Skriftlig fremsættelse (28. marts
2012)
Erhvervs- og
vækstministeren (Ole Sohn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Vækstfonden (Vækstfondens mulighed for at optage
lån til finansiering af sine aktiviteter).
(Lovforslag nr. L 126)
En del mindre og mellemstore virksomheder, har vanskeligt ved
at skaffe kapital. Udstedelsen af ansvarlige lån er aktuelt
et område, hvor kreditinstitutterne er meget tilbageholdende,
da bankerne - bl.a. i lyset af den vanskelige fundingsituation -
ikke finder, at det forventede afkast står mål med
risikoen.
Formålet med lovforslaget er at skabe mulighed for, at
små og mellemstore virksomheder får adgang til
finansiering, som de ellers ikke vil kunne få adgang
til.
Lovforslaget følger op på aftalen om
Udviklingspakken, som et bredt politisk flertal bestående af
regeringen (Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale
Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og
Konservative indgik 2. marts 2012. Udviklingspakken giver bl.a.
små og mellemstore virksomheder mulighed for at få
ansvarlig lånekapital i regi af Vækstfonden.
Vækstfonden spiller traditionelt en væsentlig
rolle i forhold til at medfinansiere vækst og fornyelse i
iværksættervirksomheder og små og mellemstore
virksomheder. Det ligger inden for Vækstfondens
nuværende formål at udbyde ansvarlige lån.
Vækstfonden har imidlertid ikke i dag adgang til at
finansiere udstedelse af ansvarlig lånekapital.
Med lovforslaget får Vækstfonden mulighed for at
understøtte finansiering af vækst i sunde små og
mellemstore virksomheder i form af ansvarlige lån inden for
en ramme på 500 mio. kr. Det vil være en betingelse for
at modtage ansvarlige lån fra Vækstfonden, at de
virksomheder, der modtager lånene, samtidig skal have optaget
andre lån mv. fra finansielle institutter eller andre
finansieringskilder på minimum samme beløb.
Med lovforslaget skabes der mulighed for, at finansieringen
tilvejebringes ved at give Vækstfonden mulighed for at optage
lån på kommercielle markedsvilkår. I praksis vil
det foregå således, at Vækstfonden vil anmode et
antal pengeinstitutter om at give tilbud på priser og
vilkår for at stille en låneadgang til rådighed.
Låneadgangen ventes således etableret på
almindelige markedsvilkår. Der er ingen særlige
vilkår eller krav til løbetid.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.