Skriftlig fremsættelse (29. marts
2012)
Social- og integrationsministeren (Karen
Hækkerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Styrkelse af indsatsen over for udsatte familier
med børn og unge)
(Lovforslag nr. L 141)
Med lovforslaget følges der op på de tiltag, som
satspuljepartierne har taget på området de senere
år, herunder med Barnets Reform, med henblik på at
styrke indsatsen over for udsatte børn og unge.
Med forslaget sikres kommunerne flere redskaber til at gribe
ind, hvis der er bekymring for et barn eller en ung, der sikres en
styrket indsats for unge, og det sikres, at familier, der flytter
mellem kommuner, hurtigere får en kvalificeret
hjælp.
Lovforslaget indeholder 7 hovedelementer:
1) Videregivelse af
oplysninger til og behandling af oplysninger af den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) uden
samtykke
2) Adgang til
hjemmet
3) Udvidelse af
SSD-samarbejdet som led i den tidlige eller forebyggende
indsats
4)
Efterværn
5) Handleplaner for
unge
6) Mellemkommunale
underretninger
7)
Underretningspligt til grønlandske kommuner
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den
1. juli 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.