 2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 146
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om at undlade at fastsætte en
grænse på 2½ år for handyr, jf. den
foreslåede ændring af § 14 i lov om
dyrlæger, til fødevareministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om, hvilket niveau for
bødestraf der påtænkes eller kan blive tale om,
til fødevareministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. , om ministeren vil tilkendegive, at
en bøde ikke bliver omfattet af eller aktiverer reglerne for
krydsoverensstemmelse, til fødevareministeren, og
ministerens svar herpå |
4 | Spm. om teknisk bistand til
ændringsforslag, til fødevareministeren, og
ministerens svar herpå |