L 112 Forslag til lov om ændring af lov om godkendelse og syn af køretøjer.

(Kontrolsyn af erhvervskøretøjer på firmaadressen, finansiering af tilsyn, videregivelse af data til kommercielle formål, bødestraf til ejer eller bruger for ikke at fremstille køretøj til syn).

Af: Transportminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 08-05-2012

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 8. maj 2012

20111_l112_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 8. maj 2012

1. Ændringsforslag

Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget. Venstre har stillet ændringsforslag nr. 1, 4 og 6. Enhedslisten har stillet ændringsforslag nr. 2, og transportministeren har stillet ændringsforslag nr. 3, 5 og 7.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 14. marts 2012 og var til 1. behandling den 27. marts 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transportudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transportministeren sendte den 10. januar 2012 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 157. Den 21. marts 2012 sendte transportministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 17 spørgsmål til transportministeren og 1 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret. Nogle af udvalgets spørgsmål til transportministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Venstre stillede ændringsforslag og med de af transportministeren stillede ændringsforslag nr. 3 og 5. Hvis mindretallets ændringsforslag bliver forkastet, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.


Venstres, Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget kan ikke gå ind for, at Trafikstyrelsen uanmeldt kan foretage kontrolsyn af erhvervskøretøjer på arealer, som køretøjsbrugeren, køretøjsejeren eller dennes virksomhed råder over i erhvervsmæssig henseende.


Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti finder det mest hensigtsmæssigt, at al kontrol af køretøjer finder sted, når køretøjerne benyttes på offentlig vej, således at der ikke er tvivl om, at der er sket en overtrædelse af såvel færdselsloven som udstyrsbekendtgørelser og/eller eventuelt lov om synsvirksomhed.


På offentlig vej vil det kunne konstateres, om et erhvervskøretøj er synsgodkendt på lemfældige vilkår eller ved bevidst snyd. Her kan også køretøjets ejer, som måske ligefrem er ansvarlig for omgåelse af et reelt syn, pålægges straf for en sådan forseelse, hvilket ikke vil være tilfældet ved nærværende lov, jf. svar på spørgsmål 8, som kun omtaler sanktioner mod synsvirksomheden.


Der kan, jf. svaret på spørgsmål 5, ikke dokumenteres et behov for lovforslaget.


Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti frygter, at tiltag med syn af køretøjer hos danske virksomheder vil øge uligheden og fremme anvendelsen af udenlandske køretøjer, hvor fejl og mangler måske endda er større. Ligeledes noterer Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti sig de divergerende svar på spørgsmål 9 og 12, hvor det fremgår henholdsvis. »Det er planen at foretage en generel opprioritering af syn ved vejsiden.« og »Det er ikke hensigten at nedsætte antallet af syn ved vejsiden, som planlægges uændret til 200 årligt.«


Et andet mindretal i udvalget (S, RV og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af transportministeren stillede ændringsforslag.


Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Enhedslisten og de af transportministeren stillede ændringsforslag.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (DF, LA og KF):

1) Nr. 1 affattes således:

»1. I § 11 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Som led i Trafikstyrelsens tilsyn med synsvirksomheder og omsynsvirksomheder kan der udføres kontrol af erhvervskøretøjer ved vejsiden.«

[Adgang til uanmeldt kontrolsyn på arealer, som køretøjsbrugeren, køretøjsejeren eller dennes virksomhed råder over i erhvervsmæssig henseende, udgår]

Af et mindretal (EL):

2) Nr. 2 udgår.

[Trafikstyrelsens mulighed for at videresælge data fra styrelsens registre mod vederlag udgår]

Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:

3) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»01. § 13, stk. 1, affattes således:

»Med bøde straffes den registrerede ejer eller bruger af et køretøj, der ikke fremstiller køretøjet til syn efter indkaldelse, jf. § 3, stk. 1, og den registrerede ejer eller bruger, der ikke efterkommer et påbud efter § 3, stk. 3.«


[Flytning af præciseringsforslag vedrørende administrative bødeforelæg til bestemmelsen vedrørende ændring af hovedloven]

Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (DF, LA og KF):

4) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 15, stk. 3, udgår »og af erhvervskøretøjer, der befinder sig på et areal, som køretøjsbrugeren, køretøjsejeren eller dennes virksomhed råder over i erhvervsmæssig henseende«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Til § 2

Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:

5) Nr. 1 affattes således:

»1. § 1, nr. 2, ophæves.«

[Ophævelse af gældende ændringsbestemmelse vedrørende lovens § 13, stk. 1]

Til § 3

Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (DF, LA og KF):

6) Stk. 2 udgår.

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 1]

Af transportministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, EL og SF):

7) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. § 11, stk. 2, i lov om godkendelse og syn af køretøjer som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder alene anvendelse på erhvervskøretøjer, der er synet eller omsynet efter lovens ikrafttræden.«

[Overgangsordning vedrørende kontrolsyn på firmaadresser]

Bemærkninger

Til nr. 1, 4 og 6

Med ændringsforslag nr. 1 ønsker Venstre at fjerne muligheden for, at Trafikstyrelsen uanmeldt kan foretage kontrolsyn af erhvervskøretøjer på arealer, som køretøjsbrugeren, køretøjsejeren eller dennes virksomhed råder over i erhvervsmæssig henseende. Ændringsforslag nr. 4 og 6 er konsekvensændringer som følge af ændringsforslag nr. 1.


Til nr. 2

Med ændringsforslaget ønsker Enhedslisten, at muligheden for, at Trafikstyrelsen kan udlevere data fra styrelsens registre mod vederlag til kommercielle formål, udgår.


Til nr. 3, 5 og 7

Ændringerne indeholder alene korrektioner af teknisk karakter.


Med ændringsforslag nr. 3 flyttes forslaget vedrørende ændring af bestemmelsen, der præciserer, at et administrativt bødeforelæg for a) ikke at fremstille et køretøj til periodisk syn efter indkaldelse eller b) ikke at aflevere et køretøjs nummerplader efter påbud kan gives til den registrerede ejer eller den registrerede bruger, fra lovforslagets bestemmelse vedrørende lov nr. 469 af 18. maj 2011 om ændring af lov om godkendelse og syn af køretøjer til lovforslagets bestemmelse vedrørende hovedloven (lov nr. 474 af 9. juni 2004 om godkendelse og syn af køretøjer).


Med ændringsforslag nr. 5 ophæves den gældende ændringsbestemmelse vedrørende dette stykke som konsekvens af nyaffattelsen af lovens § 13, stk. 1, jf. ændringsforslag nr. 3.


Med ændringsforslag nr. 7 foretages en præcisering af den foreslåede bestemmelse.


Benny Engelbrecht (S) fmd. Karin Gaardsted (S) Magnus Heunicke (S) Mette Reissmann (S) Orla Hav (S) Rasmus Prehn (S) Torben Hansen (S) Andreas Steenberg (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Lone Loklindt (RV) Jesper Petersen (SF) Anne Baastrup (SF) Henning Hyllested (EL) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V) Martin Geertsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Hans Christian Schmidt (V) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) Jørn Dohrmann (DF) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Lars Barfoed (KF) Tom Behnke (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 112


Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra transportministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Fastsat tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra transportministeren
6
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 112


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvorvidt lovforslaget hjemler mulighed for, at Trafikstyrelsen kan foretage kontrolsyn i en virksomhed af andre køretøjer end det, som er godkendt inden for de sidste 4 uger, og som gav mulighed for kontrolsynet, til transportministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvorvidt et resultat af et kontrolsyn i firmaet inden for 4 uger efter den oprindelige godkendelse vil kunne danne grundlag for at kunne statuere forsømmelser ved det egentlige syn og dermed udløse sanktioner mod bilsynsfirmaet, til transportministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om en uddybelse af, om det i § 11, stk. 3, nævnte udtryk »ved vejsiden« skal forstås således, at det skal være i nærheden af synshallen, når køretøjet kommer ud fra ordinært syn, eller der menes overalt i landet, til transportministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvorvidt det vil være køretøjets ejer eller køretøjets bruger, som har den primære pligt til at fremstille køretøjet til syn, til transportministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om statistiske oplysninger (antal) og kategorisering (art) af problemerne vedrørende mangler på nysynede køretøjer, til transportministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvordan fejl og mangler fordeler sig mellem udenlandske og danske køretøjer, som stoppes ved vejsiden, til transportministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, i hvor mange sager der årligt konstateres bevidste ændringer/manipulation med fartskrivere samt andre grove og bevidste overtrædelser, til transportministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvorvidt det er tilfældet ved kontrolsyn på en virksomhed, at der kan udstedes bødeforelæg, ligesom hvis et køretøj antræffes på vej med fejl og mangler, idet køretøjet »er ude af drift«, til transportministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvorvidt der også bliver tale om øget syn af udenlandske køretøjer ved vejsiden, til transportministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvor mange udenlandske erhvervskøretøjer der tilbageholdes til grundigere syn, grundet de er stoppet ved vejsiden, til transportministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvorvidt det kan garanteres, at kontrolsyn på virksomheder ikke sker på bekostning af vejsidesyn af udenlandske køretøjer, til transportministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om, hvor mange inspektioner/kontrolsyn det forventes, at Trafikstyrelsen gennemfører årligt i virksomhederne, til transportministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvornår på døgnet og evt. på søn- og helligdage og i weekender det kan forventes, at Trafikstyrelsen vil møde op i virksomheder, til transportministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvad proceduren vil være, hvis Trafikstyrelsen møder op i en virksomhed, til transportministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. , om ministeren vil fremlægge de beregninger, der har medført forslaget om at sænke gebyret pr. syn fra 22 kr. til 19 kr., til transportministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. , om ministeren vil oplyse udgifterne til Statens Bilinspektion for det sidste hele år, Statens Bilinspektion eksisterede, til transportministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. , om ministeren vil oplyse udgifterne for staten til kontrolvirksomhed af synshallerne, til transportministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, i hvor mange sager der årligt konstateres bevidste ændringer/manipulation med fartskrivere samt andre grove og bevidste overtrædelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  


»Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til transportministeren og dennes svar herpå


Spørgsmål 5, 8, 9 og 12 og transportministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra V, DF, LA og KF.


Spørgsmål 5:


Ministeren bedes fremlægge statistiske oplysninger (antal) og kategorisering (art) af problemerne vedrørende mangler på nysynede køretøjer. Kan disse fejl og mangler henføres til bilsynet, eller er der tale om bevidste ændringer kort efter synet?


Svar:


Trafikstyrelsen har oplyst, at de p.t. ikke har de pågældende statistiske oplysninger vedrørende fejl på nysynede køretøjer efter, at de har forladt synshallen.


Spørgsmål 8:


Antræffes et køretøj på vej med fejl og mangler, kan der udstedes bødeforlæg. Ministeren bedes oplyse, om det også er tilfældet ved kontrolsyn på en virksomhed, idet køretøjet »er ude af drift«?


Svar:


Kontrolsyn i en virksomhed har alene til formål at kontrollere kvaliteten af det seneste syn foretaget af en synsvirksomhed. Kontrolsyn vil således ikke blive anvendt som middel til at kunne udstede bødeforlæg.


Spørgsmål 9:


Ministeren bedes redegøre for, om der også bliver tale om øget syn af udenlandske køretøjer ved vejsiden?


Svar:


Det er planen at foretage en generel opprioritering af syn ved vejsiden. I det omfang udenlandske køretøjer standses af politiet i forbindelse hermed, vil der også blive tale om øgede syn ved vejsiden af udenlandske køretøjer.


Spørgsmål 12:


Hvor mange inspektioner/kontrolsyn forventes det, at Trafikstyrelsen gennemfører årligt i virksomhederne, og i hvilket omfang vil det kunne nedsætte hyppigheden af landevejskontroller?


Svar:


Der forventes efter planen udført 100 kontrolsyn om året i virksomheder. Det er ikke hensigten at nedsætte antallet af syn ved vejsiden, som planlægges uændret til 200 årligt.


«