Tak for det, formand, og tak for en, synes jeg, faktisk udmærket debat også her ved tredjebehandlingen.
Jeg vil gerne starte med at takke Enhedslisten, og jeg vil også gerne starte med at takke Liberal Alliance, for det lovforslag, vi står med her ved tredjebehandlingen i dag, er jo det første lovforslag, som kommer ud af en ny, bred enighed i Folketinget, hvor vi skaber en ny balance i retspolitikken.
Så derfor tak til Enhedslisten og tak til Liberal Alliance for, at vi får forankret en central del af dansk retspolitik, nemlig spørgsmålet om den kriminelle lavalder, på midten i dansk politik igen.
Sandheden er jo den, at den ændring af den kriminelle lavalder, som den tidligere regering gennemførte, hvor man, som det også har været fremme i dag, nedsatte den fra 15 til 14 år, skete mod alle anbefalinger.
Alle, som har indsigt i det her forhold, anbefalede, at man ikke skulle gøre det:
Det var regeringens egen Ungdomskommission, det er de høringssvar, som er kommet på lovforslaget i dag, og derudover er det en hel række andre, som har beskæftiget sig med området.
Derfor skabte nedsættelsen af den kriminelle lavalder selvfølgelig heftig debat, også internt i borgerlige rækker, og jeg synes, det er værd at pointere, at den kriminelle lavalder og nedsættelsen af den dengang jo også – og man fristes til at sige som sædvanlig – kom til verden som del af en finanslovaftale mellem den tidligere regering og Dansk Folkeparti.
Derfor var det også af den grund en forkert handling.
Det her handler helt grundlæggende om, at det nye, brede flertal, som her står bag lovforslaget, ikke mener, at børn skal behandles som voksne kriminelle.
Det er helt grundlæggende det, som det her lovforslag handler om.
Derfor kommer den kriminelle lavalder altså nu fra de 14 år, som den blev sat ned til, tilbage til 15 år igen.
De undersøgelser, der har været lavet af effekten af nedsættelsen, peger jo også rigtigt i retning af, at der ikke har været nogen synlig og nævneværdig effekt af det her, og at der er behov for en bredere indsats, hvis man skal gøre noget ved ungdomskriminaliteten.
Til al held er vi i Danmark i den situation, at danske unge – og stadig flere danske unge – heldigvis får et liv, uden at de kommer i berøring med kriminalitet.
Men der er nogle, også meget unge unge og børn, som kommer fra så uheldige kår, at de havner i kriminalitet.
Dem skal der tages bedre fat om, og vi skal målrette indsatsen der, hvor de bor, så vi får fat i dem tidligt.
Derfor er regeringen også meget glad for, at det her lovforslag bliver og er suppleret af en meget bred aftale på politiets område, hvor vi netop går ind i forhold til de udsatte boligområder, hvor vi ved, at der er mange unge, der kan være i fare for at havne i kriminalitet, at vi sætter ind med en stærk politiindsats og sætter ind med en politiindsats, som kan indgå i en bredere socialpolitisk indsats.
Derfor suppleres det her lovforslag altså af denne politiaftale, et målrettet fokus på de udsatte boligområder, og jo en række andre tiltag, som man vil se, hvis man læser regeringsgrundlaget, at regeringen vil være på vej med, således at vi endnu mere effektivt kan sætte ind over for ungdomskriminalitet.
Så tak til Enhedslisten og Liberal Alliance for, at vi får det her ændret.
Det har bestemt ikke været kønt.
Det var et rent symbolpolitisk tiltag, som altså blev indført mod alle anbefalinger.
Og faktisk også tak til Det Konservative Folkeparti, som jo under førstebehandlingen rent faktisk sagde, at man ville tage det op til genovervejelse, altså om man ville sætte den ned igen, hvis den kriminelle lavalder blev hævet, som den gør nu.
Det er jo rigtigt, at vi skal tænke os alvorligt om her, og det, vi bør fokusere på, er den brede indsats, således at vi undgår, at børn og unge overhovedet havner i kriminalitet.
Det er der, vi skal sætte ind, og det er der, hvor regeringen fortsætter ad de spor, som allerede er lagt.
Det første skridt er altså taget med den meget ambitiøse flerårsaftale for politiet, hvor politiets rolle på det her område er skitseret, og hvor der er sat rigtig store millionbeløb af, til at man kan styrke fokus målrettet de områder, hvor vi ved, at risikoen for, at unge havner i kriminalitet, også er størst.
Tak.