L 133 Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål.

(Ny model for fordeling af de almennyttige tipsmidler).

Af: Kulturminister Uffe Elbæk (RV)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2011-12
Status: Bortfaldet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 28-03-2012

Fremsat: 28-03-2012

Fremsat den 28. marts 2012 af kulturministeren (Uffe Elbæk)

20111_l133_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. marts 2012 af kulturministeren (Uffe Elbæk)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål

(Ny model for fordeling af de almennyttige tipsmidler)

§ 1

I lov nr. 696 af 25. juni 2010 om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, affattes således:

»§ 2. Midler, der efter § 1 tilfalder udlodningsmodtagerne, fordeles årligt således:

1) 78,72 pct. til Kulturministeriet,

2) 1,61 pct. til Ministeriet for Børn og Undervisning,

3) 3,64 pct. til Miljøministeriet,

4) 10,42 pct. til Social- og Integrationsministeriet,

5) 3,03 pct. til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse,

6) 0,39 pct. til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser,

7) 1,57 pct. til Udenrigsministeriet,

8) 0,19 pct. til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og

9) 0,43 pct. til Ministeriet for Ligestilling og Kirke.«

2. I § 2, stk. 3, ændres »§§ 3-8« til: »§§ 3-8c«.

3. § 3, stk. 1, affattes således:

»§ 3. Kulturministeriets midler fordeles således:

1) 6,41 pct. til Team Danmark,

2) 21,19 pct. til Danmarks Idræts-Forbund,

3) 19,31 pct. til Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger,

4) 2,88 pct. til Dansk Firmaidrætsforbund,

5) 6,16 pct. til Lokale- og Anlægsfonden,

6) 6,92 pct. til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond,

7) 23,19 pct. til kulturelle formål,

8) 10,10 pct. til støtte af ungdomsformål og

9) 3,84 pct. til de landsdækkende oplysningsforbund m.v.«

4. § 3, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Den i stk. 1, nr. 7 nævnte pulje fordeles af kulturministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«

5. § 3, stk. 6, ophæves, og der indsættes som stk. 6-11:

»Stk. 6. Den i stk. 1, nr. 8, nævnte pulje fordeles af Dansk Ungdoms Fællesråd efter regler, som fastsættes af Dansk Ungdoms Fællesråd efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 7, herunder regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at modtage støtte fra puljen, og hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med ansøgning om støtte fra puljen. Dansk Ungdoms Fællesråd fastsætter endvidere efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 7, regler om kontrol med, at betingelserne for at modtage støtte fra puljen er opfyldt, herunder regler om, at Dansk Ungdoms Fællesråd til brug for sådan kontrol kan indhente nødvendige oplysninger fra støttemodtageren, og regler om, at Dansk Ungdoms Fællesråd for støttemodtagere, der ikke opfylder betingelserne for støtte, kan tilbageholde støtte, lade støtte bortfalde helt eller delvis eller kræve støtte tilbagebetalt helt eller delvis. Reglerne offentliggøres på Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside.

Stk. 7. Tipsungdomsnævnet består af 1 juridisk uddannet medlem, 1 statsautoriseret revisor og 1 ungdomssagkyndigt medlem, som udpeges af Kulturministeren for en 4-årig periode ad gangen og sammenlagt højst for 8 år. Kulturministeren udpeger Tipsungdomsnævnets formand blandt de 3 medlemmer.

Stk. 8. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om Tipsungdomsnævnets virke, herunder om Tipsungdomsnævnets tilsyn med Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling af puljen, jf. stk. 1, nr. 8. Kulturministeren afholder af puljen vederlag til nævnets medlemmer og udgifter til nævnets administration. Nævnet kan, hvis det undtagelsesvist skønner det nødvendigt, fastsætte størrelsen af det beløb, som Dansk Ungdoms Fællesråd kan anvende til administration af fordelingen af midlerne og til varetagelse af opgaver af fælles interesse for sine medlemsorganisationer.

Stk. 9. Klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling og afgørelser om tildeling af støtte kan indbringes for Tipsungdomsnævnet. Tipsungdomsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 10. Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for Dansk Ungdoms Fællesråds sager om fordeling af den i stk. 1, nr. 8, nævnte pulje.

Stk. 11. Den i stk. 1, nr. 9, nævnte pulje fordeles af Oplysningsforbundenes Fællesråd efter regler godkendt af kulturministeren.«

6. § 4 affattes således:

»§ 4. Ministeriet for Børn og Undervisnings midler anvendes til undervisning. Midlerne fordeles af børne- og undervisningsministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«

7. § 5 affattes således:

»§ 5. Miljøministeriets midler anvendes således:

1) 93,78 pct. fordeles af Friluftsrådet til friluftsformål.

2) 6,22 pct. fordeles af miljøministeren til miljøformål.

Stk. 2. Friluftsrådets fordeling kan ikke påklages til miljøministeren eller anden administrativ myndighed. Miljøministerens fordeling kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Miljøministeren kan bemyndige en under Miljøministeriet oprettet statslig myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Bemyndiger miljøministeren en myndighed til at udøve ministerens beføjelser, kan denne myndigheds afgørelser ikke indbringes for ministeren eller anden administrativ myndighed.«

8. I § 6, stk. 1, ændres »Socialministeriets« til: »Social- og Integrationsministeriets«.

9. I § 6 ændres »socialministeren« til: »social- og integrationsministeren«.

10. § 7, 1. pkt., affattes således:

»De midler, der tilfalder Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, fordeles til puljen til sygdomsbekæmpende organisationer.«

11. I § 7 ændres »indenrigs- og sundhedsministeren« til: »ministeren for sundhed og forebyggelse«.

12. § 8, 1. pkt., affattes således:

»De midler, der tilfalder Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, anvendes til forskningsformål.«

13. I § 8 ændres »ministeren for forskning, teknologi og udvikling« til: »ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser«.

14. Efter § 8 indsættes som nye bestemmelser:

»§ 8 a. Udenrigsministeriets midler anvendes til nødhjælp og udviklingsbistand samt mellemfolkeligt samarbejde.

§ 8 b. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris midler anvendes til dyrevelfærdsformål. Midlerne fordeles af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om fordelingen af midlerne, herunder om de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå støtte, og om hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med ansøgning om støtte og om kontrol.

Stk. 3. Henlægger ministeren sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 8 c. Ministeriet for Ligestilling og Kirkes midler anvendes til religions- og missionsarbejde vedrørende folkekirkelige organisationer. Midlerne fordeles af ministeren for ligestilling og kirke med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«

15. I § 9 ændres »§§ 3-8« til: »§§ 3-8c«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2013.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Gældende ret
3. Kulturministeriets overvejelser og forslag
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgere
7. De miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Høring
10. Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
 


1. Indledning

Formålet med lovændringen er at gennemføre en ny model for fordelingen af de to tipspuljer til humanitære og almennyttige formål. Lovforslaget vedrører desuden den ressortmæssige flytning af ansvaret for tipspuljerne til folkeoplysning, ungdomsformål og de landsdækkende oplysningsforbund m.v. fra Ministeriet for Børn og Undervisning til Kulturministeriet.

Kulturministeriet har i henhold til gældende lovgivning ansvaret for fordelingen af to tipspuljer til henholdsvis humanitære og almennyttige formål.

Dette lovforslag udmønter en ny model for fordeling af de almennyttige tipsmidler og ændrer dermed de fordelingsnøgler, der følger af den gældende udlodningslov. Med den nye model for puljeudlodningen sammenlægges de to almennyttige puljer, og de samlede midler fordeles fremadrettet af de ministerier, under hvis ressort formålet henhører. Puljemidlerne fordeles mellem følgende seks ministerier: Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Udenrigsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Tre af ministerierne (Udenrigsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Ligestilling og Kirke) har ikke hidtil fordelt tipsmidler.

2. Gældende ret

Lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål fastsætter, at de midler, der skal fordeles mellem udlodningsmodtagerne, tager udgangspunkt i de overskud, som fremkommer ved lotteri og heste- og hundevæddemål hos Danske Spil A/S samt udbyttet fra Det Danske Klasselotteri A/S (tips- og lottomidlerne). Inddragelsen af udbyttet fra Det Danske Klasselotteri A/S i overskudsdelingen er ny og blev indført for at sikre et udvidet grundlag for udlodningen.

I § 2 fastsættes den overordnede fordelingsnøgle og fordelingsprincipper, dvs. den procentvise fordeling ministerierne imellem. I §§ 3-8 fastsættes fordelingen til diverse formål, foreninger m.v. inden for de enkelte ressortministerier. De ministerier, som modtager tips- og lottomidler til fordeling, er Kulturministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning, Miljøministeriet, Social- og Integrationsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Finansministeriets tidligere pulje til almennyttige formål, som ved kongelig resolution af 23. november 2007 blev overført til Kulturministeriet, indgår nu som en del af Kulturministeriets samlede midler.

Efter overdragelsen har Kulturministeriet videreført Finansministeriets praksis for fordeling af puljen til almennyttige formål, herunder kriterierne for tildeling af midler fra puljerne. Kulturministeriets to puljer vedrører fordeling af tipsmidler til henholdsvis landsdækkende almennyttige formål og humanitære, velgørende og andre almennyttige formål, jf. § 3, stk. 1, nr. 8 og 9, i lov nr. 696 af 25. juni 2010 om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål.

Fra puljen til landsdækkende, almennyttige formål fordeles ca. 44 mio. kr. årligt til driften i de foreninger, der har fået tildelt midler fra puljen. Puljen bliver fordelt efter en beregningsmodel, der blev fastsat i lovbekendtgørelse nr. 655 af 28. juli 1995 om visse spil, lotterier og væddemål, og som er fastholdt ved de senere ændringer af loven.

Fra puljen til humanitære, velgørende og andre almennyttige formål fordeles ca. 15 mio. kr. årligt som støtte til konkrete anskaffelser, projekter og aktiviteter. Puljen fordeles efter ansøgning med forlæggelse af et aktstykke for Folketingets Finansudvalg.

Kontrollen med tips- og lottomidler, der fordeles til private organisationer m.v., er overladt til de enkelte ressortministerier, som kan fastsætte nærmere regler herom, jf. lovens § 9. Der er i § 10 hjemmel til, at ministerierne kan anvende en del af de fordelte midler til administration af midlerne.

3. Kulturministeriets overvejelser og forslag

Formålet med lovændringen er at sikre, at de almennyttige tipsmidler fremadrettet fordeles af de ministerier, under hvis ressort formålene henhører. Det foreslås i den forbindelse, at midlerne fra de to almennyttige puljer, der i dag fordeles af Kulturministeriet, sammenlægges og herefter opdeles i puljer på formål, der henhører under de relevante ministerier.

Den nye model for den fremtidige forvaltning af puljerne er baseret på en analyse af de seneste års udlodninger på formål, og analysen viser, at puljemidlerne fordeles inden for faglige områder, der vedrører seks ministerier. Tre af disse ministerier fordeler i forvejen andre tipsmidler.

Der er i alt tale om 11 faglige områder eller kategorier, som Kulturministeriets almennyttige tipsmidler fordeles inden for, når de to almennyttige puljer ses under ét. I nedenstående tabel ses, hvilke 11 kategorier de almennyttige tipsmidler de seneste år er blevet fordelt inden for, samt hvilket ministerium det foreslås skal overtage fordelingen af de almennyttige tipsmidler inden for hver kategori. Tabellen viser endvidere, hvor stor en andel hver enkelt kategoris tilskud gennemsnitligt udgør ud af de samlede midler fra de to almennyttige puljer.

De enkelte ministeriers samlede andel af puljen til almennyttige formål beregnes ved at sammenlægge tilskuddene inden for de kategorier, som det enkelte ministerium i henhold til dette lovforslag skal overtage. Ministeriernes andel af puljen til almennyttige formål ses i nedenstående tabel.

  
 
Andel
Kulturministeriet i alt
32,55 %
Heraf:
 
- Modstandsfolk/krigsveteraner
2,20 %
- Menneskerettigheder
2,94 %
- Kultur(bevaring) og idræt
13,59 %
- Social- og nødhjælp i Danmark
1,26 %
- Øvrige
12,56 %
Miljøministeriet i alt
6,58 %
Heraf:
 
- Miljø
6,58 %
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
2,19 %
Heraf:
 
- Sundhed og forebyggelse
2,19 %
Udenrigsministeriet
42,06 %
Heraf:
 
- Nødhjælp og udviklingsbistand
39,63 %
- Mellemfolkeligt samarbejde
2,43 %
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
5,19 %
Heraf:
 
- Dyrevelfærd
5,19 %
Ministeriet for Ligestilling og Kirke
11,43 %
Heraf:
 
- Folkekirken
11,43 %
Almennyttige formål i alt:
100,00 %
  


Omfordelingen af de almennyttige tipsmidler til seks ministerier i dette lovforslag påvirker de fordelingsnøgler, som er i den gældende udlodningslov. Kulturministeriets samt Ministeriet for Børn og Undervisnings fordelingsnøgler påvirkes endvidere af ressortomlægningen i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011. I medfør af kongelig resolution af 3. oktober 2011 overgår ansvaret for fordeling af tips- og lottomidler til folkeoplysning, landsdækkende oplysningsforbund m.fl. samt ungdomsformål fra Ministeriet for Børn og Undervisning til Kulturministeriet.

Nedenstående tabel viser de gældende fordelingsnøgler og de fremtidige fordelingsnøgler, der foreslås indført med dette lovforslag.

   
 
Gældende lov
Lovforslag
 
Fordelingsnøgle
Fordelingsnøgle
Kulturministeriet
70,18 %
78,72 %
Ministeriet for Børn og Undervisning
12,67 %
1,61 %
Miljøministeriet
3,39 %
3,64 %
Social- og Integrationsministeriet
10,42 %
10,42 %
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
2,95 %
3,03 %
Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser
0,39 %
0,39 %
Udenrigsministeriet
0 %
1,57 %
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
0 %
0,19 %
Ministeriet for Ligestilling og Kirke
0 %
0,43 %
   


Omfordelingen af de almennyttige tipsmidler har ingen betydning for de tilskudsmodtagere, der i den gældende udlodningslov modtager tipsmidler, som ikke er almennyttige. Da lovforslagets fordelingsnøgler opgives med to decimaler, vil der i nogle tilfælde være marginale forskelle i udlodningsbeløbet i forhold til den gældende udlodningslov.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget medfører ikke administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner samt selvstyremæssige konsekvenser for kommunerne, idet lovforslaget dog betyder, at tre ministerier, som i dag ikke fordeler tipsmidler (Udenrigsministeriet, Ministeriet for Ligestilling og Kirke og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri) fremover skal fordele tipsmidler.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget medfører ikke administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget medfører ikke administrative konsekvenser for borgerne eller det frivillige foreningsliv.

7. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Høring

Ud over de relevante ministerier har udkast til lovforslag været sendt i høring hos:

Advokatsamfundet, Danmarks Idræts-Forbund, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Danske Advokater, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danske Regioner, Danske Spil A/S, Erhvervs- og Sel­skabs­styrelsen, Friluftsrådet, FSR - danske revisorer, Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond, KL, Lokale- og Anlægsfonden, Oplysningsforbundenes Fællesråd, Rigsrevisionen og Team Danmark.

   
10. Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
 
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
 
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at overskuddene ved lotteri, heste- og hundevæddemål og udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S samt eventuel statslig kompensation fordeles på den i bestemmelsens § 2, stk. 1, anførte måde. Den foreslåede overskudsdeling svarer til summen af ministeriernes nye andele af de almennyttige tipsmidler og den fordelingsnøgle, der i dag findes i udlodningsloven § 2, stk. 1.

Beregningen af ministeriernes andele af de almennyttige tipsmidler er baseret på en analyse af de seneste års udlodninger på formål. Analysen viser, at puljemidlerne fordeles inden for faglige områder, der vedrører forskellige ministeriers ressort. Puljemidlerne foreslås på den baggrund fordelt mellem følgende seks ministerier, hvis ressort formålet med tilskuddet vedrører: Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Udenrigsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Med dette lovforslag bliver Kulturministeriets andel af de almennyttige tipsmidler nedsat, mens de resterende fem ministerier får tilført tipsmidler. To af disse ministerier (Miljøministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse) fordeler i forvejen tipsmidler, hvorfor deres samlede andele af overskuddet fra Danske Spil A/S bliver forøget med deres andele af de almennyttige tipsmidler.

Tre ministerier (Udenrigsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Ligestilling og Kirke) har ikke hidtil fordelt tipsmidler. Beregningen af disse ministeriers andele af overskuddet fra Danske Spil A/S er således udelukkende baseret på deres andele af de almennyttige tipsmidler.

To ministerier, der fordeler tipsmidler i henhold til gældende udlodningslov (Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser samt Ministeriet for Børn og Undervisning), får med dette lovforslag ikke ansvar for fordeling af en andel af de almennyttige tipsmidler, og deres samlede andel af overskuddet fra Danske Spil A/S bliver således ikke berørt af den foreslåede fordeling af almennyttige tipsmidler.

Ministeriet for Børn og Undervisnings andel af overskuddet fra Danske Spil A/S bliver nedsat i forhold til gældende udlodningslov pga. ressortomlægningen i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011. I medfør af kongelig resolution af 3. oktober 2011 overgår ansvaret for fordeling af tips- og lottomidler til folkeoplysning, landsdækkende oplysningsforbund m.fl. samt ungdomsformål fra Ministeriet for Børn og Undervisning til Kulturministeriet. Som følge af ressortomlægningen nedsættes Ministeriet for Børn og Undervisnings andel af overskuddet fra Danske Spil A/S, mens Kulturministeriets andel af overskuddet fra Danske Spil A/S forøges i overensstemmelse med denne omlægning.

Til nr. 2

Eftersom det foreslås, at tre yderligere ministerier skal fordele tipsmidler, ændres antallet af puljefordelende ministerier fra seks til ni, således at de i lovforslaget dækker §§ 3-8c.

Til nr. 3

Den foreslåede bestemmelse fastsætter fordelingen af Kulturministeriets andel af midlerne. I forhold til den gældende udlodningslov har Kulturministeriets afgivet 67,45 % af de to almennyttige puljer til andre ministerier. De tilbageværende midler til almennyttige formål, som Kulturministeriet fortsat har ansvaret for, lægges med dette lovforslag i puljen til kulturelle formål.

Kulturministeriet har desuden overtaget ansvaret for fordelingen af tipspuljerne til folkeoplysning, ungdomsformål og de landsdækkende oplysningsforbund m.v. fra Ministeriet for Børn og Undervisning som følge af ressortomlægningen i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011.

Til nr. 4

Den andel af de almennyttige tipsmidler, som Kulturministeriet bibeholder, samt puljen til folkeoplysning, der i forbindelse med ressortomlægningen er overført til Kulturministeriet fra Ministeriet for Børn og Undervisning, bliver overført til puljen for de kulturelle formål. Kulturministeriets andel af de almennyttige tipsmidler samt folkeoplysningspuljen vil være reserveret til samme formål som hidtil.

De midler, der hidtil har været reserveret til »Handlingsplan for store idrætsbegivenheder til Danmark«, vil også fremover være reserveret til idrætsformål.

Til nr. 5

Kulturministeriet viderefører den administrationspraksis, som Ministeriet for Børn og Undervisning har udviklet i forbindelse med fordelingen af de tre nye puljer, som Kulturministeriet har overtaget fra Ministeriet for Børn og Undervisning i forbindelse med ressortomlægningen.

De gældende regler er fastlagt i tilskudsbekendtgørelse 810 af 29. juni 2011 og tilhørende revisionsbekendtgørelse 1753 af 21. december 2006 samt bekendtgørelse nr. 711 af 13. august 2003 om et Tipsungdomsnævn og bekendtgørelse nr. 1241 af 5. december 2006 om godkendelse af Oplysningsforbundenes Fællesråds regler for fordeling af midler til de landsdækkende oplysningsforbund m.fl.

Det foreslås, at de regler, der fastsættes af Dansk Ungdoms Fællesråd efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, fremadrettet ikke skal være i bekendtgørelsesform, men offentliggøres på Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside.

Det er tanken at undtage Dansk Ungdoms Fællesråd fra at være omfattet af lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet, jf. lovens § 1, stk. 5, idet der gælder særlige regler for Dansk Ungdoms Fællesråd med hensyn til regnskabsaflæggelse m.v. Tilsynet med Dansk Ungdoms Fællesråd varetages således fortsat af Tipsungdomsnævnet.

Til nr. 6

Den foreslåede bestemmelse fastsætter fordelingen af den andel af midlerne, som Ministeriet for Børn og Undervisning administrerer. Som følge af ressortomlægningen har Ministeriet for Børn og Undervisning afgivet administrationen af tipspuljerne »ungdomsformål«, »landsdækkende oplysningsforbund« samt »folkeoplysning« til Kulturministeriet. Midlerne, der skal anvendes til fremme af aktiviteter inden for undervisningsområdet, fordeles efter ansøgning. Midlerne har til formål at støtte aktiviteter inden for undervisningsområdet gennem projekttilskud.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse fastsætter fordelingen af Miljøministeriets andel af midlerne. Miljøministeriet får med dette forslag forøget sin andel af det samlede overskud.

Miljøministeriets andel af midlerne får med lovændringen et bredere miljømæssigt formål. Derfor opretholdes den hidtidige ordning med, at midlerne til friluftslivet fordeles af Friluftsrådet, mens Miljøministeriet (Naturstyrelsen) fordeler midlerne til miljøformål. I overensstemmelse med de gældende retningslinjer for Friluftsrådets fordeling af midler til friluftslivet er der ikke adgang til administrativ rekurs vedrørende Friluftsrådets afgørelser om fordeling af midlerne. På samme måde foreslås det, at der ikke bliver administrativ rekurs for så vidt angår miljøministerens fordeling til miljøformål, idet der er tale om afgørelser, hvor der ikke skønnes at være et retssikkerhedsmæssigt behov for en to-instansprøvelse. Det bemærkes, at miljøministeren naturligvis vil kunne føre tilsyn med en underordnet myndigheds administration af ordningen.

Midlerne til friluftsformål fordeles af Friluftsrådet indenfor de hidtidige rammer som driftstilskud hhv. projektilskud:

1. Driftstilskud ydes til landsdækkende natur- og friluftsorganisationer som hidtil. De samlede, generelle driftstilskud, herunder til Friluftsrådet, må i de enkelte år som hidtil maksimalt udgøre 12 mio. kr., som kan ændres med basis i forbrugerprisindekset pr. 1. januar 1993. De samlede årlige driftstilskud må dog højest udgøre 30 pct. de lotteri- og spilmidler, der samlet administreres af Friluftsrådet.

2. Projekttilskud ydes til konkrete, ansøgte friluftsprojekter og efter de hidtidige principper til fremme af friluftslivets muligheder og til støtte af initiativer, som forbedrer mulighederne for et alsidigt, aktivt friluftsliv for hele befolkningen.



Midlerne til miljøformål fordeles efter ansøgning af Miljøministeren eller af Naturstyrelsen som enten projekttilskud eller som driftstilskud til almennyttige foreninger med et miljømæssigt formål. Der vil blive udarbejdet en vejledning med vilkår for ansøgning og tilsagn m.v. til brug for afgørelser. Vejledningen vil blive godkendt af miljøministeren.

Til nr. 8

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af res­sort­ændringerne i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011, hvor en række ministeriers navne blev ændret.

Til nr. 9

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af res­sort­ændringerne i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011, hvor en række ministeriers navne blev ændret.

Til nr. 10

Den foreslåede bestemmelse fastsætter fordelingen af den andel af midlerne, som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse administrerer. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse får med dette lovforslag forøget sin andel af det samlede overskud. Ministeriets forøgede andel af det samlede overskud overføres til ministeriets eksisterende pulje til sygdomsbekæmpende organisationer. Puljen videreføres som en ansøgningspulje.

Til nr. 11

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af res­sort­ændringerne i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011, hvor en række ministeriers navne blev ændret.

Til nr. 12

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af res­sort­ændringerne i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011, hvor en række ministeriers navne blev ændret.

Til nr. 13

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af res­sort­ændringerne i forbindelse med regeringsdannelsen i oktober 2011, hvor en række ministeriers navne blev ændret.

Til nr. 14

Den foreslåede bestemmelse fastsætter fordelingen af Udenrigsministeriets, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris og Ministeriet for Ligestilling og Kirkes andel af midlerne. De tre ministerier har ikke hidtil fordelt tipsmidler.

Udenrigsministeriet overtager administrationen af kategorierne »nødhjælp og udviklingsbistand« samt »mellemfolkeligt samarbejde« i henhold til nærværende lovforslag. Puljen videreføres som en ansøgningspulje. Udenrigsministeriet vil i løbet af 2012 fastlægge de specifikke retningslinjer for udmøntning af midler inden for ovennævnte kategorier. Sådanne retningslinjer vil i vidt omfang tage hensyn til strategierne »Strategi for dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene (2008)« og »Strategi for Danmarks humanitære indsats 2010-15«.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris pulje kan anvendes til støtte til foreninger, organisationer, partnerskaber m.m., der arbejder for dyrevelfærd i Danmark. Fordeling af puljens midler kan ske til varetagelse af opgaver, herunder eksempelvis transport af syge og tilskadekomne dyr, drift af internater for tilskadekomne, herreløse og vilde dyr samt oplysningskampagner om dyrevelfærd.

Ved fordelingen vil der blive foretaget en samlet vurdering af, i hvilket omfang opgaven, der ansøges om støtte til, falder ind under ovennævnte formål, samt i hvilket omfang opgaven kommer dyrene direkte til gode. Herudover vil der bl.a. blive lagt vægt på, at foreningen, organisationen, partnerskabet m.m. er veletableret og selv tilvejebringer eller forsøger at tilvejebringe en del af de nødvendige midler til varetagelse af opgaven.

Tildelingen af midler fra puljen vil være betinget af, at der efterfølgende indsendes et regnskab, hvoraf det fremgår, hvordan de tildelte midler er anvendt og andelen af eventuel anden finansiering. Det skal i denne forbindelse tillige beskrives, hvordan opgaven er udført.

Med hjemmel i § 8 b, stk. 2, vil der bl.a. blive fastsat regler om de opgaver, der vil kunne ansøges om støtte til, om betingelserne for at opnå støtte, om kravene til ansøgningens udformning og frist for indgivelse heraf samt om kontrol.

Administrationen af ordningen forventes indtil videre at blive varetaget af NaturErhvervstyrelsen.

Bestemmelsen i § 8 b, stk. 3, giver mulighed for at fastsætte regler om klageadgangen. Med hjemmel i denne bestemmelse er det hensigten at fastsætte regler om, at Natur­Erhvervstyrelsens afgørelser skal kunne påklages til Fødevareministeriets Klagecenter.

Klagen indsendes til NaturErhvervstyrelsen, der videre­sender klagen med bemærkninger til Fødevareministeriets Klagecenter. Klagefristen vil blive fastsat til 4 uger. Der skal ikke kunne klages over afgørelser, der er truffet af Fødevareministeriets Klagecenter.

NaturErhverstyrelsen vil kunne genoptage en sag, efter der er indgivet klage.

Ministeriet for Ligestilling og Kirkes midler skal anvendes til religions- og missionsarbejde vedrørende folkekirkelige organisationer. Midlerne fordeles efter ansøgning af ministeren for ligestilling og kirke med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.

Til nr. 15

Eftersom dette lovforslag lægger op til, at tre yderligere ministerier skal fordele tipsmidler, ændres antallet af puljefordelende ministerier fra seks til ni, således at de i lovforslaget dækker §§ 3-8c.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2013.


Bilag 1

Lovforslag sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
§ 2. Midler, der efter § 1 tilfalder udlodningsmodtagerne, fordeles årligt således:
1) 70,18 pct. til Kulturministeriet,
2) 12,67 pct. til Undervisningsministeriet,
3) 3,39 pct. til Miljøministeriet,
4) 10,42 pct. til Socialministeriet,
5) 2,95 pct. til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og
6) 0,39 pct. til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
 
1. § 2, stk. 1, affattes således:
»§ 2. Midler, der efter § 1 tilfalder udlodningsmodtagerne, fordeles årligt således:
1) 78,72 pct. til Kulturministeriet,
2) 1,61 pct. til Ministeriet for Børn og Undervisning,
3) 3,64 pct. til Miljøministeriet,
4) 10,42 pct. til Social- og Integrationsministeriet,
5) 3,03 pct. til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse,
6) 0,39 pct. til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser,
7) 1,57 pct. til Udenrigsministeriet,
8) 0,19 pct. til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og
9) 0,43 pct. til Ministeriet for Ligestilling og Kirke.«
   
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte ministerier kan henlægge tilsynet med organisationers fordeling af midler i medfør af §§ 3-8 til Økonomistyrelsen.
 
2. I § 2, stk. 3, ændres »§§ 3-8« til: »§§ 3-8c«.
   
§ 3. Kulturministeriets midler anvendes således:
1) 7,19 pct. til Team Danmark,
2) 23,77 pct. til Danmarks Idræts-Forbund,
3) 21,66 pct. til Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger,
4) 3,23 pct. til Dansk Firmaidrætsforbund,
5) 6,91 pct. til Lokale- og Anlægsfonden,
6) 7,76 pct. til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond,
7) 24,15 pct. til kulturelle formål,
8) 4,06 pct. til landsdækkende almennyttige formål og
9) 1,27 pct. til andre almennyttige formål.
 
3. § 3, stk. 1, affattes således:
»§ 3. Kulturministeriets midler fordeles således:
1) 6,41 pct. til Team Danmark,
2) 21,19 pct. til Danmarks Idræts-Forbund,
3) 19,31 pct. til Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger,
4) 2,88 pct. til Dansk Firmaidrætsforbund,
5) 6,16 pct. til Lokale- og Anlægsfonden,
6) 6,92 pct. til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond,
7) 23,19 pct. til kulturelle formål,
8) 10,10 pct. til støtte af ungdomsformål, og
9) 3,84 pct. til de landsdækkende oplysningsforbund m.v.«
   
Stk. 5. De i stk. 1, nr. 7 og 9, nævnte puljer fordeles af kulturministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
 
4. § 3, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. De i stk. 1, nr. 7 nævnte pulje fordeles af kulturministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«
   
Stk. 6. Den i stk. 1, nr. 8, nævnte pulje fordeles af kulturministeren. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for fordeling af puljen, herunder regler om kriterier for tildeling af støtte, administration af puljen, regnskabsaflæggelse og klageadgang.
 
5. § 3, stk. 6, ophæves, og der indsættes som stk. 6-11:
»Stk. 6. Den i stk. 1, nr. 8, nævnte pulje fordeles af Dansk Ungdoms Fællesråd efter regler, som fastsættes af Dansk Ungdoms Fællesråd efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 7, og Kulturministeriet, herunder regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at modtage støtte fra puljen, og hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med ansøgning om støtte fra puljen. Dansk Ungdoms Fællesråd fastsætter endvidere efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 7, regler om kontrol med, at betingelserne for at modtage støtte fra puljen er opfyldt, herunder regler om, at Dansk Ungdoms Fællesråd til brug for sådan kontrol kan indhente nødvendige oplysninger fra støttemodtageren, og regler om, at Dansk Ungdoms Fællesråd for støttemodtagere, der ikke opfylder betingelserne for støtte, kan tilbageholde støtte, lade støtte bortfalde helt eller delvis eller kræve støtte tilbagebetalt helt eller delvis. Reglerne offentliggøres på Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside.
Stk. 7. Tipsungdomsnævnet består af 1 juridisk uddannet medlem, 1 statsautoriseret revisor og 1 ungdomssagkyndigt medlem, som udpeges af Kulturministeren for en 4-årig periode ad gangen og sammenlagt højst for 8 år. Kulturministeren udpeger Tipsungdomsnævnets formand blandt de 3 medlemmer.
Stk. 8. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om Tipsungdomsnævnets virke, herunder om Tipsungdomsnævnets tilsyn med Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling af puljen, jf. stk. 1, nr. 8. Kulturministeren afholder af puljen vederlag til nævnets medlemmer og udgifter til nævnets administration. Nævnet kan, hvis det undtagelsesvis skønner det nødvendigt, fastsætte størrelsen af det beløb, som Dansk Ungdoms Fællesråd kan anvende til administration af fordelingen af midlerne og til varetagelse af opgaver af fælles interesse for sine medlemsorganisationer.
Stk. 9. Klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling og afgørelser om tildeling af støtte kan indbringes for Tipsungdomsnævnet. Tipsungdomsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 10. Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for Dansk Ungdoms Fællesråds sager om fordeling af den i stk. 1, nr. 8, nævnte pulje.
Stk. 11. Den i stk. 1, nr. 9, nævnte pulje fordeles af Oplysningsforbundenes Fællesråd efter regler godkendt af kulturministeren.«
   
§ 4. Undervisningsministeriets midler anvendes således:
1) 63,30 pct. til støtte af ungdomsformål,
2) 24,08 pct. til de landsdækkende oplysningsforbund m.v. og
3) 12,62 pct. til undervisning og folkeoplysning.
 
6. § 4 affattes således:
»§ 4. Ministeriet for Børn og Undervisnings midler anvendes til undervisning. Midlerne fordeles af børne- og undervisningsministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«
Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1, nævnte pulje fordeles af Dansk Ungdoms Fællesråd efter regler, som fastsættes af Dansk Ungdoms Fællesråd efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 3, herunder regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at modtage støtte fra puljen, og hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med ansøgning om støtte fra puljen. Dansk Ungdoms Fællesråd fastsætter endvidere efter godkendelse af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 3, regler om kontrol med, at betingelserne for at modtage støtte fra puljen er opfyldt, herunder regler om, at Dansk Ungdoms Fællesråd til brug for sådan kontrol kan indhente nødvendige oplysninger fra støttemodtageren, og regler om, at Dansk Ungdoms Fællesråd for støttemodtagere, der ikke opfylder betingelserne for støtte, kan tilbageholde støtte, lade støtte bortfalde helt eller delvis eller kræve støtte tilbagebetalt helt eller delvis. Reglerne bekendtgøres i Lovtidende af Dansk Ungdoms Fællesråd.
Stk. 3. Tipsungdomsnævnet består af 1 juridisk uddannet medlem, 1 statsautoriseret revisor og 1 ungdomssagkyndigt medlem, som udpeges af undervisningsministeren for en 4-årig periode ad gangen og sammenlagt højst for 8 år. Undervisningsministeren udpeger Tipsungdomsnævnets formand blandt de 3 medlemmer.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om Tipsungdomsnævnets virke, herunder om Tipsungdomsnævnets tilsyn med Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling af puljen, jf. stk. 1, nr. 1. Undervisningsministeren afholder af puljen vederlag til nævnets medlemmer og udgifter til nævnets administration. Nævnet kan, hvis det undtagelsesvis skønner det nødvendigt, fastsætte størrelsen af det beløb, som Dansk Ungdoms Fællesråd kan anvende til administration af fordelingen af midlerne og til varetagelse af opgaver af fælles interesse for sine medlemsorganisationer.
Stk. 5. Klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling og afgørelser om tildeling af støtte kan indbringes for Tipsungdomsnævnet. Tipsungdomsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for Dansk Ungdoms Fællesråds sager om fordeling af den i stk. 1, nr. 1, nævnte pulje.
Stk. 7. Den i stk. 1, nr. 2, nævnte pulje fordeles af Oplysningsforbundenes Fællesråd efter regler godkendt af undervisningsministeren.
Stk. 8. Den i stk. 1, nr. 3, nævnte pulje fordeles af undervisningsministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
  
   
§ 5. Miljøministeriets midler anvendes til støtte af friluftslivet. Midlerne fordeles af Friluftsrådet.
 
7. § 5 affattes således:
»§ 5. Miljøministeriets midler anvendes således:
1) 93,78 pct. fordeles af Friluftsrådet til friluftsformål.
2) 6,22 pct. fordeles af miljøministeren til miljøformål.
Stk. 2. Friluftsrådets fordeling kan ikke påklages til miljøministeren eller anden administrativ myndighed. Miljøministerens fordeling kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Miljøministeren kan bemyndige en under Miljøministeriet oprettet statslig myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Bemyndiger miljøministeren en myndighed til at udøve ministerens beføjelser, kan denne myndigheds afgørelser ikke indbringes for ministeren eller anden administrativ myndighed.«
   
§ 6. Socialministeriets midler anvendes således:
1) 46,97 pct. til handicaporganisationer og -foreninger,
2) 14,98 pct. til ældreorganisationer,
3) 30,04 pct. til landsdækkende frivillige sociale organisationer og
4) 8,01 pct. til særlige sociale formål.
Stk. 2. De i stk. 1, nr. 1-3, nævnte puljer fordeles af socialministeren efter fordelingsaftaler og beregningsmodeller godkendt af Folketingets Finansudvalg. De i stk. 1, nr. 1-3, nævnte organisationer kan indgive forslag til fordelingsaftale til socialministeren. Socialministeren afgør, hvilke organisationer der er berettiget til at modtage støtte fra de forskellige puljer.
Stk. 3. Den i stk. 1, nr. 4, nævnte pulje fordeles af socialministeren efter retningslinjer fastsat af socialministeren efter indstilling fra Frivilligrådet.
 
8. I § 6, stk. 1, ændres »Socialministeriets« til: »Social- og Integrationsministeriets«.
9. I § 6 ændres »socialministeren« til: »social- og integrationsministeren«.
   
§ 7. Indenrigs- og Sundhedsministeriets midler fordeles til sygdomsbekæmpende organisationer. Midlerne fordeles af indenrigs- og sundhedsministeren, efter at Folketingets Finansudvalg har godkendt arten og størrelsen af de puljer, som ønskes etableret i det pågældende finansår, og regler for puljernes anvendelse.
 
10. § 7, 1. pkt., affattes således:
»De midler, der tilfalder Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, fordeles til puljen til sygdomsbekæmpende organisationer.«
11. I § 7 ændres »indenrigs- og sundhedsministeren« til: »ministeren for sundhed og forebyggelse«.
   
§ 8. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings midler anvendes til forskningsformål. Midlerne fordeles af ministeren for forskning, teknologi og udvikling med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
 
12. § 8, 1. pkt., affattes således:
»De midler, der tilfalder Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, anvendes til forskningsformål.«
13. I § 8 ændres »ministeren for forskning, teknologi og udvikling« til: »ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser«.
14. Efter § 8 indsættes som nye bestemmelser:
»§ 8a. Udenrigsministeriets midler anvendes til nødhjælp og udviklingsbistand samt mellemfolkeligt samarbejde.
§ 8 b. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris midler anvendes til dyrevelfærdsformål. Midlerne fordeles af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om fordelingen af midlerne, herunder om de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå støtte, om hvilke oplysninger der skal afgives i forbindelse med ansøgning om støtte og om kontrol.
Stk. 3. Henlægger ministeren sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.
§ 8c. Ministeriet for Ligestilling og Kirkes midler anvendes til religions- og missionsarbejde vedrørende folkekirkelige organisationer. Midlerne fordeles af kirkeministeren med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.«
   
§ 9. Det enkelte ressortministerium fastsætter nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision med hensyn til midler, som efter §§ 3-8 fordeles til private organisationer m.v. Til brug for Rigsrevisionen kan ministerierne indhente yderligere materiale til en nøjere regnskabsgennemgang.
 
15. I § 9 ændres »§§ 3-8« til: »§§ 3-8c«.
   
  
§ 2
   
  
Loven træder i kraft den 1. januar 2013.