Skriftlig fremsættelse (28. marts
2012)
Justitsministeren (Morten
Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven og lov om ungdomsskoler (Aldersgrænsen
for førere af lille knallert)
(Lovforslag nr. L 117)
Lovforslaget har til formål at ophæve den
nedsættelse af aldersgrænsen for førere af lille
knallert fra 16 til 15 år, som efter forslag fra den
daværende regering blev vedtaget i maj 2011, og som er
fastsat til at skulle træde i kraft den 19. januar
2013.
Regeringen finder, at der er væsentlige
færdselssikkerhedsmæssige hensyn, som taler for, at den
nuværende aldersgrænse på 16 år, der har
været gældende i mange år, bør fastholdes.
Det foreslås derfor at ophæve den nedsættelse af
aldersgrænsen til 15 år, som blev vedtaget ved lov nr.
479 af 23. maj 2011 om ændring af færdselsloven og lov
om ungdomsskoler (Knallertkørekort og sanktioner ved ulovlig
kørsel på knallert m.v.).
Lovforslaget indeholder herudover enkelte mindre justeringer
af de nye knallertregler i lov nr. 479 af 23. maj 2011. Det
foreslås bl.a., at der indføres mulighed for, at
knal?lert?elever, som dumper enten teoriprøven eller den
praktiske prøve til lille knallert, som indføres pr.
19. januar 2013, kan gå til prøve igen mod betaling af
et omkostningsbestemt gebyr på 200 kr. Herved sikres, at
eleven ikke bliver tvunget til at skulle tilmelde sig
knallertuddannelsen på ny for at kunne aflægge
køreprøven igen.
Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse, der
regulerer, hvornår en person, der har fået frakendt
retten til at føre lille knallert, skal aflevere sit
kørekort, ligesom lovforslaget indeholder gebyrer
vedrørende udstedelse af kørekort til personer, der
har fået frakendt førerretten eller retten til at
føre lille knallert. Endelig foreslås en udtrykkelig
hjemmel for justitsministeren til at fastsætte bestemmelser
om betaling for tolk i forbindelse med aflæggelse af
prø?ve?rne til lille knallert.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.