Skriftlig fremsættelse (29. marts
2012)
Erhvervs- og
vækstminister (Ole Sohn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
investeringsforeninger m.v., lov om finansiel virksomhed,
skattekontrolloven, aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven
(Indførelse af værdipapirfonde og
selskaber for investering med kapital der er variabel (SIKAV'er)
samt regler om indberetning af afkast fra værdipapirfonde
m.v.)
(Lovforslag nr. L 137)
Formålet med lovforslaget er at indføre to nye
typer institutter for kollektiv investering (UCITS); selskaber for
investering med kapital der er variabel (forkortet SIKAV'er) og
værdipapirfonde. Det sker for at sikre danske udbydere
mulighed for at udbyde disse typer af investeringsordninger i
Danmark og i andre EU- og EØS-lande på lige fod med
konkurrenter i andre EU-lande.
De seneste ændringer i EU-reglerne har således
skabt grundlag for langt større konkurrence på
området i form af nye regler om grænseoverskridende
administration og markedsføring af investeringsinstitutter.
Både detailinvestorer og institutionelle investorer kan
investere i SIKAV'er og værdipapirfonde. Forslaget forventes
at øge den danske investeringsforvaltningsbranches
konkurrenceevne samtidig med, at den investorbeskyttelse og
åbenhed, som allerede kendes i dag fra
investeringsforeningerne, fastholdes.
Det er vigtigt, at danske udbydere af UCITS får mulighed
for at tilbyde investorerne de samme typer UCITS, som udbydere af
UCITS i andre lande har mulighed for at udbyde. Det er også
branchens ønske, at der her i landet er mulighed for at
udbyde andre former for UCITS end investeringsforeninger.
Samtidig får danske investorer de samme muligheder for
at vælge mellem flere former for UCITS som investorer i andre
lande. Danske investeringsforvaltningsselskaber har adgang til at
administrere udenlandske UCITS som for eksempel
investeringsselskaber og investeringsfonde. Med lovforslaget
får branchen mulighed for at administrere andre former for
UCITS end investeringsforeninger, og danske investorer får
mulighed for at investere i de nye former for UCITS, der er udbredt
i udlandet. Det forventes at give branchen bedre
konkurrencemuligheder til gavn for vækst, men også til
gavn for forbrugerne, der får et friere valg mellem bedre
produkter med lavere omkostninger.
For såvel SIKAV'er som værdipapirfonde
foreslås regler om investorbeskyttelse, oplysningskrav,
håndtering af interessekonflikter, årsrapport og
revision, emission og indløsning af andele samt afvikling.
Finanstilsynet skal give SIKAV'er og værdipapirfonde
tilladelse samt godkende vedtægtsændringer og
ændringer i fondsbestemmelser. Disse regler svarer til de
regler, der gælder for investeringsforeninger.
Værdipapirfonde er dog ikke juridiske personer, men
økonomiske enheder. De har derfor ikke en bestyrelse.
Det foreslås endvidere, at investorer får ret til
at vælge et medlem af investeringsforvaltningsselskabets
bestyrelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.