L 111 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring.

(Forældelse af krav på erstatning ved erhvervssygdom og mulighed for at udstede administrative bødeforelæg m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-03-2012

Fremsættelse: 14-03-2012

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2012)

20111_l111_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2012)

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring (Forældelse af krav på erstatning for erhvervssygdom og mulighed for at udstede administrative bødeforelæg m.v.)

(Lovforslag nr. L 111).

Hovedelementet i lovforslaget er at indføre en adgang for tilskadekomne til at rejse en sag om erstatning og godtgørelse i anledning af erhvervssygdom i sager, hvor tilskadekomnes fordring på erstatning og godtgørelse er forældet før 1. januar 2008.


Det skyldes, at nogle erhvervssygdomme er så længe om at udvikle sig, at kravet på erstatning og godtgørelse er forældet før tilskadekomne har kendskab til sygdommen.


Forslaget giver tilskadekomne mulighed for fremadrettet at få behandlet disse sager. Det vil sige sager, hvor tilskadekomne fremover bliver bekendt med sygdommen og sammenhængen med arbejdet.


Forslaget giver tillige tilskadekomne, der tidligere har fået behandlet en sag i det administrative system, mulighed for at genanmelde fordringen på erstatning og godtgørelse, hvis sagen ikke er anerkendt tidligere på grund af forældelse.


Dette gælder efter forslaget både sager, der er behandlet efter gældende lov og efter tidligere lov.


Et andet element i lovforslaget er indførelsen af administrative bødeforelæg til arbejdsgivere, der ikke opfylder deres pligter efter arbejdsskadesikringsloven. Det er en forudsætning for at anvende bødeforelæg, at sagerne er ukomplicerede, og at den, der har begået overtrædelsen, er enig i, at sagen kan afgøres ved et bødeforelæg.


Er disse forudsætninger ikke opfyldt, sendes sagen som hidtil til politiet med henblik på en politisag.


Efter arbejdsskadesikringsloven har arbejdsgiveren pligt til at tegne forsikring i et forsikringsselskab og tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Når der indtræder en arbejdsulykke på virksomheden, har arbejdsgiveren pligt til at anmelde denne, og arbejdsgiveren har tillige pligt til at medvirke ved sagsoplysningen i alle sager.


I tilknytning til dette element i lovforslaget foreslås det samtidig at forhøje bødeniveauet efter arbejdsskadesikringsloven. Det skyldes, at bødeniveauet ikke har været reguleret i en årrække. Det foreslåede bødeniveau vurderes at være i bedre overensstemmelse med forseelsernes art samt give en større tilskyndelse til at opfylde pligterne efter arbejdsskadesikringsloven.


Herudover indeholder lovforslaget en række elementer af mere teknisk karakter. Det drejer sig om:


Justering af hjemmelen om forretningsordenen for Erhvervssygdomsudvalget (dissenser)


Revision af bestemmelsen om automatisk underretning om visse kræftformer


Adgang til selvforsikring for folkekirken


Hjemmel til at Arbejdsskadestyrelsen kan opkræve betaling for arbejdet med at opgøre værdien af erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven til brug for beregningen af erstatning efter erstatningsansvarsloven.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.