L 117 Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om ungdomsskoler.

(Aldersgrænsen for førere af lille knallert).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 24-05-2012

Afgivet: 24-05-2012

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 24. maj 2012

20111_l117_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 24. maj 2012

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2012 og var til 1. behandling den 10. april 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 22. februar 2012 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 264. Den 27. marts 2012 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 9 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, SF, EL og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Enhedslistens medlemmer af udvalget kan støtte dette lovforslag om at ophæve den nedsættelse af aldersgrænsen for førere af »lille knallert« fra 16 til 15 år, som den tidligere regering vedtog i maj 2011 med ikrafttræden i januar 2013. Væsentlige hensyn til færdselssikkerheden taler for, at den nuværende grænse på 16 år fastholdes. Derved undgås det, at et stort antal unge kommer til skade i trafikken eller måske endda mister livet. Lovforslaget er således udtryk for god forebyggelse.


Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.


Venstres medlemmer af udvalget mener, at flere unge skal have mulighed for at få gavn af den mobilitet, som lovlig kørsel på knallert kan give dem. Samtidig skal hensynet til trafiksikkerheden tilgodeses. Derfor støttede Venstre i 2011 den lovændring, der gjorde det muligt for unge - med virkning fra januar 2013 - at køre på lille knallert fra 15-års-alderen. Denne lovændring var et stort skridt i retning af bedre mobilitet og mere frihed under ansvar for de unge, samtidig med at hensynet til trafiksikkerheden blev tilgodeset.


Specielt for unge, der bor og færdes uden for de større bysamfund, herunder i landdistrikterne med langt mellem busser og tog, er knallerten med til at give mobilitet og frihed indtil det tidspunkt, hvor de unge kan køre i bil eller på motorcykel til uddannelse eller fritidsaktiviteter.


Omvendt erkender Venstre, at knallerten er et forholdsvis udsat transportmiddel, der må og skal omgærdes med ansvarlighed og omtanke for at undgå trafikulykker. Derfor blev der med lovændringen i 2011 lagt stor vægt på en grundig køreuddannelse og en skrappere køreprøve som forudsætning for, at de unge må køre på knallert, fra de er 15 år. Desuden blev der vedtaget skærpede sanktioner for de knallertkørere, som begår ulovligheder til skade for trafiksikkerheden. Med lovændringen fandt vi således den rette balance mellem på den ene side frihed og mobilitet for flere unge og på den anden side hensynet til trafiksikkerheden og forebyggelse af ulykker med knallert. Desuden kom Danmark på linje med resten af Europa, hvor unge må køre på knallert fra 14 eller 15 år.


På denne baggrund kan Venstre ikke støtte lovforslaget, der indebærer en tilbagerulning, så danske unge fortsat skal være 16 år for at køre lovligt på lille knallert. Venstre er ikke enig i regeringens argumentation om, at denne svækkelse af de unges mobilitet og frihed er nødvendig af hensyn til trafiksikkerheden. Fakta er, at i 2010 var blot tre unge under 18 år impliceret i de ti dødsulykker med knallert. I 2011 var der blot to unge under 18 år blandt de i alt 14 dræbte knallertkørere. Og når der sker alvorlige ulykker med knallert, skyldes det i 70 pct. af tilfældene kørsel i beruset tilstand eller andre lovbrud såsom tuning af knallerten eller kørsel uden hjelm. Venstre har ikke forståelse for, at disse lovbrud skal gå ud over den brede skare af lovlydige unge, der har brug for den øgede mobilitet og frihed, som knallerten kan give dem.


Det er Venstres mål, at fremtidens aldersgrænser bliver 15 år for lille knallert og 16 år for stor knallert, så Danmark kommer mere på linje med resten af Europa. En sådan trinvis overgang for de unge fra cyklen over lille knallert til stor knallert vil efter Venstres opfattelse styrke trafiksikkerheden i kraft af en mere sikker og logisk tilvænning frem mod de 18 år, hvor de unge lovligt kan køre bil og motorcykel.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det højst mærkværdigt, at regeringen ruller en lov tilbage, som endnu ikke er trådt i kraft. Nedsættelsen af aldersgrænsen for kørsel på knallert 30 var imødeset med stor forventning af unge især i Udkantsdanmark. Lukningen af mange busruter har vanskeliggjort mange unge menneskers mulighed for at transportere sig til uddannelsessteder m.v. Muligheden for at kunne køre knallert allerede som 15-årig var derfor en tiltrængt hjælp for mange unge mennesker.


I forbindelse med vedtagelsen af den lov, som nu rulles tilbage, blev der ligeledes indført en række skærpede sanktioner og skærpede krav til køreuddannelsen.


Disse krav ønsker regeringen ikke at rulle tilbage. Det samme gælder for det høje gebyr for knallertkørekort som stiger fra 100 til 420 kr. Denne stigning blev meget kritiseret af Socialdemokraterne, da partiet var i opposition, men tilsyneladende er bekymringen ikke den samme nu, hvor partiet er i regering.


Vedtagelsen af denne lov er et tilbageskridt, som Dansk Folkeparti ikke støtter. Vi har tiltro til de unge trafikanter og havde gerne givet dem denne mulighed for selvhjulpen transport allerede som 15-årige.


Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Jacob Bjerregaard (S) Julie Skovsby (S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole Hækkerup (S) Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Anne Baastrup (SF) Pernille Skipper (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Frank Aaen (EL) Doris Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF) Kim Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF) nfmd. 

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 117


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 117


Spm.nr.
Titel
1
MFU spm. , om ministeren vil fremsætte ændringsforslag til lovforslaget, således at spirituskørsel udvides med euforiserende stoffer og medicin, i det omfang denne ikke indtages som led i sygdomsbehandling og lign. , til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
MFU spm. , om ministeren vil fremsætte ændringsforslag til lovforslaget, der indfører et »medvirkeansvar« (dvs. bødestraf) til den, der udlåner henholdsvis udlejer en knallert til en person under 16 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om fremlæggelse af den dokumentation, der dokumenter påstandene om, at hvis man sætter grænsen ned til 15 år, vil der komme mange flere ulykker, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om oversendelse af en oversigt over, hvor mange dræbte førere af knallert 30 der har været inden for de sidste 2 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om en redegørelse for den seneste østrigske undersøgelse af antallet af ulykker med knallert 30 og, om der foreligger opdaterede tal herfor, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. , om det er korrekt, at antallet af dræbte knallertkørere på knallert 30 har været faldende over de senere år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at den mobilitet i Udkantsdanmark, som de eksisterende regler havde til hensigt at skabe, ikke mindskes med dette lovforslag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvorfor regeringen i sit lovforslag ikke har nedsat gebyret fra de eksisterende 420 kr., eftersom partierne bag den nuværende regering netop kritiserede gebyrets størrelse under den sidste lovbehandling om nedsættelse af aldersgrænsen til 15 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. , om ministeren vil være indstillet på at dele lovforslaget op, således at bestemmelserne om at ophæve nedsættelsen af aldersgrænsen for førere af lille knallert fra 16 til 15 år udskilles i et selvstændigt lovforslag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå