L 55 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og færdselsloven.

(Forhøjelse af den kriminelle lavalder).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 14-12-2011
1. behandlet / henvist til udvalg 20-12-2011
Betænkning afgivet 09-02-2012
2. behandlet/direkte til 3. behandling 21-02-2012
3. behandlet, vedtaget 23-02-2012
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Med loven ophæves den nedsættelse af den kriminelle lavalder til 14 år, som blev gennemført i 2010 under den daværende regering. Det foreslås, at den kriminelle lavalder hæves til 15 år igen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at gerningsmænd, der på gerningstidspunktet ikke er fyldt 15 år, og hvis straffesag endnu ikke er endeligt pådømt ved lovens ikrafttræden, ikke kan straffes. Det følger endvidere af straffelovens almindelige regler, at allerede idømte, men endnu ikke fuldbyrdede straffe vedrørende gerningsmænd, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 15 år, ikke skal fuldbyrdes.

Anklagemyndigheden vil underrette de sociale myndigheder om unge, der således ikke længere vil skulle afsone en idømt frihedsstraf eller ikke længere vil skulle overholde fastsatte vilkår om f.eks. behandling eller foranstaltninger efter serviceloven m.v., så de sociale myndigheder vil kunne vurdere behovet for at iværksætte de nødvendige sociale foranstaltninger (anbringelse m.v.).

Loven indebærer også, at afgørelser ikke skal have gentagelsesvirkning, i det omfang de vedrører handlinger, der er foretaget inden gerningsmandens fyldte 15. år.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Afstemning:
Vedtaget 62 stemmer for forslaget (S, RV, SF, EL, LA) 47 stemmer imod forslaget (V, DF, KF) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget