Skriftlig fremsættelse (28. marts
2012)
Erhvervs- og
vækstministeren (Ole Sohn)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om mæglings- og
klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd
(Lovforslag nr. L 125)
Lovforslaget om mæglings- og klageinstitutionen er et
led i udmøntningen af regeringens målsætning om,
at Danmark skal være i front, når det gælder
virksomheders globale ansvarlighed overfor arbejdstager- og
menneskerettigheder, internationale miljøstandarder og
kampen mod korruption. Formålet med lovforslaget er
således at oprette en ikke-retlig mæglings- og
klageinstitution, der hurtigt og effektivt kan løse
uoverensstemmelser om overtrædelse af internationale
standarder og principper om global ansvarlig
virksomhedsadfærd, jf. OECD's Retningslinjer for
Multinationale Virksomheder. På baggrund af en klage eller af
egen drift behandler mæglings- og klageinstitutionen sager om
overtrædelser, der vedrører danske virksomheder,
organisationer og offentlige myndigheder, uanset hvor
overtrædelserne synes at være begået.
I overensstemmelse med OECD's anbefaling er det regeringens
vurdering, at der er behov for en dansk ikke-retlig mæglings-
og klageinstitution som supplement til det eksisterende retslige
system. Behovet for at oprette en ikke-retlig institution har
konkret sit udspring i de juridiske udfordringer, der kan
opstå ved mistanke om overtrædelser af f.eks.
menneskerettigheder begået af virksomheder i lande, hvor
lokal lovgivning enten ikke er på niveau med internationale
regler eller ikke håndhæves. Stater kan som
udgangspunkt kun håndhæve lovgivningen inden for
statens eget territorium. Hensigten er at sikre danske
virksomheder, der gør forretning på de globale
markeder, en forudsigelig og troværdig håndtering af
tvister om brud på OECD's Retningslinjer for Multinationale
Virksomheder. Samtidig er hensigten med den ikke-retlige
mæglings- og klageinstitution at sikre bedre rammer for, at
personer eller grupper, der har været udsat for
overtrædelser af OECD's Retningslinjer for Multinationale
Virksomheder, kan få deres sag behandlet. Dette gælder
også i de tilfælde, hvor f.eks. den lokale lovgivning
er overholdt, og der derfor ikke er mulighed for at forfølge
krænkelsen ved domstolene. Den ikke-retlige mæglings-
og klageinstitution foretager ikke en retslig vurdering af sagen,
men kan tilbyde alternative løsningsmuligheder som f.eks.
mægling. Dermed supplerer den ikke-retlige mæglings- og
klageinstitution det etablerede juridiske system.
Derudover har mæglings- og klageinstitutionen også
til formål at fremme, at OECD's Retningslinjer for
Multinationale Virksomheder implementeres og efterleves af danske
virksomheder, myndigheder og organisationer. Derfor skal
mæglings- og klageinstitutionen også udføre
aktiviteter, der understøtter danske virksomheders,
myndigheders og organisationers indsats for at vise samfundsansvar,
f.eks. via informations- og uddannelsesaktiviteter.
De nærmere regler for mæglings- og
klageinstitutionens virksomhed, herunder regler om sagsbehandling
og sammensætning, fastsættes ved
bekendtgørelse.
Desuden foreslås det at ændre
årsregnskabslovens § 99 a vedrørende de 1.100
største danske virksomheders redegørelse for
samfundsansvar til udtrykkeligt at omfatte en redegørelse
for virksomhedens politikker for at respektere
menneskerettighederne samt reducere klimapåvirkning.
Formålet er at skabe større åbenhed om danske
virksomheders samfundsansvar. Dermed styrkes bl.a. kunders,
investorers, medarbejderes og lokalsamfundets muligheder for at
forholde sig til virksomhedernes og investorernes indsats i forhold
til menneskerettigheder og klimapåvirkning. Det vil skabe
gevinster for både samfundet som helhed og for den enkelte
virksomhed.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.