L 115 Forslag til lov om ændring af selskabsloven, årsregnskabsloven og lov om værdipapirhandel m.v.

(Øget adgang til oplysninger om ihændehaveraktier for offentlige myndigheder og ændring af betaling for regnskabskontrollen med visse virksomheder).

Af: Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 21-03-2012

Fremsættelse: 21-03-2012

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2012)

20111_l115_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2012)

Erhvervs- og vækstministeren (Ole Sohn)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af selskabsloven, årsregnskabs­loven og lov om værdipapirhandel m.v. (Øget adgang til oplysninger om ihændehaveraktier for offentlige myndig­heder og ændring af betaling for regnskabskontrollen med visse virksomheder)

(Lovforslag nr. L 115)

Lovforslaget har til formål gennem en ændring af sel­skabs­loven at give offentlige myndigheder adgang til oplysninger om ejere af ihændehaveraktier, hvor ejerandelen udgør mindre end 5 pct. af selskabet. Lovforslaget sikrer, at Danmark lever op til de internationale forpligtelser, som Danmark har påtaget sig med hensyn til udveksling af sådanne oplysninger i kontroløjemed.


Lovforslaget skal ses i sammenhæng med et af skatteministeren fremsat lovforslag - L 44 - som er fremsat den 30. november 2011 og vedtaget af folketinget den 2. februar 2012 (lov nr. 118 af 7. februar 2012). De to lovforslag supplerer hinanden, da nærværende lovforslag omhandler ihændehaveraktier i aktieselskaber, mens skatteministerens lovforslag blandt andet sikrer en tilsvarende åbenhed omkring ejerforholdene i øvrige virksomhedsformer.


Ændringen af selskabsloven giver offentlige myndigheder, herunder særligt Skatteministeriet, adgang til oplysninger om ejere af ihændehaveraktier, som besidder mindre end 5 pct. af aktierne i et givent selskab. Grænsen på 5 pct. er afgørende for, hvordan ejerskabet skal indberettes til det kommende ejerregister. Forslaget medfører, at en ejer af en eller flere ihændehaveraktier, uanset ejerandel, skal lade sig registrere i ejerregisteret med oplysninger, som kan identificere vedkommende.


Har vedkommende en ejerandel på over 5 pct. af aktierne eller stemmerne i selskabet, sker registreringen via selskabet, som derefter underretter ejerregisteret. Er besiddelsen under 5 pct., påhviler pligten til indberetning til ejerregisteret den enkelte aktionær med ihændehaveraktier.


Den foreslåede ændring vil sikre adgang til ejeroplysninger om ihændehaveraktier for offentlige myndigheder i det omfang det er nødvendigt, mens oplysningerne ikke vil være tilgængelige for offentligheden, herunder det selskab, som aktierne besiddes i.


Ud over ændringen af selskabsloven foreslås desuden en ændring vedrørende fastsættelse af den betaling, som ikke-finansielle børsnoterede virksomheder i dag erlægger for regnskabskontrol efter årsregnskabsloven og værdipapirhandelsloven. Det drejer sig om ca. 170 børsnoterede virksomheder.


I henhold til årsregnskabsloven fører Erhvervsstyrelsen som sekretariat for Fondsrådet regnskabskontrol med ikke-finansielle virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land. De omfattede virksomheder skal i dag betale en fast årlig afgift, som fremgår direkte af loven. Afgiften skal dække Erhvervsstyrelsens omkostninger ved arbejdet i forbindelse med regnskabskontrollen. I lovforslaget er det foreslået, at der fremover ikke skal opereres med faste afgiftssatser i loven, men at Erhvervsstyrelsen får hjemmel til at fastsætte omkostningsbestemte gebyrer ved bekendtgørelse.


Samtidig med denne ændring af årsregnskabsloven foreslås en konsekvensændring i værdipapirhandelsloven, således at de nye bestemmelser også kommer til at gælde for regnskabskontrol med ikke-finansielle virksomheder fra lande uden for EU og EØS, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i Danmark.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.