Fremsat den 29. marts 2012 af social- og
integrationsministeren (Karen Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service og
lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område
(Inddragelse af faglige og økonomiske
hensyn, fastsættelse af serviceniveauer, refusion for
særligt dyre enkeltsager, afregningsfrister og opprioritering
af juridisk sagkyndige i de sociale nævn m.v.)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 904 af 20. august 2011, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006, lov nr.
468 af 18. maj 2011, lov nr. 162 af 28. februar 2012 og lov nr. 222
af 6. marts 2012, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 1, stk. 3, 2. pkt., ændres
»ud fra« til: »på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af«.
2. I
§ 1, stk. 3, indsættes som
3. pkt.:
»Afgørelse efter loven
træffes på baggrund af faglige og økonomiske
hensyn.«
3.
Efter § 137 d indsættes i kapitel
25 efter overskriften før § 139:
Ȥ
138. Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer
træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende
serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp
efter loven.«
4. I
§ 174 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis en
kommune anvender en anden kommunes eller en regions tilbud efter
denne lov, skal krav om betaling herfor på baggrund af den
beregnede takst, jf. stk. 1, være fremsat senest 12
måneder efter, at hjælpen er ydet.«
Stk. 3-5 bliver herefter til stk. 4-6.
5. § 176,
stk. 1, affattes således:
»I de tilfælde, hvor udgifterne
til hjælp og støtte efter loven for en person under 67
år i en konkret sag overstiger en årlig udgift på
950.000 kr., refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens
udgifter, som ligger over dette beløb, jf. dog § 176 a.
For den del af udgifterne, der overstiger 1.770.000 kr.
årligt, udgør statsrefusionen 50 pct., jf. dog §
176 a.«
6.
Efter § 176 indsættes:
Ȥ 176
a. I de tilfælde, hvor kommunens udgifter til
hjælp og støtte efter loven til personer, som er under
18 år, eller som modtager støtte efter § 76, i en
konkret sag overstiger en årlig udgift på 710.000 kr.,
refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som
ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der
overstiger 1.420.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen
50 pct.
Stk. 2.
Refusionsgrænserne og -beløbene i stk. 1 gælder
ligeledes for en kommunes samlede udgifter til hjælp og
støtte, hvis 4 eller flere børn i samme husstand er
anbragt efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller har ophold i et
anbringelsessted efter § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3.
Stk. 3. Social- og
integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om
statsrefusionen efter stk. 1 og 2.«
7. § 182,
stk. 10, affattes således:
»Stk. 10.
Beløbene i §§ 176 og 176 a reguleres en gang
årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2013,
med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbene afrundes til nærmeste 10.000 kr.«
§ 2
I lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af
15. juni 2011, som ændret ved § 11 i lov nr. 434 af 8.
maj 2006 og § 4 i lov nr. 152 af 28. februar 2012, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 9 c, stk. 11, indsættes
som 2. pkt.:
»Krav efter lov om social service
skal dog rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er
ydet.«
2. § 45,
stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Nævnet består af
direktøren for statsforvaltningen som formand, et medlem
udpeget af social- og integrationsministeren efter indstilling fra
kommunalbestyrelserne i regionen, et medlem udpeget af social- og
integrationsministeren efter indstilling fra Danske
Handicaporganisationer og et juridisk sagkyndigt medlem udpeget af
social- og integrationsministeren efter stk. 3.«
3. I
§ 45 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3. Social-
og integrationsministeren udpeger efter indstilling fra
styrelseschefen for Ankestyrelsen et antal juridisk sagkyndige
medlemmer blandt Ankestyrelsens ansatte. De udpegede skal have
bestået juridisk kandidateksamen. De udpegede kan være
medlemmer af sociale nævn i flere regioner. Ansatte i
Ankestyrelsen, der som et led i deres ansættelse behandler
klager over afgørelser truffet i de sociale nævn, kan
ikke udpeges. De udpegede juridisk sagkyndige medlemmer er ikke
undergivet instruktionsbeføjelser fra Ankestyrelsen ved
afgørelsen af sager i de sociale nævn.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6
4. § 45,
stk. 3, 1. og 2. pkt., der
bliver stk. 4, 1. og 2. pkt., affattes således:
»Medlemmer af nævnet udpeget af
social- og integrationsministeren udpeges for 4 år af gangen.
Medlemmer udpeget af social- og integrationsministeren efter
indstilling fra kommunalbestyrelserne i regionen og fra Danske
Handicaporganisationer skal have bopæl i den region, hvor
statsforvaltningen ligger, eller i øvrigt have tilknytning
til regionen.«
5. I
§ 45, stk. 4, der bliver stk. 5,
indsættes som 2. pkt.:
»Ved stemmelighed er formandens
stemme afgørende.«
6. I
§ 45, stk. 5, der bliver stk. 6,
indsættes som 3. pkt.:
»Social- og integrationsministeren
fastsætter efter indstilling fra styrelseschefen for
Ankestyrelsen antallet af juridisk sagkyndige medlemmer, der er
nødvendigt for varetagelse af nævnenes
opgaver.«
7. I
§ 78, stk. 1, indsættes
efter »afgørelser, som«: »kan«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. september
2012.
§ 4
Stk. 1. Lovens § 1,
nr. 4, og § 2, nr. 1, har alene virkning for hjælp efter
lov om social service, der er ydet efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 2. Lovens § 2,
nr. 2-6, har alene virkning for afgørelser, der
træffes af de sociale nævn efter lovens
ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
| | | | | Indholdsfortegnelse | | | 1. | Indledning og baggrund | 2. | Lovforslagets indhold | | 2.1. | Inddragelse af faglige og
økonomiske hensyn | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Social- og Integrationsministeriets
overvejelser | | | 2.1.3. | Den foreslåede ordning | | 2.2. | Serviceniveauer inden for servicelovens
rammer | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | 2.2.2. | Social- og Integrationsministeriets
overvejelser | | | 2.2.3. | Den foreslåede ordning | | 2.3. | Frister for fremsættelse af
betalingskrav | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | 2.3.2. | Social- og Integrationsministeriets
overvejelser | | | 2.3.3. | Den foreslåede ordning | | 2.4. | Justering af refusionsordningen i
særligt dyre enkeltsager på området for udsatte
børn og unge, herunder gunstigere refusion på
anbringelsessager, når der er store
søskendeflokke | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | 2.4.2. | Social- og Integrationsministeriets
overvejelser | | | 2.4.3. | Den foreslåede ordning | | 2.5. | Styrkelse af den juridiske ekspertise i de
sociale nævn | | | 2.5.1. | Gældende ret | | | 2.5.2. | Social- og Integrationsministeriets
overvejelser | | | 2.5.3. | Den foreslåede ordning | 3. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 6. | Miljømæssige
konsekvenser | 7. | Forholdet til EU-retten | 8. | Hørte myndigheder og
organisationer | 9. | Sammenfattende skema |
|
1. Indledning og baggrund
I forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2012
blev det aftalt, at der fremsættes lovforslag på det
specialiserede socialområde, der tydeliggør den
gældende retstilstand for kommunalbestyrelsernes
fastsættelse af lokale serviceniveauer og for
kommunalbestyrelsernes inddragelse af saglige økonomiske
hensyn, når de træffer afgørelse i konkrete
sager. Baggrunden er, at der i praksis er uklarhed om, hvordan
serviceniveauer og saglige økonomiske hensyn kan anvendes i
konkrete afgørelser. På denne baggrund foreslår
regeringen at præcisere de gældende uskrevne
retsgrundsætninger i lov om social service
(serviceloven).
Regeringen foreslår samtidig, at der indføres en
grænse for, hvor sent kommuner og regioner kan
fremsætte krav om betaling, når en kommune har
købt pladser i en anden kommunes eller regions tilbud efter
serviceloven. Formålet hermed er at tydeliggøre, at
der ikke må fremsendes regninger, der er flere år
gamle. Der er således tale om regulering af et
mellemkommunalt og regionalt anliggende, der fremsættes
på baggrund af aftalen om kommunernes økonomi for
2012.
Endvidere foreslås for at øge retssikkerheden ved
behandling af klager over kommunale afgørelser på det
sociale område en styrkelse af de juridisk sagkyndige i de
sociale nævn. Konkret foreslås, at nævnene
udvides med et medlem udpeget blandt Ankestyrelsens ansatte.
Medlemmet skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Også dette forslag er et led i aftalen om kommunernes
økonomi for 2012, hvor det er aftalt, at der
iværksættes en række initiativer med henblik
på at styrke kvaliteten af ankeafgørelser samt styrke
samarbejdet og dialogen mellem kommuner og ankesystem, og at der
herunder sker en opprioritering af juridisk sagkyndige i de sociale
nævn. Forslaget er samtidig en udmøntning af
satspuljeaftalen for 2012.
Derudover foreslår regeringen, at der gennemføres
en justering af den nuværende statslige refusionsordning for
særligt dyre enkeltsager i serviceloven, så kommunerne
får en lidt højere refusion i de særligt dyre
enkeltsager på området for udsatte børn og unge.
Ordningen vil medføre, at den enkelte kommunes
økonomi bliver mindre belastet, når
kommunalbestyrelsen i de særlige dyre enkeltsager anbringer
et barn uden for hjemmet, og at kommunerne dermed i
fællesskab bærer en større del af
udgifterne.
Endelig foreslår regeringen, at der indføres en
højere refusion, når kommunerne står overfor
f.eks. at skulle anbringe store søskendeflokke uden for
hjemmet, idet det kan medføre en betydelig belastning af den
enkelte kommunes økonomi.
På denne baggrund fremsætter regeringen på det
specialiserede socialområdet et lovforslag med
følgende 5 delelementer:
1)
Præcisering af, at afgørelse efter loven træffes
på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.
2)
Præcisering af, at kommunalbestyrelsen inden for
servicelovens rammer kan fastsætte lokalpolitiske
serviceniveauer.
3)
Indførelse af en tidsgrænse for, hvor sent kommuner og
regioner må rejse krav om betaling for hjælp efter
serviceloven.
4) En justering af
refusionsordningen for særligt dyre enkeltsager på
området for udsatte børn og unge, herunder gunstigere
refusion på anbringelsessager, når der er store
søskendeflokke.
5) En styrkelse af
den juridiske ekspertise i de sociale nævn.
Herudover indeholder forslaget en enkelt redaktionel
ændring af retssikkerhedsloven.
Social- og Integrationsministeriet vil følge
implementeringen af lovforslaget tæt, herunder få
udarbejdet en undersøgelse af kommunernes praksis, hvor
Ankestyrelsen på baggrund af et antal konkrete sager fra
kommunerne undersøger, hvordan kommunalbestyrelserne
anvender og henviser til fastsatte serviceniveauer og
økonomiske hensyn, når de træffer konkrete
afgørelser. Praksisundersøgelsen vil vise, om
kommunernes praksis ligger inden for lovens rammer, og
undersøgelsen følges op af dialogmøder mellem
Ankestyrelsen og kommunerne på baggrund af
undersøgelsens resultater.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at regeringen vil
igangsætte en evaluering af kommunalreformen, der bl.a. vil
have fokus på det specialiserede socialområde, samt et
arbejde med en socialreform.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Inddragelse af faglige og
økonomiske hensyn
2.1.1. Gældende ret
Formålsbestemmelse i lov om social service (serviceloven)
§ 1 angiver, at formålet med loven er:
1) at tilbyde
rådgivning og støtte for at forebygge sociale
problemer,
2) at tilbyde en
række almene serviceydelser, der også kan have et
forebyggende sigte, og
3) at tilgodese
behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Formålsbestemmelsen fastslår, at formålet med
hjælpen er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig
selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre
livskvaliteten for den enkelte. Hjælpen skal således
bidrage til, at modtageren kan bruge sine egne ressourcer, helst
sådan at den pågældende kan klare sig selv. Men
for nogle grupper af personer er dette imidlertid ikke realistisk.
Derfor nævnes det udtrykkeligt, at det er et vigtigt
mål at lette den daglige tilværelse og forbedre
livskvaliteten.
Udgangspunktet er desuden efter gældende ret, at
modtageren af hjælp efter loven har et ansvar for sig selv og
sin familie, men der skal i hvert enkelt tilfælde foretages
en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og
forudsætninger, og hjælpen skal tilrettelægges,
så modtageren ud fra sine personlige forudsætninger
får indflydelse på og ansvar for sin egen
tilværelse.
Til grund for en afgørelse efter serviceloven ligger en
lang række faglige vurderinger afhængig af den enkelte
bestemmelses formulering og indhold, som f.eks. om borgerens
fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse er betydelig og
varig, eller om en konkret type hjælp er egnet til at
afhjælpe borgerens konkrete problem.
Når kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse, skal den desuden iagttage de gældende
forvaltningsretlige grundsætninger i forhold til, hvilke
hensyn og kriterier myndigheden kan og eventuelt skal lægge
til grund. Det gælder f.eks. det forvaltningsretlige princip
om, at der ikke må ske magtfordrejning, som betyder, at der
kan være pligtmæssige hensyn, der skal inddrages, og at
der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er
hensyn, der har sammenhæng med formålet med og
indholdet i den anvendte bestemmelse. Det betyder i denne
sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og
afgørelse af konkrete sager ikke må forfølge
formål, som ikke er relevante for sagen. Visse
hensyn/kriterier kan være pligtmæssige, f.eks. skal det
i forbindelse med en afgørelse om personlig og praktisk
hjælp indgå i vurderingen, om andre medlemmer af
husstanden deltager i husarbejdet.
Også forvaltningsretlige principper som
lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt
andet lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om,
at en foranstaltning ikke må være mere indgribende
eller byrdefuldt end formålet tilsiger, skal
følges.
Endelig har kommunalbestyrelsen en generel forpligtelse til at
handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at
kommunalbestyrelsen skal inddrage både faglige og
økonomiske hensyn, når der skal træffes
afgørelse. Hensynet til kommunernes økonomi kan dog
aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsens afgørelse
skal baseres på en konkret, individuel vurdering af borgerens
behov. Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig vælge en
indsats alene ud fra økonomiske overvejelser. Den enkelte
kommunalbestyrelse kan heller aldrig afvise at hjælpe
borgere, der har krav på hjælp efter loven, med
henvisning til kommunens økonomi.
2.1.2. Social- og
Integrationsministeriets overvejelser
Der er i praksis uklarhed om, i hvilket omfang den enkelte
kommunalbestyrelse kan inddrage økonomiske hensyn, når
der træffes afgørelse. Mulighederne følger
allerede af den gældende retstilstand og
grundsætninger. Det er aftalt i forbindelse med aftalen om
kommunernes økonomi for 2012 at præcisere de
gældende, uskrevne retsgrundsætninger i
serviceloven.
2.1.3. Den foreslåede
ordning
Det foreslås at præcisere, at afgørelser
efter loven træffes på baggrund af faglige og
økonomiske hensyn. Det vil sige, at når der er
foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov,
skal der inddrages både faglige og økonomiske
hensyn.
Faglige hensyn skal forstås som de fx
behandlingsmæssige, socialfaglige og sundhedsmæssige
hensyn, der er relevante i forhold til den konkrete borgers
situation og i forhold til den konkrete sag.
Økonomiske hensyn skal forstås som hensyn til, om
tilbud efter loven er anskaffet og eller leveret på en
økonomisk hensigtsmæssig måde. F.eks. bør
kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige
egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det
billigste.
Der er alene tale om en lovfæstelse af gældende ret,
jf. afsnit 2.1.1.
2.2. Serviceniveauer inden for
lovens rammer
2.2.1. Gældende ret
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse
om, hvorvidt der skal gives et tilbud til borgeren efter
serviceloven, jf. servicelovens § 3, stk. 1. Det betyder, at
det er kommunalbestyrelsen, der har myndighedsansvaret. Efter
servicelovens § 4 skal kommunalbestyrelsen sørge for,
at der er de nødvendige tilbud efter loven, og efter
servicelovens § 173 er det kommunen, der endeligt afholder
udgifterne efter serviceloven. Det betyder, at det er
kommunalbestyrelsen, der har finansieringsansvaret i forhold til
ydelser og tilbud til borgerne. I den kommunale styrelseslovs
§ 2 er det fastsat, at kommunens anliggender styres af
kommunalbestyrelsen, og supplerende til dette fremgår det af
retssikkerhedslovens § 15, at det er kommunalbestyrelsen, der
har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal
planlægge og udføre sine opgaver på det sociale
område.
Servicelovens karakter af rammelov indebærer, at der er
tiltænkt den enkelte kommunalbestyrelse en fleksibilitet i
sammensætningen af løsninger og i anvendelsen af
faglige metoder. Det indebærer et politisk handlerum til, at
kommunalbestyrelsen på visse områder kan
fastsætte lokale kvalitetsstandarder, retningslinjer eller
lokale serviceniveauer (vejledende retningslinjer) om, hvilken type
hjælp der i den pågældende kommune typisk gives i
forhold til bestemte typer af behov eller målgrupper. Dette
handlerum varierer mellem de enkelte bestemmelser i serviceloven
alt efter bestemmelsens udformning eller efter, om rummet for
skøn er indsnævret som følge af en
mangeårig retspraksis. Uanset om der er et rum for
udøvelse af skøn og fastsættelse af lokale
serviceniveauer, vil der altid i den konkrete sag skulle foretages
en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats
konkret afhjælper behovet hos borgeren, ligesom
kommunalbestyrelsen er bundet af gældende regler og
forvaltningsretlige grundsætninger, selv om der er fastsat et
lokalt serviceniveau.
Det politiske handlerum skal altid udfyldes af
kommunalbestyrelsen eller et udvalg og udøves naturligt i
forbindelse med kommunalbestyrelsens udformning af generelle
retningslinjer (mål, midler, standarder). Det lokale
politiske råderum kan bruges til at fastlægge
retningslinjer for sagsbehandlingen og den konkrete
afgørelse. Fastsættelse af serviceniveauer er
således en lokalpolitisk beslutning.
Hvis kommunalbestyrelsen har fastsat et politisk besluttet
serviceniveau, og serviceniveauet senere ændres, kan
kommunalbestyrelsen ikke alene med henvisning til det ændrede
serviceniveau, træffe afgørelse om anden hjælp
eller hjælp i ændret omfang i forhold til den enkelte
borger. Der kan f.eks. godt træffes afgørelse om
hjælp i øget/nedsat omfang med henvisning til et
ændret serviceniveau, men det kræver altid en ny,
konkret og individuel afgørelse i forhold til den enkelte
borger for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder borgerens
behov, lige som det skal ske inden for rammerne af lovgivningen,
retspraksis m.v. Afgørelsen skal endvidere være i
overensstemmelse med principperne for, hvornår man kan
tilbagekalde begunstigende forvaltningsakter.
Lokale serviceniveauer skal fastsættes inden for de
rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i
serviceloven og af lovgivningen i øvrigt, herunder generelle
regler i retssikkerhedsloven og serviceloven om f.eks. kommunernes
forsyningspligt og de generelle forvaltningsretlige regler og
grundsætninger.
Serviceniveauerne skal også udarbejdes på en
måde, som giver forvaltningen mulighed for at behandle de
konkrete sager efter de regler og retningslinjer i
forvaltningsretten, serviceloven og retssikkerhedsloven m.v., som
er beskrevet ovenfor. Det omfatter blandt andet de almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger, som regulerer
udfyldningen af skønnet. Der kan således ikke
fastsættes lokale regler, der f.eks. betyder, at hensyn, som
er obligatoriske, ikke skal inddrages i sagen. Der kan på den
anden side godt fastsættes lokale krav om, at visse saglige
hensyn obligatorisk skal inddrages i den konkrete afgørelse.
Der kan ikke på forhånd udelukkes en bestemt type
foranstaltning eller gives en fast økonomisk ramme for en
given foranstaltning.
I det omfang, der er fastsat et serviceniveau, som er fastlagt
inden for lovens rammer, og som skal ligge til grund for
behandlingen og afgørelsen af konkrete sager, som altid skal
hvile på, at der er foretaget en korrekt konkret og
individuel vurdering, bliver serviceniveauet en del af
afgørelsesgrundlaget for den konkrete afgørelse. Det
betyder på den ene side, at kommunalbestyrelsen bliver bundet
af serviceniveauet i relation til iagttagelse af
ligebehandlingsprincippet, og at kommunalbestyrelsen derfor som
udgangspunkt skal kunne begrunde en fravigelse fra serviceniveauet
i såvel nedadgående som opadgående retning.
På den anden side betyder det også, at hvis der i
afgørelsen henvises til et serviceniveau, skal
ankemyndighederne, hvis der klages over afgørelsen, inddrage
hensynet til kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge
serviceniveauet. Hvis ankemyndigheden sætter sin egen
afgørelse i stedet for kommunalbestyrelsens i forbindelse
med en ankesag, eller hvis Ankestyrelsen træffer
afgørelse i en egendriftsag, skal ankemyndigheden
således inddrage kommunalbestyrelsens serviceniveau i
afgørelsen, såfremt det er oplyst i sagen.
Afgørelser truffet af en kommunalbestyrelse kan, med
mindre andet er anført i serviceloven, indbringes for Det
Sociale Nævn efter reglerne i kapitel 10 i
retssikkerhedsloven, jf. servicelovens § 166. Klageadgangen
omfatter som udgangspunkt kun egentlige afgørelser. Ved en
afgørelse forstås en beslutning, der træffes af
en forvaltningsmyndighed (kommunen, nævnet eller
Ankestyrelsen) i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte
borger og/eller myndighed tilsigter at have retsvirkning efter sit
indhold. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer
borgerens eller kommunens rettigheder og pligter i sagen.
Efter retssikkerhedsloven § 60, stk. 3, kan
afgørelser om det generelle serviceniveau - herunder hvilke
tilbud og pladser, der skal være til rådighed i
kommunen og takster for tilbuddene - ikke indbringes for
ankemyndighederne. Ankemyndighederne både kan og skal
imidlertid som anført ovenfor ved behandlingen af klager
over konkrete afgørelser inddrage kommunens generelle
serviceniveau, når der tages stilling til den enkelte
afgørelses lovlighed. Lovligheden af det generelle fastsatte
serviceniveau kan efterprøves af tilsynet med kommunerne i
statsforvaltningerne efter § 48 i lov om kommunernes
styrelse.
2.2.2. Social- og
Integrationsministeriets overvejelser
Der er i praksis uklarhed om, i hvilket omfang den enkelte
kommunalbestyrelse kan fastsætte lokale serviceniveauer og
om, hvordan de lokale serviceniveauer må lægges til
grund i konkrete afgørelser. Mulighederne følger
allerede af den gældende retstilstand. Det er aftalt i
forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2012 at
præcisere de gældende uskrevne retsgrundsætninger
i loven. Der er således tale om en præcisering af
gældende ret og ikke en ændring af denne.
2.2.3. Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at det fastsættes i en ny bestemmelse
i § 138 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen inden for
lovens rammer kan træffe beslutning om at fastsætte
generelle, vejledende serviceniveauer for den lokale
udmøntning af hjælp efter serviceloven.
Samtidig foreslås det at præcisere i
formålsbestemmelsen i servicelovens § 1, at
hjælpen til borgeren skal tilrettelægges på
baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte
persons behov og forudsætninger. Når adgangen til at
fastsætte serviceniveauer og den konkrete, individuelle
vurdering præciseres i sammenhæng, er det for at
understrege, at de generelle, vejledende serviceniveauer
indgår som en del af beslutningsgrundlaget for de konkrete og
individuelle afgørelser, men at de ikke kan træde i
stedet for dem.
Der er alene tale om en lovfæstelse af gældende ret,
jf. afsnit 2.2.1.
2.3. Frister for
fremsættelse af betalingskrav
2.3.1. Gældende ret
Der er ingen gældende regulering i den sociale lovgivning
af frister for fremsættelse af krav på betaling,
når en kommune køber pladser til konkrete borgere i
andre kommuners eller regioners tilbud efter serviceloven.
Spørgsmål skal derfor afgøres efter
lovgivningens almindelige regler om f.eks. forældelse.
Fordringer på penge eller andre ydelser mellem offentlige
myndigheder forældes efter lov nr. 522 af 6. juni 2007 om
forældelse af fordringer (forældelsesloven). Efter
forældelseslovens § 1 gælder
forældelsesloven med mindre andet følger af
særlige bestemmelser om forældelse i anden lov. Efter
§ 2 regnes forældelsesfristerne fra det tidligste
tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at
få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre
bestemmelser. Er der indrømmet skyldneren løbedage
eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses
for rettidig, regnes forældelsesfristen dog først fra
betalingsfristens udløb, jf. lovens § 2, stk. 2.
Forældelsesfristen er efter lovens § 3, stk. 1, 3
år, medmindre andet følger af eksisterende
bestemmelser.
Retssikkerhedsloven indeholder dog i § 9 c, stk. 11, en
regel om, at krav mod en tidligere opholdskommune for den
mellemkommunale refusion efter § 9 c, stk. 2-7, skal rejses
senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.
2.3.2. Social- og
Integrationsministeriets overvejelser
I kommuneøkonomiaftalen for 2012 er det aftalt at give
kommunerne bedre styringsmuligheder, således at der
indføres en forældelsesfrist på 12
måneder, efter hjælpen er ydet, for at rejse krav
mellem kommuner for benyttelse af en anden kommunes eller en
regions tilbud efter serviceloven. Forslaget foreslås
endvidere at have virkning for fordringer på mellemkommunal
refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c.
2.3.3. Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at der fastsættes en
forældelsesregel på 12 måneder, så der
gælder en forældelsesfrist for at rejse krav om
betaling kommunerne imellem for benyttelse af hinandens kommunale
tilbud og for krav rejst fra regionerne for hjælp ydet efter
serviceloven. Fristen regnes fra hjælpen er ydet, dvs. fra
det tidligste tidspunkt et betalingskrav kan gøres
gældende. En tilsvarende forældelsesfrist
foreslås endvidere at skulle gælde for eventuelle krav
efter serviceloven kommuner imellem på mellemkommunal
refusion, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 11.
2.4. Justering af
refusionsordningen i særligt dyre enkeltsager på
området for udsatte børn og unge, herunder gunstigere
refusion på anbringelsessager, når der er store
søskendeflokke
2.4.1. Gældende ret
Det følger af servicelovens § 176, stk. 1, om
statsrefusion i særligt dyre enkeltsager, at kommunens
udgifter til hjælp og støtte for en person under 67
år, hvor udgifterne i en konkret sag overstiger et
beløb på 950.000 kr. (2012-pl), skal refunderes med 25
pct. af den del, som kommunens udgifter overstiger dette
beløb. Det følger videre af samme bestemmelse, at for
den del af kommunens udgifter, der overstiger 1.770.000 kr.
(2012-pl), udgør statsrefusionen 50 pct. Refusionsordningen
blev indført ved lov nr. 573 af 24. juni 2005
(kommunalreformen).
Ordningen skal sikre kommunerne mod meget store udgifter i de
dyreste enkeltsager ved at skærme kommunens økonomi
med henblik på at understøtte kommunernes
budgetsikkerhed. Ordningen omfatter alle tilbud på
socialområdet fra de ikke-specialiserede til de mest
specialiserede tilbud. Refusionsordningen gælder i forhold
til den samlede udgift til foranstaltninger til en konkret borger
under 67 år, dvs. alle udgifter som kan henføres til
samme CPR-nummer. Social- og integrationsministeren har efter
servicelovens § 176, stk. 2, hjemmel til i en
bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om
statsrefusion efter § 176. Denne hjemmel er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 1019 af 10. oktober 2006 om statsrefusion
i særligt dyre enkeltsager efter § 176 i lov om social
service, som trådte i kraft den 1. januar 2007. Der er i
bekendtgørelsen fastsat regler for, hvilke
refusionsberettigende udgifter der er omfattet af ordningen, regler
om hvordan tilskuddet anvises, regler for regnskabsaflæggelse
samt regler for revision af regnskabet.
Efter servicelovens § 176, stk. 3, er der indført
regler om, at refusionsordningen indføres gradvist. De
endelige grænsebeløb for henholdsvis 25 og 50 procent
blev nået i 2010, men beløbene har dog stadig
betydning, da kommunerne har mulighed for at lave berigtigelser til
deres anmeldelser af refusion 3 år tilbage, det vil sige, at
berigtigelser for år 2009 først vil være
afsluttet, når refusionsregnskabet for 2012 er afsluttet.
2.4.2. Social- og
Integrationsministeriets overvejelser
Regeringen ønsker at gennemføre en justering af
den nuværende statslige refusionsordning, så kommunerne
får en lidt højere refusion i de særligt dyre
enkeltsager på området for udsatte børn og unge
og ved anbringelser af store søskendeflokke.
2.4.3. Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at beløbsgrænserne for den
generelle refusion ændres for kommunernes udgifter til
hjælp og støtte efter serviceloven til børn og
unge under 18 år samt til unge, der modtager støtte
efter lovens § 76, (efterværn). Med den foreslåede
ændring tilbageføres beløbsgrænserne for
statsrefusionen for hjælp og støtte til børn og
unge efter serviceloven til det niveau, der ved refusionsordningens
indførelse gjaldt for 2009, opregnet med
satsreguleringsprocenten til 2012-priser og afrundet til
nærmeste 10.000 kr. Ordningen foreslås indført i
en ny § 176 a, stk. 1 i serviceloven.
Formålet med den foreslåede justering af
refusionsordningen i § 176 a, stk. 1, er at sikre, at den
enkelte kommunes økonomi bliver mindre belastet, når
kommunen eksempelvis anbringer et barn uden for hjemmet, og at
kommunerne i fællesskab bærer en større del af
udgifterne. Ordningen vurderes ikke at fratage kommunerne det
samlede ansvar for udgiftsudviklingen på området og
indebærer uændrede offentlige udgifter, da ordningen
finansieres af kommunerne under ét ved regulering af
bloktilskuddet.
Med ordningen sikres kommunerne refusion på 25 pct. for
den del af de samlede udgifter til børn og unge, der
overstiger 710.000 kr. årligt, og 50 pct. for den del af de
samlede udgifter, der overstiger 1.420.000 kr. Det foreslås
samtidig, at de angivne refusionsgrænser justeres en gang
årligt med satsreguleringsprocenten. Beløbene afrundes
til nærmeste 10.000 kr.
Forslaget skal ses i forlængelse af regeringsgrundlaget
»Et Danmark, der står sammen«, hvor det
fremgår, at »strukturen og finansieringen på
anbringelsesområdet overvejes«.
Det foreslås samtidig, at der indføres en
refusionsordning, der giver kommunerne mulighed for at få
refusion for de samlede udgifter til hjælp og støtte
efter serviceloven til anbragte børn i en enkelt familie,
når der er tale om anbringelse af 4 eller flere børn.
Ordningen foreslås indført i stk. 2 i den nye
foreslåede bestemmelse i § 176 a i serviceloven.
Formålet med den foreslåede ordning er at sikre, at
den enkelte kommune ikke påføres store udgifter
vedrørende indsatsen over for en enkelt familie med mange
børn, hvor det er nødvendigt at anbringe en hel
søskendeflok. Med forslaget skærmes den enkelte
kommunes økonomi mod særligt dyre anbringelsessager i
familier. Dermed understøttes kommunernes budgetsikkerhed.
Ordningen finansieres af kommunerne ved en regulering af
bloktilskuddet.
Med ordningen sikres kommunerne refusion på 25 pct. for
den del af de samlede udgifter til de anbragte børn, der
overstiger 710.000 kr. årligt, og 50 pct. for den del af de
samlede udgifter, der overstiger 1.420.000 kr. Ordningen
gælder for anbringelser i henhold til servicelovens §
52, stk. 3, nr. 7, og for ophold i anbringelsessteder efter
servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller 3. Refusionsordningen
træder i funktion, når én kommune anbringer
børn fra en husstand, og det samlede antal anbragte
børn fra husstanden udgør 4 eller flere børn.
De udgifter, der kan medregnes, er alle udgifter til
foranstaltninger efter serviceloven i forhold til de anbragt
børn, dvs. ikke kun udgifterne til anbringelserne.
Det foreslås samtidig, at også
refusionsgrænserne i stk. 2 fastsættes til det niveau,
der ved refusionsordningens indførelse gjaldt for 2009,
opregnet med satsreguleringsprocenten til 2012-priser og afrundet
til nærmeste 10.000 kr. i lighed med den foreslåede
§ 176 a, stk. 1.
Grænsebeløbene foreslås justeret en gang
årligt med satsreguleringsprocenten, og beløbene
afrundes til nærmeste 10.000 kr.
Forslaget skal ses i forlængelse af regeringsgrundlaget,
hvor det fremgår, at "strukturen og finansieringen på
anbringelsesområdet overvejes".
2.5. Styrkelse af den juridiske
ekspertise i de sociale nævn
2.5.1. Gældende ret
De sociale nævn behandler klager over afgørelser,
der er truffet af kommunalbestyrelsen efter den sociale lovgivning.
Regler herom er fastsat i de enkelte sociale love og i kapitlerne 7
og 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område (retssikkerhedsloven).
I hver region er efter retssikkerhedslovens § 45 nedsat et
eller flere nævn. De sociale nævn består i dag af
direktøren for den regionale statsforvaltning, som er
formand for nævnet, samt to lægmænd, som udpeges
af social- og integrationsministeren efter indstilling fra
henholdsvis kommunalbestyrelserne i regionen og Danske
Handicaporganisationer. I praksis delegerer direktøren
formandsposten til den kontorchef i statsforvaltningen, hvor
nævnet er placeret. Nævnene foretager efter
retssikkerhedslovens § 69 en retlig prøvelse af de
kommunale afgørelser.
Afgørelser i de enkelte sager træffes ved
stemmeflerhed.
I sager, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen,
træffes afgørelsen af formanden uden
mødebehandling i nævnet. Formanden skal orientere
nævnets medlemmer om praksis i disse sager.
De sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen kan dog på
baggrund af en klage tage en sag op til behandling, når
Ankestyrelsen skønner, at sagen har generel eller principiel
betydning. De sociale nævns afgørelser er
således i de fleste tilfælde udtryk for den endelige
administrative afgørelse i konkrete sager på det
sociale område.
Social- og integrationsministeren fastsætter efter lovens
§ 45, stk. 5, efter aftale med økonomi- og
indenrigsministeren antallet af medlemmer, der er nødvendigt
for at oprette flere nævn inden for samme region. Til de
sociale nævn i de fem regioner er i dag fra hver af de
indstillende organisationer indstillet i alt 19 medlemmer fordelt
således: Region Midtjylland 3 medlemmer, Region Syddanmark 5
medlemmer, Region Hovedstaden 6 medlemmer, Region Sjælland 3
medlemmer og Region Nordjylland 2 medlemmer.
Nævnsmøderne fordeles på den måde på
et større antal medlemmer i regioner med et større
antal sager.
2.5.2. Social- og
Integrationsministeriets overvejelser
Af hensyn til borgernes retssikkerhed, men også af hensyn
til kommunerne, er der behov for styrket juridisk sagkyndighed i de
sociale nævn, som kan være med til at sikre, at de
afgørelser, der træffes, er i overensstemmelse med de
gældende regler, og at borgerne får netop den
hjælp, de har ret til.
Opprioritering af den juridiske sagkyndighed i nævnene
skal medvirke til at sikre, at nævnenes afgørelser
træffes i overensstemmelse med de gældende love og
rammerne for den retlige prøvelse.
At afgørelserne er i overensstemmelse med de
gældende regler har både betydning for retssikkerheden
for den enkelte borger, som den konkrete afgørelse retter
sig imod, og i forhold til retssikkerheden for andre borgere med
lignende sager (præcedensvirkningen). En opprioritering af
juridisk sagkyndige vil endvidere kunne bidrage til at sikre mere
ensartede juridiske vurderinger nævnene imellem.
2.5.3. Den foreslåede
ordning
Det foreslås, at de juridisk sagkyndige medlemmer udpeges
blandt Ankestyrelsens ansatte. Ankestyrelsen har et betydeligt
antal ansatte med juridisk kandidateksamen og erfaring med juridisk
sagsbehandling af konkrete sager på det offentligretlige
område.
For at undgå risiko for inhabilitet foreslås det
udtrykkeligt fastsat i retssikkerhedsloven, at ansatte i
Ankestyrelsen, der som et led i deres ansættelse behandler
klager over afgørelser truffet i de sociale nævn, ikke
kan udpeges.
De sociale nævn vil herefter komme til at bestå af 2
udpegede lægmænd og formanden samt et udpeget medlem,
der er juridisk sagkyndigt.
Det foreslås, at social- og integrationsministeren efter
indstilling fra styrelseschefen for Ankestyrelsen fastsætter
det antal juridisk sagkyndige medlemmer, der er nødvendigt
for at varetage denne opgave. Det er hensigten som udgangspunkt at
udpege 19 juridisk sagkyndige medlemmer svarende til antallet af
lægmænd indstillet af hver indstillende organisation.
For at gøre ordningen mere fleksibel foreslås, at de
juridisk sagkyndige ikke udpeges som medlemmer af et bestemt
socialt nævn, men kan deltage som medlem i flere
nævn.
Den gældende regel om, at afgørelser træffes
ved stemmeflerhed, foreslås suppleret med en bestemmelse om,
at formandens stemme er afgørende ved stemmelighed.
Opprioriteringen af det juridiske sagkyndige element i de
sociale nævn vil så vidt muligt blive suppleret af
øget kvalitetsmåling af nævnenes
afgørelser og efterfølgende dialog/læring.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Den del af lovforslaget, der vedrører faglige og saglige
økonomiske hensyn, serviceniveauer og frister for
fremsættelse af betalingskrav, medfører ingen
økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Justeringen af refusionsordningen på området for
udsatte børn og unge samt indførelse af højere
refusion ved anbringelse af store børneflokke har ingen
økonomiske konsekvenser for det offentlige under ét.
Ændringerne forventes dog at medføre øget
udbetaling af refusion fra den centrale statslige refusionsordning
på 180 mio. kr. i 2012 og 539 mio. kr. fra 2013 og frem, som
finansieres ved en regulering af det kommunale bloktilskud.
Udgifterne til opprioriteringen af de juridisk sagkyndige i de
sociale nævn er beregnet til ca. 1,9 mio. kr. årligt,
idet der dog i 2012 kun forventes virkning i årets sidste
fire måneder, således at udgiften bliver på ca.
0,6 mio. kr. i 2012.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med
kommunerne.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for borgeren.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Forslaget har ikke EU-retlige aspekter
8. Hørte myndigheder og
organisationer
3F - Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet,
Akademikernes Centralorganisation, Ankestyrelsen, Blå Kors,
Brugerforeningen for aktive stofmisbrugere, BUPL - Forbundet af
Pædagoger og Klubfolk, Børn og Familier, Børne-
og kulturchefforeningen, Børnerådet,
Børnesagens Fællesråd, Børns
Vilkår, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Børne- og
Ungdomspsykiatrisk Selskab, Dansk Erhverv, Danske
Handicaporganisationer, Danske Regioner, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske
Ældreråd, De Samvirkende Menighedsplejer, Den Danske
Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, DUKH, FOA - Fag og
Arbejde, Foreningen af Danske Døgninstitutioner, Foreningen
af Socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsforvaltningsjurister,
ForældreLANDSforeningen, Frelsens Hær, FTF,
Gadejuristen, Institut for Menneskerettigheder, KFUK's Sociale
Arbejde, KFUM's Sociale Arbejde, Kirkens Korshær, KL,
Kristelig forening for bistand for Børn og Unge,
Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre, Landsforeningen
BOPAM , Landsforeningen af Kvindekrisecentre, Landsforeningen af
Opholdssteder, og Skole- og Behandlingstilbud (LOS),
Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
LAP, Landsforeningen af væresteder for stofafhængige og
tidligere stofafhængige (LVS), Landsforeningen Bedre
Psykiatri, Landsforeningen for Human Narkobehandling,
Landsforeningen for Pårørende til Stofmisbrugere, LO,
Missionen blandt hjemløse, Plejefamiliernes Landsforening,
Rådet for Socialt Udsatte, SAND - Sammenslutningen Af
Nærudvalg i Danmark, Sjældne Diagnoser,
Socialpædagogernes Landsforbund, Socialt Leder Forum,
Statsforvaltningerne, TABUKA, Ungdommens Vel, Ungdomsringen, ULF
Udviklingshæmmedes Landsforbund, Ældre Sagen,
Ældremobiliseringen.
| 9. Sammenfattende skema over lovforslagets
konsekvenser | | | Positive konsekvenser/
mindreudgifter | Negative konsekvenser/udgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Mindreudgifter for kommunerne på 180
mio. kr. i 2012 og 539 mio. kr. fra 2013 og frem. | Merudgifter for staten på 180,6 mio.
kr. i 2012 og 540,9 mio. kr. fra 2013 og frem. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Af de samlede statslige merudgifter
vurderes de samlede administrative omkostninger ved styrkelsen af
de sociale nævn at udgøre ca. 1,9 mio. kr.
årligt. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Det foreslås, at der sker en lovfæstelse af
gældende uskreven ret, så det af
formålsbestemmelsen i servicelovens § 1, stk. 3,
tydeligt kommer til at fremgå, at hjælpen skal
tilrettelægges efter en konkret og individuel vurdering af
den enkelte persons behov og forudsætninger. Der er tale om
en præcisering af gældende ret, hvorfor der henvises
til de almindelige bemærkninger herom i afsnit 2.2.1.
Til nr. 2
Det foreslås, at der sker en lovfæstelse af
gældende uskreven ret, så det af
formålsbestemmelsen i servicelovens § 1, stk. 3,
tydeligt kommer til at fremgå, at afgørelse
træffes på baggrund af faglige og økonomiske
hensyn. Der er tale om en præcisering af gældende ret,
hvorfor der henvises til de almindelige bemærkninger herom i
afsnit 2.1.1.
I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske
hensyn skal kommunen, i overensstemmelse med god forvaltningsskik i
de enkelte afgørelser beskrive de centrale elementer, der
indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen.
Til nr. 3.
Det foreslås, at der i en ny § 138 i serviceloven
sker en lovfæstelse af gældende uskreven ret om, at
kommunalbestyrelsen kan fastsætte generelle lokale
serviceniveauer inden for lovens rammer. Der er tale om en
præcisering af den gældende retstilstand, hvorfor der
henvises til de almindelige bemærkninger herom i afsnit
2.2.1.
Til nr. 4
Det foreslås, at der i servicelovens § 174, stk. 3,
indsættes en regel om, at krav på betaling for
benyttelse af en anden kommunes eller en regions tilbud efter
serviceloven skal være fremsat senest 12 måneder fra
hjælpen er ydet, dvs. fra det tidligste tidspunkt et
betalingskrav kan gøres gældende. Bestemmelsen skal
bevirke, at kommunerne undgår, at der fremsendes uforudsete
regninger flere år efter at hjælpen er ydet. Der
henvises til endvidere til bemærkningerne til lovforslagets
§ 4, stk. 1, om overgangsbestemmelser.
Til nr. 5
Der er alene tale om en konsekvensændring som følge
af indsættelsen af den foreslåede nye bestemmelse i
§ 176 a om statsrefusion i serviceloven, idet der i § 176
om statsrefusion foreslås indført en henvisning til
den nye § 176 a, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 6.
Herudover er bestemmelsens beløbsgrænser
pl-reguleret.
Til nr. 6.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 176 a i
serviceloven. Med bestemmelsen foreslås en justering af de
gældende refusionsgrænser for kommunernes udgifter til
børn og unge, herunder højere refusion for
anbringelsessager, når der er tale om store
søskendeflokke.
I den foreslåede nye § 176 a, stk. 1, foreslås
indført ændrede beløbsgrænser for den
generelle statsrefusion for kommunernes udgifter til hjælp og
støtte efter serviceloven til børn og unge under 18
år og unge, der får støtte efter § 76
(efterværn). Med ændringen tilbageføres
beløbsgrænserne for statsrefusionen for
foranstaltninger til børn og unge efter servicelovens til
det niveau, der ved refusionsordningens indførelse gjaldt
for 2009, opregnet med satsreguleringsprocenten til 2012-priser og
afrundet til nærmeste 10.000 kr. Med ordningen sikres
kommunerne refusion på 25 pct. for den del af de samlede
udgifter til børn og unge, der overstiger 710.000 kr.
årligt og 50 pct. for den del af de samlede udgifter, der
overstiger 1.420.000 kr.
I § 176 a, stk. 2 foreslås, at refusionsordningen i
stk. 1 også kommer til at omfatte de samlede udgifter til
hjælp og støtte efter serviceloven til anbragte
børn i en enkelt familie, når der er tale om
anbringelse af 4 eller flere børn. Formålet er her at
sikre, at den enkelte kommune ikke påføres store
udgifter i indsatsen over for en enkelt familie, hvor det er
nødvendigt at anbringe en hel søskendeflok. Ordningen
i stk. 2 gælder for anbringelser i henhold til servicelovens
§ 52, stk. 3, nr. 7, og for udgifter til ophold i et
anbringelsessted efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1 eller
3. Refusionsordningen træder i funktion, når én
kommune anbringer børn fra samme husstand og det samlede
antal anbragte børn fra husstanden udgør 4 eller
flere børn. De udgifter, der kan medregnes, er alle udgifter
til foranstaltninger efter serviceloven i forhold til de anbragt
børn, dvs. ikke kun udgifterne til anbringelserne. Med
ordningen sikres kommunerne således refusion på 25 pct.
for den del af de samlede udgifter til de anbragte børn, der
overstiger 710.000 kr. årligt og 50 pct. for den del af de
samlede udgifter, der overstiger 1.420.000 kr.
Når refusionsberettigede udgifter skal opgøres og
hjemtages af kommunen fra staten, ansættes statsrefusionen
efter stk. 1 og 2 som løbende foranstaltninger, og
udgifterne opgøres på baggrund af månedstaksten,
dvs. der skal sammenholdes med 1/12 af refusionsgrænsen. Det
betyder, at en kommune vil kunne få refusion for udgifter i
en sag, hvor anbringelsen påbegyndes f.eks. i september
måned og hvor den månedlige udgift overstiger 1/12 af
refusionsgrænsen i f.eks. de 4 måneder, hvor der er
udgifter til anbringelsen, men hvor udgifterne i sagen ikke i
kalenderåret som helhed når op over den årlige
refusionsgrænse.
Endelig foreslås i § 176 a, stk. 3, at der som i den
gældende § 176, stk. 2, gives social- og
integrationsministeren mulighed for i en bekendtgørelse at
fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter stk.
1 og 2. Hjemlen vil blive anvendt til at præcisere de
nærmere regler for opgørelse og anvisning af
refusionen i lighed med den udmøntning af hjemlen, der
gælder i dag for den gældende § 176, jf.
bekendtgørelse nr. 1019 af 10. oktober 2006 om statsrefusion
i særligt dyre enkeltsager efter § 176 i lov om social
service. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7.
Det foreslås, at der i § 182, stk. 10,
fastsættes, at de foreslåede refusionsgrænser i
servicelovens §§ 176 og 176 a justeres en gang
årligt med satsreguleringsprocenten, som hidtil
gældende for den eksisterende § 176. Beløbene
afrundes til nærmeste 10.000 kr.
Til § 2
Til nr. 1
Det foreslås at indsætte en regel i
retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 11, om, at mellemkommunale
krav på refusioner efter serviceloven skal rejses senest 12
måneder efter, at hjælpen er ydet. Det foreslåede
nye 2. pkt. skal ses i sammenhæng med den
forældelsesfrist, der foreslås indført i
servicelovens § 174, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr.
3, og skal bevirke, at kommunerne også omkring mellemkommunal
refusion på servicelovens område undgår de
problemer, der vil være, hvis man flere år efter, at en
disposition konkret er gennemført, skal afgøre
spørgsmål om mellemkommunal refusion.
Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i
§ 9 c, stk. 11, vil være begrænset, idet en
kommune, der har medvirket til, at en person på ophold i et
botilbud i en anden kommune, som hovedregel forbliver handle- og
betalingskommune for den pågældende i relation til
ydelser efter serviceloven, jf. retssikkerhedslovens § 9 c,
stk. 7. Der vil således ikke blive tale om mellemkommunal
refusion i disse sager efter serviceloven. Den foreslåede
ordning vil bl.a. få virkning i de sager, hvor en kommune har
truffet afgørelse om ikke at overtage handleforpligtelsen
pr. 1. januar 2011, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj
2010 om sammenhæng mellem visitationskompetence og
finansieringsansvar på det specialiserede socialområde
eller i sager om efterværn efter servicelovens kap. 12.
Til nr. 2
Det foreslås i § 45, stk. 2, at sammensætningen
af de sociale nævn ændres, således at
nævnene udvides med et juridisk sagkyndigt medlem.
Et socialt nævn vil herefter bestå af
direktøren for statsforvaltningen som formand, 2
lægmænd udpeget af social- og integrationsministeren
efter indstilling fra henholdsvis kommunalbestyrelserne i regionen
og Danske Handicaporganisationer og et juridisk sagkyndigt medlem
udpeget af social- og integrationsministeren efter indstilling af
styrelseschefen for Ankestyrelsen.
Et socialt nævn vil som hidtil alene være
beslutningsdygtigt, når samtlige medlemmer er til stede, jf.
§ 23 i bekendtgørelse nr. 1635 af 22. december 2010 om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(retssikkerhedsbekendtgørelsen).
Formanden kan efter bekendtgørelsen overlade
formandskabet til medarbejdere fra sekretariatet.
Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 71, stk. 2, hvorefter
formanden for nævnet træffer afgørelse i sager,
hvor der ikke er tvivl om afgørelsen, opretholdes
uændret.
Til nr. 3
Det foreslås, at det i en ny § 45, stk. 3
indføres, at social- og integrationsministeren udpeger et
antal juridisk sagkyndige som medlemmer af de sociale nævn.
Disse medlemmer skal alle have bestået juridisk
kandidateksamen. Endvidere forslås, at de juridisk sagkyndige
udpeges blandt Ankestyrelsens ansatte efter indstilling fra
styrelseschefen.
Det foreslås, lige som det også hidtil har
været tilfældet for de udpegede nævnsmedlemmer,
at udpege et antal juridisk sagkyndige medlemmer, der på
skift kan deltage på nævnsmøder i de sociale
nævn, jf. også bemærkningerne til lovforslagets
§ 2, nr. 5.
I modsætning til de udpegede lægmænd udpeges
den enkelte juridisk sagkyndige efter forslaget ikke som medlem af
et bestemt socialt nævn, men kan deltage som medlem i sociale
nævn i flere regioner.
Den praktiske fordeling af nævnsmøder mellem de
udpegede juridisk sagkyndige medlemmer aftales mellem
statsforvaltningerne og Ankestyrelsen på en sådan
måde, at ordningen er fleksibel. De foreslåede regler
er herunder ikke til hinder for, at de enkelte udpegede
primært deltager i nævnsmøder i en eller flere
regioner eller ved behandling af bestemte typer sager.
Det foreslås udtrykkeligt fastsat i loven, at ansatte i
Ankestyrelsen, der som et led i deres ansættelse deltager i
behandlingen af klager over afgørelser truffet af sociale
nævn, ikke kan udpeges. Hermed undgås risiko for
inhabilitet. De personer, der udpeges som juridisk sagkyndige
medlemmer, skal således være indstillet blandt de
medarbejdere i Ankestyrelsen, der har arbejdsopgaver på andre
områder, herunder f.eks. behandling af klager på
arbejdsskadeområdet. At en person tidligere under
ansættelsen i Ankestyrelsen har deltaget i behandling af
klager over afgørelser truffet i de sociale nævn
udelukker ikke, at den pågældende kan udpeges som
juridisk sagkyndigt nævnsmedlem.
Hvis et udpeget juridisk sagkyndigt medlem ophører med at
være ansat i Ankestyrelsen eller skifter arbejdsopgaver i
Ankestyrelsen, således at vedkommende i et omfang kommer til
at behandle klager over afgørelser truffet af sociale
nævn, vil den pågældende ikke længere kunne
være udpeget som medlem af de sociale nævn, og et nyt
medlem skal i stedet udpeges.
Det følger af de almindelige forvaltningsretlige
habilitetsregler, at en person, der er ophørt med at
være juridisk sagkyndigt nævnsmedlem, ikke
efterfølgende ville kunne deltage i nogen behandling i
Ankestyrelsen af eventuelle klager over
nævnsafgørelser, som den pågældende har
været med til at træffe som nævnsmedlem.
Det følger af retssikkerhedslovens § 68, at de
sociale nævn er uafhængige af instruktioner
vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. For at
undgå tvivl om de juridisk sagkyndige nævnsmedlemmers
uafhængighed af Ankestyrelsens instruktionsbeføjelser
ved afgørelser af konkrete nævnssager, foreslås
det udtrykkeligt fastsat i den foreslåede § 45, stk. 3,
i retssikkerhedslovens, at de udpegede juridisk sagkyndige
medlemmer ikke er undergivet instruktionsbeføjelser fra
Ankestyrelsen ved afgørelsen af sager i de sociale
nævn.
Til nr. 4
Som for lægmænd foreslås det, at juridisk
sagkyndige udpeges for 4 år regnet fra den første juni
i kommunale valgår, jf. § 45, stk. 4.
De juridisk sagkyndige, der udpeges som følge af den
foreslåede lovændring, vil således lige som de
lægmænd, der for tiden er udpeget, blive udpeget for
perioden frem til udgangen af maj 2014.
Det foreslås, at de gældende regler om, at
lægmænd af de sociale nævn skal have bopæl
i regionen, hvor statsforvaltningen er beliggende, eller i
øvrigt have tilknytning til regionen, ikke skal gælde
for de juridisk sagkyndige medlemmer.
Til nr. 5
Afgørelser i de sociale nævn træffes efter
den gældende § 45, stk. 4, i retssikkerhedsloven ved
almindeligt flertal.
Når de sociale nævn efter lovforslaget suppleres med
et juridisk sagkyndigt medlem, bliver det samlede antal
nævnsmedlemmer 4. Der kan dermed opstå stemmelighed i
tilfælde af afstemning i nævnet.
Det foreslås, at formandens stemme i så fald skal
være afgørende, jf. den foreslåede § 45,
stk. 5, 2. pkt.
Til nr. 6
Som det i dag gælder for de udpegede lægmænd,
foreslås det i § 45, stk. 5, 3. pkt., også for de
juridisk sagkyndige medlemmer i de sociale nævn, at der
udpeges et antal medlemmer, således at ét medlem ikke
skal deltage i alle nævnsmøder.
Det foreslås, at social- og integrationsministeren efter
indstilling fra styrelseschefen i Ankestyrelsen fastsætter,
hvor mange juridisk sagkyndige medlemmer der er nødvendige
for at varetage opgaven samlet set i de sociale nævn i de 5
regioner.
Som udgangspunkt vil der blive udpeget 19 juridisk sagkyndige
svarende til antallet af udpegede lægmænd, jf. de
almindelige bemærkninger afsnit 2.6.
De juridisk sagkyndige medlemmer vil, jf. lovforslagets §
2, nr. 2, og bemærkningerne her til, kunne deltage som
nævnsmedlemmer i sociale nævn i flere regioner.
Til nr. 7
Pligten for de sociale nævn til at praksiskoordinere efter
retssikkerhedslovens § 78 har siden lovens ikrafttræden
i 1998 omfattet afgørelser, der kan indbringes for
nævnene, jf. lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og
administration på det sociale område, ligesom
Ankestyrelsens praksiskoordinering efter § 76 omfatter
afgørelser, der kan indbringes for styrelsen.
Ved lov nr. 574 af 24. juni 2005 om ændring af lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
og andre love og om ophævelse af lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.
og lov om gennemførelse af visse tjenestemandsretlige og
pensionsmæssige forhold m.v. i forbindelse med
gennemførelse af lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social
bistand, hvor beskæftigelsesankenævnene blev omfattet
af ordningen, er formuleringen af bestemmelsen utilsigtet
ændret fra "afgørelser, der efter den sociale
lovgivning kan indbringes" til "afgørelser som
indbringes".
Ved den foreslåede ændring bringes bestemmelsens
formulering i overensstemmelse med praksis og formålet med
bestemmelsen.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
september 2012.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at servicelovens § 174, stk.
3, om indførelse af en tidsgrænse på 12
måneder for, hvor sent kommuner og regioner må rejse
krav om betaling for hjælp efter serviceloven og
retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 11, 2. pkt. om
indførelse af mellemkommunale krav på refusion efter
serviceloven senest 12 måneder efter, at hjælpen er
ydet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3,
og § 2, nr. 1, alene har virkning for betalinger for
hjælp efter serviceloven, der er ydet efter lovens
ikrafttrædelse. Det betyder, at for hjælp ydet efter
serviceloven inden lovens ikrafttræden er forældelse af
krav reguleret af lov om forældelse af fordringer og af
retssikkerhedslovens § 9 c, jf. de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.3.1.
Det foreslås i stk. 2, at lovændringen om udpegning
af juridiske sagkyndige i de sociale nævn får virkning
for afgørelser, der træffes i de sociale nævn
efter lovens ikrafttræden. Ændringen gælder
hermed alle sager, der behandles på nævnsmøde
efter lovens ikrafttræden.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | Gældende formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 904 af 20. august 2011, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006, lov nr.
468 af 18. maj 2011, lov nr. 162 af 28. februar 2012 og lov nr. 222
af 6. marts 2012, foretages følgende ændringer: | | | | § 1. Formålet med
denne lov er 1) at tilbyde rådgivning og
støtte for at forebygge sociale problemer, 2) at tilbyde en række almene
serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte,
og 3) at tilgodese behov, der følger
af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer. Stk.
2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at
fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette
den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Stk.
3. Hjælpen efter denne lov bygger på den
enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen
tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og
forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. | | 1. § 1, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »ud fra« til: »på baggrund af
en konkret og individuel vurdering af«. | | | | | | 2.
I § 1, stk. 3,
indsættes som 3.
pkt.: »Afgørelse efter loven
træffes på baggrund af faglige og økonomiske
hensyn.« | | | | | | 3.
Efter § 137 d indsættes i kapitel 25 efter overskriften
før § 139: »§ 138.
Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer træffe
beslutning om at fastsætte generelle vejledende
serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp
efter loven.« | | | | § 174.
Kommunalbestyrelsen fastsætter en takst for det enkelte
kommunale tilbud, jf. dog stk. 3. Stk.
2. Taksten efter stk. 1 skal beregnes med udgangspunkt i de
gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af tilbuddet
eller typen af tilbud. Stk.
3. Socialministeren fastsætter i en
bekendtgørelse regler om takstberegningen og om, hvilke
tilbud der er omfattet af bestemmelsen. Stk.
4. Socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler om principperne for kommunernes finansiering
af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende
tilbud. Stk.
5. Socialministeren kan fastsætte regler om
opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge
under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens
institutioner. | | 4.
I § 174 indsættes
efter stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3. Hvis en kommune
anvender en anden kommunes eller en regions tilbud efter denne lov,
skal krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede
takst, jf. stk. 1, være fremsat senest 12 måneder
efter, at hjælpen er ydet.« Stk. 3-5 bliver herefter til stk.
4-6. | | | | § 176. I de
tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte
for en person under 67 år i en konkret sag overstiger en
årlig udgift på 0,8 mio. kr. eller mere, refunderer
staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over
dette beløb. For den del af udgiften, der overstiger 1,5
mio. kr. årligt, udgør statsrefusionen 50 pct. Stk.
2. Socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte nærmere regler om statsrefusionen efter denne
bestemmelse. Stk.
3. I 2007 indtræder statsrefusionen på 25 pct.
fra 0,4 mio. kr. årligt og 50 pct. fra 0,8 mio. kr.
årligt. I 2008 indtræder refusionen på 25 pct.
ved 0,5 mio. kr. årligt og 50 pct. ved 1 mio. kr.
årligt. I 2009 indtræder refusionen på 25 pct.
ved 0,6 mio. kr. årligt og 50 pct. ved 1,2 mio. kr.
årligt. | | 5. § 176, stk. 1, affattes
således: »§ 176. I de
tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte
efter loven for en person under 67 år i en konkret sag
overstiger en årlig udgift på 950.000 kr., refunderer
staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over
dette beløb, jf. dog § 176 a. For den del af
udgifterne, der overstiger 1.770.000 kr. årligt, udgør
statsrefusionen 50 pct., jf. dog § 176 a.« | | | | | | 6.
Efter § 176 indsættes: »§ 176 a. I de
tilfælde, hvor kommunens udgifter til hjælp og
støtte efter loven til personer, som er under 18 år,
eller som modtager støtte efter § 76, i en konkret sag
overstiger en årlig udgift på 710.000 kr., refunderer
staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over
dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger
1.420.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen dog 50
pct. Stk.
2. Refusionsgrænserne og -beløbene i stk. 1
gælder ligeledes for en kommunes samlede udgifter til
hjælp og støtte, hvis 4 eller flere børn i
samme husstand er anbragt efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller har
ophold i et anbringelsessted efter § 76, stk. 3, nr. 1 eller
3. Stk.
3. Social- og integrationsministeren kan fastsætte
nærmere regler om statsrefusionen efter stk.1 og
2.« | | | | §
182. Det beløb, der er nævnt i § 41,
reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der
er deleligt med 8. Stk.
2. Det beløb, der er nævnt i § 32,
stk. 8, reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb.
Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2009. Stk.
3. Det beløb, der er nævnt i § 42,
stk. 2, reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct.
tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det
pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1.
januar 2012. Stk.
4. Det beløb, der er nævnt i § 45,
stk. 5, og § 97, stk. 7, reguleres en gang årligt
den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1.
januar 2006. Stk.
5. Det beløb, der er nævnt i § 112,
stk. 5, reguleres en gang årligt den 1. januar med Danmarks
Statistiks forbrugerprisindeks. Ved beregningen anvendes
ændringen i forbrugerprisindekset 2 år forud for
finansåret. Beløbet afrundes til nærmeste
kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1.
januar 2014. Stk.
6. Det beløb, der er nævnt i § 114,
stk. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der
er deleligt med 1.000. Stk.
7. Det beløb, der er nævnt i § 118,
stk. 2, reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct.
tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det
pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter
regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb.
Reguleringen foretages første gang pr. 1. januar 2006. Stk.
8. Det beløb, der er nævnt i § 120,
stk. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb.
Reguleringen foretages første gang pr. 1. januar 2006. Stk.
9. Fradragsbeløb og den maksimale betaling pr. time,
der fastsættes i medfør af § 161, stk. 1,
reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Fradragsbeløb afrundes til nærmeste kronebeløb,
der er deleligt med 100. Den maksimale betaling pr. time afrundes
til nærmeste kronebeløb. Stk.
10. De beløb, der er nævnt i § 176,
reguleres en gang årligt den 1. januar, første gang
pr. 1. januar 2007, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. Grænserne afrundes til nærmeste
10.000 kr. | | 7. § 182, stk. 10, affattes
således: »Stk. 10. Beløbene i
§§ 176 og 176 a, reguleres en gang årligt den 1.
januar, første gang pr. 1. januar 2013, med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbene afrundes til nærmeste 10.000 kr.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr.
656 af 15. juni 2011, som ændret ved § 11 i lov nr. 434
af 8. maj 2006 og § 4 i lov nr. 152 af 28. februar 2012,
foretages følgende ændringer: | | | | § 9 c.
Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af
udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om
aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov
om social pension og § 50, stk. 1, i lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v. af den tidligere opholdskommune efter
stk. 2-5. Bliver et barn eller en ung, der er anbragt uden for
hjemmet, eller over for hvem der er iværksat foranstaltninger
efter § 76, stk. 3, i lov om social service, visiteret
til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes
refusion efter stk. 2, nr. 6, og stk. 3 dog af denne kommune. Stk.
2. Opholdskommunen har ret til refusion, når den
tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket
til, at en person får ophold i 1) boformer efter
§§ 107-110 og 192 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk.
4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under
sygehusvæsenet, 4) institutioner under
Kriminalforsorgen, 5) boliger, boformer m.v., der
træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v.
under nr. 1-4, eller 6) anbringelsessteder for børn og
unge efter § 66 i lov om social service. Stk.
3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk.
2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der
iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk.
3, i lov om social service. Stk.
4. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1,
når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden
kommune efter 1) § 108, stk. 2, og
§ 192 i lov om social service, 2) § 58 a i lov om almene
boliger m.v. eller 3) lov om friplejeboliger. Stk.
5. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person
får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2-4 og den
tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder
tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes
ind. En opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1,
når et barn eller en ung får ophold i et
anbringelsessted, jf. § 66 i lov om social service, som
følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om
hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om
hjemgivelse var ubegrundet. Stk.
6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og
praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service
under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf.
§ 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen
udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og
lign. , jf. §§ 120 og 122 i lov om social service,
under en persons ophold i en anden kommune, jf.
§ 9 b, stk. 2. I tilfælde omfattet af
§ 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 7, ydes refusion
efter 1. og 2. pkt. dog af den kommune, der har pligt til at yde
hjælp efter lov om social service. Stk.
7. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter
kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension,
refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune
på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det
tidspunkt, hvor pensionisten blev tilkendt førtidspensionen.
Refusion efter stk. 2, 4 og 5 udskyder retten til refusion efter 1.
pkt. Stk.
8. De udgifter, som opholdskommunen kan få
dækket efter stk. 2-6, er opholdskommunens faktiske udgifter.
De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af
fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der
er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er
fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter lov om social
service, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten
eller priskravet. Stk.
9. Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består,
så længe borgeren har bopæl i det
pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud. En
tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af
en borgers ophold i en institution efter § 110 i lov om
social service består dog, indtil borgeren har erhvervet ny
opholdskommune. Stk.
10. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er
nævnt i stk. 2-5, indbyrdes aftale, at en tidligere
opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de
love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen,
hvor længe den skal gælde. Stk.
11. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-7 skal
rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. | | 1.
I § 9 c, stk. 11,
indsættes som 2.
pkt.: »Krav efter lov om social service
skal dog rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er
ydet.« | | | | § 45. I hver region
nedsættes et eller flere sociale nævn. De sociale
nævns funktionsperiode er 4 år og regnes fra den 1.
juni året efter det kommunale valgår. Stk.
2. Nævnene består af direktøren for
statsforvaltningen som formand, 1 medlem udpeget af
socialministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i
regionen og 1 medlem udpeget af socialministeren efter indstilling
fra Danske Handicaporganisationer. Statsforvaltningen yder
sekretariatsbistand til nævnet. Stk.
3. Medlemmer af nævnet, som er udpeget af
socialministeren, skal have bopæl i regionen, hvor
statsforvaltningen er beliggende, eller i øvrigt have
tilknytning til regionen. Medlemmerne udpeges for 4 år ad
gangen. Medlemmer af Ankestyrelsen kan ikke være medlemmer af
de sociale nævn. Stk.
4. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved
almindeligt flertal. Stk.
5. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for
nævnet. Socialministeren fastsætter efter aftale med
indenrigs- og sundhedsministeren antallet af medlemmer, der er
nødvendigt med henblik på at oprette flere nævn
inden for samme region. | | 2. § 45, stk. 2, 1. pkt.,
affattes således: »Nævnet består af
direktøren for statsforvaltningen som formand, et medlem
udpeget af social- og integrationsministeren efter indstilling fra
kommunalbestyrelserne i regionen, et medlem udpeget af social- og
integrationsministeren efter indstilling fra Danske
Handicaporganisationer og et juridisk sagkyndigt medlem udpeget af
social- og integrationsministeren efter stk. 3.« | | | | | | 3.
I § 45 indsættes
efter stk. 2 som nyt stykke: Stk.
3. Social- og integrationsministeren udpeger efter
indstilling fra styrelseschefen for Ankestyrelsen et antal juridisk
sagkyndige medlemmer blandt Ankestyrelsens ansatte. De udpegede
skal have bestået juridisk kandidateksamen. De udpegede kan
være medlemmer af sociale nævn i flere regioner.
Ansatte i Ankestyrelsen, der som et led i deres ansættelse
behandler klager over afgørelser truffet i de sociale
nævn, kan ikke udpeges. De udpegede juridisk sagkyndige
medlemmer er ikke undergivet instruktionsbeføjelser fra
Ankestyrelsen ved afgørelsen af sager i de sociale
nævn.« Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6 | | | | | | 4. § 45, stk. 3, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 4, 1. og
2. pkt., affattes således: »Medlemmer af nævnet udpeget
af social- og integrationsministeren udpeges for 4 år af
gangen. Medlemmer udpeget af social- og integrationsministeren
efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i regionen og fra
Danske Handicaporganisationer skal have bopæl i den region,
hvor statsforvaltningen ligger, eller i øvrigt have
tilknytning til regionen.« | | | | | | 5.
I § 45, stk. 4, der
bliver stk. 5, indsættes som 2. pkt.: »Ved stemmelighed er formandens
stemme afgørende.« | | | | | | 6.
I § 45, stk. 5, der
bliver stk. 6, indsættes som 3. pkt.: »Social- og integrationsministeren
fastsætter efter indstilling fra styrelseschefen for
Ankestyrelsen antallet af juridisk sagkyndige medlemmer, der er
nødvendigt for varetagelse af nævnenes
opgaver.« | | | | § 78. Det sociale
nævn og beskæftigelsesankenævnet har pligt til
inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som
indbringes for nævnet, træffes i overensstemmelse med
lovgivningen. Stk.
2. Som et led i denne koordinering følger
nævnet praksis i kommunerne, jobcentrene og nævnene og
vejleder om ankeinstansernes praksis. | | 7.
I § 78, stk. 1,
indsættes efter »afgørelser, som«:
»kan«. | | | | | | § 3 | | | | | | Loven træder i kraft den 1.
september 2012. | | | | | | § 4 | | | | | | Stk.
1. Lovens § 1, nr. 4, og § 2, nr. 1, har alene
virkning for hjælp efter lov om social service, der er ydet
efter lovens ikrafttræden. Stk.
2. Lovens § 2, nr. 2-6, har alene virkning for
afgørelser, der træffes af de sociale nævn efter
lovens ikrafttræden. | | | |
|