Skriftlig fremsættelse (9. november
2011)
Skatteministeren
(Thor Möger Pedersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
lønsumsafgiftsloven, momsloven, opkrævningsloven, lov
om offentligt hasardspil i turneringsform og forskellige andre
love
(Lovforslag nr. L 12)
Lovforslaget indeholder en række ændringer af
forskellige love, herunder
- Lønsumsafgiftsfritagelse for
museumsvirksomhed
En udvidelse af fritagelsen for lønsumsafgift i
relation til museer, idet der sker en ligestilling af museer
indenfor og udenfor museumsloven.
- Ændringer i
faktureringsbestemmelser
Visse ændringer af momslovens faktureringsregler, som
har til formål at gennemføre nye EU-regler for
leveringstidspunkt og fakturaer for momspligtige leverancer af
varer og ydelser ved EU-handel. Formålet med direktivet er at
fjerne barrierer for en større anvendelse af elektroniske
fakturaer (e-fakturaer).
- Erstatning af godtgørelsesordning med
fradrag
En afskaffelse af mulighederne for at få
godtgørelse af moms afholdt af transportvirksomheder i
forbindelse med momsfritaget udenrigspersonbefordring og moms
afholdt af forsikrings- og finansielle virksomheder i forbindelse
momsfritagne ydelser, der leveres til aftagere uden for EU.
Ordningen erstattes med en tilsvarende fradragsordning, da
momssystemdirektivet ikke længere indeholder hjemmel til en
godtgørelsesordning. Ændringen medfører, at der
skal ske visse ændringer i energiafgiftslovene og
vandafgiftsloven, der bevirker, at virksomheder kan få
tilbagebetalt afgifterne i samme omfang som efter gældende
regler.
- Indførsel af magasiner og tidsskrifter m.v.
til private
Med henblik på at hindre udflytning af danske
trykkeriaktiviteter til lande udenfor EU foreslås
det, at der altid skal betales moms ved indførsel til
private af magasiner og tidsskrifter og lignende fra lande uden for
EU. Herved undgås, at der sker konkurrenceforvridning til
fordel for virksomheder beliggende udenfor EU.
- Ligestilling af kontrolregler for indkomstskat og
moms
SKAT får mulighed for at udstede påbud og
pålægge daglige bøder for at sikre efterlevelsen
af regler for udlevering af regnskabsmateriale til SKAT og
tredjepersoners oplysningspligt til SKAT med henblik på en
korrekt opgørelse og betaling af moms. Ændringen har
til formål at ligestille kontrolreglerne for indkomstskat og
moms.
- Indsats mod uregistreret virksomhed
Forslaget indeholder ændringer til momsloven og
opkrævningsloven, der skal modvirke, at personer
fortsætter eller indleder driften af en virksomhed, selv om
virksomhedens momsregistrering er ophørt, inddraget eller
afslået af SKAT efter momsloven eller
opkrævningsloven.
- Ændring i opkrævningslovens regler om
opkrævning af punktafgifter i visse tilfælde
Reglerne i opkrævningsloven for opkrævning af
punktafgift, når ikke-registrerede virksomheder modtager
varer fra udlandet, ændres for at få bedre samspil og
overensstemmelse mellem disse regler og de særlige regler for
midlertidigt registrerede varemodtagere i en række
punktafgiftslove.
- Ændringer i regler i lov om offentligt
hasardspil i turneringsform
I lov om offentligt hasardspil i turneringsform lempes det
gældende krav om betaling dagen før, så betaling
for deltagelse kan ske på selve dagen for turneringen.
Forslaget har til formål at forhindre, at der sker lukning af
lovlige pokerklubber, hvilket kan føre til, at spillerne
fristes til at deltage i ulovlige spil.
Forslaget vedrørende indførsel af magasiner og
tidsskrifter m.v. til private skønnes at give et
årligt merprovenu på ca. 60 mio. kr., mens forslaget
vedrørende lønsumsafgiften skønnes at
medføre et tab på ca. 5 mio. kr. De øvrige
forslag skønnes ikke at have nævneværdige
provenuvirkninger.
Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1.
januar 2012, dog således, at
- de dele af
forslaget, der gennemfører fakturadirektivet, i
overensstemmelse med direktivet gennemførelsesfrist
træder i kraft den 1. januar 2013,
- ændringen
af lønsumsafgiftsloven får virkning tilbage fra 1.
januar 2009 (begunstigende).
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.